What do you think?
Rate this book
Lageret Huset Marie
En fortælling om natarbejde på Dansk Supermarkeds nonfood-lager, det stenede liv i et faldefærdigt kollektiv og om Marie, som Elias forelsker sig i. Bogen handler om at bevæge sig rundt på en udflydende grænse mellem distance og hengivelse; om at være gennemstrømmet af de steder og mennesker, der udgør ens liv, og samtidig støde dem fra sig. Om at nærme sig og blive holdt udenfor.
Elias bruger stederne til at skabe orden, at konstruere et døgn i døgnets fravær, men hvert sted har også sin lokale livsform. I Huset lever han et smadret liv sammen med tre andre unge fyre uden ambitioner om noget. Der er en fornemmelse af at være flyttet ind i tomrummet efter en alt for lang fest, og pludselig bliver Huset fyldt med rotter og går i forrådnelse. Elias’ forhold til Marie er fyldt med forelskelse og Maries angst, hvori hun er vendt væk fra ham, mod nogen eller noget tredje, som han ikke har adgang til. På Lageret følger systemet ufejlbarligt efterspørgslens logik; menneskets opgave er at gøre sig til et medium for distributionen. De ansatte løfter mekanisk pakker fra paller til transportbånd, men bærer også deres fortællinger med sig og finder sammen frem til måder at omgå systemet på.
Elias bruger stederne til at skabe orden, at konstruere et døgn i døgnets fravær, men hvert sted har også sin lokale livsform. I Huset lever han et smadret liv sammen med tre andre unge fyre uden ambitioner om noget. Der er en fornemmelse af at være flyttet ind i tomrummet efter en alt for lang fest, og pludselig bliver Huset fyldt med rotter og går i forrådnelse. Elias’ forhold til Marie er fyldt med forelskelse og Maries angst, hvori hun er vendt væk fra ham, mod nogen eller noget tredje, som han ikke har adgang til. På Lageret følger systemet ufejlbarligt efterspørgslens logik; menneskets opgave er at gøre sig til et medium for distributionen. De ansatte løfter mekanisk pakker fra paller til transportbånd, men bærer også deres fortællinger med sig og finder sammen frem til måder at omgå systemet på.
176 pages, Paperback
First published August 20, 2015
3 people are currently reading
206 people want to read
About the author
Jonas Eika
7 books116 followersJonas er en dansk forfatter. Han debuterede i 2015 med romanen Huset. Lageret. Marie på forlaget Lindhardt og Ringhof som han modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for. I 2019 modtog han bl.a. Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse samt Nordisk Råds litteraturpris for sin novellesamling Efter solen (forlaget Basilisk, 2018).
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 20 of 20 reviews
December 17, 2019
Herligt smadret, skrøbelig ungdoms-arbejdsplads-coming-of-age-roman. Elias bor i et saneringsmodent hus i Risskov sammen med en flok sumpere i starten af tyverne; der bliver spillet MarioKart, røget joints og holdt øje med fugtpletterne i loftet. Til en fest møder Elias Marie, de indleder et forhold, Maries angst gør at det hele tiden balancerer på kanten af at gå i opløsing. Om natten arbejder Elias på Dansk Supermarkeds højlager i Brabrand, som en zombie eller en robot pakker han varer på paller fra 23 til 7 mens transportbåndene larmer og støvet fra papkasserne sætter sig i porerne i hans hud.
Først og fremmest skal man læse Lageret Huset Marie for den gennemtrængende fornemmelse af, at alting kan gå i stykker lige om lidt -- huset falder sammen, Elias' egen fortid overvælder ham, hans krop går i stykker på grund af lagerarbejdet og den medfølgende søvnmangel, han ved ikke hvordan han skal rumme Maries problemer. Derefter skal man læse den for de vilde beskrivelser af det fremmedgørende arbejde på lageret, de mærkelige venskaber der opstår mellem lagerarbejderne og den tykke, Kristian Bang Foss-agtige gøren grin med det absurde i det hele. Jeg genlæste den ifm. al virakken om Eika og Nordisk Råds Litteraturpris -- den er noget helt andet end 'Efter Solen', men man kan sagtens se hvordan sporerne fører fra Lageret Huset Marie og videre ud i de kosmiske noveller han vandt for. Og så kan den anbefales som lydbog; det er Eika selv der læser op, og det gør han fremragende.
