What do you think?
Rate this book
Bag litiumbjergene. Om grønne løgne og mørke håb
“Ingen raske mennesker nyder tanken om, at indonesiske floder er mørkerøde af kemikalier fra nikkelindustrien, eller at den kinesiske elbil- og solcelleproduktion bygger på rygende kul og diesel, og hvad skulle man da gøre, spundet ind i forsyningslinjer fra top til tå som man er; har du selv nogle gode forslag, Theis?"
BAG LITIUMBJERGENE af Theis Ørntoft er et opgør med det senmoderne menneskes fortrængninger. Hvorfor taler politikere og journalister om en grøn omstilling, der ikke findes? Hvordan finder man håb i en global civilisation, som ikke er bæredygtig? Og er det muligt at genskabe forbindelsen til et jordisk liv?
BAG LITIUMBJERGENE af Theis Ørntoft er et opgør med det senmoderne menneskes fortrængninger. Hvorfor taler politikere og journalister om en grøn omstilling, der ikke findes? Hvordan finder man håb i en global civilisation, som ikke er bæredygtig? Og er det muligt at genskabe forbindelsen til et jordisk liv?
- GenresNonfictionDanishEssays
110 pages, Paperback
Published May 29, 2026
About the author
Theis Ørntoft
13 books95 followersTheis Ørntoft (født 1984) debuterede i 2009 med den usædvanligt stilsikre digtsamling Yeahsuiten. Debuten indbragte ham Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat. Han har studeret Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og gik i perioden fra 2007 til 2009 på Forfatterskolen. Kort efter han dimitterede fra Forfatterskolen udkom Yeahsuiten på Gyldendal. Kun en enkelt anmelder brokkede sig over den unge digters lidt for smarte og alt for ungdommelige sprogbrug. Men som anmelder på Information Kamilla Löfström skrev i sin gennemgang af årets debutanter: ”Hvad er man da også for en sølle debutant, hvis ikke man kan få ophidset bare én kritiker med sin kække sprogbrug?”. I efterfølgeren Digte 2014, der udkom fem år senere, er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 14 of 14 reviews
May 30, 2026
Fremragende
Uhyggelig realistisk og super smukt skrevet
Uhyggelig realistisk og super smukt skrevet
July 27, 2026
Den centrale påstand i Bag litiumbjergene er både radikal og væsentlig: Den grønne omstilling er en løgn. Den findes ikke.
Der er brug for, at der bliver skrevet så meget som muligt om dette. At vi finder de faktiske løsninger på klimaproblemerne i stedet for bare at flytte væksten og forbruget over i en anden gustengrøn sektor.
Stoffet er vigtigt, men Ørntofts essay er ikke videre vellykket. Argumentationen er ikke overbevisende. De primære argumenter er patos-tunge og Ørntoft gennemfører aldrig en gendrivelse i teksten. Han skriver konsekvent ”Men hvad skal vi så gøre ved det, Theis?”. Han anerkender, at der kan findes indvendinger, men adresserer dem reelt ikke.
Et andet konkret problem i teksten er, at den er præget af stråmandsargumentation bedst eksemplificeret i kritikken af afdøde Hans Roslings Factfulness. Ørntoft gennemgår, hvordan Rosling statistik ikke tager højde for klimaet, når han lover fremgang i verden.
Rosling beskæftigede sig ikke med klimaet i bogen, så det føles en smule som om Ørntoft anklager en biavlermanual for ikke at have en tilstrækkelige mængde opskrifter på appelsinmarmelade.
Det er spild af ti sider at skyde Rosling en blind vinkel og en holdning i skoen. Det føles i øvrigt en kende bedaget at skyde efter netop Rosling, der af naturlige årsager ikke har rørt på sig i debatten de sidste ni år.
Og når vi nu er ved problemerne, så er der altså ballade med taksonomien i dette essay. Ørntoft er en ferm redegører, men han er ikke den store analytiker. Han introducerer en række teoretikere og tilhørerende begrebsapparater, men han forlader dem igen, så snart de er introduceret. Han formår ikke at anvende teorienerne og syntetisere tankerne til noget nyt.
