Solveig har kun ét ønske: Hun vil væk fra fødebyen Hirtshals. I avisen finder hun et billede af manden, der skal føre hende bort. Hun aner intet om ham, kun at han er medlem af frømandskorpset. Manden hedder Fritjof og er mindst lige så målrettet som Solveig. Blot har han ingen intentioner om at finde den store kærlighed.
Parret mødes under en militærøvelse i Nordjylland. Da Solveig byder sig til, øjner Fritjof muligheden for at få sig en tiltrækkende hushjælp. Det umage par flytter sammen. Begge er de hårdhudede mennesker, men meget andet deler de ikke. Og da slet ikke ansvaret for det barn, der snart havner i dobbeltsengens sprække.
FRØ er en roman om krig - ikke i det store verdensbillede, men mellem en mand og en kvinde. Og om de dybe spor, kampene efterlader. Især hos barnet, der tvinges til at kigge på.
Indstillet til Nobels Fredspris sammen med Venligboerne
Debut: Koalaens kærlighed.
Forfattere var herrer i egne hurlumhejhuse. Ingen synlige bosser og ingen faste mødetider. Således startede min forelskelse i skriveriet. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle skrive om, men så længe chefer og tid forblev abstrakte, var jeg glad for min nye profession. Jeg begyndte at sende stof til alverdens aviser, blade, magasiner og forlag og endte med at have to fjerne arbejdsgivere, nemlig Ugens Rapport og Ugebladet Hjemmet. I det ene skrev jeg grå sider, der for himlens og puberteternes skyld skulle være stærkt pornografiske og helst blottede for plot. I det andet skrev jeg dyrenoveller, små skitser fortalt gennem øjnene på hunden Pippi og katten Pjuske. Her var eneste krav, at dyrene skulle være sjældent artige og i fuldkommen strid med deres natur. Både hund og kat kom til forveksling til at minde om Ghandi, men Hjemmet var lykkelige.
Forlagene var straks sværere at overbevise. Der var mange kroppe og dyr i mine første romaner. De blev alle pure afvist med mange ønsker om ikke at have ødelagt min dag. Der fandtes altså anden ondskab end kyniske bosser med ur på. Mit samlebåndsskriveri havde imidlertid en skøn sidegevinst. Jeg opdagede, hvor glad et skrivebord, kaffekop, askebæger og blanke sider i skøn forening gjorde mig. Jeg slappede vidunderligt af med dansende fingre.
Efter seks års træning kom min debutroman til verden. Jeg græd gevaldigt, da en kvindestemme gennem tragten sagde, at mit arbejde ikke havde været spildt. Siden er det gået glimrende. Jeg sælger absolut ingen bøger, men jeg har en blind læser i Borre, og det ekstraordinært gode ved ham er, at han ved hver eneste udgivelse ringer til Det Danske Blindebibliotek og beordrer mine værker indtalt på bånd. Manden i Borre er en drømmelæser, og så længe han fortsat ringer hvert andet år og siger, at han godt kunne lide min nye roman, skal jeg ikke kræve mere.
Mads Nygaard deltog i 2005 i Viborg Bibliotekernes projekt De Fantastiske 20 og efteråret 2006 i DR's projekt: Fantastiske fortællinger
Inspiration Jeg bryder mig ikke om transport og har ikke set én eneste turistattraktion i hele mit liv. Til gengæld går jeg vældigt op i, hvilken livret min nabo elsker. Og hvorfor han måske en dag tisser to gange i sin have i stedet for den vante ene gang. Jeg er en nærsynet forfatter, der altid har kigget forfjamsket ned i jorden, når folk snakker om det store billede. Jeg synes, det er fint at gå i små sko, så længe snørrebåndene slasker løst omkring og et fald sagtens kan være lige om hjørnet. Menneskets ustandselige evne til at begå fejl og slå sig er mit brændstof.
Jeg elsker Chaplin og Keaton. Og samme graciøse talent for snublen og uheld finder jeg også hos Isaac Bashevis Singer, en forfatter jeg inderligt gerne ville dele bananskræl og fortov med. Han er desværre fløjet til himmels, men det skulle ikke undre mig, om han en dag falder ned i min urtehave. Indtil da vil jeg skrive videre og spinkelt håbe, jeg en dag når den kære Singer til højre fløj af hans ene lilletå.
Selvom Mads Nygaard brillerer med humoristisk og alvorligt skriveri, formår "Frø" aldrig helt at løfte sig ud af anonymiteten. Historien er tragisk - tragikomisk - og mest af alt, gør den egentlig bare læseren utilpas. Den virker desuden ofte ganske rodet og man taber ofte tråden, i Nygaards specielle måde at skrive på. Karaktererne synes flade og kedelige og selvom de kan more mig, får jeg aldrig rigtig en fornemmelse af hvem de er. Jeg er og vil altid være stor fan af humoren i Nygaards bøger og hans sprog er skønt, desværre er der ikke så meget andet at komme efter her.