Først og fremmest skal man læse Lageret Huset Marie for den gennemtrængende fornemmelse af, at alting kan gå i stykker lige om lidt -- huset falder sammen, Elias' egen fortid overvælder ham, hans krop går i stykker på grund af lagerarbejdet og den medfølgende søvnmangel, han ved ikke hvordan han skal rumme Maries problemer. Derefter skal man læse den for de vilde beskrivelser af det fremmedgørende arbejde på lageret, de mærkelige venskaber der opstår mellem lagerarbejderne og den tykke, Kristian Bang Foss-agtige gøren grin med det absurde i det hele. Jeg genlæste den ifm. al virakken om Eika og Nordisk Råds Litteraturpris -- den er noget helt andet end 'Efter Solen', men man kan sagtens se hvordan sporerne fører fra Lageret Huset Marie og videre ud i de kosmiske noveller han vandt for. Og så kan den anbefales som lydbog; det er Eika selv der læser op, og det gør han fremragende.
January 1, 2024
Wow. Sikke en start på et nyt bogår! Sproget flyder og overrasker, og historierne fletter sig ind i hinanden, indtil de brydes - ligesom rytmen i Elias forsøg på at opbygge et system mellem sine tre verdener: Huset, lageret og Marie.
February 25, 2025
Ja fucking tak.
September 14, 2025
”Jeg var aldrig taget direkte fra Lageret hjem til Marie, tanken føles kontraintuitiv. Det som om jeg var på vej til at gå imod min retning, baglæns i mit døgn.”
July 25, 2021
"En kostumesyerske er alle de kostumer hun har syet på samme tid"
Virkelig flot skrevet bog om et ungt menneskes kærlighed, arbejdsliv og venskaber.
Der findes utallige bøger i denne genre, og jeg har læst en del. Denne her får sgu 5/5, fordi jeg ikke kan finde noget i den, der kunne forbedres.
Virkelig flot skrevet bog om et ungt menneskes kærlighed, arbejdsliv og venskaber.
Der findes utallige bøger i denne genre, og jeg har læst en del. Denne her får sgu 5/5, fordi jeg ikke kan finde noget i den, der kunne forbedres.
March 1, 2025
han har et fedt sprog, vil gerne læse mere fra ham, synes bare at jeg skulle starte med hans debut
August 19, 2020
En lidt Ejerbo'sk agtig fortælling om Elias, der bor i et ret smadret hus med 3 kammerater, der hellere fester og spiller videospil end arbejder. Elias arbejder om natten på en fabrik i et industrikvarter i Århus og vi følger hans tanker og handlinger igennem den lidt grå hverdag der indhyller ham. Han møder Mona, de bliver kærester og han finder hurtigt ud af, at hun ikke er som andre piger.
Jeg bliver lidt træt når jeg læser om hvordan maskinerne virker på det nonfood lager, som Elias arbejder på. Omvendt så kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet når jeg læser om kollegernes udgave af bilkort-spillet med madpakkemadder. Skrivestilen eller prosaen som det jo nok nærmere hedder, er nok ikke lige mig, men historien og personerne kan jeg godt lide. Bogen anbefales til dem, der kan lide en omgang rå realisme.
📖Læseeksemplar lånt fra mit arbejde📖
Jeg bliver lidt træt når jeg læser om hvordan maskinerne virker på det nonfood lager, som Elias arbejder på. Omvendt så kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet når jeg læser om kollegernes udgave af bilkort-spillet med madpakkemadder. Skrivestilen eller prosaen som det jo nok nærmere hedder, er nok ikke lige mig, men historien og personerne kan jeg godt lide. Bogen anbefales til dem, der kan lide en omgang rå realisme.
