What do you think?
Rate this book
Scandinavian Star #3
Maria, Atlantis
Maria er teenager i Frederikshavn i 1990. Hun elsker The Cure, er træt af sine forældre og drømmer om at der skal ske noget stort, som forandrer alt. En dag beder hun Gud om at gøre hende gravid og får sit ønske opfyldt. Hun har noget stort i maven, da hun går ombord på en færge og forelsker sig stormende i skibsdrengen Miguel.
Samtidig, nogle århundreder tidligere i København, stævner medicineren Oluf Bartholin ud med sit skib. Han har allerede fejret en stor videnskabelig triumf, og nu begiver han sig ud på en dristig opdagelsesrejse, overbevist om at det sunkne Atlantis befinder sig i Det Sydfynske Øhav. Men hvad mon han finder på bunden af havet? Noget stort?
Samtidig, nogle århundreder tidligere i København, stævner medicineren Oluf Bartholin ud med sit skib. Han har allerede fejret en stor videnskabelig triumf, og nu begiver han sig ud på en dristig opdagelsesrejse, overbevist om at det sunkne Atlantis befinder sig i Det Sydfynske Øhav. Men hvad mon han finder på bunden af havet? Noget stort?
315 pages, Paperback
First published October 2, 2026
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 9 of 9 reviews
October 4, 2026
Jeg kan tydeligt huske, hvordan Asta Olivia Nordenhof i Information i 2020 annoncerede sit (åh alle kalder det ambitiøst… sit modige? fou? (som i c’est fou)) syvbindsprojekt (nu kun 6?) om branden på Scandinavian Star- kapitalismen skulle demaskeres, som mordbrander, og dens tricky forhold til den romantiske kærlighed foldes ud, synliggøres som en 3D-model af et vanskeligt protein.
Så jeg vil starte med at sige, at jeg elsker projektet. Har læst Penge på Lommen flere gange. Grinte, lettet, af Djævlebogens fuck mænd-mantra.
Og på en måde forstår jeg godt, hvordan Nordenhof er endt med at skrive en fragmenteret, veritabel genresupermixer (digt, plantonisk dialog, dagbog, romantasy) som Maria, Atlantis. Bogen følger to hovedpersoner den 15-årige Maria, der bliver jonfrugravid, og går ombord på Scandinavian Star, hvor hun forelsker sig i skibsdrengen Miguel og springer i havet med ham – og hendes paralellkarakter Bartholin, en maskulin opdagelsesmand fra 1700-tallet, der drager på ekspedition for at finde Atlantis i det sydfynske øhav.
Begge finder de Atlantis. Som forfatteren i et sært fortællegreb (udtrykkeligt inspireret af Platons Staten) skriver frem som en Messenger/agtig dialog mellem
et sæt nutidskøbenhavnske veninder. Er anarkismen mulig? Giver den rum til kærlighed og køn? Er det Marias romancetrang eller Bartholins opdagelsesdrift, der ødelægger byen? sådan spørger de to bogkonstruktører på skift, og her keder jeg mig sådan…
Respekt for formeksperimenter, men undervejs mister jeg følelsen af bogen som bog. Der er noget trægt eller konstrueret over dialogerne, deres tidsbundethed, der selv om de er originale som fortællegreb, føles som en måde at undslippe at give romanen, dens verden og karakterer fylde, og i stedet ender med at opløse den i alt for mange forskellige små sjove indfald. Det skaber et indtryk af en fragmenteret utopi, der nogen gange hellere vil være sjov og diskuterende end at tage sit eget materiale alvorligt.. og jeg tror ikke det er sådan vidensproduktion utopiskabelse fungerer, jeg tror det kræver et commitment til den verden, der skabes, som Maria, Atlantis mangler.
