Åen løber gennem landsbyen, og ved dens bred ligger præstegården. Præsten er ofte rejst væk, og fruen er alene hjemme i huset, som er mere herre over hende, end hun er over det. Hun føler sig draget mod åen, søger ned til den kolde strøm mellem stenene, bag skræpper, brændenælder og engkabbelejer. Men her lever noget, som hendes øje ikke ser, et magtfuldt væsen, som trækker hende til sig.
GRÆSENKE er en foruroligende og smuk roman om kræfter, der gennemstrømmer naturen og mennesket og får en ny form for liv til at vokse frem.
Okay enten synes man det er irriterende, når bøger giver stemmer til siv og frøer og er fuldstændig uigennemtrængelig eller også elsker man det. Jeg er i den sidstnævnte kategori, tydeligvis. Økokritisk folkloristisk horror-ballade yum yum. Den er en afart af Agnete og havmanden, bare med helt andre moderne perspektiver.
En interessant fortælling, fortalt i vers/digt form - hvilket jeg normalt undgår så vidt muligt. Jeg havde egentligt ikke et problem med det i denne bog, fordi Storr-Hansen kan noget magisk med det danske sprog, der gør at du mærker, føler og kan nærmest smage hvert et ord, mere end du læser det. Når dét så er sagt, så gjorde formen og det maleriske sprog det ret svært at finde hoved og hale i hvad der er beskrivelse og hvad der er egentlig handling - så meget at man til sidst er lidt i tvivl om hvad der reelt er sket. Historien kan tolkes på mange forskellige måder, hvilket også gør den til et glimrende bogklub valg, da man kan bruge lang tid på at diskutere handlingen, mangel på samme og hvad det hele betyder.
Jeg nød den da jeg læste den, men allerede dagen efter kunne jeg ikke genkalde mig ret meget af historien, så et stort indtryk har den alligevel ikke gjort.
Nanna Storr-Hansen er og bliver min ynglings forfatter. Det er så udfordrende, rar og mystisk en oplevelse at flette sig sammen med naturen i læsningen. Har læst mimosa og bøgetid mange mange gange og denne vil jeg også genlæse når det bliver koldere. Og når jeg har tid til at skrive. Jeg får altid til til at skrive når jeg læser Storr-Hansen.