Jag äter mig själv som ljung. Flicksinne

by Olga Ravn, Jan Henrik Swahn (Översättare), Jenny Tunedal (Efterord)

Olga Ravn skri­ver i sin debut­bok Jag äter mig själv som ljung. Flicksinne om sin läng­tan att vara till bortom det sex­u­a­li­se­rade, om krop­pen som en skå­deplats för pri­vata och offi­ci­ella drag­kraf­ter. Hon fick ett stort erkän­nande för sitt musi­ka­liska språk, sin djärv­het och ori­gi­na­li­tet när boken gavs ut i Danmark 2012. Över­sätt­ningen är gjord av för­fat­ta­ren Jan Henrik Swahn.

Genres: Poetry, Danish, Scandinavian Literature

96 pages, Paperback

First published January 1, 2012

About the author

Olga Sofia Ravn is a Danish poet and novelist. Initially she published poetry which was acclaimed by the critics, as was her first novel Celestine. She is also a translator and has worked as a literary critic for Politiken and several other Danish publications.

Reviews

[karoline]

så vild og besværlig. en kredsen om den kropslige ubehag og kropslige modning. kvinden som objekt, krop og karakter. det artige og lystige pigesind.
der er virkelig nogle digte og sætninger der har sat sig fast i min hjerne fra denne bog. jeg forstår ikke alt jeg har læst, men anser lidt denne læsning som energier i form af sprog, som bare siver ind på et plan hvor min oplevelse ikke kan forklares med ord, endnu.

[Christel Amalie S. Mørup · Rating 3 out of 5]

forstod 50/50 ??? men stadig max gribende

[Caroline Stadsbjerg · Rating 4 out of 5]

3,5.
Meget svær poesi, melankolsk og søgende tror jeg. Om krop, at skabe, abort, kærlighed, kropslig nærvær og distance.

[Marcus Uhre · Rating 4 out of 5]

Da jeg første gang læste Olga Ravns debut i 2015 blev jeg måske en smule fortørnet over dens undertitel, Pigesind, og de implikationer, der hører med. Jeg havde måske ikke lige selv læst Tove Ditlevsens egen debuterende digtsamling med det navn, men jeg kendte da dens betydning. Siden har jeg heldigvis fået den læst, og i anledningen af at jeg var gået i gang med Ditlevsens erindringsbog om tilblivelsen af Pigesind, overbeviste jeg mig selv om også at købe og genlæse denne bog.

Olga Ravn formår både at lancere sig selv som forfatter og at starte et splinternyt kapitel af den feministiske danmarkslitteratur. Det lykkedes hende simpelthen at gøre Tove kunsten efter. Ravn er landets mest interessante nye forfatter i øjeblikket (ja selv efter ti år føles hendes forfatterskab stadig ret nyt, it's weird), og Jeg æder mig selv som lyng evner at plante de frø, hun nu og i fremtiden arbejder ud fra. Skrivestilen skifter hastigt for hvert digt, meget uordentligt og vildt og fyldt med hastighed og vrede. Hvis jeg skulle skrive rubrikken til en anmeldelse, ville jeg nok skrive Den utæmmelige Olga Ravn med det blink i øjet, at en sådan beskrivelse er, hvad Ravn frigør sig fra i sin beskrivelse af sig selv som kvinde.

Det de første tre digte i samlingen, der kan beskrives som epokegørende, især det første med navnet "Grammatisk ubehag", der bryder flere sproglige grænser, fx det at en bogs fysiske format kræver linjeskift. Her vælger Ravn at dreje teksten 90 grader for at give plads til sine lange linjer, der ene og alene ikke giver meget mening, men læst sammen og hurtigt giver et forbløffende selvportræt. Du læser digtet med underbevidstheden og i konteksten af samlingens forside, et anatomisk udsnit af et bryst.

En ambitiøs og succesfuld samling, jeg glæder mig meget til Mit arbejde!

[Klara Jordahn · Rating 2 out of 5]

relaterer meget til anmeldelsen “forstod 50/50 ??? men stadig max”, står til 2 stjerner fordi tingene var rodede men kinda stadig recommend??? Wild ride

[Mascha Mølkjær Hansen · Rating 4 out of 5]

rå, poetisk & smuk

[Shane · Rating 4 out of 5]

Der er to dele til medie, det ene er hvad der ligger i det, hvad der er tænkt og hvad kan tages fra det. Den anden del er hvad det for dig til at føle. Susan Sontag's Against Interpretation and Other Essays inspirerede mig, at ikke at læse ind i det, men tage det som det er, at fravælge symbolisering, og leve med det reele.

[Frida Sillehoved · Rating 3 out of 5]

Utrolig sansende, konfus og kropslig. Med temaer som liv, krop, at være kvinde. Der var nogle meget smukke, lyriske passager.

Men generelt er det ikke helt min type digte. Det blev lidt for abstrakt til min smag.

[Jacob Møller]

Jeg bedømmer ikke bogen, for jeg forstår simpelthen ikke, hvad der sker.

Men man danner sig hurtigt et indtryk af at det er vanvittigt advanceret poesi

[Julia Eriksson · Rating 2 out of 5]

Betyg: 2,5
Rått, mäktigt och gripande men också vasst, komplext och oreglerat.

[Nanna Arbøl Søfeldt · Rating 2 out of 5]

Jeg havde enormt store problemer med denne digtsamling. Dette skyldes især den første del, der ganske rigtigt hedder "grammatisk ubehag". Det var virkelig ikke rart at læse; forvirrende og alt for abstrakt for min smag.

