What do you think?
Ti vilde heste
Jeg er jo lykkeligt gift, siger jeg. Vi er ikke sammen, fordi vi har børn og hus, men på trods af begge dele.
En kvinde flytter til Husum, så børnene kan få græs under fødderne. Ovre på boldbanerne driver en engel omkring i sin hættetrøje, og på Esthers legeplads samles forældrene og spiser mudderkager.
Der er livsfarlige svingparaboler, afbrudte samlejer og uventede besøg fra Pakistan. Man må spørge sig selv, om det er risikoen værd at gå med bare fødder i Netto, og hvor man befinder sig i livets store kredsløb. Når man nærmer sig de fyrre, bliver det helt tydeligt. Man har et ansvar, selv om det kan være uklart, hvad det går ud på.
Nogle drømmer om et pizzeria, mens andre bare gerne vil have en fast indtægt. Ansøgningerne hober sig op, fodboldene flyver, og troldpilen synger under himlen over Husum.
En kvinde flytter til Husum, så børnene kan få græs under fødderne. Ovre på boldbanerne driver en engel omkring i sin hættetrøje, og på Esthers legeplads samles forældrene og spiser mudderkager.
Der er livsfarlige svingparaboler, afbrudte samlejer og uventede besøg fra Pakistan. Man må spørge sig selv, om det er risikoen værd at gå med bare fødder i Netto, og hvor man befinder sig i livets store kredsløb. Når man nærmer sig de fyrre, bliver det helt tydeligt. Man har et ansvar, selv om det kan være uklart, hvad det går ud på.
Nogle drømmer om et pizzeria, mens andre bare gerne vil have en fast indtægt. Ansøgningerne hober sig op, fodboldene flyver, og troldpilen synger under himlen over Husum.
320 pages, Paperback
First published September 10, 2026
About the author
Stine Pilgaard
7 books235 followersStine Pilgaard, f. 1984, er opvokset i Århus, har gået på Forfatterskolen og er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur. Hun debuterede med romanen "Min mor siger" (2012), som blev solgt til udgivelse i Norge og Island og nomineret til DR Romanprisen.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 8 of 8 reviews
September 13, 2026
Der er en enkelt ting galt med Stine Pilgaards forfatterskab. Hun udgiver simpelthen ikke nok bøger.
September 14, 2026
Stine Pilgaards roman Ti Vilde Heste handler om en jysk familie, der flytter til Husum i Storkøbenhavn. Romanen fortælles i førsteperson ental af kvinden i forholdet. Hun er arbejdssøgende, 38 år (bliver 39 år undervejs ses det i hendes jobansøgninger :-)), manden er podcastvært om fodbold og sandsynligvis jævnaldrende. De har to børn, hvoraf sønnen går i første klasse, og datteren går i børnehave.
Ti Vilde Heste minder i sin grundtone meget om Pilgaards tidligere romaner, allermest bestselleren Meter i Sekundet. Det er samme greb med at have en kvindelig jeg-fortæller, der på humoristisk vis er akavet, går ind i folk med træsko på uden at fange hvor deres privatsfære starter (men som også vinder nogle folks hjerter af den grund - og nok mange læseres), er ret overgearet og har svært ved at lande i det normale, hvilket samtidig udstiller det, vi opfatter som det normale. I Meter i Sekundet handlede det om den meget talende københavner, der skulle finde fodfæste i det tavse Vestjylland. I Ti Vilde Heste spiller det med at være flyttet fra en egn til en anden ikke så stor en rolle ift. det akavede og det med at komme intimiderende tæt på andre. Det er ikke fordi jeg-fortælleren kommer fra en anden egn, at hun har svært ved at indrette sig efter normerne.
