Jeg var længe død

Morgenstjernen #6

by Karl Ove Knausgård

Joar Løyning arbejder på Institut for Astrofysik ved Universitetet i Oslo. Hans dage er præget af rutiner, og han lever et liv, hvor alting har sin plads. En dag ser han noget, som intet menneske burde se. Han forsøger at få det til at stemme med virkeligheden. Men det gør det ikke, og hans velkendte tilværelse begynder at slå revner. Da en ny stjerne viser sig på himlen en aften, er Joar en af ​​de få, der fornemmer fænomenets betydning, og for at få bekræftet sin formodning begiver han sig ud på en rejse mod et sted, der ikke findes på noget kort.

Jeg var længe død er en roman om en verden i hastig forandring, hvor det videnskabelige verdensbillede eroderes indefra, og den menneskelige eksistens skal forstås på nye måder.

Genres: Fiction, Literary Fiction

382 pages, Hardcover

First published October 24, 2025

About the author

Nominated to the 2004 Nordic Council’s Literature Prize & awarded the 2004 Norwegian Critics’ Prize.

Karl Ove Knausgård (b. 1968) made his literary debut in 1998 with the widely acclaimed novel Out of the World, which was a great critical and commercial success and won him, as the first debut novel ever, The Norwegian Critics' Prize. He then went on to write six autobiographical novels, titled My Struggle (Min Kamp), which have become a publication phenomenon in his native Norway as well as the world over.

Reviews

[Nils · Rating 4 out of 5]

Årets bok i Morgenstjernen-serien er nok en spennende bok, og den første som faktisk nærmer seg noe som begynner å ligne på svar på alle spørsmålene vi sitter med fra de foregående bøkene.

En ny gammel kjenning får gleden av å bære historien denne gangen, Joar, broren til Syvert (den yngre) som var hovedkarakter i Ulvene fra evighetens skog, og sønnen til Syvert (den eldre) fra Arendal.

Jeg synes Joar bærer historien godt, men karaktertrekkene hans er til tider litt for karikerte. Likevel vokser han (eventuelt graver seg dypere) på meg gjennom boka. Jeg kjøper dog ikke mengden kaffe han drikker gjennom boka.

Handlingen er en interessant kombinasjon av svevende og vitenskapelig, samt analytisk og undrende på en og samme tid. Det vitenskapelige og analytiske begynner dessuten å bli ganske avansert for oss ikke-astrofysikere, men man kommer seg jo gjennom om man må.

Dette er, så vidt jeg kommer på, første Knausgård-bok som har Oslo base. Selv om det er noen turer til Sørlandet (selvfølgelig) og utlandet, var det gøy å lese om noe annet enn Bergen og Arendal/Kristiansand.

Alt i alt en fornøyelig leseopplevelse. De siste sidene er … interessante.

En liten digresjon på slutten: Jeg er nesten helt sikker på at Knausgård som barn har sett en bil kjøre ut i havet og sett at sjåføren ikke kom seg ut av bilen og druknet, mens han selv stod og så på uten å (kunne) hjelpe. En slik scene har nå blitt utførlig beskrevet så mange av hans bøker at jeg ikke tror det er noe han har funnet på.

[Kristina · Rating 5 out of 5]

Wow!! Boka flyter av gårde med underliggende mystisk spenning fra start til slutt, og eg ville ikkje at den skulle ta slutt. Trådene fra tidligere samles gradvis og me begynner å se konturene av en sammenheng. Selv om slutten var ganske så overraskende og noe utav «karakter» - gi meg mer!!!

[Thomas Andreassen · Rating 5 out of 5]

På mange måter en bok som endelig samler de noe løse trådene i historien om Syvert, Joar, deres far, og halvsøsteren deres, på en fin måte, samtidig som stjernen igjen kommer i fokus. Hva neste bok kan by er ikke godt å si, men jeg kjenner jeg har ingen behov for å avslutte sagaen om morgenstjernen helt ennå.