I øvrigt ville jeg ønske, at Asta Olivia Nordenhof ville bruge lidt flere kræfter på sine måger? Der er en måge i første sætning, undervejs ser Maria måger fra skibet, og en måge får ovenikøbet en central rolle sidst i bogen. Og alligevel er de bare måger? Come on, der findes så mange forskellige smukke mågearter med så meget forskellig adfærd. For mig er mågerne oplagt forbundet til Atlantis, vi taler om en fugl der både nedbryder kapitalismen ved systematisk at stjæle kedelig kystbane cafémad og samtidig danner (romantisk) monogamt par for livet. Det ærgrer mig, at de er med men så alligevel så uendelig generisk beskrevet, når nu bogen handler om anarki, kapitalisme og kærlighed.
Så jeg vil starte med at sige, at jeg elsker projektet. Har læst Penge på Lommen flere gange. Grinte, lettet, af Djævlebogens fuck mænd-mantra.
Og på en måde forstår jeg godt, hvordan Nordenhof er endt med at skrive en fragmenteret, veritabel genresupermixer (digt, plantonisk dialog, dagbog, romantasy) som Maria, Atlantis. Bogen følger to hovedpersoner den 15-årige Maria, der bliver jonfrugravid, og går ombord på Scandinavian Star, hvor hun forelsker sig i skibsdrengen Miguel og springer i havet med ham – og hendes paralellkarakter Bartholin, en maskulin opdagelsesmand fra 1700-tallet, der drager på ekspedition for at finde Atlantis i det sydfynske øhav.
Begge finder de Atlantis. Som forfatteren i et sært fortællegreb (udtrykkeligt inspireret af Platons Staten) skriver frem som en Messenger/agtig dialog mellem
et sæt nutidskøbenhavnske veninder. Er anarkismen mulig? Giver den rum til kærlighed og køn? Er det Marias romancetrang eller Bartholins opdagelsesdrift, der ødelægger byen? sådan spørger de to bogkonstruktører på skift, og her keder jeg mig sådan…
Respekt for formeksperimenter, men undervejs mister jeg følelsen af bogen som bog. Der er noget trægt eller konstrueret over dialogerne, deres tidsbundethed, der selv om de er originale som fortællegreb, føles som en måde at undslippe at give romanen, dens verden og karakterer fylde, og i stedet ender med at opløse den i alt for mange forskellige små sjove indfald. Det skaber et indtryk af en fragmenteret utopi, der nogen gange hellere vil være sjov og diskuterende end at tage sit eget materiale alvorligt.. og jeg tror ikke det er sådan vidensproduktion utopiskabelse fungerer, jeg tror det kræver et commitment til den verden, der skabes, som Maria, Atlantis mangler.
I øvrigt ville jeg ønske, at Asta Olivia Nordenhof ville bruge lidt flere kræfter på sine måger? Der er en måge i første sætning, undervejs ser Maria måger fra skibet, og en måge får ovenikøbet en central rolle sidst i bogen. Og alligevel er de bare måger? Come on, der findes så mange forskellige smukke mågearter med så meget forskellig adfærd. For mig er mågerne oplagt forbundet til Atlantis, vi taler om en fugl der både nedbryder kapitalismen ved systematisk at stjæle kedelig kystbane cafémad og samtidig danner (romantisk) monogamt par for livet. Det ærgrer mig, at de er med men så alligevel så uendelig generisk beskrevet, når nu bogen handler om anarki, kapitalisme og kærlighed.
Read
October 8, 2026Synes den var sjov, charmerende, lidt barnlig på en ikke nødvendigvis god eller dårlig måde. Ikke desto mindre slugt i 2 gode mundfulde 👍🏼 happy thursday
October 11, 2026
Jeg har eddermame mange tanker om den her, og 80% af tiden synes jeg den er genial, de sidste 20% er den gal.
Jeg elsker hele mytefortællingen og de mange religiøse hentydninger: den jomfruelige Maria, der til sidst ophøjes som den højeste skikkelse, som vi ser i katolicismen, de græske guder, det buddhistiske gudebillede med at der findes en ødelæggelses-gud og jeg kunne blive ved. Det gør det enormt spændende for mig at læse, og holder mig på tæerne.
