What do you think?
Rate this book
Folkeligt skal alt nu være - et forsvar for vores folkestyre
De seneste ti år har forandret vores verden. I 2016 afslørede valget af Donald Trump og afstemningen om Brexit en ulmende utilfredshed med eliterne og deres verden. Flygtningekrisen i 2015 viste, at grænseløshed ikke blot betyder åbenhed, men også kan føre til afmagt. Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, blev det tydeligt, at magt er virkelighed, og da USA gjorde krav på Grønland, lærte vi, at vi ikke kan regne med de gamle regler. Grænser har betydning. Staten eksisterer. Folkene eksisterer. Og de vil kæmpe for deres plads i verden.
Der bliver stillet helt nye krav til os. Vi står pludselig konfronteret med fælles opgaver, der forudsætter et vi, men vi lever med konsekvenserne af mange års svækkelse af dette vi.
Christian Egander Skov peger på den splittelse, som opstod, da vi glemte folket, og han insisterer på, at genopdagelsen af en folkelig position i politik, kultur og samfund er forudsætningen, hvis vi vil beskytte folkestyret mod såvel populismen som elitemagten.
Folket er bundet sammen af en fælles fortid og bærer en fælles fremtid i sine hænder. Folkelighed betyder, at vi er noget sammen og derfor skal noget sammen. Når vores fællesskaber udfordres af både globale strømninger og indre splittelser, må vi genopdage det folkelige.
Der bliver stillet helt nye krav til os. Vi står pludselig konfronteret med fælles opgaver, der forudsætter et vi, men vi lever med konsekvenserne af mange års svækkelse af dette vi.
Christian Egander Skov peger på den splittelse, som opstod, da vi glemte folket, og han insisterer på, at genopdagelsen af en folkelig position i politik, kultur og samfund er forudsætningen, hvis vi vil beskytte folkestyret mod såvel populismen som elitemagten.
Folket er bundet sammen af en fælles fortid og bærer en fælles fremtid i sine hænder. Folkelighed betyder, at vi er noget sammen og derfor skal noget sammen. Når vores fællesskaber udfordres af både globale strømninger og indre splittelser, må vi genopdage det folkelige.
256 pages, Paperback
Published May 1, 2026
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 5 of 5 reviews
May 25, 2026
Det er ikke bare imponerende at Gyldendal i 2026 har udgivet en fagbog uden behørige kildehenvisninger, det er også imponerende at en akademiker som Christian Egander Skov kan være det bekendt, at bogen ikke lever op til almindelige standarder. Bevares, der er en fyldestgørende litteraturliste, men en stor del af bogens små faktoider er ikke refererede, og det er derfor svært at vide, hvor Skiv har fået disse fakta fra. For eksempel nævner Skov i starten af bogen, at antallet af humaniorastuderende er faldet, hvilket ikke er kilderefereret. Det tager givetvis ikke mange minutter at finde informationen, da danske universiteter heldigvis offentliggøre disse tal som statistikker, men det burde ikke være læserens ansvar at finde ud af, hvor Skov henter sine data fra.
Derudover er Skovs konklusion, som drages på baggrund af ovennævnte statistikker, en kende bizar. Skov ser det faldende antal studerende på humaniorauddannelserne som et udtryk for en manglende folkelighed. Ved ikke at undervise i åndeligt opbyggelige emner, har fag som dansk, historie, filosofi og arkæologi skræmt de studerende væk. Det virker som en yderligst usaglig konklusion at drage, da den alene er baseret på tal. At folk ikke længere vil være historikere kan åbenbart ikke skyldes, at der i årevis har været en politisk og social smædekampagne imod humanistiske fag. Ej heller at diverse humaniora rent uddannelsesmæssigt ikke passer ind på det danske arbejdsmarked, og derfor er en rimelig brødløs måde at bruge fem år.
