Udgående fartøj

by Ursula Andkjær Olsen, Sophia Kalkau (photographer)

Genres: Poetry, Danish

200 pages, Paperback

First published May 1, 2015

Reviews

[Michael · Rating 2 out of 5]

Sjældent har følt mig så dum, når jeg har læst en digtsamling, som da jeg læste Ursula Andkjær Olsens Udgående fartøj, der sikkert og vist er mit første og bliver mit sidste bekendtskab med forfatteren. Hun skriver hermetisk lukket, utilgængeligt og ekstremt eksklusivt. Ambitionsniveauet fejler heller ikke noget. Trods enkelte gode (og forståelige) sætninger jeg vil tage med mig efter endt læsning (Jeg har skrevet sætningen »Ethvert udsagn er et postulat om universalitet« på en post-it og klistret den op på min væg), er det ikke en digtsamling, jeg kommer til at huske, måske fordi jeg heller ikke forstod den undervejs. Det skyldes meget vel ikke andet end manglende kompetencer udi digtlæsning hos mig selv, hvor jeg ellers skulle mene jeg efterhånden er trænet, for bogen har - næsten kun - fået gode anmeldelser både i aviserne og på Goodreads. Men det er så, hvad det er. Jeg kan nok overleve uden Andkjær Olsens lyrik, og hun kan i hvert fald leve uden mig som læser.

[Jeppe Lauridsen]

I Udgående Fartøj forsøger Andkjær Olsen at skrive sig frem til en ny ontologi. Jeg'et i digtene prøver at forene modsætningerne indlejret i sprogsystemet (indre/ ydre, hårdhed/ blødhed, åben/ lukket, etc.), støbe dem i et hårdt og glat materiale og fyre dem afsted i et udgående fartøj. Det skaber en spændende, omend svært-forståelig proces af at nå udover binaritetens og jeg'ets grænser.

jeg har lukket mig om sig selv / i et lukket kredsløb / /kugle / den vil jeg sende afsted som det udgående fartøj / den er / derefter kan det nye menneske ankomme i sit / indgående

Læg mærke til at sproget forsvinder i mødet med den nye ontologi, der kommer intet substantiv efter "indgående". Digtene kredser om det uforståelige nye uden aldrig at nå ind til det: "her er ingen billeder / ingenting ligner andet end sig selv, alt er lukket / dette er ikke en skikkelse jeg kan forblive i"

Det udgående fartøj iklæder sig mange skikkelser i løbet af digtene: Det er Sisyfos' sten, det er månen, det er jorden og det er digtene selv; hårde og lukkede objekter.

Tomrummet, som det udgående fartøj efterlader sig, åbner dog samtidig op for noget nyt og latent, en sårbarhed og følsomhed der bliver tydeligere og tydeligere, men aldrig helt udtalt. Om det er det nye menneske i sit indgående fartøj eller blot den anden side af binariteten skal jeg ikke kunne sige, men smukt er det i hvert fald:

VI KAN FLETTE VOLDGRAVENE SAMMEN, OG ALLE KAN SEJLE RUNDT IMELLEM HINANDEN I DET KANALSYSTEM SOM VIL OPSTÅ / SOM ER HER ALLEREDE / DEN NYE ONTOLOGI

I er nødt til at åbne jeres voldgrave for min / række jeres kanaler ind i min afgrund

[Isir Eline Braathen · Rating 5 out of 5]

har prøvd å lese henne før og ikke helt fått tak på det, men i denne samlinga opplevde jeg at det kommuniseres ekstremt enkelt, på en kompleks måte? meninger utfoldes i gjentagelser, som også er språklig fruktbare/interessante. sinnet som skrives fram er deilig, og den påfølgende mykheten også

[Joseph Schreiber · Rating 5 out of 5]

This book length poem by inventive experimental poet Ursula Andkjaer Olsen is a follow up to Third Millennium Heart which I love. Grief is a key theme once again, anger is a driving force but a distinct compassion and empathy come through. Elements of science fiction are more explicit yet with unexpected imagery and energy.
A longer review can be found here: https://roughghosts.com/2021/03/31/i-...