Interessant at følge to personer på tværs af flere århundrede, og sjovt at se, hvordan sproget ændrer sig fuldstændigt. Og i sidste ende står vi jo tilbage med de to arketyper i vores hovedpersoner: manden, der vil herske, opdage, udrydde og kvinden: moderen, kærligheden, opretholderen. Ødelæggeren og skaberen i deres fineste form.
Jeg kan godt lide de skiftende former, bogen tager. Fra en almindelig “roman-form”, til sms-korrespondance, til logbog, til sms korrespondance til digt. Det er meget, og det er fedt, men man skal sgu holde tungen lige i munden. Til gengæld er jeg ikke heeeelt overbevist på den sms-korrespondance mellem forfatteren/fortælleren og hendes veninde. Det er en sjov måde at lave et fælles-værk på, at det bliver til vha af mange menneskers blik (it takes a village to write a book!!), men jeg er også skeptisk. Det bliver rigtig meget tell don’t show, og jeg synes måske det er en lidt for let måde at komme udenom en af fortællingens mest centrale passager på. For mig virker det som om, Nordenhof har slået et for stort brød op, hun nu ikke helt kommer i mål med. Jeg forstår pointen, men køber den ikke 100%.
Glæder mig meget til at se hvad de kommende tre bind vil byde på!!
Jeg elsker hele mytefortællingen og de mange religiøse hentydninger: den jomfruelige Maria, der til sidst ophøjes som den højeste skikkelse, som vi ser i katolicismen, de græske guder, det buddhistiske gudebillede med at der findes en ødelæggelses-gud og jeg kunne blive ved. Det gør det enormt spændende for mig at læse, og holder mig på tæerne.
Interessant at følge to personer på tværs af flere århundrede, og sjovt at se, hvordan sproget ændrer sig fuldstændigt. Og i sidste ende står vi jo tilbage med de to arketyper i vores hovedpersoner: manden, der vil herske, opdage, udrydde og kvinden: moderen, kærligheden, opretholderen. Ødelæggeren og skaberen i deres fineste form.
Jeg kan godt lide de skiftende former, bogen tager. Fra en almindelig “roman-form”, til sms-korrespondance, til logbog, til sms korrespondance til digt. Det er meget, og det er fedt, men man skal sgu holde tungen lige i munden. Til gengæld er jeg ikke heeeelt overbevist på den sms-korrespondance mellem forfatteren/fortælleren og hendes veninde. Det er en sjov måde at lave et fælles-værk på, at det bliver til vha af mange menneskers blik (it takes a village to write a book!!), men jeg er også skeptisk. Det bliver rigtig meget tell don’t show, og jeg synes måske det er en lidt for let måde at komme udenom en af fortællingens mest centrale passager på. For mig virker det som om, Nordenhof har slået et for stort brød op, hun nu ikke helt kommer i mål med. Jeg forstår pointen, men køber den ikke 100%.
Glæder mig meget til at se hvad de kommende tre bind vil byde på!!
October 20, 2026
Maria, Atlantis er tredje bind i romanserien, der har afsæt i mordbranden på skibet, Scandinavian Star. Det er en meget opfindsom roman, Asta Olivia Nordenhof har skrevet. En diskuterende utopi om et samfund, Atlantis, der ligger nede på havets bund.
Dog dukker dette utopiske samfund først op halvvejs inde i romanen. Romanen er nemlig sammensat af fem blokke af fortællesituationer, hvoraf bogen vender tilbage til en af dem et par gange.
