I sommeren 1918, det sidste år af Første Verdenskrig, forelsker en ung Ernest Hemingway sig hovedkulds i en sygeplejerske på det hospital i Milano hvor han er indlagt med alvorlige kvæstelser.
Elleve år senere, da han er en berømt forfatter, udgiver han en roman der beskriver et kærlighedsforhold mellem en sygeplejerske og en amerikansk soldat ved den italienske front. Han giver sygeplejersken navnet Catherine Barkley.
Den kvinde som havde inspireret forfatteren til romanens kvindelige hovedperson, kunne ikke genkende sig selv i fortællingens heltinde. Hun følte at noget var blevet taget fra hende, og den fiktive Catherine kom til at hvile over hendes liv som en skygge.
Intellektuelt bakker jeg fuldstændig op om projektet. Det er aktuelt og prisværdigt at trække Ernest Hemingways muse Agnes von Kurowsky ud af skyggen og give hende sin egen stemme, så hun fremstår som et selvstændigt menneske. Alligevel efterlader bogen mig med en vis ambivalens fordi den gode intention ikke forplanter sig til selve læseoplevelsen.
Vraa skriver som altid let og flydende, og hans miljøskildringer fra Cuba er overbevisende. Men fortællingen mangler intensitet. Mødet med den ældre Hemingway foregår primært gennem pressens dækning hvilket savner nærvær, og konflikten føles undervejs mere konstrueret end ægte.
Kontrasten mellem Agnes' personlige oplevelser og det billede offentligheden skaber, bliver aldrig rigtigt foldet ud. Vraas lette formidlingsflow skygger desværre for den psykologiske dybde stoffet lægger op til.
Romanen fungerer absolut bedst i de rå og usentimentale scener med den unge Hemingway. Her viser Vraa et præcist tilløb til den fortællende journalistik som Hemingway senere revolutionerede.
Mange vil sikkert føle sig glimrende underholdt, men for mit vedkommende savner bogen desværre den psykologiske dybde der skal til for alvor at blive hooked...
Jeg synes bogen er udtryk for gedigent håndværk og giver 3,5 stjerner.
Måske pinligt, men den orkede jeg ikke at læse færdig. Historien er måske spændende nok, men der er noget med sproget…….., eller måske er det bare mig.