What do you think?
Rate this book


192 pages, Paperback
First published January 1, 2015
- Man har indtryk af, sagde min lille intelligente gæst, at det altid sneede eller regnede i Deres barndom. Men det kan jo ikke være rigtigt? - Nej, indrømmede jeg, men kunne ikke forklare barnet, at det kan regne så sørgmodigt og blidt i sindet, selv om solen skinner fra den berømte skyfri himmel, der er angiveligt blå og udsende en fad og overgemt duft som afskårne blomster i vand, man har glemt at udskifte.
Over to mennesker, der er hinandens eneste mulighed, er der et sælsomt skær af ro og afsluttethed som over et stille aftenlandskab, når blæsten har lagt sig.
Den unge rige kærlighed
med tusind bånd dem bandt.
Hvad gør det så at brudesengen
var en grøftekant?
Du skulle prøve at være mere fornuftig og mindre barnlig; for det er barnligt at prale så meget af alle de slemme ting, man laver. I stedet kunne du gå på et aftenkursus og lære at udtrykke dig skriftligt uden alle de hårrejsende stavefejl, dit lille brev er fyldt med.
Nogle tænker, og nogle andler, nogle spiller fodbold, og andre læser Proust, nogle går med hat, nogle går uden. Lad os respektere hinandens spændende forskellighed, den er meget mere interessant end alle lighedspunkterne.
Denne lille trekant med øjne, næse og mund, der kan varieres i det uendelige, siden der i hele verden ikke er to, der ligner hinanden.
Aldrig mister man et menneske, som engang har været med til at forme ens skæbne. Om han er død eller stadig lever, betyder intet. Han vedbliver at forme denne skæbne, og han er altid til stede ligesom slægtsligheden bag børns foranderlige træk.
- Hvordan lå det med forsorgen? spørger pige: børnehaver, boligsikring, børnefradrag?
- Det var der ingenting af, man måtte klare sig, som man bedst kunne.
- Det må have været forfærdeligt.
Nej, tænkte jeg, da hun var gået. Så længe mennesket har et håb, er intet helt forfærdeligt. Og den, der kun befinder sig et trin over bunden, har mere at slås for og leve for end dem, der er født med en pengesæk på ryggen.
Men som et pludseligt vindstød genvækkes en fjern glæde i min hud, et af disse nøgne minder, der nu er blevet så sjældne og dyrebare: en varme, en tryghed, en sagte latter i det hviskende mørke bag mig, fra en fjern, fjern tid, før den uoverkommelige ulykke ramte os, angsten for udkommet borede sig ind i mit hjerte som trøsken i et træ.
Ak, jeg ved endnu ikke, at ensomhed ikke mildnes af, at man er to om den, og at det ikke kun er menneskenes glæder, der vokser af at blive delt med andre.
Vor sjæl er støvet til, vor opfattelsesevne sløvet, vor åndelige opmærksomhed vanskeligere at vække. I mindre ærlige stunder mener vi ganske vist, at det er vor kritiske sand, der er blevet skærpet og trænet. Men det at læse med kritik, med smagfuld udvælgelse og de æstetiske næsebor vidåbne, er det ikke en alderens surhed og træged, en mangel på den sindets åbenhed, vi besad engang?
Det tragiske og det komiske ligger jo altid tæt op ad hinanden, og det er derfor ikke kun en frase, at man kan le med tårer i øjnene.
Afvis aldrig et barn med den undskyldning, at du ikke har tid til at høre på det. Den dag, du får tid, er barnet der ikke mere.