De to første fortællesituationer foregår i ”jordisk tid”, som det hedder i romanen. Dvs. en tid, der følger vores kronologiske tidsregning på Jorden. Den første foregår i 1990 lidt uden for Frederikshavn i den lille flække Kaldred – og omhandler den unge Maria, som ikke kan finde sig til rette i skolen og i det konforme liv, som Kaldred tilbyder. Hun drømmer sig bort – og beder om at der skal ske noget, der kan fylde hendes liv. Hun beder faktisk til Gud om, at hun skal få et barn, og vips, så er hun blevet gravid ved Guds hjælp. Maria har udlængsel, og da hun opdager, at et skib ved navn Scandinavian Star ligger for havn i Frederikshavn, bliver hun nysgerrig. Ikke mindst, da hun støder på en ung, sydeuropæisk mand, som hun bliver tiltrukket af, uden at hun helt kan sige hvorfor. Miguel, som viser sig at være fra Portugal og ansat under prækære forhold på skibet. Maria hæver alle sine penge og tager afsted – og som læser forventer man nu, at romanen kommer til at handle om branden, døden, og de forliste drømme. Det er så ikke helt det, der sker – eller i hvert fald ikke kun.
Den anden fortællesituation foregår i slutningen af 1700-tallet. Som Nordenhof skriver i en efterskrift, så er denne historie inspireret af noget historisk, nemlig opdagelsen af lymfesystemet, men historisk set er det to forskellige danskere, Thomas Bartholin og Oluf Rudbeck, som uafhængigt af hinanden gjorde denne anatomiske opdagelse – faktisk ca. 100 år før, at det finder sted i romanen. Man kan med andre ord sige, at Nordenhof i romanen tager udgangspunkt i noget historisk, men at hun så eksplicit lægger afstand til, hvad der reelt er sket – fordi hun netop ikke ønsker at skrive en historisk roman. Udover at forskubbe historien ca. 100 år, slår hun de to personer sammen til én romankarakter, nemlig Oluf Bartholin. Det, romanen i stedet er optaget af, er det vilde drive om at udødeliggøre sig selv historisk. Dette drive fører dels til opdagelsen af noget banebrydende inden for anatomien (beskrevet detaljeret med en ret hensynsløs omgang med friske lig – ikke mindst fra tugthusene). Dels fører det til noget, vi med ”jordiske” briller nok ville kalde for en vanvittig, fantasmebåret længsel efter at opdage et rige, som endnu ikke er opdaget endnu. Nok alligevel ikke så vanvittigt langt væk fra nogle af de opdagelsesrejsende fra 1400-tallet og frem. For Oluf Bartholin handler det om at finde Atlantis, det samfund, som Platon har beskrevet som sunket i havet. Oluf Bartholin mener nu – optændt af den videnskabelighed, han har dyrket med succes i anatomien, også at kunne se, at Atlantis må ligge i det sydfynske øhav (historisk hentet fra Rudbecks hypoteser!). Vi får altså megalomanske, fantasmeprægede og (pseudo)-videnskabelige tanker samlet i ét. Alt sammen i ét fordi det handler om at opdage og beherske.
Men hvordan har de to jordiske historier i hver sin jordiske tid med hinanden at gøre i romanen? Her bevæger vi os over i et metaniveau, ikke ulig det metaniveau, som pludselig også er til stede i første bind af Nordenhofs Scandinavian Star romanserien, Penge på Lommen. I Penge på Lommen bryder fortælleren pludselig ind og forarges over det kapitalistiske spil, der fører til branden på skibet. I Maria, Atlantis bryder fortælleren ind i historien – først solo i en frustration over, at det er svært at få de to historier med Maria og Oluf Bartholin bragt sammen, men samtidig også i en beskrivelse af fortællerens relation til en veninde, der er i Slovenien, og som hun kommunikerer med via telefonen. Fortælleren beder veninden om hjælp til at få Maria til at ankomme til Atlantis på ordentlig fortællemæssig vis, sådan at Atlantis pludselig