Dullerne er en gurlesk roman om venskab, sorg og skimmelsvamp.
I Dullerne er det ikke produktionshøjskolens studerende, men derimod skolens gårdtoilet, der fortæller historien. Her mødes kvinderne for at sminke sig, grine, sørge, bagtale og diskutere alt det, der ligger uden for pensum. Toilettet lytter med og opvarter sine gæster.
Samtalerne kredser om vennegruppen, der har mistet sit midtpunkt: veninden Albertine, der døde skoleåret forinden. Samtidig hjemsøges fællesskabet af Josefines fravær. Hun er pludselig stoppet med at møde op, og i hendes sted vokser konspirationer og fortællinger frem blandt de tilbageværende.
Når skoledagen slutter, kommer rengøringen. Hendes liv er under opløsning, og virkeligheden begynder bogstaveligt talt at smuldre for hende. Gårdtoilettet er faktisk aldrig helt alene, for tidligere elever er flyttet ind som spøgelser.
Ligesom relationerne på gårdtoilettet, der opstår, forandres og smuldrer, er rummet også foranderligt: det bliver langsomt mere og mere fugtigt.
Toilettet er(puste)rum for så mange skæbner. Elsker hvordan det i sig selv er en karakter med tanker, følelser og udvikling - den vinkel synes jeg er sjov og virkelig godt tænkt!
en af de fineste bøger jeg har læst i nyere tid. original too. fortælleren er et toilet? stor anbefaling. side 165-172 må alle min følgere lige læse, så fint og ægte og sjovt og sødt….
Jeg blev ikke voldsomt optaget af historien, men det var sjovt fundet på med fortælleren. Og vipper som stråtækte øjne var en blandt flere fine beskrivelser. Til gengæld fik jeg spat af de mange ‘det ligner, at …’