Sauermugg Redux

by Stig Sæterbakken, Nikanor Teratologen (Afterword), Niklas Darke (Translator)

Den norske succéförfattaren Stig Sæterbakken är även ett stort namn i Sverige. 2002 gav Vertigo förlag ut den första delen av den s. k. "S-trilogin" i svensk översättning: Siamesisk.

Hösten 2006 fick han det prestigefyllda Oslopriset för "årets bästa roman" (för boken Besøket). Nu kommer den unika boken Sauermugg Redux, med ett nyskrivet efterord av Nikanor Teratologen.

Sauermugg (tredje delen av S-trilogin) gavs ursprungligen ut 1999, på Cappelen Forlag. Sedan dess har ett antal nyskrivna Sauermugg-texter publicerats i tidskrifter och på nätsidor i Norge, Sverige och Danmark. Dessa, samt bortskurna sekvenser i det ursprungliga romanmanuskriptet, har nu återförenats med modertexten i denna Sauermugg Redux, som innehåller ca 50 sidor extramaterial. Översättningen är gjord av Niklas Darke.

Genres: Scandinavian Literature

246 pages, Paperback

First published January 1, 1999

About the author

Stig Sæterbakken was a Norwegian author. He published his first book at the age of 18, a collection of poems called Floating Umbrellas, while still attending Lillehammer Senior High School. In 1991, Sæterbakken released his first novel, Incubus, followed by The New Testament in 1993. Aestethic Bliss (1994) collected five years of work as an essayist.

Sæterbakken returned to prose in 1997 with the novel Siamese, which marks a significant departure in his style. The following year saw the release of Self-Control. And in 1999, he published Sauermugg. The three books, the S-trilogy—as they are often called—were published in a collected edition in 2000.

In February 2001, Sæterbakken's second collection of essays, The Evil Eye was released. As with Aestethic Bliss this book also represents a summing up and a closing of a new phase in the authorship. In many ways the essays throw light on Sæterbakken's own prose over the last years, the S-trilogy in particular.

Siamese was released in Sweden by Vertigo. Vertigo followed up with a translation of Sauermugg in April 2007. This edition, however, was different from the Norwegian original. It included some of the later published Sauermugg-monologues, together with left overs from the time the book was written, about 50 pages of new material all together. The expanded edition was entitled Sauermugg Redux. Siamese has since been translated into Danish, Czech and English.

Sæterbakken's last books were the novels The Visit, Invisible Hands, and Don't Leave Me. He was awarded the Osloprisen (Oslo Prize) in 2006 for The Visit. Invisible Hands was nominated for both the P2-listener's Novel prize and Youth's Critics' Prize in 2007. The same year he was awarded the Critics Prize and Bokklubbene's Translationprize for his translation of Nikanor Teratologen's Eldreomsorgen i Øvre Kågedalen.

Sæterbakken was artistic director of The Norwegian Festival of Literature from 2006 until October 2008, when he resigned owing to the controversy which arose when David Irving was invited to the festival in 2009.

Sæterbakken's books were released and translated in several countries, among them Russia and US. April 2009 Flamme Forlag released an essay by Sæterbakken, in their series of book-singles, called Yes. No. Yes.

Sæterbakken committed suicide on January 24, 2012, aged 46.

Reviews

[Han Far · Rating 5 out of 5]

Stig Sæterbakken - Sauermugg. J. W Cappelen forlag a.s 1999

Dette er den boka jeg har ledd mest og best av i år. Sæterbakken tar dagligdagse skildringer og kjører de gjennom kverna til Sauermugg. Ut kommer noen kullsvarte betraktninger om tingenes tilstand. Det er vederstyggelig, det er bekmørkt og det er veldig morsomt. Dette her er så herlig buleskt og trist og fælt at jeg blir sittende og ralle høyt. Jeg humret meg rett og slett igjennom denne.