kan opstå som en realitet i fiktionen. Og senere beder fortælleren om hjælp til, at Maria og Oluf Bartholins to historier kan møde hinanden. For det kan fortælleren ikke lige klare alene. Her dukker den tredje fortællesituation frem – og den er virkelig unik – og for mig at se genial litteraturhistorisk og -teknisk set. For denne tredje fortællesituation bliver en metalitteratur, der består af dialogen mellem fortælleren og veninden (skrevet med kursiv og sådan, at fortællerens stemme er højre-stillet opsætningsmæssigt, mens venindens stemme er venstrestillet). I diskussionen kommer handlingen også frem. Altså af hvad Atlantis er for et sted, og hvordan Maria og Miguel ankommer og bliver del af det undersøiske samfund, efter at Scandinavian Star er brændt. Alt sammen motiveret hos fortælleren (hvis vi skal tro hendes ord, og hvorfor skulle vi ikke gøre det… vi er jo ikke ude i psykologisk upålidelige fortæller litteratur, men meta-utopilitteratur 😊) af, at Scandinavian Star serien ikke bare skal handle om kapitalismens råddenskab, men også handle om muligheden for andre måder at være i verden på. Formuleret i utopihistorien om Atlantis. Eller hvad? For det er her fortælleren kommer i problemer. Hun bakser med utopien, fordi den på den ene side virker harmonisk med sine anarkistiske ikke-hierarkier, ikke-institutioner, helt uden lederskikkelser – men blot sammensat af arbejdsgrupper baseret på, hvad man her og nu interesserer sig for. Men som omvendt også virker dilemmafyldt, fordi Atlantis i sin umiddelbare rummelighed har svært ved at rumme det, som hhv. Maria og senere Oluf Bartholin kommer med og drives af. Marias længsel efter kærlighed til den eneste ene (eller hvad det nu er, sådan bliver det i hvert fald udlagt i meta-delene) og Bartholins opdagelsesdrive. Det ret geniale ved dette metanarrative lag er dels diskussionen mellem fortæller og veninde – som jeg aldrig har set før. Og dels det, at det virker som om, at fortæller og veninde i de metanarrative dele er sidestillede. Det er ikke sådan, at fortællerens stemme har forrang over venindens, på trods af at fortælleren er fortæller. Det mimer altså det utopiske samfunds ikke-hierarkiske struktur.
Vi er fremme ved den fjerde fortællesituation. Den foregår også i Atlantis, men nu helt uden metaniveauet – man kan forestille sig, at det nu er fortællerens historie, der få plads, idet hun ikke lige her har behov for at vende tingene med veninden. Det bliver selve beretningen om Marias liv i Atlantis – og møde med de andre væsner der. Samt hendes samliv med Miguel, som bliver forstyrret af det samfund, som hun nu er blevet del af. For mig at se er det den svageste del af romanen – og det kan skyldes, at jeg generelt ikke er til fantasylitteratur og nok også har svært ved helt at holde kadencen over for det utopiske. Jeg kommer til at miste gejsten lidt, det bliver ret repetitivt, og der er passager om det undersøiske, der minder lidt om Avatarfilmen del 2 The Way of Water. Og faktisk også passager, der minder om Solvej Balles Udregning af Rumfang, når det gælder udlægningen af nogle mekanismer og dynamikker, der finder sted i de små samfund, der opstår i grupperne af mennesker, der sidder fast i den 18. november.
Nå, tilbage til Nordenhof. Sidst i denne fjerde hovedhistorie presser eksistensen af en verden udefra sig på og truer Atlantis – og det viser sig at være Bartholins opdagelsesskib, som på fantasme-videnskabelig vis er på rette kurs mod Atlantis. Hvad skal Atlantis stille op over for dette – og hvordan skal Atlantis reagerer på det, som Bartholin gerne vil? Ja, det fører til en ny diskussion blandt fortælleren og veninden i et metaniveau.
