Et spædbarn, en Madonna-statuette og en tyk pakke med kontanter. Det er alt, hvad italienske Vittoria Contini har med sig, da hun en kølig martsdag i 1958 ankommer til et usselt, københavnsk hotel - på flugt fra en fortid, der for alt i verden skal holdes skjult. Angsten for afsløring får hende konstant til at se sig over skulderen.
Hun møder den livsglade natklubservitrice Conny, der med sin hang til popmusik og hurtige affærer er Vittorias diametrale modsætning. De to unge kvinder bliver veninder, og med Connys hjælp skaffer Vittoria sig omsider et job, hvor hun kan være i sikkerhed og have sin baby hos sig døgnet rundt.
Som husbestyrerinde hos en lægefamilie på Amager finder Vittoria tryghed og holder lidt efter lidt op med at spejde efter biler med romerske nummerplader. Hun lærer at sætte pris på sit nye land, selv om der bliver ved at være mange mærkelige ting at vænne sig til for en italiener - fra manglen på hvidløg hos den lokale grønthandler til det evindelige, danske gråvejr.
Men trygheden trues, da Vittoria forelsker sig stormende. Med ét befinder hun sig i sit livs dilemma. Hun ved, at hun vil sætte sit barns sikkerhed på spil, hvis hun følger kærligheden. Og hvordan hengiver man sig i det hele taget til et andet menneske, hvis man er nødt til at holde en vigtig del af sit liv hemmelig?
Anna Grue debuterede i 2005 med spændingsromanen Noget for noget, der indbragte hende Det Danske Kriminalakademis diplom for fremragende debut. Året efter fulgte Det taler vi ikke om, og i 2007 udkom Dybt at falde, som er første bind i Dan Sommerdahl-serien. Bind to, tre og fire, Judaskysset, Kunsten at dø, og Den skaldede detektiv, fulgte i 2008, 2009 og 2010. I 2011 udkom Anna Grues novellesamling De andre, som i 2012 blev efterfulgt af bind fem i serien om Dan Sommerdahl. Et spørgsmål om penge. Romanerne om Dan Sommerdahl er solgt til udgivelse i syv lande, heriblandt Tyskland, Frankrig og Italien.
Bestselleren om den unge italienske husmor Vittoria Contini lover lidt for meget, og formår gennem sine 474 sider desværre aldrig helt at få mig i den rigtige stemning.
"I femten dage rejste hun og Massimo op gennem Europa. Hun kørte og kørte, men det gik alt for langsomt. Kun et par hundrede kilometer om dagen blev det til, ofte ad smalle, hullede biveje, der førte dem gennem små bjergbyer og langs vinterdøde vinmarker."
Måske er det bare mig, der har haft nogle helt forkerte forventninger til Anna Grues bestseller fra sidste år, som ellers er blevet rost i sine anmeldelser, men jeg formåede altså aldrig helt at mærke den rigtige 50'er stemning, som jeg havde set frem til, hverken i miljø- og personbeskrivelser og slet ikke i dialogerne, som ligesåvel kunne være udtalt i 2015. Til Anna Grues forsvar skal det dog siges, at jeg ellers læser historiske romaner af forfattere som Diana Gabaldon og Maria Helleberg, og de er om nogle mestre i at beskrive en stemning, en tidsalder og dets ånd. Til sammenligning læste jeg den første side i min svigermors nyeste boggave, Lucinda Rileys LAVENDELHAVEN, og der havnede jeg til gengæld lige midt i 90'ernes Sydfrankrig og kunne næsten dufte vinmarkerne omkring det smukke men forfaldne Château, som Emilie de la Martinière arver, og dette allerede efter kun at have læst 50 ord.
I ITALIENSVEJ møder vi den unge italiener Vittoria Contini, der flygter til Danmark fra Rom med et lille spædbarn og en hellig Madonna-statuette i sin lille Fiat500. I Danmark er hendes første bekendteskab den løsslupne Conni, som Vittoria møder på Hotel Epsilon i København, og romanen igennem er de to hinandens diametrale modsætninger. Og gudskelov for Conni-karakteren, ellers havde jeg da kedet mig/kastet Vittoria Contini ud for længst. Selvfølgelig behøver man ikke altid at kunne se noget af sig selv i de karakterer man læser om, men jeg kunne på ingen måde forene mig med Vittoria, som i mine øjne er kedelig, husmoderlig, sky, genert, irriterende, og som konstant undertrykker sine drifter og gemmer på en MEGET farlig hemmelighed. Det er denne hemmelighed, der driver plottet fremad, og også det der gjorde, at jeg læste bogen på et par timer fordelt på to dage. MEN! Da vi så endelig får hemmeligheden og grunden til, at Vittoria forlod Rom så pludseligt, og aldrig åbner sig op overfor andre mennesker, hverken overfor veninden Conni, eller den nye arbejdsgiver, lægen Møller på Amager, som Vittoria er blevet husbestyrerinde for, ja, der mangler jeg fantasi og spænding. Conni joker med sin kæreste om, at det er mafiaen der er efter Vittoria og hendes lille søn, men Grue kunne måske med fordel have set lidt Godfather, lært af Francis Ford Coppola og peppet afsløringen lidt op. Hensigten, plottet og karaktererne i ITALIENSVEJ er egentlig gode nok, de når bare ikke helt op fra papiret, ud i mine fingerspidser og ind i hjertet. Og deraf de kun to stjerner. Beklager, Anna Grue. Jeg tror jeg vil gå i gang med din Dan Sommerdahl-krimiserie i stedet.
