What do you think?
Rate this book
Øgledage
Leif Panduros roman Øgledage fra 1961 er spækket med en utøjlelig vildskab ud i øglernes forbudte og tabubelagte tilværelse.
At steder og personer navngives ud fra karakteristika – som jegets mekanikfader og karamelmoder – at skriften på den måde åbenlyst styres af fortællerens underbevidsthed, at han dermed åbenlyst, overfor sig selv i hvert fald, i sit bevidste er et med underbevidstheden. Det er et skriftgreb, der stimulerer og underholdende udfordrer – og lader hver sætning, fed af betydning.
”Den ekstreme exhibitionisme, der har præget åndslivet de sidste mange år, er ikke ukendt for Leif Panduro og slet ikke i “Øgledage”, men instrumenteringen er anderledes. Han vil gerne ind under huden – også på den tilbedte – men der er ingen egentlig egocentri, intet demonstrativt i de kødelige iscenesættelser. Dialektisk ville det ikke være, hvis den store anelsesfulde erotik slet ikke spillede nogen rolle, hvad den naturligvis gør også i de passager, hvor samfundet og det politiske trænger sig på. Her lever øglerne deres skændige liv, og de er næppe til at få has på, hvis man ikke bruger magt, men ikke vold. Kærligheden viser udvejen. Desværre ligeså ineffektivt som i virkeligheden.”
– uddrag fra Klaus Rifbjergs efterord.
At steder og personer navngives ud fra karakteristika – som jegets mekanikfader og karamelmoder – at skriften på den måde åbenlyst styres af fortællerens underbevidsthed, at han dermed åbenlyst, overfor sig selv i hvert fald, i sit bevidste er et med underbevidstheden. Det er et skriftgreb, der stimulerer og underholdende udfordrer – og lader hver sætning, fed af betydning.
”Den ekstreme exhibitionisme, der har præget åndslivet de sidste mange år, er ikke ukendt for Leif Panduro og slet ikke i “Øgledage”, men instrumenteringen er anderledes. Han vil gerne ind under huden – også på den tilbedte – men der er ingen egentlig egocentri, intet demonstrativt i de kødelige iscenesættelser. Dialektisk ville det ikke være, hvis den store anelsesfulde erotik slet ikke spillede nogen rolle, hvad den naturligvis gør også i de passager, hvor samfundet og det politiske trænger sig på. Her lever øglerne deres skændige liv, og de er næppe til at få has på, hvis man ikke bruger magt, men ikke vold. Kærligheden viser udvejen. Desværre ligeså ineffektivt som i virkeligheden.”
– uddrag fra Klaus Rifbjergs efterord.
134 pages, Paperback
First published January 1, 1961
2 people are currently reading
17 people want to read
About the author
Leif Panduro
49 books23 followersDanish novelist and dramatist, a social critic who wrote in a satirical, humorous vein.
A dentist by profession, he began in his thirties to write stories about people who can't conform to society's rules for one reason or another.
Panduro produced a number of scripts for radio, television, and film, becoming one of the most successful Scandinavian dramatists of the 1970s with such works as Farvel, Thomas (1968; “Goodbye, Thomas”) and I Adams verden (1973; “In Adam’s World”).
A dentist by profession, he began in his thirties to write stories about people who can't conform to society's rules for one reason or another.
Panduro produced a number of scripts for radio, television, and film, becoming one of the most successful Scandinavian dramatists of the 1970s with such works as Farvel, Thomas (1968; “Goodbye, Thomas”) and I Adams verden (1973; “In Adam’s World”).
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 2 of 2 reviews
February 9, 2020
Bevidsthedsstrøm i et højt, humoristisk og originalt sprogligt gear. Sammenhængen i historien kan være svær at få fat i, men Panduro rabler sig igennem et af sine yndlingsemner: hvem er de gale og hvem er de normale? Hovedpersonen er muligvis indlagt på en psykiatrisk afdeling og raser muntert mod indespærring i klaustrofobiske samfundsbærende normer. Pluto er en gennemgående figur, og om det er et menneske, en hund, en planet eller en personlighedsspaltning er svært at afgøre.
Der optræder en del hjemmelavede ord som eksempelvis knudeøgleklump, hyldehegnscoma og syltetøjsneurose, hvilket flere gange fik mig til at tænke, om ikke F.P. Jac har været inspireret af Panduro. Og her til sidst må det være på sin plads med et citat, der viser Panduros særegne måde at være øm og romantisk på:
"Jeg begynder at se på dig. Der dukker af tågen dit ukendte ansigt. Du bliver smukkere og smukkere for hvert sekund, fuld af genkendelsens skønhed. At din næse befinder sig netop der, hvor jeg ventede den. Dine fortænder som bøjlen aldrig fik gjort helt kål på. 'Dit pragtfulde blå øje. Dine dirrende mundvige, nær ved latter og lige så nær ved gråd.'
Åh, jeg er begravet i dig.
Jeg tror jeg ved lejlighed vil gøre noget for dig. Forære dig en sten med et hul i, eller en stor upraktisk maskine. Eller jeg vil lade en lille hale gro ud og logre med den.
Din angst for mig er meget ophidsende.
Og det elementære fylder mig med enorm forundring.
Tænk at jeg er så vil efter at parre mig med dig."
Der optræder en del hjemmelavede ord som eksempelvis knudeøgleklump, hyldehegnscoma og syltetøjsneurose, hvilket flere gange fik mig til at tænke, om ikke F.P. Jac har været inspireret af Panduro. Og her til sidst må det være på sin plads med et citat, der viser Panduros særegne måde at være øm og romantisk på:
"Jeg begynder at se på dig. Der dukker af tågen dit ukendte ansigt. Du bliver smukkere og smukkere for hvert sekund, fuld af genkendelsens skønhed. At din næse befinder sig netop der, hvor jeg ventede den. Dine fortænder som bøjlen aldrig fik gjort helt kål på. 'Dit pragtfulde blå øje. Dine dirrende mundvige, nær ved latter og lige så nær ved gråd.'
Åh, jeg er begravet i dig.
Jeg tror jeg ved lejlighed vil gøre noget for dig. Forære dig en sten med et hul i, eller en stor upraktisk maskine. Eller jeg vil lade en lille hale gro ud og logre med den.
Din angst for mig er meget ophidsende.
Og det elementære fylder mig med enorm forundring.
Tænk at jeg er så vil efter at parre mig med dig."
April 4, 2016
En sær rablende tur hos psykiateren. Og på toilettet. Det har med garanti været banebrydende og grænseoverstridende dengang i 61 - men nu er det bare lidt trættende med den lidt infantile selvoptagelse. 127 siders stream-of-consciousness kan føles u-tro-ligt langt når man ikke synes det er særligt sjovt.
Displaying 1 - 2 of 2 reviews