Marie Bregendahls En Dødsnat er uhørt moderne. Og også meget mere moderne end det meste af det, der bliver skrevet i dag. Som Johannes V. Jensens Kongens Fald. De er lige skånselsløse i beskrivelsen af undergang. Der er død og ødelæggelse i hver sætning. Men Marie Bregendahl er kvinde og som kvinde for længst skrevet ud af litteraturhistorien. Kanon tilhører manden.
Set i dannelsesromanens perspektiv er der noget svimmelt og kantet og ufærdigt over En Dødsnat. Fortællingen som sådan er egentlig kun til som en ramme for sansning og refleksion. Og ikke desto mindre handler En Dødsnat netop om dannelse. Hvordan en moders død i barselsseng inden for mindre end et døgn forandrer alt for den 13-årige Lise.
Romanen er båret af erindringens stof, men Marie Bregendahls tilrettelæggelse af dette stof og hendes stærke modellering af sproget forrykker blikket fra det opbyggelige eller jævnt fremadskridende til en aperspektivisk myldrende ornamentik. Fortælleren påtager sig på den ene side at sætte en scene og zoome ind og lade scenens personer overtage styringen, men på den anden side er denne selvsamme fortæller parat til at stige ned fra olympen og kommentere, hvad personerne, bundet som de er til øjeblikket, har gang i. Fortælleren sprænger tiden, strækker den langt ud over scenens tid, og skriver senere skete det og det. – Det vil sige, tiden er ikke fast, øjeblikket findes ikke, men er altid inficeret af både det, der ligger før, og af det, der kommer. Selve distraktionen, at rumme så mange følelser på en gang, og så megen viden, bliver hermed, fra nu og i al evighed, et vilkår.
Man siger ofte (i hvert fald til skoleelever, der har brug for klare kriterier), at romaner foregår over længere tid, mens noveller holder sig til kort tid. Her er både roman (indrømmet en kort en af slagsen) og romanen rammet ind i under et døgn. Titlen "en dødsnat" fortæller med det samme læseren, at det er døden i barselsseng, det drejer sig om trods en lykkelig indledning med den højgravide mor omgivet af børn, der elsker hende, og loyalt tyende, der anerkender en god madmor. Til gengæld er det næsten det eneste, man hører til hovedpersonen, for resten af romanen er kollektivet omkring hendes fortælling om angst, magtesløshed, lykkelig uvidenhed, der slås brat i stykker og et hårdt landboliv i det sene 1800-tal/ tidlige 1900-tal - toget findes, men doktoren hentes til hest selv fra en stor og formentlig nok så rig gård. Novellen har et lignende tema om slid, sygdom, klasseskel og de store husholdninger; selv doktoren er den selv samme. Tilsammen er de sansede stykker, der trækker læseren ind i sin tid mere effektivt end noget museum uanset levendegørelse.
Titlen her er stand in for bogen jeg rent faktisk har læst. Nemlig “Menneskekærlighed” af samme forfatter. Oprindeligt udgivet i 1927 i samlingen Naar julen er nær. Super fin fortælling om følelserne omkring jul og sproget er så smukt 🤩