Essayet står stærkest når det er personligt, for det er her Ørntoft formår at bringe noget originalt til bordet. Han indrømmer f.eks. hvordan han under coronakrisen nød, når det gik erhvervsfolk skidt: Når konkurserne truede, fordi det føltes som en sprække i kapitalismens panser.
Det er ikke en videre sympatisk holdning, men det er en forhandling af vor tids heltefiktioner, der er nødvendig, hvis der reelt skal laves en grøn omstilling.
Bag Litiumbjergene er et snublende forsøg på at tage livtag med et af menneskehedens største problemer. Emnet er vigtigt, men dette essay er for kluntet til at have kræfterne til at skubbe til agendaen og skabe eftertryk.
Der er brug for, at der bliver skrevet så meget som muligt om dette. At vi finder de faktiske løsninger på klimaproblemerne i stedet for bare at flytte væksten og forbruget over i en anden gustengrøn sektor.
Stoffet er vigtigt, men Ørntofts essay er ikke videre vellykket. Argumentationen er ikke overbevisende. De primære argumenter er patos-tunge og Ørntoft gennemfører aldrig en gendrivelse i teksten. Han skriver konsekvent ”Men hvad skal vi så gøre ved det, Theis?”. Han anerkender, at der kan findes indvendinger, men adresserer dem reelt ikke.
Et andet konkret problem i teksten er, at den er præget af stråmandsargumentation bedst eksemplificeret i kritikken af afdøde Hans Roslings Factfulness. Ørntoft gennemgår, hvordan Rosling statistik ikke tager højde for klimaet, når han lover fremgang i verden.
Rosling beskæftigede sig ikke med klimaet i bogen, så det føles en smule som om Ørntoft anklager en biavlermanual for ikke at have en tilstrækkelige mængde opskrifter på appelsinmarmelade.
Det er spild af ti sider at skyde Rosling en blind vinkel og en holdning i skoen. Det føles i øvrigt en kende bedaget at skyde efter netop Rosling, der af naturlige årsager ikke har rørt på sig i debatten de sidste ni år.
Og når vi nu er ved problemerne, så er der altså ballade med taksonomien i dette essay. Ørntoft er en ferm redegører, men han er ikke den store analytiker. Han introducerer en række teoretikere og tilhørerende begrebsapparater, men han forlader dem igen, så snart de er introduceret. Han formår ikke at anvende teorienerne og syntetisere tankerne til noget nyt.
Essayet står stærkest når det er personligt, for det er her Ørntoft formår at bringe noget originalt til bordet. Han indrømmer f.eks. hvordan han under coronakrisen nød, når det gik erhvervsfolk skidt: Når konkurserne truede, fordi det føltes som en sprække i kapitalismens panser.
Det er ikke en videre sympatisk holdning, men det er en forhandling af vor tids heltefiktioner, der er nødvendig, hvis der reelt skal laves en grøn omstilling.
Bag Litiumbjergene er et snublende forsøg på at tage livtag med et af menneskehedens største problemer. Emnet er vigtigt, men dette essay er for kluntet til at have kræfterne til at skubbe til agendaen og skabe eftertryk.
June 24, 2026
Jeg er virkelig vild med hvordan Theis Ørntoft ikke er bange for at udstille den grønne omstilling, og tale imod den ellers positive diskurs. Overordnet synes jeg, at den var godt sat sammen, med fakta men også personlige fortællinger. Det er en samling der helt sikkert vil få dig til at se på den grønne omstilling med andre øjne, og se indad i forhold til hvad man selv kan bidrage med. Det var forfriskende med en essaysamling der ikke holdt sig tilbage, og efterlod en med håb men også frygt for hvad det kan blive til.
June 16, 2026
Han siger ikke meget nyt, men han siger det på en spænende medrivende mundret måde. Og selv om det hele er sagt før, så skal det siges igen og igen, for Theis har jo ret i, at de fleste politikere og journalister ikke anerkender realiteterne.
Jeg savner måske lidt den helt nye indsigt; punchlinen. Det er som om indsigten ligger og simrer og venter efter hele vækst- og globaliseringskritikken, men aldrig helt kommer til sin ret. Man får næsten den mistanke, at tankerækken ikke har nået sin endestation endnu. Hvad er det mørke håb? Det var mere udpenslet i Habitat, og det var endda en roman. Hans beskrivelser skaber en intuitiv oplevelse af problemstillingerne, som man føler lige så meget som man forstår, men forstanden kunne godt stimuleres en anelse mere? Eller er det måske hans styrke?
