Jeg er ikke den store digtlæser, så det har aldrig tidligere faldet mig ind, at jeg skulle læse Caspar Erics digte. Men denne læste jeg fremragende anmeldelser af, og i disse, der ikke i sig selv kunne have fået mig til at læse digtene, blev en håndfuld af digtene citeret. Og de overbeviste mig, fordi de simpelthen er så stærke! Jeg har læst den langsomt, et afsnit ad gangen. Og to gange.
For Caspar Eric er der en tæt sammenhæng mellem politkernes ønsker om at indføre aktiv dødshjælp og deres holdning til handicapområdet. Det kommer fx til udtryk sådan her:
det er ikke døden, folk vælger til.
det er livets betingelser, de vælger fra.
Han læser en bog skrevet af en mand, der led af polio
Da O'Brien er 37
præcis som jeg er nu
får han sit første kys
af en sexarbejder.
der er så meget skønhed
og sorg i den scene.
og alligevel tænker min hjerne:
hvad fanden havde du regnet med.
Av av av. Det er virkelig stærkt!
I langdigtet "Autobiografi" står der bl.a.
dengang Kristian Heegaard sad i byrådet
(han er kørestolsbruger og fra de Radikale)
måtte han forlade rummet
når det kom til sager på handicapområdet.
fordi byrådet mente, at han var inhabil.
Jeg kunne blive ved – der er mange gule lapper i mit eksemplar. Men tag lige og køb den eller lån den på bib. Ikke mindst, hvis du har handicappede (og her taler vi ALLE handicap, inklusive de mentale) omkring dig. Jeg er nærmest tårevædet af taknemmelighed over, at Caspar Eric har åbnet mine øjne.