Den sidste fortællesituation er skrevet med versaler og sat op som lyrik (jeg kan næsten ikke lade være med at tænke Yahya Hassan, men han ejer selvfølgelig ikke denne udtryksform). Det er Oluf Bartholins stemme, som er blevet gjort tavs af Atlantis, men som så kan udtrykke sig gennem lyrikken. Det er den totale omvending af en klassisk postkolonial litteratur, der ellers lader de koloniserede komme til udtryk gennem skønlitterære greb, fordi deres stemme ellers er blevet gjort tavs. I Nordenhofs roman er det – nærmest ironisk – den kolonisatorbegærende opdagelsesrejsende, som er blevet den lille, og som kan få lov til at råbe sin tavse stemme ud gennem linjerne. Den stakkels, stakkels mand…
Dog dukker dette utopiske samfund først op halvvejs inde i romanen. Romanen er nemlig sammensat af fem blokke af fortællesituationer, hvoraf bogen vender tilbage til en af dem et par gange.
De to første fortællesituationer foregår i ”jordisk tid”, som det hedder i romanen. Dvs. en tid, der følger vores kronologiske tidsregning på Jorden. Den første foregår i 1990 lidt uden for Frederikshavn i den lille flække Kaldred – og omhandler den unge Maria, som ikke kan finde sig til rette i skolen og i det konforme liv, som Kaldred tilbyder. Hun drømmer sig bort – og beder om at der skal ske noget, der kan fylde hendes liv. Hun beder faktisk til Gud om, at hun skal få et barn, og vips, så er hun blevet gravid ved Guds hjælp. Maria har udlængsel, og da hun opdager, at et skib ved navn Scandinavian Star ligger for havn i Frederikshavn, bliver hun nysgerrig. Ikke mindst, da hun støder på en ung, sydeuropæisk mand, som hun bliver tiltrukket af, uden at hun helt kan sige hvorfor. Miguel, som viser sig at være fra Portugal og ansat under prækære forhold på skibet. Maria hæver alle sine penge og tager afsted – og som læser forventer man nu, at romanen kommer til at handle om branden, døden, og de forliste drømme. Det er så ikke helt det, der sker – eller i hvert fald ikke kun.
Den anden fortællesituation foregår i slutningen af 1700-tallet. Som Nordenhof skriver i en efterskrift, så er denne historie inspireret af noget historisk, nemlig opdagelsen af lymfesystemet, men historisk set er det to forskellige danskere, Thomas Bartholin og Oluf Rudbeck, som uafhængigt af hinanden gjorde denne anatomiske opdagelse – faktisk ca. 100 år før, at det finder sted i romanen. Man kan med andre ord sige, at Nordenhof i romanen tager udgangspunkt i noget historisk, men at hun så eksplicit lægger afstand til, hvad der reelt er sket – fordi hun netop ikke ønsker at skrive en historisk roman. Udover at forskubbe historien ca. 100 år, slår hun de to personer sammen til én romankarakter, nemlig Oluf Bartholin. Det, romanen i stedet er optaget af, er det vilde drive om at udødeliggøre sig selv historisk. Dette drive fører dels til opdagelsen af noget banebrydende inden for anatomien (beskrevet detaljeret med en ret hensynsløs omgang med friske lig – ikke mindst fra tugthusene). Dels fører det til noget, vi med ”jordiske” briller nok ville kalde for en vanvittig, fantasmebåret længsel efter at opdage et rige, som endnu ikke er opdaget endnu. Nok alligevel ikke så vanvittigt langt væk fra nogle af de opdagelsesrejsende fra 1400-tallet og frem. For Oluf Bartholin handler det om at finde Atlantis, det samfund, som Platon har beskrevet som sunket i havet. Oluf Bartholin mener nu – optændt af den videnskabelighed, han har dyrket med succes i anatomien, også at kunne se, at Atlantis må ligge i det sydfynske øhav (historisk hentet fra Rudbecks hypoteser!). Vi får altså megalomanske, fantasmeprægede og (pseudo)-videnskabelige tanker samlet i ét. Alt sammen i ét fordi det handler om at opdage og beherske.