Jeg kunne måske allerbedst lide afklaring med hele “vi har det bedre end nogensinde før”-diskursen og metaforen om at se historien som en skibskiste fyldt med blandet ragelse, og beskrivelsen af ritualer og ofringer.
Jeg savner måske lidt den helt nye indsigt; punchlinen. Det er som om indsigten ligger og simrer og venter efter hele vækst- og globaliseringskritikken, men aldrig helt kommer til sin ret. Man får næsten den mistanke, at tankerækken ikke har nået sin endestation endnu. Hvad er det mørke håb? Det var mere udpenslet i Habitat, og det var endda en roman. Hans beskrivelser skaber en intuitiv oplevelse af problemstillingerne, som man føler lige så meget som man forstår, men forstanden kunne godt stimuleres en anelse mere? Eller er det måske hans styrke?
Jeg kunne måske allerbedst lide afklaring med hele “vi har det bedre end nogensinde før”-diskursen og metaforen om at se historien som en skibskiste fyldt med blandet ragelse, og beskrivelsen af ritualer og ofringer.
June 18, 2026
Ørntoft er tilbage med endnu et værk hvor vi får adgang til hans hyperreflekterende tankestrøm. Denne gang i essayformat omkring de 100 sider, hvilket virker som et mere let forskelligt og friskt pust efter ‘Habitat’.
‘Bag Lithiumbjergene’ er knivskarp kritik af det massekonsumeristiske samfund vi lever i, og især også os individers evne til at fralægge os ansvar hvad klimakrisen angår. Mange af de ting der forsøges at blive fejet ind under gulvtæppet kommer i forgrunden hvilket er enormt urovækkende.
Den sætter i den grad nogle ting i perspektiv, såsom hvor skyld kan og skal placeres. Der bliver lavet nogle uhyggelige sammenligninger med andre historiske fænomener.
Læs den! Bestemt en syngende lussing af et reality check der kan gøre dig pinligt bevidst om hvordan tingende egentlig står til.
‘Bag Lithiumbjergene’ er knivskarp kritik af det massekonsumeristiske samfund vi lever i, og især også os individers evne til at fralægge os ansvar hvad klimakrisen angår. Mange af de ting der forsøges at blive fejet ind under gulvtæppet kommer i forgrunden hvilket er enormt urovækkende.
Den sætter i den grad nogle ting i perspektiv, såsom hvor skyld kan og skal placeres. Der bliver lavet nogle uhyggelige sammenligninger med andre historiske fænomener.
Læs den! Bestemt en syngende lussing af et reality check der kan gøre dig pinligt bevidst om hvordan tingende egentlig står til.
July 31, 2026
Spørgsmålet er så bare, hvordan man trænger igennem folks fortrængning. Jeg prøver selv igen og igen med familie og venner, men kommer sjældent nogen vegne. Det eneste, jeg kan få folk til at nikke genkendende til, er, at elbiler er lidt tungere end fossilbiler, og derfor udleder lidt flere tungmetaller fra bremserne samt flere partikler fra dækslid – en kompleks blanding af gummi, syntetiske polymerer, carbon black og andre kemiske stoffer. Men det gør jo tilsyneladende ikke noget, fordi elbiler "jo ikke udleder CO₂".
July 12, 2026
Fint lille essay hvis man ønsker et menneskepessimistisk og opgivende indspark i klimadebatten. Ørntoft skriver glimrende og har nogle velformulerede pointer, men kommer ikke særligt dybt ned i stoffet. Men nu er det heller ikke hverken en roman eller en videnskabelig afhandling, det er et holdningsindlæg, og med den præmis er det et fint stykke tekst. Jeg ønsker mig dog en rigtig roman fra ham næste gang.
June 25, 2026
Når regnestykket ikke går op: Et skarpt og nuanceret essay
Efter “Habitat” har jeg virkelig fået øjnene op for Ørntofts forfatterskab. Jeg er vild med den måde, han skriver på. Dette essay er ingen undtagelse. Jeg synes, at han gør et fænomenalt arbejde med at danse mellem makro- og mikroniveau og tegne billeder op fra vores egen hverdag.