[Astrid]

Elsker når man kan have det popsangs agtigt med en bog. Meget klog popsang

[Victoria · Rating 3 out of 5]

Denne digtsamling er meget specielt i sit udtryk - ja man fristes til at kalde det dadaistisk. Det er jeg helt vild med. Form og indhold går hånd i hånd, da den dadaistiske, fragmenterede form afspejler fortællerens splittede usammenhængende indre. Jeg kan lide hvor ærlige digtene er, også selvom jeg til tider ikke kan følge med netop pga. formen hvor bl.a. sætninger ikke bliver skrevet til ende.
Jeg fik desværre ikke så mange billeder på nethinden da jeg læste dette digt, hvilket jeg ellers synes er det poesien i særdeleshed kan, da der kan dykkes ned i små billedmættende detaljer. Det var altså ikke sprogligt en berørende oplevelse at læse denne samling, men billederne i bogen er meget smukke, og jeg kunne godt fornemme den mørke uro som hele digtsamlingen omhandler.

[Stormen · Rating 3 out of 5]

Tåget Gagnef - Stockholm 22 april 2019.

[Barton Smock · Rating 5 out of 5]

Proof, hosanna, proof. Oh, my discarded bits of avoidance. Is ghost still held as a breath in a being that cannot materialize until it's misplaced by our up and coming carrier? I think it's all there, all here, in the anti-instructional humbleharm and worldless afterlife of Ursula Andkjær Olsen's Outgoing Vessel. So bare and terrifying, so saturated and self-afflicted. I can't say what the verse here is cleaning, nor what the competing repetitions are being fed by, but it moves me to condone guilt and permit that I'm the youngest thing about myself. These are poetics that reject the reimagining of the under-imagined and instead chant themselves through songdoors might they create origins to be upheld by the pregnant deceivers of elevation. I might not have it right. What if renewal came first? Is there a machine built by grief that manufactures alienation? Crossed-over and crossed-out, this is scarily disappeared and necessary stuff.

[Ethan Ksiazek · Rating 2 out of 5]

Easily the most melodramatic thing I’ve ever read. Maybe this is the darkest ego haunt in the original Norwegian, but the English translation reads like me PMSing because I think I’m the only one who’s ever had their period. Period. Funny enough, I thought there were a few strikers:

“that it's a sign of health to have the ability
to always see yourself from the outside
that it's a sign of health to have the ability
to always see yourself from the outside, even though
it feels like a loss, because the absence of
this ability is an even greater loss”

“there is something wrong with my skin
it has not lived up to my expectations
i refuse to take my skin seriously
what i expected: for the skin to shield, encircle everything
like a protective layer, ensure that i felt waterproof, it should
be waterproof, proof in every way
it has not done its job
who can take skin like that seriously
it is a laughable organ that should be replaced with
something else, gold for instance”

[Val · Rating 2 out of 5]

I would not re-read this. The random capitalized words and never ending repetition felt like I was being shouted at. I usually enjoy and seek out books entangled with grief, rage, self-hate, and other dark(er) themes, but this one just felt so devoid of anything for me to grasp on to, much less enjoy engaging with. I want to read books that inspire me, teach me something, or pull emotion from me with so much force that it gives me whiplash, but outgoing vessel left me with nothing but disappointment and a desire to never see the word “orb” again.

[mallory payne · Rating 5 out of 5]

somehow i found this far more engaging than her first in the series. i love the blend of humanity and technology and poetry and science fiction. really nailed it. the technoscientific closures were probably my favorite individual pieces of the work at large. the “i have spent time” section is maybe some of the best work i’ve read all year. i read it all in one sitting, i couldn’t put it down. i still kind of hate the formatting, as it seems like a lot of the page is wasted.

[K's Bognoter · Rating 3 out of 5]

"kom ikke til mig med jeres bløde shit”
Stenhårde digte fra Ursula Andkjær Olsen: http://bognoter.dk/2016/01/23/ursula-...