[Maren · Rating 4 out of 5]

Veldig gøy at denne og Philip Pullmans siste kom samme uke og at begge lefler hardt med idéen om selve bevisstheten som en ukjent partikkel som i begge tilfeller snur verden helt på hodet (selv om Knausgård vifter vekk multivers-teorien og Pullman rawdogger den febersk) 🥲

[Morten Skov · Rating 4 out of 5]

bra. kanskje ikke helt det jeg håpte på, men er ikke Knausgårds oppgave å skrive bøkene slik jeg ønsker

[Robin Dronsfield · Rating 4 out of 5]

För en tid sedan lyssnade jag på söndagsintervjun i P1 med Maria Strömme, fysiker och professor i nanoteknik. Den handlade om Marias senaste forskning om medvetande. Teorin hon lade fram var banbrytande, för att inte säga befängd, men ändå väldigt intressant som tankenöt: tänk om medvetandet är ett evigt och universellt grundfält i universum, snarare än en biprodukt av hjärnans materiella processer?

För mig handlar Knausgårds Morgonstjärnan-serie om mystiken. Vi har tappat den, mystiken, i takt med att vi gjort vetenskapliga framsteg. Allt som händer kan förklaras, och kan det inte det, så är det en förklaring i sig, att vi bara behöver forska mer för att få svar. Det oförklarliga kommer inte med ett mystiskt skimmer. Det var ju inte länge sedan som det ofta hände helt oförklarliga saker för människan. Meteoriter, norrsken, stormar, plötsliga dödsfall och solförmörkelser: det fanns ingen vetenskapsman i nystrykt skjorta som förklarade och svarade på frågor i en morgon-TV-sändning dagen därpå.

Joar Løyning är astrofysikern som är med om något oförklarligt. Sökandet på svar för honom in på teorier skrivna av den ryske teologen Pavel Florenskij och den fiktive matematikern Benjamin Goosens. Teorierna är i stort desamma som Maria Strömmes: det finns ett medvetande som överlever den fysiska verkligheten, och som vi ibland kan få kontakt med via drömmar.

Trots astrofysiken och de kittlande, provocerande, teorierna så är den mänskliga mystiken bokens behållning. Løyning, som bitvis kanske blir lite för mycket karikatyr, träffar den ensamstående mamman Wiktoria och inleder sitt första förhållande. De firar jul, Joar köper Lego till Wiktoria son, parfym till henne och konjak för dem att dela på. Det finns, som ofta hos Knausgård, en påtaglig skam och tafatthet i det mellanmänskliga, och i dessa passager vibrerar texten av den intensiva närvaro som är Knausgårds signum. För Joar är livets stora gåta inte kvantfysik utan snarare mänskliga relationer.

Vad som händer på de avslutande sidorna ska inte avslöjas men det som kan sägas är att här visar Knausgård en för honom helt ny sida, men för serien kanske ganska väntad. Så nära Stephen King och så långt ifrån Min Kamp-serien trodde jag väl aldrig att Knausgård skulle hamna.

När Knausgård närmar sig förklaring i denna sjätte del så försvinner en del av den gåtfulla stämning som varit den stora behållningen i seriens första och andra, inte minst fjärde del. Då, när mystiken var helt vidöppen och några ansatser till förklaring inte gjordes, var läsupplevelsen som högst. Stjärnan på himlen, krabborna, svamparnas medvetande och djävulen Hans. Nu, när teorier och förklaringar läggs ut kan jag inte riktigt borsta undan en känsla av banalitet. Men, jag kommer självklart hänga på låset när seriens sjunde och avslutande del släpps nästa år.

[Isak Bakkeli · Rating 3 out of 5]

For meg var denne litt skuffende. Boka er bra og verdt å lese, men jeg synes formen i bøkene er blitt gjentakende og denne er like handlingstom som den forrige. Boka har nøyaktig samme form som ulvene fra evighetens skog, Arendal og Nattskolen (nattskolen er meget bra da), bare at karakteren her var like kjedelig som syvert løyning og handlingen like kjedelig som Arendal. Karakteren er karikert og lite troverdig, hvor han fremstår som stereotypisk velfungerende autistisk, som ikke er fremstilt på en noe flatterende måte.