Jeg tror personlig ikke at litteraturen burde være såkalt "oppbyggende" eller at en vridning mot mer "oppbyggelig" litteratur nødvendigvis er å trakte etter, hva nå det er. Jeg tenker på Kenneth Moes oppgjør med den "Sæterbakkenske" ånd.

Skriv om det som gjør vondt sa en fyr en gang. Ellers så holder det i lange baner at tankene er manet frem fra en genuin følelse eller idé. I tilfellet Sauermugg/Sæterbakken så gjør alt vondt og fritt gjengitt etter boka, ingenting, nettopp fordi alt gjør det.

Sauermugg kjører på høyt gir, tar de mest dagligdagse ting, forsterker de, blåser de opp og bygger videre til disse situasjonene fremstår som absolutte, eksistensielle, altomfattende hendelser som henger sammen med alt annet som også selvsagt går feil, eller er feil, eller vil gå feil. Det ville ikke vært lett å skrive en sånn bok uten å inneha en viss sensibilitet for smerte.

Samtidig er Sæterbakken på sitt beste en sjarmerende humorist. Han har vel ofte slått meg som en slags trickster, den mannen. En mann i forkledning men kunsten etterligner livet, som livet etterligner kunsten.

Jeg er ganske sikker på at Sæterbakken knegget godt for seg selv når han skrev denne. Boka er skrevet over en uke om jeg ikke tar feil. Resultatet er sterkt.

[Harald Nordbø · Rating 3 out of 5]

ok jeg veit dette er en slags OG Sæterbakken-klassiker og greier, men jeg må innrømme jeg ble skuffa. andre halvdel er mer engasjerende enn første, men begge delene er retningsløse. retningsløshet er kanskje en del av det prosjektet besto i, men jeg ble bare rastløs mens jeg venta på noe som lignet et sammenhengende plot utenom «det indre mørket» og alle dets avskygninger og konsekvenser. takk for meg

[Mads]

I efteråret 1998 satte den norske forfatter Stig Sæterbakken (1966-2012) sig for at udføre et litterært eksperiment. I løbet af en enkelt uge skrev han det, som skulle blive et af hovedværkerne i hans forfatterskab, romanen »Sauermugg«, der, med mange års forsinkelse, nu kan mødes på dansk. Det er et morsomt, men også lidt anstrengende bekendtskab.

Romanen er tredje del i Sæterbakkens såkaldte »S-trilogi«, som foruden denne også tæller værkerne »Siamesisk« og »Selvbeherskelse«, der allerede udkom i dansk oversættelse på Husets Forlag i midten af 00'erne.

Ligesom de andre bind i trilogien, og Sæterbakkens øvrige forfatterskab, er »Sauermugg« en fortælling om et menneske i eksistentiel nød. Denne gang lagt i munden på forfatterens alterego, titelfiguren Sauermugg, hvis balstyriske tankestrøm konstant veksler mellem filosofiske grublerier om det menneskelige sinds mørkeste afkroge og de grimmeste impulser, ubehagelige barndomsminder, scener fra et tumultarisk ægteskab og andre absurde situationer. En hektisk form, som sandsynligvis kan tilskrives de omstændigheder, romanen blev til under.

Aldrig er der et øjebliks ro, altid er tankerne på vej videre. Som i en af romanens fineste scener, hvor afskyen over for den hypokondriske hustru, Filla, der kun spreder benene for, at han »kan se efter tegn på infektion«, for en stakket stund er slået over i ømhed:

»ønske at ingenting skulle ske ... at vi bare kunne fortsætte med at stå på den måde bruge alle vores kræfter på at holde om hinanden, klamre os fast til hinanden, elske hinanden, fuldt og helt, uden tanke om andet end omfavnelsen, omklamringen [...] Bare jeg nu ikke begynder at tænke på noget andet og bryder fortryllelsen, tænkte jeg. Og dermed var det sket.«

»Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt«, lyder den ikoniske første sætning i romanen. Som resten af Stig Sæterbakkens forfatterskab, er »Sauermugg« gennemsyret af mørke, ligesom der også her er en fascination af selvmordet. Men i modsætning til senere værker som »Gennem natten« og den endnu ikke oversatte »Ikke forlat meg«, bliver mørket i denne ikke klaustrofobisk. Tværtimod er dette måske den morsomste af alle hans romaner. Der er en forkærlighed for det lave og grimme; for prutter, kropsvæsker, deforme kroppe og alt det, upassende, man ikke gør eller siger.