Da jeg læste “Habitat”, skreg hans holdning til “den grønne omstilling” gennem linjerne på en måde, der irriterede mig en smule. Ikke fordi jeg var uenig, men fordi jeg havde lyst til at høre om det fra hans egen mund – derfor er jeg særligt begejstret for dette format.
En anden herinde skriver, at der som sådan ikke er noget nyt i Ørntofts kritik, og det vil jeg til dels give denne læser ret i. Alligevel vil jeg mene, at der er en dybde i kritikken, som jeg ikke har set tidligere. Ja, vi har hørt, at konsumerismen ikke er så god for vores klode; nej, politikerne gør ikke nok; ja, journalisterne er med til at forplumre billedet. Men det, som jeg mener Ørntoft virkelig bidrager med, er at udvide forståelsesrammen for problemet. Hans kritik af Hans Rosling er et godt eksempel på dette. Ja, vi kan bruge data til at vise, at vi aldrig har haft det bedre. I hvert fald hvis vi kun undersøger de sidste 150 år. Ja, vi har en grøn omstilling i gang, hvis vi kigger på mængden af merproduktet af grøn energi. Men hvad hvis vi kigger anderledes på de regnestykker?
En anden læser herinde skriver, at tankerækken virker ufærdig. Måske der er noget om det. Eller det vil sige, måske er dette første bid? Som jeg skrev indledningsvist, har disse tanker været undervejs hos Ørntoft gennem flere år, og det virker til at være første skridt at få dem nedfældet. Han skriver mod slutningen: “Jeg vil tage det for givet.”, hvilket for mig kan lyde som, hvis ikke et punktum, så et semikolon. Det, jeg kan være nysgerrig på, er, hvordan man i praksis når dertil? Hvordan ser det ud, når man vender den anden kind til, vender det blinde øje mod nyhederne, hedebølgen og lithiumbjergene?
Det, jeg savner i bogen – eller måske ikke i bogen, men i den overordnede dialog – er balancen. I lang tid har den modsatte ende af spektret (dem, der elsker den grønne omstilling og køber fuldt og helt ind på den) fået meget taletid, og i det lys danner Ørntofts essay en smule balance mod den anden ende af spektret. Men der er stadig et behov for at kunne nærme sig hinanden for at kunne få det bedste med videre, og her ser jeg frem til en mere nuanceret dialog fremadrettet. Igen kan Rosling trækkes frem som eksempel, for noget af det, som Rosling netop advokerer for, er, at vi mennesker er biased til at bemærke det, der er foran os, det, der er vigtigt og væsentligt. Han giver eksemplet med barnevogne. Hvis man er 18 år og lige blevet student, så ser man formentlig sjældent barnevogne i gadebilledet. Men står man et sted i livet, hvor man higer efter et barn, så er der pludselig barnevogne overalt. Bauman, som Ørntoft selv trækker på, vil pege på, at vi som mennesker er præget af de fællesskaber, vi er en del af; vi handler ud fra, hvad vi tror fællesskabet forventer af os. En undersøgelse for nyligt pegede på, at 9% i Danmark udskifter deres mobiltelefoner, når der kommer nye modeller. Er disse mennesker født under en sten, eller er det, fordi de oplever, at der er noget, der er mere væsentligt? Ser de noget andet end barnevogne?
Hvis vi virkelig gerne vil gøre noget andet, vælge en anden vej, så tror jeg ikke, det handler om at råbe højere, blive mere vred eller insistere mere på, at vi behøver flere tal og statistikker. I stedet må det være et spørgsmål om at forstå, hvad det er, der gør, at vi mennesker prioriterer vores opmærksomhed og dermed efterfølgende handlinger på en måde, der er så uhensigtsmæssig for vores fremtidige klode.
Efter “Habitat” har jeg virkelig fået øjnene op for Ørntofts forfatterskab. Jeg er vild med den måde, han skriver på. Dette essay er ingen undtagelse. Jeg synes, at han gør et fænomenalt arbejde med at danse mellem makro- og mikroniveau og tegne billeder op fra vores egen hverdag.
Da jeg læste “Habitat”, skreg hans holdning til “den grønne omstilling” gennem linjerne på en måde, der irriterede mig en smule. Ikke fordi jeg var uenig, men fordi jeg havde lyst til at høre om det fra hans egen mund – derfor er jeg særligt begejstret for dette format.