Folkeligt skal alt nu være - et forsvar for vores folkestyre er på stort set alle parametre en søsterbog til Borgerlig krise, som Skov fik udgivet i 2022. Mens Borgerlig krise var adresseret til højrefløjen af dansk politik, så er Folkeligt skal alt nu være rettet mod det samlede danske folk. Budskabet er dog det samme: Vi skal vende tilbage til folkeligheden, hvor en samlet kulturel forståelse og tilhørsforhold skal danne baggrunden for både det civile og det politiske liv. For at vi kan leve sammen, skal vi have nogle fundamentale spilleregler, som vi alle er enige om. Men ligesom Borgerlig krise: Det ideologiske opbrud i blå blok, fejler denne bog også i at komme med et konkret svar på, hvad folkelighed er, og hvordan folkelighed præcist kommet til udtryk. Skov kommer tættest på en definition af det folkelige og folkeligheden, da Skov beskriver, at ”folket” skal ses som et abstrakt begreb, som udgør en antitese til ”eliten.” Eliten er ifølge Skov en omskiftelig størrelse, som dog har en fællesnævner: at deres vilje kan gennemtrumfes på trods af, at der ikke er et demokratisk mandat for deres vilje. Det kan være alt fra modtagelsen af flygtninge og immigranter til opsætningen af solceller, som Skov anser som politikker, der alene stammer fra elitens ideologiske verden. Denne antagonistiske udlægning af det folkelige er dog ikke synderligt brugbar, som en politiske model for folkeligheden. Ikke nok med at det ikke afgrænser folkeligheden på folkelighedens egne præmisser, så tømmer denne definitionsmetode også folkeligheden for positive værdier, andet end at der er imod noget. I mangel på en selvstændig definition, forsøger Skov dog at argumentere for, hvorfor der er et politisk, socialt og kulturelt behov for en samlet forståelse af folkeligheden, som skal danne fundamentet for danskernes forståelse af sig selv som et folk. Eller snare, så mener Skov at denne forståelse allerede eksisterer, men at danskerne har glemt den, og en det er derfor nødvendigt at genfinde folkeligheden. Hvordan folkeligheden materielt skal materielt skal udtrykkes, virker Skov dog ikke heller ikke sikker på. Som alting der søger at være eksklusivt, skal folkeligheden ifølge skov ifølge Skov også være ekskluderende. Det må dog anses som uvist, hvor langt denne eksklusion skal udstrækkes. Skov, hvilket er et resultat af den negative afgrænsning af folkeligheden, kan ikke endegyldigt sige noget om, hvem der er inde i den folkelige varme. Skov nævner for eksempel, at både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, i hver fald engang, var folkelige partier. Sammenholdt med Skovs udlægning af den direkte identifikation mellem det folkelige og det borgerlige, ser Skov tydeligvis ikke et direkte politisk udtryk for folkeligheden. I hvert fald ikke i dansk politik. Skov skriver dog, senere i bogen at en situation, hvor en person var kritisk over for en traditionel sang, da stod den kritiske person uden for det folkelige. Det rejser dog spørgsmålet om, hvordan folkeligheden kan være hævet over kritik til en sådan grad, at kritik ikke kan komme inde fra folkeligheden? Hvorfor er kritik kættersk, og enhver kritikker er en person uden for folkelighedsklubben? Folkeligheden hos Skov påtager sig en næsten platonisk form. Folkeligheden er et ideal, som svæver ude i det immaterielle. Ingen ved prævist, hvad folkelighedens form er, men folk ved, hvad det ikke er. Men ligesom Platons værker, vil en sådan folkelighed, nemt kunne reduceres til semantiske diskussioner. Og af denne grund er Folkeligt skal alt nu være en bog om ingenting. Ikke nok med at folkelighed ikke har en selvstændig identitet, men selv det folkelige er reduceret til en ordveksling uden et klart formål.