📖Læseeksemplar lånt fra mit arbejde📖
Read
March 8, 2024Endnu bedre anden gang😻😻
February 11, 2023
Jeg fik (sjovt nok) anbefalet denne her bog af en kollega, mens jeg arbejdede på et lager. Det var godt nok ikke et non-food lager, men et lager i en bogbutik, som lå i et baglokale bag butikken.
Ikke desto mindre tænkte jeg at jeg vil kunne identificere mig med hovedpersonens arbejde.
Men der er måske alligevel lidt for stor forskel på et kæmpe nonfood industrial lager og så en lille bogbutiks lager.
Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om denne her bog.
Man kan godt mærke at det er en meget ung forfatter der har givet sig i kast med den.
Beskrivelserne om hans venner, festerne, om sex, ex-kæresten Katja, og til dels også om Marie og de forskellige oplevelser de har sammen er mig ligegyldige og til tide, er det irriterende læsning
Der hvor jeg synes bogen er rigtig interessant at læse, er måden hvorpå han beskriver lageret, huset og hans krops forfald:
Lageret som et ikke-sted, fuldstændig afgrænset for alt historie og som ikke er forankret i en genius loci. Mens hovedpersonen selv har svært ved at løsrive sig fra hans egen historicisme som løber gennem ham i form af hans erindringer, fortiden og omgivelser der afgrænser ham.
Lageret bliver, i bedste Thomas Hobbes stil, beskrevet som et stort levende organ, der lyser op i mørket og aldrig sover. Et hypermoderne organ, som er kodet med det aller nyeste teknologi, som ingen ved hvordan fungere, men som alle alligevel arbejder hårdt på at vedligeholde og optimere.
Flere gange beskriver hovedpersonen at det er som at befinde sig inde i et dyrs indre, som når palle transportbåndene bliver beskrevet som ribben, eller maskineriet bliver beskrevet som nervesystemet.
Det er også interessant læsning, når hovedpersonen går mere og mere i ét med lageret, at der til sidst nærmest er tale om en symbiotisk tilstand. En forbindelse mellem krop og maskineri, som indeholder smukke beskrivelser som:
2 minutter senere går maskineriet i stå, det er det mærkeligste oprør: Som havde man hele tiden kunne høre sit hjerte, og så stoppede det.
Lageret fungerer, i overført betydning, som den autoritære stat der overværer befolkningen, undertrykker mennesket og frarøver dem deres frihed og illusionen om frit valg. Hele tiden bliver man vurderet og holdt øje med, og truet med at bliver fyret hvis ikke man klare sig godt nok. Man vil jo ikke blive udskammet af samfundsordenen.
Der er ikke meget menneskelig frigørelse tilbage i lageret: Man får en opgave og den skal løses, helst uden overhovedet at tænke over det.
Kontrasten til denne her hypermodernitet, er huset (hvor han bor), der derimod er skildret som total umoderne, faldefærdigt og nedslidt, og som kun venter på et eller andet moderne ejendomsmægler firma opkøber grunden og bygger et Bjarne Ingels lignende lejlighedskompleks uden sjæl, intimitet og nærvær; som han også beskriver skete for farfarens hus i begyndelsen af romanen.
Husets forfald er noget som beboerne godt er klar over, men som ingen rigtig gør noget ved. I stedet prøver de at fortrænge det ved at stille VHS bånd foran fugtpletterne.
Denne kontrast afspejler sig også i de mennesker der arbejder på lageret. Som når Collins beskriver hvordan han i sit hjemland plejede at drive en gård med kyllinger og kender til hele dens anatomi, mens de andre spiser industrialiserede kyllingefærdigretter med plastik gafler som de ikke har nogen ide om hvordan er blevet til, på samme måde som de ikke ved hvordan hele lagerets system fungere på.