Handlingen veksler mellom banal vandring inn og ut av hoteller, togreiser og netter i egen leilighet (slik som tidligere bøker). Karakterer introduseres for å tilsynelatende bringe mer innsikt omkring morgenstjernen, men de er alle prikk like hverandre (hva i alle dager tilføyde presten egentlig til handlingen?). Imellom alt dette kommer enkelte passasjer med kontrastfylte bemerkninger som er paradoksale: tomhetens fyldighet, lysets mørke, stillhetens støy, skyggens lys, dødens livlighet (nå finner jeg bare på, men du skjønner poenget), og døden som stanser er en «negasjon av en negasjon», som i hans andre verker skaper et sterkt nærvær i hans hverdagslige beskrivelser, men som her blir gjentatte og oppbrukte (dersom man leser hele serien blir det veldig tydelig). Diskusjon av mystiske og esoteriske verker for å intellektuelt forklare morgenstjernen frarøver den all kraft og styrke. Stjernen er jo bare der en kort stund, så drar den igjen.

Det jeg likte med de første bøkene var det djevelske, de dystre mulighetene ved stjernens nærvær (den sterke varmen, krabbene som kravlet fra sjøen), hallusinasjonene til hun innlagte dama fra tredje riket, vesenene (kalik-kalik-kalik), de forskjellige karakterene som møtte alt dette i samtid, kaoset og de bestialske drapene er naturlig nok ikke tema her, men jeg synes ikke at de knyttes til handlingen i det hele og det store. De nevnes i forbifarten.

Kan hende jeg var i dårlig humør da jeg skrev dette🤣, men som Knausgård selv sier, så er han klar til å gå videre til å skrive noe annet. Merkes det?

[helene ✧ · Rating 5 out of 5]

Håper inderlig at det kommer mer!

Knausgård skriver så godt om tunge temaer og forklarer de på en sånn måte at jeg blir usikker på hva som er ekte og hva som ikke er det.

[Andri Spilker]

Veldig gøy å lese om en astrofysiker som går inn på mystikk og religion, og om vitenskapsmenn fra virkeligheten som også har fundert på bevissthet, døden og på drømmer. Flere spennende passasjer, om enn også noen der jeg var litt usikker på hvor ting var på vei. Men alt i alt gøy :)

[Sverre Eikill · Rating 4 out of 5]

Tidvis litt stillestående, men det tar seg virkelig opp. Jeg liker Syvert bedre etter å ha blitt kjent med broren hans.

[Vegard Miancho Nedrelid · Rating 5 out of 5]

Årets første bok blei også kanskje årets beste bok? Eg likar svært godt denne serien til Knausgård, «Jeg var lenge død» er etter mi meining den beste til no. Boka tek utgangspunkt i draumar, og vi får høyre ein del om dei også, likevel blir det aldri keisamt. Bokas eg-person filosoferar over kva draumar eigentleg er, og kan dei vere ein portal mellom ulike verden. Dette var interessant og god lesing. Bok 6 i serien, og eg håpar det aldri tek slutt.

[Marian · Rating 5 out of 5]

For en bok! Joar altså, den sære og OCD-pregede astrofysikeren legger ut på litt av noen reiser, mentalt og fysisk. Nok en gang gleder jeg meg til å lese alle Morgenstjernen-bøkene om igjen. Det er så mye her. Og Knausgård imponerer atter med sine unike vekslinger mellom det konkrete, trivielle og det filosofiske, intellektuelle.

[Kaja · Rating 4 out of 5]

skummel og rar bok, for meg umulig å plassere i en spesifikk sjanger. Løse tråder fra de tidligere bøkene begynner å kobles sammen, og jeg gjør meg mentalt klar for at neste bok kanskje blir siste i serien:( tommel opp for annecy mention🙏🏼

Så er boken treig til tider. Tidvis blir det også for mye astrofysikk og filosofi for en enkel jente som meg. morsomme kleine relasjoner, og hvem faen skulle sett den slutten komme?