Det virker også til at være en mangel på sammenhæng mellem Skovs idealistiske udlægning af folkeligheden og den demokratiske kerne, som Skov bygger folkeligheden op omkring. Denne modsigelse ligger i, at et flertal af befolkningen i Danmark kan være, og formentligt er, uenige i flere af de kvaliteter, som Skov tillægger folkeligheden. Hvordan en sådan uoverensstemmelse skal løses i Skovs folkelighedssystem står hen i det uvisse. Bliver folkelighedens ideelle form ændret, når formen ikke længere er beskrivende for et flertal af befolkningen? Hvad sker der med folkeligheden, når det folkelige bliver elitært?
Ud fra ovenstående, har Skov ikke begået en særligt god bog. Mest af alt fordi Folkeligt skal alt nu være fundamentalt er en bog om ingenting. I bedste fald er det en bog om Skovs drømme, en søgen efter mening for meningens skyld. Der er noget meget beundringsværdigt i en sådan søgen, om end det mest af alt bliver som Sisyfos, der skubber sin sten op ad bjerget. Men i værste fald er Folkeligt skal alt nu væreen kynisk kulturel opdeling af Danmark og det danske folk. En måde for Skov at fremmedgøre dig fra dine medmennesker. Din nabo deltager ikke i de samme foreningsaktiviteter som dig, hvilket gør din nabo til en del af eliten eller til en person uden dannelse. Din nabo skal derfor fjernes for enhver pris.
Derudover er Skovs konklusion, som drages på baggrund af ovennævnte statistikker, en kende bizar. Skov ser det faldende antal studerende på humaniorauddannelserne som et udtryk for en manglende folkelighed. Ved ikke at undervise i åndeligt opbyggelige emner, har fag som dansk, historie, filosofi og arkæologi skræmt de studerende væk. Det virker som en yderligst usaglig konklusion at drage, da den alene er baseret på tal. At folk ikke længere vil være historikere kan åbenbart ikke skyldes, at der i årevis har været en politisk og social smædekampagne imod humanistiske fag. Ej heller at diverse humaniora rent uddannelsesmæssigt ikke passer ind på det danske arbejdsmarked, og derfor er en rimelig brødløs måde at bruge fem år.
Folkeligt skal alt nu være - et forsvar for vores folkestyre er på stort set alle parametre en søsterbog til Borgerlig krise, som Skov fik udgivet i 2022. Mens Borgerlig krise var adresseret til højrefløjen af dansk politik, så er Folkeligt skal alt nu være rettet mod det samlede danske folk. Budskabet er dog det samme: Vi skal vende tilbage til folkeligheden, hvor en samlet kulturel forståelse og tilhørsforhold skal danne baggrunden for både det civile og det politiske liv. For at vi kan leve sammen, skal vi have nogle fundamentale spilleregler, som vi alle er enige om. Men ligesom Borgerlig krise: Det ideologiske opbrud i blå blok, fejler denne bog også i at komme med et konkret svar på, hvad folkelighed er, og hvordan folkelighed præcist kommet til udtryk. Skov kommer tættest på en definition af det folkelige og folkeligheden, da Skov beskriver, at ”folket” skal ses som et abstrakt begreb, som udgør en antitese til ”eliten.” Eliten er ifølge Skov en omskiftelig størrelse, som dog har en fællesnævner: at deres vilje kan gennemtrumfes på trods af, at der ikke er et demokratisk mandat for deres vilje. Det kan være alt fra modtagelsen af flygtninge og immigranter til opsætningen af solceller, som Skov anser som politikker, der alene stammer fra elitens ideologiske verden. Denne antagonistiske udlægning af det folkelige er dog ikke synderligt brugbar, som en politiske model for folkeligheden. Ikke nok med at det ikke afgrænser folkeligheden på folkelighedens egne præmisser, så tømmer denne definitionsmetode også folkeligheden for positive værdier, andet end at der er imod noget. I mangel på en selvstændig definition, forsøger Skov dog at argumentere