Som eksemplificere den postmoderne konsekvens, at man er så langt fra fødevarernes oprindelses sted, og ikke har nogen som helst ide om hvordan noget bliver til mere, da man ikke har omgang med de naturlige tilblivelses processer.
Denne subtile systemkritik, som forfatteren maler frem, fungere mesterligt, det er bare ærgerligt at den bliver druknet i hovedpersonens parallelverden, med druk, fester, hans venner, sex osv. osv. som desværre giver mig myrekryb at læse.
Også når refleksioner over f.eks. melankoli bliver efterfulgt af sætninger som, "godt tænkt, sådan har jeg aldrig set på det før", så bliver det lidt for arrogant og selvhøjtideligt til min smag.
Ikke desto mindre tænkte jeg at jeg vil kunne identificere mig med hovedpersonens arbejde.
Men der er måske alligevel lidt for stor forskel på et kæmpe nonfood industrial lager og så en lille bogbutiks lager.
Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om denne her bog.
Man kan godt mærke at det er en meget ung forfatter der har givet sig i kast med den.
Beskrivelserne om hans venner, festerne, om sex, ex-kæresten Katja, og til dels også om Marie og de forskellige oplevelser de har sammen er mig ligegyldige og til tide, er det irriterende læsning
Der hvor jeg synes bogen er rigtig interessant at læse, er måden hvorpå han beskriver lageret, huset og hans krops forfald:
Lageret som et ikke-sted, fuldstændig afgrænset for alt historie og som ikke er forankret i en genius loci. Mens hovedpersonen selv har svært ved at løsrive sig fra hans egen historicisme som løber gennem ham i form af hans erindringer, fortiden og omgivelser der afgrænser ham.
Lageret bliver, i bedste Thomas Hobbes stil, beskrevet som et stort levende organ, der lyser op i mørket og aldrig sover. Et hypermoderne organ, som er kodet med det aller nyeste teknologi, som ingen ved hvordan fungere, men som alle alligevel arbejder hårdt på at vedligeholde og optimere.
Flere gange beskriver hovedpersonen at det er som at befinde sig inde i et dyrs indre, som når palle transportbåndene bliver beskrevet som ribben, eller maskineriet bliver beskrevet som nervesystemet.
Det er også interessant læsning, når hovedpersonen går mere og mere i ét med lageret, at der til sidst nærmest er tale om en symbiotisk tilstand. En forbindelse mellem krop og maskineri, som indeholder smukke beskrivelser som:
2 minutter senere går maskineriet i stå, det er det mærkeligste oprør: Som havde man hele tiden kunne høre sit hjerte, og så stoppede det.
Lageret fungerer, i overført betydning, som den autoritære stat der overværer befolkningen, undertrykker mennesket og frarøver dem deres frihed og illusionen om frit valg. Hele tiden bliver man vurderet og holdt øje med, og truet med at bliver fyret hvis ikke man klare sig godt nok. Man vil jo ikke blive udskammet af samfundsordenen.
Der er ikke meget menneskelig frigørelse tilbage i lageret: Man får en opgave og den skal løses, helst uden overhovedet at tænke over det.
Kontrasten til denne her hypermodernitet, er huset (hvor han bor), der derimod er skildret som total umoderne, faldefærdigt og nedslidt, og som kun venter på et eller andet moderne ejendomsmægler firma opkøber grunden og bygger et Bjarne Ingels lignende lejlighedskompleks uden sjæl, intimitet og nærvær; som han også beskriver skete for farfarens hus i begyndelsen af romanen.
Husets forfald er noget som beboerne godt er klar over, men som ingen rigtig gør noget ved. I stedet prøver de at fortrænge det ved at stille VHS bånd foran fugtpletterne.