[Jørn Lybech · Rating 4 out of 5]

Egentlig vil jeg gerne gi bogen 5 stjerner men da meget af historien er sort tale for mig og min forstand så nøjes jeg med 4. Joar og Syvert er igen en slags hovedpersoner men egentlig er hovedpersonen Florenskij - en russisk filosof som levede indtil 1937 hvor han forsvandt under Stalins udrensninger. Man kan ikke forklare bogen hvis man ikke går med på præmissen om at mennesket lever videre efter døden- på en eller anden måde - måske i den fjerde dimension?? Under alle omstændigheder spiller Morgenstjernens fremkomst og forsvinden en vigtig rolle!
Uforståelig men smuk. Og Joar er virkelig en nørd!

[vegarf · Rating 4 out of 5]

knausgård får meg til å se på skyggen til trærne

[Edvart Svingen · Rating 4.5 out of 5]

fryktelig spennende saker. denne var et pretensiøst dypdykk, men det får vi tåle. huttemegtu ting begynner å skje PÅ BOK SEKS.

[Ragnhild · Rating 4 out of 5]

Shiiiii! Hvordan i alle dauer skal han nøste sammen dette

[Stian Ødegård · Rating 3 out of 5]

Helt ålreit! Den dårligste i denne serien, uten tvil, en noe underveldende leseopplevelse. I boka før, Arendal, fletter Knausgård ganske smidig sammen abstrakte ideer om tid inn i hovedpersons tanker parallellt med plottet, på en måte som beriker formen veldig. Det virker som om Knausgård prøver seg på det samme her, men det blir noe mer krampaktig. Kanhende fordi hovedpersonen her, Joar, skal være en klein kjedelig irriterende krampaktig taper, men det er vel neppe hensikten at det også skal være noe kjedelig å lese det. Deler av plottet virker litt usannsynlig, som kanskje er en svak kritikk når hele bokserien handler om usannsynlige hendelser, men likevel.

Boka handler mye om den russisk-ortodokse kirka og særlig prest og filosof Pavel Florenskij. Knausgård har fordypet seg godt i Florenskij, men alt for lite i Den ortodokse kirken. Flere ganger skriver han ting som er helt feil eller bare upresist. Han omtaler en prest med "pater", som ikke brukes av ortodokse (det er fra katolisismen), han skriver at Athos-fjellet er et russisk kloster i Hellas (det er egentlig en stor øy med mange mangfoldige klostere), han skriver den ortodokse liturgien aldri har preken, og han skriver at Trishagion (en av de mest kjente sangene i Den ortodokse kirka) heter "Ære være Gud i det høyeste" (han forveksler det altså med "Gloria"-hymnen), og at alt som leses og synges i liturgien er fra Bibelen (bare helt feil). Han har også veldig dårlig oversikt over hva som er særegent for Florenskij og hva som bare er vanlig ortodoks tanke. Han gjentar også den veldig vanlige feilen der man antar at Den russisk-ortodokse kirken er noe radikalt annerledes og eksotisk enn Den gresk-ortodokse kirken (veldig veldig få ortodokse har dette synet). Han gjør ingen gigantiske feil, det er bare slående hvor mange små rare feil som er i boka. I det korte etterordet takker Knausgård alle de faglige ekspertene som har hjulpet han hva gjelder fysikk og vitenskap, men det har tydeligvis ikke slått han å få noen til å lese over det han skriver angående kirka.

Gleder meg til siste bok i serien! Skulle ønske han egentlig bare skrev likt som i den første, mange kapitler fra forskjellige personers synspunkt istedenfor hele bøker med bare én hovedperson. Kanskje i aller siste.

Siste bemerkning om språket: Siden jeg leste denne rett etter Min kamp 6 var det påfallende hvor stor endring det er i Knausgårds stil, prosaen er betydelig svakere. Jeg synes å huske at den er langt bedre i Arendal.

[JoWi]

Topp!