for, hvorfor der er et politisk, socialt og kulturelt behov for en samlet forståelse af folkeligheden, som skal danne fundamentet for danskernes forståelse af sig selv som et folk. Eller snare, så mener Skov at denne forståelse allerede eksisterer, men at danskerne har glemt den, og en det er derfor nødvendigt at genfinde folkeligheden. Hvordan folkeligheden materielt skal materielt skal udtrykkes, virker Skov dog ikke heller ikke sikker på. Som alting der søger at være eksklusivt, skal folkeligheden ifølge skov ifølge Skov også være ekskluderende. Det må dog anses som uvist, hvor langt denne eksklusion skal udstrækkes. Skov, hvilket er et resultat af den negative afgrænsning af folkeligheden, kan ikke endegyldigt sige noget om, hvem der er inde i den folkelige varme. Skov nævner for eksempel, at både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, i hver fald engang, var folkelige partier. Sammenholdt med Skovs udlægning af den direkte identifikation mellem det folkelige og det borgerlige, ser Skov tydeligvis ikke et direkte politisk udtryk for folkeligheden. I hvert fald ikke i dansk politik. Skov skriver dog, senere i bogen at en situation, hvor en person var kritisk over for en traditionel sang, da stod den kritiske person uden for det folkelige. Det rejser dog spørgsmålet om, hvordan folkeligheden kan være hævet over kritik til en sådan grad, at kritik ikke kan komme inde fra folkeligheden? Hvorfor er kritik kættersk, og enhver kritikker er en person uden for folkelighedsklubben? Folkeligheden hos Skov påtager sig en næsten platonisk form. Folkeligheden er et ideal, som svæver ude i det immaterielle. Ingen ved prævist, hvad folkelighedens form er, men folk ved, hvad det ikke er. Men ligesom Platons værker, vil en sådan folkelighed, nemt kunne reduceres til semantiske diskussioner. Og af denne grund er Folkeligt skal alt nu være en bog om ingenting. Ikke nok med at folkelighed ikke har en selvstændig identitet, men selv det folkelige er reduceret til en ordveksling uden et klart formål.
Det virker også til at være en mangel på sammenhæng mellem Skovs idealistiske udlægning af folkeligheden og den demokratiske kerne, som Skov bygger folkeligheden op omkring. Denne modsigelse ligger i, at et flertal af befolkningen i Danmark kan være, og formentligt er, uenige i flere af de kvaliteter, som Skov tillægger folkeligheden. Hvordan en sådan uoverensstemmelse skal løses i Skovs folkelighedssystem står hen i det uvisse. Bliver folkelighedens ideelle form ændret, når formen ikke længere er beskrivende for et flertal af befolkningen? Hvad sker der med folkeligheden, når det folkelige bliver elitært?
Ud fra ovenstående, har Skov ikke begået en særligt god bog. Mest af alt fordi Folkeligt skal alt nu være fundamentalt er en bog om ingenting. I bedste fald er det en bog om Skovs drømme, en søgen efter mening for meningens skyld. Der er noget meget beundringsværdigt i en sådan søgen, om end det mest af alt bliver som Sisyfos, der skubber sin sten op ad bjerget. Men i værste fald er Folkeligt skal alt nu væreen kynisk kulturel opdeling af Danmark og det danske folk. En måde for Skov at fremmedgøre dig fra dine medmennesker. Din nabo deltager ikke i de samme foreningsaktiviteter som dig, hvilket gør din nabo til en del af eliten eller til en person uden dannelse. Din nabo skal derfor fjernes for enhver pris.
June 15, 2026
Egander Skov gør det igen! Efter en meget skarp analyse af blå bloks sammenbrud i "Borgerlig krise" fra 2022 skriver Egander Skov på allerfineste vis sig nu ind i en højaktuel, ekstremt vigtig og svær diskussion om folk og folkelighed. Han gør det velreflekteret, skarpsindigt og dybt belæst, hvilket gør bogen både særdeles oplysende og klar i mælet.
