Caspar Eric er født i 1987 og har læst Litteraturvidenskab på Københavns Universitet.
I 2014 debuterede Caspar Eric som forfatter med poesi-udgivelsen ”7/11”. Det var med Caspar Erics egne ord en bog om at være ung i 2014, om popsamfundet og angsten for at blive outdated. Men det var også en bog om København, om kærlighed, om det, der er og sker lige nu. Og jeget i bogen ligner i udpræget grad Caspar Eric selv. Caspar Eric modtog desuden debutantprisen Munch Kristensens Kulturlegat 2015 på 50.000 kr. for ”7/11”.
”7/11” er Caspar Erics forfatterdebut i Danmark, men han har tidligere udgivet en mindre dobbeltdigtsamling på det norske forlag AFV Press. På samme forlag er udkommet yderligere to digtsamlinger af Caspar Eric i august 2014.
Senest har Caspar Eric udgivet langdigtet Nike (2015). I denne bog tager Caspar Eric udgangspunkt i sin egen Cerebrale Parese (dvs. spastisk lammelse) i en refleksion over, hvilken betydning det har at leve med et handicap i et samfund som vores. Med sin konfrontation af samfundets problematiske italesættelse af personer med handikap vakte Caspar Erics ”Nike” stor debat og omtale i medierne.
Det er ved den bedste poesi, at man ikke helt ved, hvad der gør den god. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på Caspar Erics 'Nike', jeg ved kun at den rørte mig på et helt grundlæggende plan. Og nej jeg taler faktisk ikke om det selvbeskrevne handicap, som jeg'et bruger det meste af langdigtet på at beskrive med selvmedlidenhed. Eller jo måske er det. Måske er det fordi der meget elegant tales til vores egne individuelle handicap. Følelsen af ikke at høre til, samtidig med følelsen af at de fleste mennesker nok ikke føler de hører til.
Samtidig gav langdigtet mig en åbenbaring. Årsagen er nok at Erics poesi ligner min egen skrivestil så meget. Jeg har skrevet en stor del af mit liv. Nogle af årene ville jeg virkelig gerne kunne leve på det, resten af tiden skrev jeg bare fordi jeg var nødt til det. Men Erics poesi gav mig den åbenbaring, at jeg egentlig ikke behøver skrive med idéen om at gøre det 'godt', men i stedet med idéen om at komme bedre ind i den litterære kontekst som jeg befinder mig i. At skrive er mit forståelsesværktøj lige så meget som læsning er det. Og så giver de hundredevis af sider jeg har skrevet pludselig mening. Den gave fra Caspar Eric til mig kan jeg ikke være mere taknemmelig for.
The book feels like the natural continuation of the author's previous book and with this long 88 pages poem he expresses a lot of thoughts about break-ups and disability; living with Cerebal Parese and how being a person with a disability is percieved by society. The constant dilemma of wanting to be normal, yet be special. Also, the subject of breaking up with a partner is addressed and knowing about the author's disability gives it a deeper layer in regards of love, sex and rejection. The poem's constant duality makes it well worth the read and the poem's final couplet puts a smile on the reader's face.
Wow, ikke hvad jeg havde regnet med. Har aldrig læst et langdigt før. Én lang tankestrøm, jeg havde svært ved at lægge fra mig. Ved ikke hvad jeg har læst.. strømmer igennem én.
Idéer og passager jeg godt kunne lide:
Dødfødt
Jeg er så træt af at være en idiot Og endnu mere af ikke At måtte være det
Jeg kan have en følelse af ikke at burde findes
Som betyder at jeg lever For ikke at være en løgner
Det stigende antal hjemløse Der bliver forvist fra parkerne Så alle de forelskede par Kan gå og holde i hånd Eller ikke holde i hånd Og slå op i fred
Og vi rev i hinandens hud Fyldt med vrede og sorg Over fx. ikke at kunne gro havfruefinner og vi fuckede Med hinandens vejrtrækning
Jeg er en slut for alle hans referencer og dobbeltbetydninger - hvordan han fletter sit handicap/krop sammen med en kærlighedshistorie/break up og med referencer til græske guder. Dejligt dejligt skrevet. Meget let læselig poesi. Strunge er glad. Strunge er stolt. Tak til Dittemor i 3.G, for at introducere mig til Caspar Eric og for at gøre mig excited over at skrive afleveringer. Academic weapon var activated
Det er svært at sætte ord på, hvor vigtig Caspar Erics NIKE har været for mig. Den lærte mig, at jeg ikke var alene, og at det var muligt at sætte ord på mine kropslige erfaringer.
kæmpe anbefaling. slugte den på én gang. tænkte jeg ville bruge den i min opgave om globalisering og intersektionalitet, og det gør jeg gerne!! læs den!!
