Den forelskede ven er en roman om et erotisk, venskabeligt og åndeligt forhold mellem to mennesker, som ved fortællingens begyndelse netop er afsluttet.
Jeget sammenstykker bid for bid deres historie og undersøger, ved hjælp af forskellige litterære former og andres værker, naturen af en relation, som har været både berigende og smertefuldt besættende for hende igennem ti år.
En roman om underkastelse, ydmygelse og ekstase. Om rengøring, oversættelse og magt – både kunstnerens og musens.
Som altid et utrolig medrivende sprog. Har været fan siden Velsignelser. Det fremstår som en forfatter fra slutningen af det 20. århundrede, som lever i dag og skriver med nutidens sprog.
Okay så forbered dig på at blive spiddet, menneske. Hvis skyld er det egentlig, når nogen bliver ulykkeligt forelsket? Denne bog stiller skarpt på menneskets tendens til at fiktionalisere livet og tage andre mennesker gidsel i lige præcis dét greb. At digte, at oversætte, vi gør det hele tiden, når vi fortæller om dem, hvis historie vi gerne vil være en del af.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Åh mand. Minors sprog er præcis så fantastisk som jeg havde forventning om, dette her minder mig om en dansk A.S. Byatt, litterær, knap så snoet og køligt som briten, men med en stilsikkerhed, der rammer i plet. En eller anden dag skriver Minor en roman, der bliver et kæmpe internationalt monsterhit, det tror jeg, hun har kapaciteten. Jeg tror ikke det bliver denne fortælling selvom en er fantastisk stærk, det er sådan en bog, der kun kan være en BOG, og heldigvis for det.
Mange smukke og også smertelige passager. Alligevel forstår jeg ikke helt hverken hypen... eller antagelsen om, at forelskelsen ikke nødvendigvis skulle være gengældt. For gensidig, gengældt forelskelse er vel ikke altid en tilstrækkelig forudsætning for, at et kærlighedsforhold kan overleve mødet med hverdagen?
Jeg er meget glad for Minors romaner og digte. Og den her er ingen undtagelse.
Den forelskede ven er noget mere litterær end hendes tidligere bøger, men den har samme sanselige sproglige nærvær.
Romanen skal lige bundfælde sig i mig.
Den har siddet i mig et par dage nu. Og jeg er forført af sproget, narrativet, nærværet. Det er virkelig en utrolig bog og prosa. Men der er også noget som nager mig. Altså, da jeg læste Ravns Mit Arbejde, så undrede jeg mig over at alle så den som en bog om moderskab…, for jeg kunne kun læse en bog om psykisk sygdom… og jeg kunne øvrigt ikke forstå hvorfor ingen så parallellen til den (fuldstændig fantastiske) My Life’s Work af Cusk. Sammenligningen er her, at Minor skriver (og hold kæft hvor hun skriver fantastisk) om begær og længsel og umulighed… et klassisk trekløver… men der er noget postuleret over kærligheden. Jeg kender selv til urimeligt langstrakte ulykkelige forelskelser… og jeg tror det apostrofiske du er fortællerens egen konstruktion. Han er simpelthen ikke så dejlig. Det tematiseres lidt undervejs, men romanens du fremstår mest af alt som følelsesmæssigt umoden og selvoptaget. Og det er jo helt ok… men det peger tilbage på en tilsvarende mangel hos det skrivende jeg. Og så er det ikke længere en historie om begær og længsel og umulighed, men en historie om at balancere intelligens og emotionel modenhed… om selvforførelse op mod et selvoptaget du.
Jeg er fuldstændig lagt ned efter denne bog, den var virkelig noget helt specielt. Fik mig på en måde til at tænke på samtlige relationer, jeg nogensinde har haft, på én gang. Minor skriver så indlevende, hvert et ord virker nøje udvalgt til at skabe betydning på en måde, jeg synes sjældent ellers at støde på. Meget smuk funderen over kompleksiteterne i udviklingen af en relation gennem tid. Har et stort litterært crush på Caroline Albertine Minor nu, glæder mig til at læse mere