Det er mere fordi hun absolut ikke har succes med at være den ideelle forælder. Det akavede handler meget om at fejle. Hun kikser bl.a. med at bage, hun kikser med at være pædagogisk over for sine børn, hun kikser også med at kunne være principfast over for børnene, og hun kikser med at være en nem og involveret forældre i samarbejdet med skolen. Hun kikser fordi hun selv er legesyg – når hun fx laver mærkelige hop foran børnenes bus; og fordi det ikke ligger til hende at være alt for stålsat, og derfor nemt bliver snøret af sine børn. Det humoristiske er dels, hvordan hun kikser – og hvordan andre har nemmere ved at være naturlige omkring det, de skal lykkes med, hvilket samlet set skaber en afdramatisering af det med ikke at leve op til normerne. Det humoristiske er dels nogle sproglige vendinger hos nogle af dem, jeg-fortælleren er sammen med. Selv lægger de ikke mærke til, at de bruger disse vendinger, som former deres måde at være i verden på. Men det gør jeg’et, som er et meget sprogligt væsen, og som har stor morskab ved at forskyde disse vendinger, så de bruges i en helt off sammenhæng, men alligevel gjort på en kærlig måde. Dermed bliver det tydeligt, hvor klichefuld vendingen egentlig er. Fx det at have græs under fødderne – taget fra ejendomsmægler-jargonen. Eller beskrivelsen af at en ovn kan stege på en lidt uforudsigelig måde (som naboerne bruger på en hensynsfuld måde over for fortællerens dårlige bagværk) – og som fortælleren senere bruger om et bål. Eller svigermor, der har brug for at bekræfte sig selv med en vending, der giver hende selv ret i det, hun lige har sagt: ”ja, det er” osv. – som jeg-fortælleren i sine sætninger så vender rundt, så det får en anden drejning.
Ti Vilde Heste er mindre vellykket end Meter i Sekundet. Dels fordi den for meget er en kopi af Meter i Sekundet – i sine krampagtige forsøg på at være konstant humoristisk gennem det akavede; det at være klodset ift. normerne. Selvom det ikke er båret af den geografiske ”fejlplacering”, så er grebet alt for tæt på den forrige roman. Og det bliver for meget tøhø. Nu skal det jo være sjovt. På den måde også ret forudsigelig med en gentagen rytme i opbygningen af de enkelte små kapitler ofte med et toppunkt til sidst.
Ti Vilde Heste er mere episodisk bygget op end Meter i Sekundet. Der sker meget lidt udvikling, og der er meget lidt plot i Ti Vilde Heste. Det betyder, at det hele i højere grad hviler på, at de enkelte episoder så rent faktisk er sjove. Det bliver krampagtigt, fordi kapitlerne er meget korte – som regel kun et par sider – og det sjove skal gerne være til stede inden for hver af episoderne. Så man sidder som læser og venter på grebet – det sjove. Nu skal punchline falde. Nu skal vendingen lige forskydes.
Et sjovt “træk” ved Ti Vilde Heste er, at kæresten er fodboldkommentator, og at de begge er inkarnerede fodbold- og GF-fans med deres opvækst i Aarhus. Det viser sig i deres sproglige vendinger, som med stor selvfølgelighed indtager deres måde at se verden på og tackle små udfordringer. Sjovest i forestillingen om Totalfodbold hentet fra de hollandske stjernestunder i 1970’erne men nu afprøvet i parforholdet med mindre succes. Og i kærestens opfordring til at jeg-et skal komme ind på midten, i stedet for at være alt for langt ude og energisk. Sproglig vendinger fra en verden brugt som metaforer på noget andet - der både viser de overraskende lighedstræk og samtidig peger tilbage på underholdende vis ift. hvor opslugt de er af sportens verden. MEN dette greb viser også hvor skabelonagtigt Pilgaard skriver. Ti Vilde Hestes fodbold minder meget om Meter i Sekundets kørelærere. Hun skaber den samme latter. Nogle anmeldere ønsker, at Pilgaard oftere skulle udgive bøger. Jeg tænker, at det ville være bedre, hvis hun kom ud af de vante skabeloner.
Der er endnu en ting, som gør, at Ti Vilde Heste lægger sig for tæt op ad Meter i Sekunder. Nemlig jobansøgninger. De er egentlig ret sjove, fordi de er så off. De bryder med jobansøgningsgenren med humoristisk, pinagtig selvudlevering ad absurdum, og med udgangspunkt i ikke at have de kompetencer, de umiddelbart kigger efter, men så alligevel på skæv, unik og mirakuløs vis er relevant. Her er vi tilbage til Meter i Sekundet, som havde de overraskende brevkasseindlæg båret af genrebrud med hvad det vil sige at skrive til en brevkasse. Det er, som om Stine Pilgaard vil fortsætte succesen med at være sjov – nu i en ny genre – men hvor brevkasseindlæggene faktisk både var sjove og alligevel også havde noget alvor i sig med folk på kanten, så er jobansøgningerne egentlig bare sjove ved at være off.