Det største minus er klart, at jeg ikke kunne mærke den historiske tid. Vi følger Vittoria Contini fra februar 1958 og ca. halvandet år frem, og måske lige med undtagelse af primussen som Vittoria gemmer på sit hotelværelse, og de historiske referencer til Jens Otto Kraghs hasteægteskab med Helle Virkner, ja, så fik Anna Grue ikke rigtig skrevet 50'er og 60'ernes København frem i mig. Min mor, årgang 1959, var derimod meget begejstret for bogen, og kunne fornemme meget af sin egen barndom i romanen, hvilket hun også fortalte Anna Grue, da vi for et par uger siden mødte hende til forfatterforedrag. Deraf vil min anbefaling da også være, at i læser romanen, måske især hvis i er født i 59 eller før.
I bought this book for mainly one reason: It takes place close to where I live in Amager, Copenhagen. Italiensvej is my hood so I wanted to see what this acclaimed book was all about.
It's good. It's very, very good. Set in 1958, it begins with a young Vittoria arriving in cold Copenhagen with a baby after a long and grueling drive up from Rome. She lives in a hotel, has no friends, no family, no job, no nothing that will help her survive in Denmark. Her neighbour is young and beautiful Conny who is a waitress in a nightclub. Conny and Vittoria are opposites, yet they become good friends.
From here, so many things happen. Vittoria gets a job as a housekeeper to a widower, looking after his house and two children while slowly beginning to feel safe, to stop panicking when she sees a car with a Roman license plate. But there are snakes in paradise. Not only is Vittoria hiding something, her employer Ejnar and Conny have secrets too.
This is a picture of Denmark in 1958 as seen through the eyes of a young Italian woman. It's a Denmark where Italian food is unheard of, and supermarkets don't have garlic, basil, pasta, pizza, mozzarella etc. It's a Denmark where you respect the red light at crossroads, though it is night and no one is around. A Denmark where young women are more liberated and sexually active than they are in Italy. A Denmark where you don't hit your children when they misbehave. A Denmark where potatoes and rye bread were, and still are, king.
I liked this from the beginning. Vittoria is instantly likable. She is so sweet, kind, caring, strong, clever and resourceful. She felt like a friend immediately. The young, sexually active, chain-smoking, beautiful Conny took some getting use to, but she has a heart of gold. And the children are all so real, so lively, funny and endearing. And then there's Ejnar...
God og hyggelig bog, der foregår i 50'erne. Langt hen ad vejen et fint tidsbillede med mange gode detaljer i sprog og regi. Indimellem er der dog nogle sproglige kiksere -vendinger som man bruger i dag og ikke i 50'erne, det stødte mig lidt og var lidt ærgerligt. Bortset fra det er bogen rigtig god og underholdende.
En let, men bestemt underholdende, kærlighedshistorie om en ung italiensk kvinde, der i sin lille Fiat flygter op gennem Europa til Danmark. Med sig i bilen har hun et spædbarn, en tyk kuvert med penge og en hemmelighed. Historien foregår sidst i 50’erne og er på mange måder et fint tidsbillede, selvom visse tanker og dialoger virker anakronistiske. Personkarakteristikken bliver for mig derfor aldrig helt troværdig. Jeg har læst både noveller og krimier af Anne Grue, og dem foretrækker jeg klart.
Der er kærlighed, hemmeligheder, forviklinger og drama for alle pengene. Bogen starter hæsblæsende ud, men taber lidt pusten derefter. Først da hovedpersonen flytter ind på Italiensvej fangede miljøet, tidsånden, handlingen og ikke mindst karaktererne mig. Det er ren Morten Korch i storbyen, og jeg lod mig rive med, selvom jeg til tider også følte, at enkelte passager virkede lidt utroværdige i forhold til tiden, den foregår i. Generelt blev jeg ganske godt underholdt, og fløj da også gennem den rimelig hurtigt.
Frisk bok om ung jente som rømmer fra Italia med et nyfødt barn. I en liten Fiat kjører hun til Danmark for å starte et nytt liv på slutten av 50- tallet, men krevende å finne bolig og jobb med et spebarn.
Nem, skøn bog, der lader dig dykke ned i en verden, der ikke er længere på samme måde. Slutningen bliver dog lidt tynd, så den kan ikke få mere end 3 stjerner.
This entire review has been hidden because of spoilers.
God, underholdende kærlighedsfortælling i 50er vibe. Velskrevet, godt tempo, overbevisende karakterer, hurtigt læste 468 sider om den dansk/italienske Vittorias genvordigheder.
Vittoria kommer til Danmark med den spæde Massimo. Hun møder Conny som hun hurtigt bliver venner med. Hun får arbejde hos Ejnar dom er læge og enkemand og far til Helle og Jan.
I 1958 kommer en ung italiensk kvinde med et spædbarn til København for at skabe sig en tilværelse i sin mors hjemland. Men hvorfor er hun nærmest på flugt? Og hvad med kærligheden?
Denne bog var hurtigt læst, og den var da hyggelig nok at læse, og jeg var da moderat underholdt. Jeg synes, plottet var lidt tyndt, og jeg havde måske forventet, at det hele ville eskalere på et tidspunkt. Jeg sad lidt med følelsen af, at der ikke rigtig skete noget. Og Vittorias farlige fortid i Rom virkede lidt tam.
Let læst. Godt tidsbillede af slut 50'erne. Tynd handling og personbeskrivelse. Ret stereotype. God til at have med på stranden eller til at stikke imellem tungere bøger, der kræver mere reflektion.