[Lina Nilsson Ågren · Rating 5 out of 5]

4.5. Kanske till å med 5. Men jag vet inte riktigt varför. Här närmar sig någon i universumet en förklaring på stjärnan och dess påföljder, i alla fall. Tror det är så bra för att det är så.. verkligt? Extremt lågmäld skräck? Är det vad det är?

Ps. Har skrivit förut att jag fortfarande väntar på en bok som får drömmar att bli intressanta. Här är den!

Pps. ”Homo småpratus”? Säg aldrig så till mig igen.

[Anders Holbæk · Rating 5 out of 5]

(fuck it...) SPOOKTOBER 2026 (for den var sgu spooky)

Jeg var længe død kommer som en enorm forløsning. Knausgårds begynder for alvor at væve også de filosofiske, teologiske og videnskabelige tråde sammen her i sjette bog i sit nye megaprojekt med Morgenstjerne-serien.

Jeg er blæst bagover. Det er uforståeligt at tænke på, at manden har skrevet Min kamp og at den måske ikke engang ender med at blive den mest imponerende megabogserie, han producerer. Nu varsler han bestemt, at bind syv bliver det sidste - fordi der er så meget andet, han gerne vil skrive. Vi er ikke værdige.

Jeg kunne skrive længe om alt det i Morgenstjerne-serien, der sætter ild i mit hoved og hjerte - kristen mysticisme, spøgelser, Satan-billedsprog, socialt sammenbrud, osv. - men lad mig for nu, her mens vi venter på det afsluttende bind, lige opsummere, hvad jeg virkelig synes, at serien lykkes med, eller hvor den virkelig bidrager med noget nyt:

1. Knausgård folder en verden ud med sit toptrænede, ultrarealistiske, ultradetaljerige blik, som han lærte at mestre i Min kamp, for så at introducere noget overnaturligt. Virkningen er enorm. At folk pludselig stopper med at dø, da en ny stjerne dukker op på himlen, virker så meget mere mastodontisk og altomvæltende, når vi har brugt de foregående 800 sider på at høre om daglige gøremål, gåture, skænderier med familie og lignende. Så føles det pludselig ikke som at se Grev Dracula træde frem i Bram Stokers gotiske klassiker Dracula. Det føles som at se ham træde frem i vores verden, i vores dagligdag. Det giver mig myrekryb.

2. Knausgård formår gennem den enorme læsning af obskure kilder, han må have foretaget sig forud for projektet, og måden han formidler dem og binder dem sammen på, at skabe - og skud ud til Kathrine Tschemerinsky, som jeg første gang hørte formulere dette - en slags alternativ idéhistorie. Han sætter hænderne DYBT i farsen og bygger alternative tankestrukturer op. Præsenterer nogle helt andre tanker om bevidsthed, religion, død, osv. Så det føles som at have fået lov at kigge ind i en hemmelig klub eller kult og høre deres verdenssyn og frivilligt eller ej bære lidt af det med sig videre.

Og så skriver han jo simpelthen, så man stryger lige igennem det. Lange bøger, jovist, men let-, let-, letlæst. Måske er det mest sigende om kvaliteten af Morgenstjerne-serien, at det eneste, jeg har lyst til forud for den danske oversættelse af bind syv lander engang i efteråret næste år, er at genlæse de første 6 bind.

[Mathias Holk Stoltenberg · Rating 4.5 out of 5]

Endelig blev den oversat! Knausgårds Morgenstjerne-serie har fået et element af kult over sig, i det man længes og sulter efter næste bind i det enormt omfangsrige univers, hvor både opvaskens trivialitet og dødens eksistentielle betydning er smeltet sammen. Det er virkelig en god serie indtil videre, hvilket kun forøges af, at man får indblik i nye jeg-fortællere, der tidligere er optrådt som spændende bipersoner. Allesammen, stort set, nogen, der lever et almindeligt norsk liv, som på den ene eller anden måde forrykkes af noget overnaturligt.