Bogens ene hovedpart, hvilket er den mest vellykkede, er en grundig analyse af udfordringen med "folket" i demokratiet. På den ene side er folket fuldstændigt nødvendigt, da demokrati er "folkets styrke", men på den anden side har vi utallige historiske eksempler på, at folkets vilje kan udvikle sig til et regulært pøbelvælde eller majoritetstyranni. Derfor har man så at sige hegnet folket inde med liberale institutioner og "checks-and-balances", hvilket ofte betegnes det liberale demokrati. Problemet er dog, at en for stor afkobling af den direkte folkelige vilje resulterer i mere eller mindre teknokratiske elitestyrer, hvor magten reelt er placeret hos DJØF-fagkombinationen af økonomiske, juridiske og politologiske administratorer. Det illustreres f.eks. ved debatten om nationalstaters udlændingepolitik overfor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkninger. Når demokratiet bliver elitært og teknokratisk, så kommer den folkelige modstand særligt frem ved populistiske strømninger. Dette kan variere betydeligt i substansen, men har dog samme klangbund i et elitehad og en kategorisk afvisning af det bestående. Er det så løsningen? Nej, det er, som Egander Skov siger, blot et symptom på det teknokratiske folkeafkoblingsproblem, ikke løsningen. Denne skarpsindige analyse sætter ord og billeder på noget, som er dybt centralt i den samfundsmæssige udvikling de sidste 20 år, hvor globaliseringens naivitet er blevet efterfulgt af en kaotisk, kynisk og usikker fremtid. Egander Skov brillerer ved at tydeliggøre denne spænding, så udfordringen med folket træder klart frem for læseren - det er imponerende analytisk håndværk!
Løsningen er en kende mere flyvsk. Det er her folkelighed kommer ind i billedet. For at skære det ud i pap, så er teknokratiet en afvisning af folket pga. deres dumhed, mens populismen viser et dumt folks vilje (og ofte også forførelse af demagoger). Løsningen er et oplyst og dannet folk med magten i deres hænder. Et folk, som ikke blot går til stemmeurnerne hvert fjerde år, men som engagerer sig i offentligheden og civilsamfundet som "borgere". Udfas underholdningens Netflix-dopaminfikserede passivitet med medlemskab, debat og naboskab med andre ord. At dette ikke er sønderligt realistisk er en anden sag. Jeg er dog helt enig med ham i løsningen, men er på samme tid bekymret for, at dette reelt kun har ræsonans hos den øvre middelklasse. Jeg tror på mange måder, at der ligger flere strukturelle kampe bag, såsom særligt ulighedsspørgsmålet og land/by-skellet, der er nødvendige, hvis folkeligheden skal kunne genvindes.
Slutteligt har jeg også en lille anke overfor bogens stil. Analysen er afsindigt god, men også omfattende. Faktisk vil Egander Skov rigtig meget, fordi der er rigtig meget, som dækker og skvulper ind i "folket". Det bliver dog lidt for mange spadestik til tider. Det gør af og til, at man mister overblikket over de centrale argumenter og pointer, fordi der bruges tid på meget væsentlige emner, men dog for emnet af sekundær betydning.
Bogens ene hovedpart, hvilket er den mest vellykkede, er en grundig analyse af udfordringen med "folket" i demokratiet. På den ene side er folket fuldstændigt nødvendigt, da demokrati er "folkets styrke", men på den anden side har vi utallige historiske eksempler på, at folkets vilje kan udvikle sig til et regulært pøbelvælde eller majoritetstyranni. Derfor har man så at sige hegnet folket inde med liberale institutioner og "checks-and-balances", hvilket ofte betegnes det liberale demokrati. Problemet er dog, at en for stor afkobling af den direkte folkelige vilje resulterer i mere eller mindre teknokratiske elitestyrer, hvor magten reelt er placeret hos DJØF-fagkombinationen af økonomiske, juridiske og politologiske administratorer. Det illustreres f.eks. ved debatten om nationalstaters udlændingepolitik overfor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkninger. Når demokratiet bliver elitært og teknokratisk, så kommer den folkelige modstand særligt frem ved populistiske strømninger. Dette kan variere betydeligt i substansen, men har dog samme klangbund i et elitehad og en kategorisk afvisning af det bestående. Er det så løsningen? Nej, det er, som Egander Skov siger, blot et symptom på det teknokratiske folkeafkoblingsproblem, ikke løsningen. Denne skarpsindige analyse sætter ord og billeder på noget, som er dybt centralt i den samfundsmæssige udvikling de sidste 20 år, hvor globaliseringens naivitet er blevet efterfulgt af en kaotisk, kynisk og usikker fremtid. Egander Skov brillerer ved at tydeliggøre denne spænding, så udfordringen med folket træder klart frem for læseren - det er imponerende analytisk håndværk!
