Mennesker kan være destruktive og egoistiske, men i sin nye bog, Som alle andre, som nogle andre, som ingen andre, argumenterer Svend Brinkmann for, at mennesker er bedre end deres rygte.
Det er mennesker, der har skabt tidens store problemer som krige, klimakrise og de negative konsekvenser af kunstig intelligens, men det er også kun mennesker, der kan løse dem. For at det kan lykkes, må vi tro på os selv som menneskehed.
Med syv skarpe teser genopliver bogen humanismens kerne: at der findes en fælles menneskelighed – en humanitet – som er værd at fremme. Det handler om dannelse, om at være en person, om vores sans for det uerstattelige, om mesterlære, om at vedligeholde verden, om at ville det gode og om at søge mening. Resultatet er et opbyggeligt, udfordrende og relevant forsvar for humanismen.
Hvis vi som mennesker skal være med til at løse de problemer, vi selv har skabt, kræver det, at vi igen tør tale om dannelse, ansvar og værdighed – uden at glemme, at vi både er som alle andre, som nogle andre, som ingen andre.
Svend Brinkmann (født 23. december 1975) har været professor i almenpsykologi og kvalitative metoder på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet siden 2009. Han er uddannet cand.psych. fra Aarhus Universitet.
Svend Brinkmann har skrevet og redigeret en lang række bøger og mere end 150 artikler. Derudover har han udgivet artikler og bogkapitler på syv forskellige sprog. I almenheden blev han i 2014 kendt for bogen Stå fast, hvori han gør op med, hvad han beskriver som tidens (selv)udviklingstyranni. Svend Brinkmann har også medvirket i radioprogrammet Netværket på P1 fra 2009-2016 og var i 2014 vært på DRK programmet Lev Stærkt.
Svend Brinkmann har gennem sin karriere modtaget mange priser og legater. Blandt andet modtog han i 2015 DR's formidlingspris Rosenkjærprisen og Gyldendals formidlingspris sammen med Lene Tanggaard.