Men hvordan har de to jordiske historier i hver sin jordiske tid med hinanden at gøre i romanen? Her bevæger vi os over i et metaniveau, ikke ulig det metaniveau, som pludselig også er til stede i første bind af Nordenhofs Scandinavian Star romanserien, Penge på Lommen. I Penge på Lommen bryder fortælleren pludselig ind og forarges over det kapitalistiske spil, der fører til branden på skibet. I Maria, Atlantis bryder fortælleren ind i historien – først solo i en frustration over, at det er svært at få de to historier med Maria og Oluf Bartholin bragt sammen, men samtidig også i en beskrivelse af fortællerens relation til en veninde, der er i Slovenien, og som hun kommunikerer med via telefonen. Fortælleren beder veninden om hjælp til at få Maria til at ankomme til Atlantis på ordentlig fortællemæssig vis, sådan at Atlantis pludselig kan opstå som en realitet i fiktionen. Og senere beder fortælleren om hjælp til, at Maria og Oluf Bartholins to historier kan møde hinanden. For det kan fortælleren ikke lige klare alene. Her dukker den tredje fortællesituation frem – og den er virkelig unik – og for mig at se genial litteraturhistorisk og -teknisk set. For denne tredje fortællesituation bliver en metalitteratur, der består af dialogen mellem fortælleren og veninden (skrevet med kursiv og sådan, at fortællerens stemme er højre-stillet opsætningsmæssigt, mens venindens stemme er venstrestillet). I diskussionen kommer handlingen også frem. Altså af hvad Atlantis er for et sted, og hvordan Maria og Miguel ankommer og bliver del af det undersøiske samfund, efter at Scandinavian Star er brændt. Alt sammen motiveret hos fortælleren (hvis vi skal tro hendes ord, og hvorfor skulle vi ikke gøre det… vi er jo ikke ude i psykologisk upålidelige fortæller litteratur, men meta-utopilitteratur 😊) af, at Scandinavian Star serien ikke bare skal handle om kapitalismens råddenskab, men også handle om muligheden for andre måder at være i verden på. Formuleret i utopihistorien om Atlantis. Eller hvad? For det er her fortælleren kommer i problemer. Hun bakser med utopien, fordi den på den ene side virker harmonisk med sine anarkistiske ikke-hierarkier, ikke-institutioner, helt uden lederskikkelser – men blot sammensat af arbejdsgrupper baseret på, hvad man her og nu interesserer sig for. Men som omvendt også virker dilemmafyldt, fordi Atlantis i sin umiddelbare rummelighed har svært ved at rumme det, som hhv. Maria og senere Oluf Bartholin kommer med og drives af. Marias længsel efter kærlighed til den eneste ene (eller hvad det nu er, sådan bliver det i hvert fald udlagt i meta-delene) og Bartholins opdagelsesdrive. Det ret geniale ved dette metanarrative lag er dels diskussionen mellem fortæller og veninde – som jeg aldrig har set før. Og dels det, at det virker som om, at fortæller og veninde i de metanarrative dele er sidestillede. Det er ikke sådan, at fortællerens stemme har forrang over venindens, på trods af at fortælleren er fortæller. Det mimer altså det utopiske samfunds ikke-hierarkiske struktur.
Vi er fremme ved den fjerde fortællesituation. Den foregår også i Atlantis, men nu helt uden metaniveauet – man kan forestille sig, at det nu er fortællerens historie, der få plads, idet hun ikke lige her har behov for at vende tingene med veninden. Det bliver selve beretningen om Marias liv i Atlantis – og møde med de andre væsner der. Samt hendes samliv med Miguel, som bliver forstyrret af det samfund, som hun nu er blevet del af. For mig at se er det den svageste del af romanen – og det kan skyldes, at jeg generelt ikke er til fantasylitteratur og nok også har svært ved helt at holde kadencen over for det utopiske. Jeg kommer til at miste gejsten lidt, det bliver ret repetitivt, og der er passager om det undersøiske, der minder lidt om Avatarfilmen del 2 The Way of Water. Og faktisk også passager, der minder om Solvej Balles Udregning af Rumfang, når det gælder udlægningen af nogle mekanismer og dynamikker, der finder sted i de små samfund, der opstår i grupperne af mennesker, der sidder fast i den 18. november.