Denne kontrast afspejler sig også i de mennesker der arbejder på lageret. Som når Collins beskriver hvordan han i sit hjemland plejede at drive en gård med kyllinger og kender til hele dens anatomi, mens de andre spiser industrialiserede kyllingefærdigretter med plastik gafler som de ikke har nogen ide om hvordan er blevet til, på samme måde som de ikke ved hvordan hele lagerets system fungere på.
Som eksemplificere den postmoderne konsekvens, at man er så langt fra fødevarernes oprindelses sted, og ikke har nogen som helst ide om hvordan noget bliver til mere, da man ikke har omgang med de naturlige tilblivelses processer.
Denne subtile systemkritik, som forfatteren maler frem, fungere mesterligt, det er bare ærgerligt at den bliver druknet i hovedpersonens parallelverden, med druk, fester, hans venner, sex osv. osv. som desværre giver mig myrekryb at læse.
Også når refleksioner over f.eks. melankoli bliver efterfulgt af sætninger som, "godt tænkt, sådan har jeg aldrig set på det før", så bliver det lidt for arrogant og selvhøjtideligt til min smag.
November 11, 2019
En virkelig velskrevet og tankevaekkende bog. Der er en vildskab, imponerende sikkerhed og helt tydelig personlighed i skrivestilen, som jeg rigtig godt kan lide. Glaeder mig meget til at laese mere fra Eikas haand!
October 31, 2022
I finally finished it after 7 attempts.
Jonas Eika's debut leaves alot to be disired, sadly.
Despite the promising showcasing of social realism, the main character, Elias, is just monotone and dull. The book felt like listening to a stoner's life story in a dreadful monotone voice.
Jonas Eika's debut leaves alot to be disired, sadly.
Despite the promising showcasing of social realism, the main character, Elias, is just monotone and dull. The book felt like listening to a stoner's life story in a dreadful monotone voice.
July 28, 2020
En kedelig bog uden en egentlig historie.
June 10, 2024
Så god! Læs den
December 13, 2024
Lydbog.
En kvinde, der arbejder på Nettos lager i Aarhus.
En kvinde, der arbejder på Nettos lager i Aarhus.
May 28, 2020
Titlen Lageret Huset Marie er den trekant, hovedpersonen Elias lever sit liv inden for: han arbejder om natten på Dansk Supermarkeds nonfood-lager uden for Århus og bor om dagen i kollektiv i Huset i Risskov. Her møder han til en fest Marie, hvis lejlighed snart bliver det sted, han opholder sig om aftenen.
Siden den udkom er Lageret Huset Marie blevet kaldt meget, bl.a. arbejdspladsroman, hvilket den unægteligt (delvist) er, og socialrealisme, hvilket jeg er knap så sikker på, den er. Socialrealisme er jo netop kendetegnet ved, at det er - ja - realistisk. Og godt nok har den del af fortællingen, der foregår på Lageret socialrealistiske kendetegn - det handler om at arbejderne finder sammen og solidariserer sig mod den kyniske ledelse - men der er noget underligt ved realismen, som om det hele ses gennem et lidt forvrængende filter. Der er noget kafkask over stederne; Husets gradvise nedbrydelse og Lagerets automatiserede hjerte gør stederne til symboler - men på hvad? Jeg ved det ikke helt. Og netop denne uvished, denne lidt creepy sammenhængende ikke-sammenhæng, går ud over det rent realistiske og forsvinder ind i det drømmeagtige. Når nogen undrede sig over, at Jonas Eika, efter at have skrevet så nede-på-jorden-realistisk i sin debut, kunne skrive så vildt og udsyret i sin toer, Efter solen, synes jeg altså, det er fordi, de har læst Lageret Huset Marie med de forkerte briller. Arbejdspladsromanen og ungdomskærlighedsromanen er der, men det er filtreret gennem et mareridtstrip. Det gælder også sproget, der på ingen måde er koldt realistisk. Allerede det første blik på Lageret minder mest om noget fra en science fiction-gyser:
"Jeg kunne høre larmen, så snart jeg steg af bussen; så stabilt og selvfølgeligt, så hele tiden, som havde det aldrig ikke fandtes, stod Lageret og brummede ud i natten, det mindede mest om pral. Der burde være røg, tænkte jeg, damp burde hænge som ånde over taget."