Der er sjove detaljer i bogen. Ikke mindst det at næsten alle de voksne karakterer ikke hedder deres navn, men indgår som barnets far eller mor. Sådan at karakteren lever som Zoyas mor, Alis far, Veras mormor osv. Forældre reduceret til at være en relation til deres børn, hvad man jo er i tiden som børnefamilie. Og hvor voksenliv bliver til afbrudte samlejer og et løfte om i morgen - hvilket gengives i nogle af kapiteloverskrifterne, tilmed med fortløbende nummerering som De Afbrudte Samlejers Tid II og Ind På Midten III. Et liv som forældre i evig repetition.
Det er også sjovt, at kæresten heller ikke kaldes ved hans egentlige navn, men blot kæreste eller Mufasa - en ironisk henvisning til at kæresten dels er vild med Løvernes Konge og dels nogle gange ser sig selv i rollen som den vise i familien, og derfor bliver benævnt som Mufasa, når jeg-fortælleren finder kæresten lige den tand for bedrevidende, opbyggelig, overskudsagtig, alfaderlig og påduttende.
Det klæder romanen, at den har en alvorlig sekvens omkring hjemsendelsen af en ikke-dansk familie. Jeg får som læser helt lyst til at udbryde "endelig" - for der er alt for meget feel good, tøhø, og livet er godt og kun formet af små, overkommelig problemer, som blot kræver lidt smil, rummelighed og selvironi. Med hjemsendelsen rammer en anden virkelighed. En mindre privilegeret virkelighed. Omvendt kommer denne hjemsendelse også til at vise, at Ti Vilde Heste mest af alt tulrer rundt i en meget lille verden for ret privilegerede mennesker.
Endelig er der de små kapitler, som afrunder hver af delene i romanen. De kapitler, der hedder Troldpilens sang. Disse små kapitler skiller sig ud i deres grundtone. De er mere alvorlige, de er henvendt til et "Du", og de kommer nærmest som et blik udefra og handler om jeg-fortællerens sindstilstand og perspektiver. Det giver et afbræk og et refleksionsrum - i den ellers ret tempofylde komiske ridetur på ti vilde heste. Normalt når man bruger udtrykket "ti vilde heste" er det jo i negationen "ikke ti vilde heste kan xxx". Her er der netop ingen negation. Der er ti vilde heste - jeg-fortællerens drive. Men så netop også troldpilens afbræk. Egentlig rart med disse pusterum. Men de bliver også lige lovlig Mufasa-agtige med deres visdomsord.
Ti Vilde Heste minder i sin grundtone meget om Pilgaards tidligere romaner, allermest bestselleren Meter i Sekundet. Det er samme greb med at have en kvindelig jeg-fortæller, der på humoristisk vis er akavet, går ind i folk med træsko på uden at fange hvor deres privatsfære starter (men som også vinder nogle folks hjerter af den grund - og nok mange læseres), er ret overgearet og har svært ved at lande i det normale, hvilket samtidig udstiller det, vi opfatter som det normale. I Meter i Sekundet handlede det om den meget talende københavner, der skulle finde fodfæste i det tavse Vestjylland. I Ti Vilde Heste spiller det med at være flyttet fra en egn til en anden ikke så stor en rolle ift. det akavede og det med at komme intimiderende tæt på andre. Det er ikke fordi jeg-fortælleren kommer fra en anden egn, at hun har svært ved at indrette sig efter normerne.
Det er mere fordi hun absolut ikke har succes med at være den ideelle forælder. Det akavede handler meget om at fejle. Hun kikser bl.a. med at bage, hun kikser med at være pædagogisk over for sine børn, hun kikser også med at kunne være principfast over for børnene, og hun kikser med at være en nem og involveret forældre i samarbejdet med skolen. Hun kikser fordi hun selv er legesyg – når hun fx laver mærkelige hop foran børnenes bus; og fordi det ikke ligger til hende at være alt for stålsat, og derfor nemt bliver snøret af sine børn. Det humoristiske er dels, hvordan hun kikser – og hvordan andre har nemmere ved at være naturlige omkring det, de skal lykkes med, hvilket samlet set skaber en afdramatisering af det med ikke at leve op til normerne. Det humoristiske er dels nogle sproglige vendinger hos nogle af dem, jeg-fortælleren er sammen med. Selv lægger de ikke mærke til, at de bruger disse vendinger, som former deres måde at være i verden på. Men det gør jeg’et, som er et meget sprogligt væsen, og som har stor morskab ved at forskyde disse vendinger, så de bruges i en helt off sammenhæng, men alligevel gjort på en kærlig måde. Dermed bliver det tydeligt, hvor klichefuld vendingen egentlig er. Fx det at have græs under fødderne – taget fra ejendomsmægler-jargonen. Eller beskrivelsen af at en ovn kan stege på en lidt uforudsigelig måde (som naboerne bruger på en hensynsfuld måde over for fortællerens dårlige bagværk) – og som fortælleren senere bruger om et bål. Eller svigermor, der har brug for at bekræfte sig selv med en vending, der giver hende selv ret i det, hun lige har sagt: ”ja, det er” osv. – som jeg-fortælleren i sine sætninger så vender rundt, så det får en anden drejning.
