En af Danmarks mest markante politiske profiler, Ritt Bjerregaard, skriver nu sine erindringer.
De er ikke bare et underholdende og tankevækkende selvportræt, men også et billede af de seneste 70 års danmarkshistorie, som den store efterkrigsgeneration har oplevet den og set den gennem et socialdemokratisk temperament.
Den generation, som Ritt Bjerregaard tilhører, blev voksne i 1960'erne og 1970'erne og havde helt enestående muligheder for at være med til selv at forme det danske samfund. P-pillerne bidrog til at ændre kønsroller og ægteskabs- og familiemønstrene. Omstilling fra landbrugs- til industrisamfund og en vældig økonomisk vækst nedbrød de traditionelle klasseforskelle og gav plads til nye eksperimenter med nye normer.
I dette første bind af Ritt Bjerregaards erindringer fortæller hun levende og konkret om sin vej ind i politik, som den tager sig ud for hende, når hun i tilbageblik betragter sin opvækst og sine personlige forudsætninger ud fra et køns- og klassemæssigt tidsperspektiv med portrætter af sine forældre, sin ægtefælle, sine kærester, venner og fjender.
Bogen er rigt illustreret, og billederne er med til at gøre Ritt Bjerregaards erindringer til en spændende samtidshistorie. Hendes refleksioner over selvoplevede kønsroller og klasseforskelle vil ikke mindst kvinder af hendes generation kunne genkende som deres egne.
Uanset om man er politisk enig eller uenig med Ritt, så er denne bog absolut god læsning. Generelt er bogen utrolig lidt politisk ladet. Eller dvs at det selvfølgelig er tydeligt hvorfra hun har sine politiske rødder. Men personligt følte jeg ikke at bogen var politisk propaganda. I stedet var bogen for mig en utrolig spændende rejse gennem et stykke skelsættende Danmarkshistorie. Det var også en inspiration som kvinde til arbejdsliv, karriere og en bevidsthed omkring de valg man tager i livet. For mig står Ritt Bjerregård, på trods af vores forskellige politiske ståsted, som en af de stærkere kvindelig personligheder vi har i Danmark. Absolut værd at læse!
Jeg hørte denne bog som lydbog, hvor hun selv læste op. Jeg tror det har givet en ekstra troværdighed og dybde til bogen, så det kan bestemt anbefales.
Det er en fin lille erindringsbog, der giver et godt indblik i Ritt som privatmenneske og hvad der var hendes baggrund for at blive involveret i politik. Jeg har altid haft en vis beundring for hende, omend jeg ikke altid har vaeret enig med hende. Hun er en sej kvinde, der har levet sit liv paa egne praemisser, og gennem det hele bevaret hvad der virker som et velfungerende, men ogsaa usaedvanligt aegteskab, og det kan man ikke lade vaere med at vaere imponeret af. Det generede mig dog en del at bogen ikke foelger en tidslinie. Den springer rundt i forskellige begivenheder paa helt forskellige tidspunkter og det giver ikke rigtig mening for mig, men det goer det muligvis for Ritt. Jeg glaeder mig alligevel til at laese videre i andet bind, der skulle handle mere om hendes politiske virke.
Jeg nød at læse Ritt Bjerregaards erindringer og de tidsbilleder, hun tegner, krydret med hendes personlige holdninger. Hendes tekst er meget letlæst og lige til at gå til, men jeg savner en lidt mere stringent opbygning - eller en klarere rød tråd om man vil. Hun kredser lidt om noget, går videre og vender tilbage - det kommer til at virke lidt tilfældigt - eller i takt med, at noget lige falder hende ind.
Underholdende på trods af en lidt "rodet" opbygning, hvor fortællingen (efter mit skøn) mangler noget sammenhæng eller rød tråd. Der er i højere grad tale om en række nedslagspunkter eller "dryp" ned i Ritt Bjerregaards liv end der er tale om en kontinuerlig erindring. Jeg nød bogen uanset og synes at have fået et indblik i et positivt menneskes livssyn.