Sjovest er romanen, når vores helt giver efter for sine impulser og havner i den ene absurde situation efter den anden. Som når han i et anfald af hævngerrighed begynder at bestille ting fra et postordrekatalog i en irriterende nabos navn, lader sig rive med af stemningen og ender med både at skrive et injurierende brev til en internationalt kendt sportsstjerne under dække af at være en tidligere klassekammerat, der bor i samme by, og at ødelægge en uskyldig hotelejers renommé ved at ringe til et forsikringsselskab på baggrund af en brand.

Men selvom de mange groteske situationer vedbliver at være underholdende, så bliver de vedvarende provokerende indfald og ytringer også trættende i længden, så man til sidst ender med at trække på skuldrene, når der selvfølgelig pludselig står »Heil Hitler« i et selvmordsbrev til hustruen.

Når det gælder selve udgivelsen, er det decideret irriterende, at jeg i endnu en bog fra Forlaget Silkefyret støder på det, jeg vil betegne som en begynderfejl, når det gælder oversættelse fra norsk til dansk: »Under frokosten ble det ikke sagt et ord«, lyder det et sted i Sæterbakkens original. I oversætter og forlægger Allan Lillelunds danske udgave er sætningen direkte oversat til »Under frokosten blev der ikke sagt et ord«, hvilket er forkert. Det lumske ved det norske ord "frokost", som til forveksling ligner det danske, er nemlig, at der er tale om et helt andet måltid: Morgenmad. Disse såkaldte "falske venner" i de to sprog burde Lillelund, som efterhånden er en ganske erfaren oversætter, være bevidst om. Alligevel bliver fejlen altså ved med at dukke op i hans oversættelser, blandt andet også i Tormod Hauglands »Om søvn og mørke«, der udkom på forlaget i 2021. Det er virkelig ærgerligt, for det skaber en grundlæggende mistillid til oversætterens evner, som unægteligt påvirker læsningen. For hvis denne fejl gang på gang dukker op, hvilke andre sprogfejl kunne der så ikke også gemme sig i teksten?

I det hele taget kunne denne udgivelse have nydt godt af endnu en korrektur, så man, udover dette, også kunne have undgået anden sjusk, eksempelvis i form af denne redaktionelle note: »(I originalen er der ikke afsnit her)« , der pludselig optræder på side 79 i den trykte bog .

På trods af dette, så er »Sauermugg« stadig et uregerligt og underholdende indblik i et menneskes dybeste mørke – og et godt sted at starte, hvis man skulle have lyst til at stifte bekendtskab med Stig Sæterbakkens forfatterskab.

[Sunniva Ghinea]

Filla og Sauermugg er to av de underligste romankarakterene jeg har lest, og boka var tidvis veldig morsom og tidvis veldig tenksom, men synes ikke helheten var videre god. Ble skikkelig fascinert da, av alt det merkverdige disse sidene rommet, så kommer nok til å huske boka en stund.

[Magnus Trætteberg · Rating 4 out of 5]

Siste del av «triologien» er den beste. En «autobiografi» i form av en strøm av situasjoner, anekdoter og tanker gjennom et ekteskap, arbeid og livet utenom. Mye mørk humor.

[Heidi Höglund · Rating 4 out of 5]

Om du gillar feel good eller mestadels ”reading for the plot” är Sæterbakken antagligen inget för dig. Men om du likt mig gillar det motsatta kanske detta kan vara något?

”Sæterbakken skal du lese for din manglende sjelefreds og ditt behaglige ubehags skyld.”