I sjette værk i er det Joar Løyning, der leder fortællingen frem. Han er en vigtig biperson i 2’eren, hvor man følger hans storebror Syvert og i 5’eren, hvor det er hans far Syvert Senior, der indtager hovedrollen. Som det allerede står klart fra 2’eren af, så er Joar en vaskeægte eneboer både i mental og reel forstand. Han har stærke OECD-træk, er blottet for social fornemmelse og derudover usædvanlig begavet. Så intellektuelt begavet at han er blevet en anerkendt professor i astrofysik, men også så socialt ubegavet, at han ikke kan se folk i øjnene, ved sjældent hvad han skal sige og er hurtig til at brænde broer, hvis nogle kommer for tæt på. I “Jeg var længe død” følger man ham rundt i tanker og hverdag, hvor en russisk matematiker Florenskijs filosofi særligt er begyndt at rumstere. Disse refleksioner, der handler om metafysik, tidsfilosofi og Guds mulige eksistens, er en klar styrke i værket, hvor Knausgård giver sig selv lov til at køre maksimalt ud ad de store eksistentielle tankers vej. Tyngden af dette er ligeledes i skærende kontrast med Syverts joviale sind og hverdagstrummerum i 2’eren, som kunne være enhver anden typisk norsk ungdom, der blev udlevet. Brødrenes forskel er virkelig elegant præsenteret, når Syvert kommer på uventet besøg hos en meget lidt spontan Joar, der skriger i sin pude over forstyrrelsen. Samtalerne er, for mig at se, der hvor Knausgård er stærkest, de er eminent leveret. Derfor er selve plottet, hvor det nye stjernefænomen og dets konsekvenser for dødeligheden opleves gennem Joars videnskabelige sind og tanker, heller ikke dét, der gør bogen til forrygende læsning. Tværtimod så kan de fantastiske eller mystiske elementer forekomme lidt for absurde og som noget, der mere skygger for end fremmer Knausgårds forrygende fortælleevner. Med andre ord vil jeg egentlig gerne have mere ordinære, Hr. og Fru. Norge-agtige plots, hvor Knausgård kan få frit spillerum. Det er der generelt også i serien, men til tider, hvilket særligt i dette værk er omkring Joars møde med genfærd, bliver det overtaget af mysticisme.

Men altså, bogen blev slugt på en lille uge med stor fornøjelse, så helt sikkert endnu en forrygende bog fra den norske stjerneforfatter.

[Alva Rasmussen · Rating 3 out of 5]

Svårt att sätta betyg! Älskar fortfarande serien och många av de reflektioner som Knausgård ger uttryck för men blev klart mindre fångad av den här delen än de tidigare. Kände inte helt att han bottnade i Joars karaktär (framför allt i början) och dramaturgin känns stolpig. Kanske är det alltid så och jag börjar bara bli trött på att inte fatta vart vi är på väg? I alla fall en stark trea för ett fortsatt lika spännande koncept.

[Erik Vesterhus Rasmussen · Rating 4 out of 5]

3 i 2026:
Krevende, humoristisk og velskrevet 6. bok i serien.

Noen av de teoretiske utlegningene i denne boka skjønner jeg ingenting av. Eks:
«Og det tredje er den superluminale virkeligheten. Og det vet vi, over lysets hastighet finnes det ikke tid, bare rom. Alt skjer samtidig.
Bevisstheten vår er superluminal, men filtrert gjennom den subliminale virkeligheten, som setter parameterne for den. I drømme er filtrene svakere, derfor kan vi drømme om framtiden like vel som om fortiden.»
Hæ? 😂

Men jeg er fascinert og interessert likevel. Synes han beskriver hovedpersonen på en veldig bra måte, dette er en en kompleks karakter.

Ellers ender jo boka opp i en drøy splatterscene som var litt uventet, men overraskende morsomt.

Første setning:
«Florenskij møtte visstnok ikke blikket til dem han snakket med»

[Marievelde · Rating 3 out of 5]

Joar var favorittkarakteren min i serien. Ikke nå lenger.. :(

[Kalle Eriksson · Rating 5 out of 5]

näst bäst efter andra delen, spontant!

