Danish novelist and dramatist, a social critic who wrote in a satirical, humorous vein.
A dentist by profession, he began in his thirties to write stories about people who can't conform to society's rules for one reason or another.
Panduro produced a number of scripts for radio, television, and film, becoming one of the most successful Scandinavian dramatists of the 1970s with such works as Farvel, Thomas (1968; “Goodbye, Thomas”) and I Adams verden (1973; “In Adam’s World”).
Sjældent betages jeg af humor og satire i kunst; det er en lille brist jeg har. Jeg er enormt kræsen på dette felt. Jeg må dog erkende at første halvdel i denne lille roman overraskede positivt; jeg var med andre ord tæt på de fem stjerner. Fik lidt den samme følelse, som jeg har i scenen fra Lille Virgil, hvor Carl Emil pakker gaven op med det usynlige æble, som Oscar så venligt har medbragt. Jeg klukler på forunderlig vis og tænker: "Det her er virkelig befriende morsomt." Det er et spot on tidsmæssigt, det er en krængen rundt og på hovedet. Med andre ord, det er humor uden forstillelse eller skabagtighed. Desværre forvandler hele miseren sig til en neurotisk omgang. Det hele bliver fortænkt, som en kabale, man skal have til at gå op. Og det er ikke morsomt. Så fra at sige "læs den", så er jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt denne roman hører hjemme i reolen.
Leif falder nogle gange i den fælde, at han overkarikerer eller -satirerer fortællingerne, synes jeg - og jeg synes det både i denne og i "vejen til jylland"
3,5 - Det er en hård og gennem-absurd verden, Dommeren lever i. Det er ikke til at hive et enste fornuftigt ord ud af hverken koner, psykiatere, sønner eller politimestre, og en samtaler består af meningsløse ord, der drejes og fordrejes til uigenkendelighed. Jeg er vild med Panduros stil, og Dommerens balanceren mellem sit pæne og ordentlige jeg og et liv, hvor vilkårlige, ukendte mænd kan finde på at puste cayennepeber i øjnene på en, når man mindst venter det. Hændelser på kanten mellem fornuft og galskab. Men jeg kan desværre ikke se ud over, at det tog mig uforholdsmæssigt lang tid at komme igennem denne bog, så derfor: 3,5.
"Det var, som om høfeberen stillede sig mellem Dommeren og omverdenen. Som om det var virkeligheden, der havde fået høfeber, og Dommeren, der havde smittet den."
See oli meeleolukas lugemine. Pärast luges seda ka sõber Jaan ja tema ütles, et lisaks sellele, et talle see raamat meeldis, sai ta ka aru, mida seal öelda taheti.