Løsningen er en kende mere flyvsk. Det er her folkelighed kommer ind i billedet. For at skære det ud i pap, så er teknokratiet en afvisning af folket pga. deres dumhed, mens populismen viser et dumt folks vilje (og ofte også forførelse af demagoger). Løsningen er et oplyst og dannet folk med magten i deres hænder. Et folk, som ikke blot går til stemmeurnerne hvert fjerde år, men som engagerer sig i offentligheden og civilsamfundet som "borgere". Udfas underholdningens Netflix-dopaminfikserede passivitet med medlemskab, debat og naboskab med andre ord. At dette ikke er sønderligt realistisk er en anden sag. Jeg er dog helt enig med ham i løsningen, men er på samme tid bekymret for, at dette reelt kun har ræsonans hos den øvre middelklasse. Jeg tror på mange måder, at der ligger flere strukturelle kampe bag, såsom særligt ulighedsspørgsmålet og land/by-skellet, der er nødvendige, hvis folkeligheden skal kunne genvindes.
Slutteligt har jeg også en lille anke overfor bogens stil. Analysen er afsindigt god, men også omfattende. Faktisk vil Egander Skov rigtig meget, fordi der er rigtig meget, som dækker og skvulper ind i "folket". Det bliver dog lidt for mange spadestik til tider. Det gør af og til, at man mister overblikket over de centrale argumenter og pointer, fordi der bruges tid på meget væsentlige emner, men dog for emnet af sekundær betydning.
June 6, 2026
Folkeligt skal alt nu være undersøger begrebet folkelighed og dets betydning i en idéhistorisk og aktuel politisk kontekst. Den er sprogligt meget velskrevet, og Skov kommer med nogle skarpe betragtninger om, hvad der går tabt, hvis forbindelsen mellem befolkningen og de politiske beslutningstagere svækkes. Når det kommer til at finde mulige løsninger på denne udfordring, synes jeg dog, at forfatteren læner sig lidt for langt tilbage i lænestolen og er bedre til at afvise idéer end til at foreslå dem.
June 26, 2026
Jeg har svært ved at se forskel på sandheder og synsninger i denne bog, som selv kritiserer de sociale medier for ikke at distingvere mellem sandheder og holdninger.
Analysen forblev generelt meget overfladisk, hvilket gjorde den meget kedelig at læse.
At bogen dog ind imellem havde nogle gode pointer, gør at den kommer op på de tre stjerner. Og så havde den et meget fint afsnit om Eganders forhold til Sønderjylland, og om hvordan det danske mindretal dyrkede folkelighed.
Analysen forblev generelt meget overfladisk, hvilket gjorde den meget kedelig at læse.
At bogen dog ind imellem havde nogle gode pointer, gør at den kommer op på de tre stjerner. Og så havde den et meget fint afsnit om Eganders forhold til Sønderjylland, og om hvordan det danske mindretal dyrkede folkelighed.
May 23, 2026
Til en folkelig bogklub, som jeg er med i, skulle vi læse denne. det var en god læseoplevelse, har mange diskussionspunkter jeg bringer med til bogklubben!
Displaying 1 - 5 of 5 reviews