Ti Vilde Heste er mindre vellykket end Meter i Sekundet. Dels fordi den for meget er en kopi af Meter i Sekundet – i sine krampagtige forsøg på at være konstant humoristisk gennem det akavede; det at være klodset ift. normerne. Selvom det ikke er båret af den geografiske ”fejlplacering”, så er grebet alt for tæt på den forrige roman. Og det bliver for meget tøhø. Nu skal det jo være sjovt. På den måde også ret forudsigelig med en gentagen rytme i opbygningen af de enkelte små kapitler ofte med et toppunkt til sidst.
Ti Vilde Heste er mere episodisk bygget op end Meter i Sekundet. Der sker meget lidt udvikling, og der er meget lidt plot i Ti Vilde Heste. Det betyder, at det hele i højere grad hviler på, at de enkelte episoder så rent faktisk er sjove. Det bliver krampagtigt, fordi kapitlerne er meget korte – som regel kun et par sider – og det sjove skal gerne være til stede inden for hver af episoderne. Så man sidder som læser og venter på grebet – det sjove. Nu skal punchline falde. Nu skal vendingen lige forskydes.
Et sjovt “træk” ved Ti Vilde Heste er, at kæresten er fodboldkommentator, og at de begge er inkarnerede fodbold- og GF-fans med deres opvækst i Aarhus. Det viser sig i deres sproglige vendinger, som med stor selvfølgelighed indtager deres måde at se verden på og tackle små udfordringer. Sjovest i forestillingen om Totalfodbold hentet fra de hollandske stjernestunder i 1970’erne men nu afprøvet i parforholdet med mindre succes. Og i kærestens opfordring til at jeg-et skal komme ind på midten, i stedet for at være alt for langt ude og energisk. Sproglig vendinger fra en verden brugt som metaforer på noget andet - der både viser de overraskende lighedstræk og samtidig peger tilbage på underholdende vis ift. hvor opslugt de er af sportens verden. MEN dette greb viser også hvor skabelonagtigt Pilgaard skriver. Ti Vilde Hestes fodbold minder meget om Meter i Sekundets kørelærere. Hun skaber den samme latter. Nogle anmeldere ønsker, at Pilgaard oftere skulle udgive bøger. Jeg tænker, at det ville være bedre, hvis hun kom ud af de vante skabeloner.
Der er endnu en ting, som gør, at Ti Vilde Heste lægger sig for tæt op ad Meter i Sekunder. Nemlig jobansøgninger. De er egentlig ret sjove, fordi de er så off. De bryder med jobansøgningsgenren med humoristisk, pinagtig selvudlevering ad absurdum, og med udgangspunkt i ikke at have de kompetencer, de umiddelbart kigger efter, men så alligevel på skæv, unik og mirakuløs vis er relevant. Her er vi tilbage til Meter i Sekundet, som havde de overraskende brevkasseindlæg båret af genrebrud med hvad det vil sige at skrive til en brevkasse. Det er, som om Stine Pilgaard vil fortsætte succesen med at være sjov – nu i en ny genre – men hvor brevkasseindlæggene faktisk både var sjove og alligevel også havde noget alvor i sig med folk på kanten, så er jobansøgningerne egentlig bare sjove ved at være off.
Der er sjove detaljer i bogen. Ikke mindst det at næsten alle de voksne karakterer ikke hedder deres navn, men indgår som barnets far eller mor. Sådan at karakteren lever som Zoyas mor, Alis far, Veras mormor osv. Forældre reduceret til at være en relation til deres børn, hvad man jo er i tiden som børnefamilie. Og hvor voksenliv bliver til afbrudte samlejer og et løfte om i morgen - hvilket gengives i nogle af kapiteloverskrifterne, tilmed med fortløbende nummerering som De Afbrudte Samlejers Tid II og Ind På Midten III. Et liv som forældre i evig repetition.