En anden herinde skriver, at der som sådan ikke er noget nyt i Ørntofts kritik, og det vil jeg til dels give denne læser ret i. Alligevel vil jeg mene, at der er en dybde i kritikken, som jeg ikke har set tidligere. Ja, vi har hørt, at konsumerismen ikke er så god for vores klode; nej, politikerne gør ikke nok; ja, journalisterne er med til at forplumre billedet. Men det, som jeg mener Ørntoft virkelig bidrager med, er at udvide forståelsesrammen for problemet. Hans kritik af Hans Rosling er et godt eksempel på dette. Ja, vi kan bruge data til at vise, at vi aldrig har haft det bedre. I hvert fald hvis vi kun undersøger de sidste 150 år. Ja, vi har en grøn omstilling i gang, hvis vi kigger på mængden af merproduktet af grøn energi. Men hvad hvis vi kigger anderledes på de regnestykker?
En anden læser herinde skriver, at tankerækken virker ufærdig. Måske der er noget om det. Eller det vil sige, måske er dette første bid? Som jeg skrev indledningsvist, har disse tanker været undervejs hos Ørntoft gennem flere år, og det virker til at være første skridt at få dem nedfældet. Han skriver mod slutningen: “Jeg vil tage det for givet.”, hvilket for mig kan lyde som, hvis ikke et punktum, så et semikolon. Det, jeg kan være nysgerrig på, er, hvordan man i praksis når dertil? Hvordan ser det ud, når man vender den anden kind til, vender det blinde øje mod nyhederne, hedebølgen og lithiumbjergene?
Det, jeg savner i bogen – eller måske ikke i bogen, men i den overordnede dialog – er balancen. I lang tid har den modsatte ende af spektret (dem, der elsker den grønne omstilling og køber fuldt og helt ind på den) fået meget taletid, og i det lys danner Ørntofts essay en smule balance mod den anden ende af spektret. Men der er stadig et behov for at kunne nærme sig hinanden for at kunne få det bedste med videre, og her ser jeg frem til en mere nuanceret dialog fremadrettet. Igen kan Rosling trækkes frem som eksempel, for noget af det, som Rosling netop advokerer for, er, at vi mennesker er biased til at bemærke det, der er foran os, det, der er vigtigt og væsentligt. Han giver eksemplet med barnevogne. Hvis man er 18 år og lige blevet student, så ser man formentlig sjældent barnevogne i gadebilledet. Men står man et sted i livet, hvor man higer efter et barn, så er der pludselig barnevogne overalt. Bauman, som Ørntoft selv trækker på, vil pege på, at vi som mennesker er præget af de fællesskaber, vi er en del af; vi handler ud fra, hvad vi tror fællesskabet forventer af os. En undersøgelse for nyligt pegede på, at 9% i Danmark udskifter deres mobiltelefoner, når der kommer nye modeller. Er disse mennesker født under en sten, eller er det, fordi de oplever, at der er noget, der er mere væsentligt? Ser de noget andet end barnevogne?
Hvis vi virkelig gerne vil gøre noget andet, vælge en anden vej, så tror jeg ikke, det handler om at råbe højere, blive mere vred eller insistere mere på, at vi behøver flere tal og statistikker. I stedet må det være et spørgsmål om at forstå, hvad det er, der gør, at vi mennesker prioriterer vores opmærksomhed og dermed efterfølgende handlinger på en måde, der er så uhensigtsmæssig for vores fremtidige klode.
August 3, 2026
Nordkurs pensum: han va flink på å peke på alt som e gale her i verden, men sleit med å finne ein løsning ahhah. Kanskje eg va for trøtt når eg leste den siste delen, men den va jo lærerik? Vett heller ikje heilt ka eg syns om fiksjonsfirfattere som skrive sakprosa for e heh litt mye filler-episodes…?
July 20, 2026
En uvelkommen men velplaceret sten i skoen på den grønne omstilling. Træls og vigtig.
July 11, 2026
Vi har brug for meget mere kunst vedrørende vort forestående kollaps: https://open.substack.com/pub/gnug315...