Det der står allerskarpest for mig, er, titeldigtet "Jeg æder mig selv som lyng" og digtet "En hvid kan nægte at blive afbleger". De er skrevet i digtform, indeholder enormt smukke og velskrevne billeder, og formår at få mig til at tænke.

Olga Ravn bruger meget fine ord i sin rodebutik, hvilket er derfor, hun får to stjerner!

[Thomas Glud · Rating 3 out of 5]

Olga Ravns debutsamling er overvældende læsning.Levende sprogligt set, hyperlevende, syret, grænseoverskridende.

[Michella B. · Rating 5 out of 5]

Råt, rødt og brutalt: dejligt.

[kiwi · Rating 4 out of 5]

når jeg blir stor vil jeg være olga ravn.

[Victoria · Rating 3 out of 5]

Olga Ravns debutdigtsamling "Jeg æder mig selv som lyng" nedbryder form og sprog som et symbol på at nedbryde kønsstereotyper. Det er en feministisk funderet poesisamling, og den omhandler både abort, fremstillingen af kvinder i medier og reklamer samt seksualiseringen af kvinder, kønsstereotyper og mandens dominans i hjemmet og over for kvinden. Det handler også om krop, især kvindekroppen og om sex.
Første sektion af bogen skal læses vandret og kaldes "grammatisk ubehag", og det er sandelig ubehageligt at læse både sprogligt og formmæssigt. Olga Ravn har i det hele fyldt samlingen med omskrivninger af vendinger, gentagelser og prosaisk sprog, som alt sammen understøtter forsøget på at tale lige ud af posen om emnet og at nedbryde alle normer og syn på kvinder.
Hun skildrer også en mandlig læge, der levede i 1800-tallet, og som skrev en bog om brystets anatomi, som hun bestemt ikke synes, er særlig saglig eller bidrager fyldestgørende til oplysningen om kvindens anatomi.
Så der er en del leg med sproget og formen, og jeg er vild med hendes budskaber og mål med digtsamlingen, men jeg blev alligevel temmelig forvirret over Ravns koder og fagsprog og forstod egentlige heller ikke altid sammenhængen mellem de forskellige overskrifter på digtene og indholdet i disse. Derfor de tre stjerner.

[Veronica Beccabunga]

helt sikkert eksperimenterende prosatekst.. jeg sys også hun havde lidt fragmenteret sprog, jeg forstår det som hendes tankegang, og det behøver jo ikke gi mening for alle. nogle gange sys jeg det virkede og hendes digte blev helt intenst ekstientielt. andre gange var det bare som om hun havde smidt tilfældige ord ind. (men måske skyldes det bare at jeg ikke forstår hendes intention med sætningen?)

“alene med onanien og natlampen har man kun sin hånd at læse og et gardin”

da jeg læste den sætning første gang fattede jeg hat, og sys måske også den var lidt morsom. men senere føler jeg den sætning maler et ret godt billede af olga ravns fortælling. gardin som afskærmning til verden sidder hun nu alene, med natlampen og det kropslige konkrete som sin hånd at læse. dødkedeligt og nyttesløst.. ligesådan er seksualitet i fokus gennem bogen, men det ikke ligefrem fordi hun afbilder det som noget værd at råbe hurra for, men nærmere bare hendes form for kontakt med kroppen i isolationen.

spændene. måske hvis jeg havde mindre tankemylder vil jeg havde nydt bogen mere? så man virkelig ku undersøge hvert ords betydning for sætningen. også derfor jeg ikke vurderer bogen.

[Erna Juhl · Rating 2 out of 5]

Jeg foretrækker Ravns prosa. Ligesom “Den Hvide Rose” er “Jeg æder mig selv dom Lyng” imho kunst for kunstens skyld. Det bliver tungt at læse og jeg bliver nærmere drænet under læsningen, end noget andet.

Der er ingen tvivl om at Ravn er stærk sprogligt og litterært, det ses i de skift hendes digte og værker tager. Hun kan så mange fine ord og billederne er dybsindige og fyldte med synbolik, jeg bliver bare tabt undervejs.

[Cecilie Hansen · Rating 3 out of 5]

Lidt forvirrende og kræver meget arbejde/fortolkning for at komme frem til “noget”… Hvad end det kan være :))) Da jeg lærte at bogen var udgivet i 2012 blev jeg meget overrasket. Jeg ville sige at emnerne, sproget og ordvalget er før sin tid, selvom jeg nu synes de er lidt overbrugte… men der er også gået mere end 10 år. Anywaysss <33

[amanda · Rating 4 out of 5]

4.5

[Mathilde Levin · Rating 2 out of 5]

2.5

["Robert Ekberg" · Rating 3 out of 5]

👍

[Marika · Rating 2 out of 5]

Jeg tror ikke jeg forstod

[Mikkel Bredsgaard Randers · Rating 2 out of 5]

2,5

[Louise · Rating 3 out of 5]

3.5 🥀

[Tora · Rating 5 out of 5]

Favorit i 6 år and still counting

[Anders Hundahl · Rating 3 out of 5]

Meget kropslige og sanselige digte, der er lidt vanskelige at forstå på grund af det lidt for syntetiske sprog

[Nanna Elisabeth]

Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt jeg kunne lide digtene eller ej. Jeg tror lige jeg skal tænke lidt over dem, før jeg vurderer dem.