Som lyrik betragtet savner jeg noget i forhold til især rytmikken, men Caspar Erics 'Nike' er indholdsmæssigt et vedkommende indlæg om konkret at leve med cerebral parese og mere generelt om vores kropsdyrkende normalitetskultur og som sådan bestemt værd at læse. http://bognoter.dk/2016/02/21/caspar-...
Denne digtsamling er én af de bedre i nyere dansk lyrik. Caspar Eric formår med dette langdigt at udtrykke sine holdninger til og tanker om det at have et handicap. Det er dybt berørende, og man mærker tydelig hans frustration over selve handicappet, men også andres syn på dette. Han bruger også viden om Antikkens Grækenland bl.a. i forhold til kropsidealer og sport, hvorfor forsiden forestiller marmor. Alt dette står i kontrast til handicappet, hvilket er en stærk måde at portrættere handicappets begrænsninger på. Desuden refererer titlen "Nike" til det paradoksale i, at man kan alt med et par kondisko, og deres slogan "just do it" som måske ikke lige gælder alle. Jeg blev meget rørt over Caspar Erics måde at kanalisere sine tanker og følelser på og hans ordvalg. Jeg vil helt klart anbefale "Nike".
"NIKE" er hvad, der bedst kan blive beskrivet som et langt poetry slam stykke i bog form til forfatterens ex.
Bogens to temaer er selvføgelig kærlighed, men også handicap. Selvom at forfatteren har et fysisk handicap, og jeg selv et psykisk, fandt jeg virklig den overordnede fortælling gendkendelig. Både i kærligheden, venskab og overordenet socialt rammer caspar eric plet.
Ville varmt anbefale poesi-stykket til alle der har en hvilken som helst type handicap. Erics skrive stil er meget direkte og virklig, han pakker ikke noget ind, han tager derimod alt ens eget vrede ud og får sat ord på den.
Synes det er imponerende å skrive et så langt dikt (roman-dikt? Hva skal man kalle det? Er det dette som blir prosadikt? Eller?). Så likte jeg godt skiftingen mellom det generelle og det spesielle i å leve med alt fra handikap til hjertesorg, være et menneske i verden med alt det innebærer og ikke innebærer på et vis. Det sinte og såre og selv-vurderende.
"så fucking fryd for alle dem af vores kunstnervenner der kun er optagede af klimabevidsthed som en strategi der skal gøre dødsangsten til et holdsport hvor det stadigvæk handler om at være bedre hvilket diskvalificerer så mange andre der ikke lige har tid og råd til at handle økologisk" - Caspar Eric
læst pga. det kedelige danskfag i gymnasiet. lidt af et brokke-hoved og noget af en narcissist/dyssocial personlighedsforstyrrelse . Men det er jo poesi i en nøddeskal..
3,5: Jeg er ikke glad for hans form. Digte som har en ende efter i tvært fald 5 sider, falder ofte i bedre smag hos mig. Det virkede snarere som en roman, end en digtsamling.
Som 10 lussinger… Virkelig hård læsning, som prikker direkte til samvittigheden. Måtte dele bogen op af flere omgange for at kunne rumme alle de følelser, Casper Erik deler i denne…
Har lige givet den her 5/5. Tror det er en kombination af en æstetisk smuk bog, et utrolig rørende sprog og et lille forfattercrush jeg lidt har fået, igen. Jeg vil bruge den her bog som modargument, hvis nogen siger til mig de ikke forstår poesi.
Jeg må dog samtidig tilstå, at mine forventninger var noget højere efter alt den omtale og ros af Caspar Eric som digter. Det var en fin læseoplevelse, men levede ikke op til det store ståhej.