Den intertekstuelle reference går, meget passende, også til en forfatter, der er blevet fejlkategoriseret som realist, nemlig J. P. Jacobsens skriveøvelseagtige, udsyrede skitse "Der burde have været roser".
Disse to romaner i én - mareridtstripromanen og socialrealismeromanen - mixes dog ikke let og føjeligt sammen, men synes på en måde at få hver sin plads. Dialogscenerne er skrevet nede-på-jorden-realistisk, mens sproget tager over i vildskab i beskrivelserne. Her, f.eks., slår Elias græs:
"Til sidst vendte jeg mod mod totterne der stod og strittede hele vejen rundt langs plænen. Jeg startede et par meter fra kanten og tonsede direkte mod den. På den måde kom knivene så meget op i fart, at de fortsatte udover og fældede totterne i et grin, plæneklipperen var en mund, jeg hvæsede mod planterne med."
Den præcise beskrivelse sætter om i en ret vild metafor, og det sker sågar kun adskilt af et komma; i samme sætning. Så velskrevet er hele bogen, og når forholdene mellem mennesker - både dem mellem Elias og hans kolleger, hans bofæller og især Marie - er så velbeskrevne og empatiske, som de er, er jeg en meget tilfreds læser.
Den udgave, jeg ejer af bogen, er et 2. oplag, så der er anmeldercitater på, og først var jeg egentlig ret irriteret over, at de alle kredser om, at det er en debut, der er lovende og talentfuld. Ville man også kalde debuter som Thomas Manns Buddenbrooks og James Joyces Dubliners for talentfulde og lovende, eller ville man, som man bør, læse dem som selvstændige værker og ikke et løfte om fremtidige bøger? Men efter endt læsning må jeg indrømme, at jeg egentlig er ret enig i tilgangen alligevel: Eikas sprogøre og menneskeøje er helt til stede i Lageret Huset Marie, men begge dele bliver forløst endnu bedre i mesterværket Efter solen. Så at læse debuten her som et løfte om noget endnu bedre er måske ikke helt forkert alligevel - også selvom den tilgang til debutanter er irriterende.
https://endnuenbogblog.blogspot.com/
Siden den udkom er Lageret Huset Marie blevet kaldt meget, bl.a. arbejdspladsroman, hvilket den unægteligt (delvist) er, og socialrealisme, hvilket jeg er knap så sikker på, den er. Socialrealisme er jo netop kendetegnet ved, at det er - ja - realistisk. Og godt nok har den del af fortællingen, der foregår på Lageret socialrealistiske kendetegn - det handler om at arbejderne finder sammen og solidariserer sig mod den kyniske ledelse - men der er noget underligt ved realismen, som om det hele ses gennem et lidt forvrængende filter. Der er noget kafkask over stederne; Husets gradvise nedbrydelse og Lagerets automatiserede hjerte gør stederne til symboler - men på hvad? Jeg ved det ikke helt. Og netop denne uvished, denne lidt creepy sammenhængende ikke-sammenhæng, går ud over det rent realistiske og forsvinder ind i det drømmeagtige. Når nogen undrede sig over, at Jonas Eika, efter at have skrevet så nede-på-jorden-realistisk i sin debut, kunne skrive så vildt og udsyret i sin toer, Efter solen, synes jeg altså, det er fordi, de har læst Lageret Huset Marie med de forkerte briller. Arbejdspladsromanen og ungdomskærlighedsromanen er der, men det er filtreret gennem et mareridtstrip. Det gælder også sproget, der på ingen måde er koldt realistisk. Allerede det første blik på Lageret minder mest om noget fra en science fiction-gyser:
"Jeg kunne høre larmen, så snart jeg steg af bussen; så stabilt og selvfølgeligt, så hele tiden, som havde det aldrig ikke fandtes, stod Lageret og brummede ud i natten, det mindede mest om pral. Der burde være røg, tænkte jeg, damp burde hænge som ånde over taget."