Det er også sjovt, at kæresten heller ikke kaldes ved hans egentlige navn, men blot kæreste eller Mufasa - en ironisk henvisning til at kæresten dels er vild med Løvernes Konge og dels nogle gange ser sig selv i rollen som den vise i familien, og derfor bliver benævnt som Mufasa, når jeg-fortælleren finder kæresten lige den tand for bedrevidende, opbyggelig, overskudsagtig, alfaderlig og påduttende.
Det klæder romanen, at den har en alvorlig sekvens omkring hjemsendelsen af en ikke-dansk familie. Jeg får som læser helt lyst til at udbryde "endelig" - for der er alt for meget feel good, tøhø, og livet er godt og kun formet af små, overkommelig problemer, som blot kræver lidt smil, rummelighed og selvironi. Med hjemsendelsen rammer en anden virkelighed. En mindre privilegeret virkelighed. Omvendt kommer denne hjemsendelse også til at vise, at Ti Vilde Heste mest af alt tulrer rundt i en meget lille verden for ret privilegerede mennesker.
Endelig er der de små kapitler, som afrunder hver af delene i romanen. De kapitler, der hedder Troldpilens sang. Disse små kapitler skiller sig ud i deres grundtone. De er mere alvorlige, de er henvendt til et "Du", og de kommer nærmest som et blik udefra og handler om jeg-fortællerens sindstilstand og perspektiver. Det giver et afbræk og et refleksionsrum - i den ellers ret tempofylde komiske ridetur på ti vilde heste. Normalt når man bruger udtrykket "ti vilde heste" er det jo i negationen "ikke ti vilde heste kan xxx". Her er der netop ingen negation. Der er ti vilde heste - jeg-fortællerens drive. Men så netop også troldpilens afbræk. Egentlig rart med disse pusterum. Men de bliver også lige lovlig Mufasa-agtige med deres visdomsord.
September 29, 2026
Ramte mig desværre bare ikke, som jeg havde håbet. Sproget er som altid fantastisk, men karaktererne føltes flade og handling var ikke-eksisterende. Jeg havde nok håbet på nogle flere skarpe observationer og absurde situationer end endeløse hverdage med en hovedperson, der næsten virkede demonstrativt anderledes. Det blev næsten performativt i sidste ende og gjorde, at jeg aldrig rigtig følte noget for fortælleren.
September 13, 2026
der er noget sindssygt lækkert ved stine pilgaards ekstremt relaterbare og kaotiske hovedpersoner der bare rammer direkte i mit eget kaotiske hjerte. savnede en smule mere plot end hvad jeg fik, men jeg slugte bogen på to dage, så helt slemt var det vel heller ikke
October 1, 2026
Let læst og meget overskuelig. Utrolig morsomt. Lo højt flere gange.
Jeg tror den er mest relevant for folk der har børn, hvilket jeg ikke har. Den taler meget ind i tidens diskussioner om mental load og alt det der kræver at være forældre og særligt mor.
Jeg var flad af grin over beskrivelsen af hendes kæreste som Mufasa fra Løvernes konge. De jobansøgninger der var engang imellem var også vanvittig morsomme. Satte pris på den lille Twin Peeks reference.
Men hvis jeg skal være lidt kritisk, så er jeg nok lidt i tvivl om budskabet. Måske noget med at være mere rummelig og komme hinanden ved og gøre lidt modstand mod perfekthedskultur i forhold til at være forældre??
Hovedpersonen var meget menneskelig og sympatisk. Gad godt drikke øl og ryge smøger med hende på en bodega i Husum.
Jeg tror den er mest relevant for folk der har børn, hvilket jeg ikke har. Den taler meget ind i tidens diskussioner om mental load og alt det der kræver at være forældre og særligt mor.
Jeg var flad af grin over beskrivelsen af hendes kæreste som Mufasa fra Løvernes konge. De jobansøgninger der var engang imellem var også vanvittig morsomme. Satte pris på den lille Twin Peeks reference.
Men hvis jeg skal være lidt kritisk, så er jeg nok lidt i tvivl om budskabet. Måske noget med at være mere rummelig og komme hinanden ved og gøre lidt modstand mod perfekthedskultur i forhold til at være forældre??
Hovedpersonen var meget menneskelig og sympatisk. Gad godt drikke øl og ryge smøger med hende på en bodega i Husum.
September 26, 2026
Blev forpustet af, at alle kapitlerne er maks halvanden side. Fik ikke jeg’et ind under huden. Kunne dog godt lide jobansøgningerne. Hvis jeg havde haft mere empati med jeg’et, havde jeg nok nydt det finurlige sprog mere.
September 27, 2026
3.5 stars
Displaying 1 - 8 of 8 reviews