Nå, tilbage til Nordenhof. Sidst i denne fjerde hovedhistorie presser eksistensen af en verden udefra sig på og truer Atlantis – og det viser sig at være Bartholins opdagelsesskib, som på fantasme-videnskabelig vis er på rette kurs mod Atlantis. Hvad skal Atlantis stille op over for dette – og hvordan skal Atlantis reagerer på det, som Bartholin gerne vil? Ja, det fører til en ny diskussion blandt fortælleren og veninden i et metaniveau.
Den sidste fortællesituation er skrevet med versaler og sat op som lyrik (jeg kan næsten ikke lade være med at tænke Yahya Hassan, men han ejer selvfølgelig ikke denne udtryksform). Det er Oluf Bartholins stemme, som er blevet gjort tavs af Atlantis, men som så kan udtrykke sig gennem lyrikken. Det er den totale omvending af en klassisk postkolonial litteratur, der ellers lader de koloniserede komme til udtryk gennem skønlitterære greb, fordi deres stemme ellers er blevet gjort tavs. I Nordenhofs roman er det – nærmest ironisk – den kolonisatorbegærende opdagelsesrejsende, som er blevet den lille, og som kan få lov til at råbe sin tavse stemme ud gennem linjerne. Den stakkels, stakkels mand…
October 11, 2026
Som med nordenhofs andre bøger én man kan sætte mange æselører i.
Jeg kan ikke formå at blive overbevist om samtalen der foregår mellem forfatteren og hendes veninde. Historien, der forekommer så umiddelbar de første par og 100 sider, driver over i noget fortænkt der med magt og alvor skal presses ud af de to veninder. Som nordenhof skriver henad slutsiderne: jeg skal være færdig, jeg er ved at blive vanvittig. En ærlig, men også ærgerlig, sag.
Jeg kan ikke formå at blive overbevist om samtalen der foregår mellem forfatteren og hendes veninde. Historien, der forekommer så umiddelbar de første par og 100 sider, driver over i noget fortænkt der med magt og alvor skal presses ud af de to veninder. Som nordenhof skriver henad slutsiderne: jeg skal være færdig, jeg er ved at blive vanvittig. En ærlig, men også ærgerlig, sag.
October 13, 2026
Elskede at det var et længere værk end de to forrige, så der var mere tid til at dvæle ved karaktererne.
Jeg kunne nu godt lide inspirationen fra Staten med den dialektiske samtale mellem veninder. Men ja utopien er hullet, giv os lidt mere at arbejde med, for vil så gerne se Nordenhofs ideelle stat for mig.
Jeg kunne nu godt lide inspirationen fra Staten med den dialektiske samtale mellem veninder. Men ja utopien er hullet, giv os lidt mere at arbejde med, for vil så gerne se Nordenhofs ideelle stat for mig.
October 14, 2026
Den var desværre ikke rigtig noget for mig. Hvis dette er romantasy, kommer jeg ikke til at læse mere i den genre. Den virkede på mig noget rodet, jeg fik fornemmelsen af at der blev gjort lidt nar af karaktererne, og det fungerede ikke for mig med de der forfatter-veninde-dialoger. Til gengæld var den hurtigt læst. Og den sidste tredjedel (minus digtet og dialogen) fungerede. Og ps: tror måske bare det er mig der ikke er helt klog nok, for andre anmeldere stor-roser den.
October 12, 2026
En fjollet bog! En snydebog i vidunderligt sprog, man aner ikke hvor man har den eller hvad der skal ske, men det er en gallop fra start til slut. Eventyr!
October 16, 2026
Den var virkelig god, men en svaer slutning at komme ud af. Men glaeder mig allerede til naeste Scandinavian star bog!!
Displaying 1 - 9 of 9 reviews