Den intertekstuelle reference går, meget passende, også til en forfatter, der er blevet fejlkategoriseret som realist, nemlig J. P. Jacobsens skriveøvelseagtige, udsyrede skitse "Der burde have været roser".
Disse to romaner i én - mareridtstripromanen og socialrealismeromanen - mixes dog ikke let og føjeligt sammen, men synes på en måde at få hver sin plads. Dialogscenerne er skrevet nede-på-jorden-realistisk, mens sproget tager over i vildskab i beskrivelserne. Her, f.eks., slår Elias græs:
"Til sidst vendte jeg mod mod totterne der stod og strittede hele vejen rundt langs plænen. Jeg startede et par meter fra kanten og tonsede direkte mod den. På den måde kom knivene så meget op i fart, at de fortsatte udover og fældede totterne i et grin, plæneklipperen var en mund, jeg hvæsede mod planterne med."
Den præcise beskrivelse sætter om i en ret vild metafor, og det sker sågar kun adskilt af et komma; i samme sætning. Så velskrevet er hele bogen, og når forholdene mellem mennesker - både dem mellem Elias og hans kolleger, hans bofæller og især Marie - er så velbeskrevne og empatiske, som de er, er jeg en meget tilfreds læser.
Den udgave, jeg ejer af bogen, er et 2. oplag, så der er anmeldercitater på, og først var jeg egentlig ret irriteret over, at de alle kredser om, at det er en debut, der er lovende og talentfuld. Ville man også kalde debuter som Thomas Manns Buddenbrooks og James Joyces Dubliners for talentfulde og lovende, eller ville man, som man bør, læse dem som selvstændige værker og ikke et løfte om fremtidige bøger? Men efter endt læsning må jeg indrømme, at jeg egentlig er ret enig i tilgangen alligevel: Eikas sprogøre og menneskeøje er helt til stede i Lageret Huset Marie, men begge dele bliver forløst endnu bedre i mesterværket Efter solen. Så at læse debuten her som et løfte om noget endnu bedre er måske ikke helt forkert alligevel - også selvom den tilgang til debutanter er irriterende.
https://endnuenbogblog.blogspot.com/
October 18, 2015
lageret huset marie er en stille og langsom historie som svinger imellem de tre steder der indgår i titlen. verdenen er reel, og vi følger hovedpersonen elias som lige har mistet sin farfar og som bliver kærester med marie. skildringerne af stederne er nøjsomme, nøjagtige og autentiske, alligevel dykker vi ned i en personlig verden. jonas ville sikkert hade mig for at kalde værket her for en ung mandlig version af helle helle. men jeg gør det alligevel, bare for at forklare stilen i den dagligdags verden hvor der ikke sker alverden, og så alligevel lige pludselig meget.
jeg havde det hele tiden utrolig kedeligt, samtidigt med at jeg blev nødt til at læse videre. det var en sjov vippe at stå på.
jeg synes at man skal læse den her bog.
jeg havde det hele tiden utrolig kedeligt, samtidigt med at jeg blev nødt til at læse videre. det var en sjov vippe at stå på.
jeg synes at man skal læse den her bog.
October 4, 2016
Jeg kan virkelig virkelig godt lide måden Jonas ER skriver på, iagttagelserne og tankerne. Sprogligt nyt og helt til fem stjerner. Der sker noget med handlingen i den sidste lille del som driller mig lidt - måske den skal læses igen og igen ..
August 20, 2015
Anmeldelsen kan læses på http://bognorden.blogspot.dk/2015/08/...
September 5, 2015
3.5, måske 4. Jeg er lidt forvirret. Må..tænke..
Displaying 1 - 20 of 20 reviews