July 6, 2026
Essayet har en lovende titel og starter også rigtig godt. TØ finder, at grøn omstilling er en fortælling. En fortælling vi holder fast i, selvom den grønne omstilling ikke eksisterer, og at den i øvrigt heller ikke er grøn bl.a. på grund af den omfattende og forurenende minedrift den påståede omstilling forårsager.
Generelt fører ny og bedre teknologi ikke til mindre energiforbrug og forurening, fordi forbruget som regel øges endnu mere end teknologiens forbedrede effektivitet. Det gælder fra biler til global turisme.
TØ forsøger ud fra forskellige psykologiske forhold og oplevelser, som de bl.a. kommer til udtryk i film at forstå og beskrive menneskets enorme fortrængningevne. Hverken smart phones, sociale medier eller Open AI får os ud af fortrængningerne snarere tværtimod.
Gennem en række forskellige synsvinkler forsøger TØ at finde forklaringer på fortrængningerne i forhold til forureningen ved den grønne omstilling: Forholdet mellem religion og videnskab, naturvidenskabens frigørelse fra etiske og moralske overvejelser m.fl.
Det er kendetegnende for TØ overvejelser, at de er ret psykologiserede og noget langt fra en håndgribelige virkelighed. Han når da heller noget svar på, hvorfor det er muligt at opretholde en fortælling om, at der eksisterer en mindre forurenende grøn omstilling. For TØ er der stadig kun et mørkt håb om en forklaring og dermed måske en vej til reduktion af skaderne.
Desværre forsøger TØ sig ikke med andre forklaringsmåder. Fx er der store økonomiske interesser i at opretholde fortællingen. Det gælder fra den nationale energitekniske industri til Kinas industri- og magt eventyr, der bl.a. baseres på fortællingen om grøn omstilling i vesten.
Grøn omstilling repræsenterer også et politisk – energiindustrielt kompleks. Så at sige ethvert politisk parti ønsker at fremstå grønt, og det hjælper industriel dem så med mod en økonomisk gevinst ved div. projekter.
Det er formentlig politisk selvmord at sætte spørgsmålstegn ved den grønne omstilling.
Heller ikke pressen ser nogen interesse i reelt at undersøge fortællingen om den grønne omstilling. Det er vel nærmest tabu.
Generelt fører ny og bedre teknologi ikke til mindre energiforbrug og forurening, fordi forbruget som regel øges endnu mere end teknologiens forbedrede effektivitet. Det gælder fra biler til global turisme.
TØ forsøger ud fra forskellige psykologiske forhold og oplevelser, som de bl.a. kommer til udtryk i film at forstå og beskrive menneskets enorme fortrængningevne. Hverken smart phones, sociale medier eller Open AI får os ud af fortrængningerne snarere tværtimod.
Gennem en række forskellige synsvinkler forsøger TØ at finde forklaringer på fortrængningerne i forhold til forureningen ved den grønne omstilling: Forholdet mellem religion og videnskab, naturvidenskabens frigørelse fra etiske og moralske overvejelser m.fl.
Det er kendetegnende for TØ overvejelser, at de er ret psykologiserede og noget langt fra en håndgribelige virkelighed. Han når da heller noget svar på, hvorfor det er muligt at opretholde en fortælling om, at der eksisterer en mindre forurenende grøn omstilling. For TØ er der stadig kun et mørkt håb om en forklaring og dermed måske en vej til reduktion af skaderne.
Desværre forsøger TØ sig ikke med andre forklaringsmåder. Fx er der store økonomiske interesser i at opretholde fortællingen. Det gælder fra den nationale energitekniske industri til Kinas industri- og magt eventyr, der bl.a. baseres på fortællingen om grøn omstilling i vesten.
Grøn omstilling repræsenterer også et politisk – energiindustrielt kompleks. Så at sige ethvert politisk parti ønsker at fremstå grønt, og det hjælper industriel dem så med mod en økonomisk gevinst ved div. projekter.
Det er formentlig politisk selvmord at sætte spørgsmålstegn ved den grønne omstilling.
Heller ikke pressen ser nogen interesse i reelt at undersøge fortællingen om den grønne omstilling. Det er vel nærmest tabu.
July 24, 2026
Vigtigt emne, men det føles lidt rodet.
August 4, 2026
En bog alle burde læse
Displaying 1 - 14 of 14 reviews