I sommeren 2007 tog Martin Fryd Petersen begejstret imod invitationen fra Hells Angels og meldte sig under fanerne til det nye tæskehold, der skulle gå til kamp mod indvandrerbanderne. AK81 blev svaret på hans drømme: Han ville være en del af et fællesskab, og han ville slås.
Han var 22 år, havde uddannelse og arbejde, et par voldsdomme og et solidt forbrug af hash. I mere end to år levede han i en verden af vold og straf, mellem muskelsvulmende unge mænd som ham selv, altid klar til kamp for klubben.
Belønningen blev en lædervest og titlen som hangaround hos Hells Angels MC Copenhagen. Da havde han skudt en mand i en kiosk på Vesterbro og begyndte at ane, at prisen måske var for høj.
Guldfuglen er en frontberetning fra den københavnske bandekrig, fortalt af en mand, der gik hele vejen for sin klub, indtil han fik nok og fandt en vej ud.
Fra foråret 2010 vendte Martin Fryd Petersen sig mod sine ´brødre´ i og omkring Hells Angels. Han blev et centralt vidne for politiet i adskillige sager om vold og drab, der sendte rockere i hobetal bag tremmer. Et valg, der kostede ham alt.
Utrolig stærk bog, der giver god stof til eftertanke. Man skal selvfølgelig altid huske at denne typer bog kun fortæller en side af historien, men når det er sagt kan man tydeligt mærke hvor reflekteret hovedpersonen er. Det har været en stærk rejse han har været igennem og man kan ikke lade være med at sidde til sidst og være lidt stolt på hans vegne over den måde han har taget konsekvenserne og valgt og gå en anden og bedre vej! Derudover skal Marie Louise Toksvig have stor ros for sin formidling af historien. I de 13 timer og 15 min det tog at høre bogen, sad jeg ved siden af hovedpersonen og kiggede ham lige i øjnene mens jeg hørte historien. Det er flot forfatter-arbejde!
Too much information. Lang tid at bruge sammen med en helt igennem usympatisk person - som han vedbliver med at være, selvom han bliver clean og vender HA ryggen. Men forstår hvorfor en sådan person bliver kriminel, men det er meget svært at have sympati med ham, eller sætte sig ind i hans tankegang. Så bogen ville stå skarpere for mig, hvis man havde skåret en stor del fra, for det bliver bare mere af det samme, uden man egentlig bliver klogere på hvorfor, eller for en fornemmelse af at han tager ansvar for egne handlinger.
Rystende historie om forholdene i Hells Angels. Men spændende historier, som får pulsen til at stige - af afmagt og ubehag. Er meget detaljeret om de mange domme til HA’ere og AK 81’ere. Glæder mig til opfølgningen.
Velskrevet - her får man ligesom i “Rødder” et indblik i et fremmed miljø, som de fleste ikke kender til. Letlæselig, men stadig spændende at dykke ned i!
Rigtig god bog, der giver et super indblik i hvad der egentlig forgik og hvad der skete inde i hovedet på Martin. Lidt let i starten, men meget dyb mod slutningen.