[Morten Christensen · Rating 5 out of 5]

*4.5

[Anders Klingenberg · Rating 4 out of 5]

Disse bøkene begynner å ligne mer og mer på tv-serien Lost. Handlingen bare fortsetter og fortsetter, og den kommer liksom ikke til poenget.

Misforstå meg rett. Jeg digget denne romanen. Jeg synes det er kjempeinteressant å lese tolkningene og ideene rundt livet og døden i knutepunktet mellom det okkulte, det religiøse og moderne vitenskap. Den er veldig(!) velskrevet og godt gjennomført.

Men jeg begynner også å spørre meg selv: «leste jeg faktisk 700 sider i 2eren kun som en introduksjon til et kort Russland-subplot? Og leste jeg 300 sider i 5eren kun for å forstå at Joar og faren deler et sett evner?»

Og hva med hendelsene i 1eren og 3eren? Etter 3 bøker brakk for disse linjene er jeg redd det ikke kommer mer oppklaring, at de blir værende som kun introduksjoner til hvordan stjernen påvirket en sammenflettet gruppe mennesker de første dagene.

Jeg tenkte at i dette tempoet kom serien til å fortsette, slik som Lost, i det uendelige, men neste bok er visst siste. Til tross for maset mitt kommer jeg til å forhåndsbestille.

[Christian Etwin]

Helt på heavyen denne her. Siste havldel av boken går full on detective-style, slutten: spplash

[Leif · Rating 4.5 out of 5]

Jeg var længe død er sjette bind i Karl Ove Knausgårds Morgenstjerne-serie. Fortælleren er denne gang Joar, der er lillebror til Syvert, som vi fulgte i andet bind. Joar er på mange måder helt modsat sin bror. Joar er bosat i Oslo. Han er astrofysiker og er optaget af grænserne for viden og draget af det mystiske, mens Syvert på pragmatisk og entreprenant vis har opbygget et bedemandsimperium i Sørlandet i Norge, og samtidig investeret en masse i olieindustrien. Joar er indadvendt, får angstanfald og har autistiske træk – og i en moden alder er han stadig jomfru, men fantaserer nærmest teenager-agtigt om en italiensk skuespiller, Giulia Giordano, som han følger på Instagram.

Det er en litterær bedrift, hvordan Knausgård får skildret Joars fokus på detaljer, sanseintensitet (fx ved at sidde tæt på en toiletdør på en restaurant) og behov for at trække sig fra sociale sammenhænge for at samle kræfter og have tid til refleksion. Alt sammen på en naturlig og udramatisk måde, der følger Joars tankerækker og livsverden.

Første del af bogen foregår et par år før morgenstjernen viser sig på himlen, således som det fremgår af de første bind i Morgenstjerne-serien. Joar noterer flittigt sine drømme dag for dag, og han er optaget af en lidt perifer russisk tænker, Florenskij, fordi han – som Joar selv – var optaget af grænserne for viden. Bl.a. med tanker om, at mennesket forstår verden i tre dimensioner, og måske derved er begrænset, og således ikke vil kunne være i stand til at forstå det, der kunne ligge hinsides dette. Florenskij bruger ligefrem en metafor (eller er det nu også bare en metafor?) for, at en fremmed stjerne pludselig kunne dukke op, fordi menneskene hidtil havde været blinde for den pga. deres begrænsede udsyn på verden, men så pludselig må sande, at noget er større end dem. Joar bliver selvfølgelig endnu mere optaget af Florenskij et par år senere, da en ny stjerne ligefrem dukker op på himlen. Har Florenskijs skrifter været forud for sin tid?

Florenskij har tanker om labile grænseområder, hvor noget, der ellers holdes adskilt, flyder sammen. Et sådant grænseland mellem livet og døden, men også mellem vågen og drømme, og mellem et kendt solsystem og en ny stjerne.

Joar bliver særligt optaget af disse grænselande, fordi han begynder at lægge mærke til, at hans drømme på mystisk vis går forud for, at noget sker. Som om at drømmene ikke bliver afledt af noget fra virkeligheden, men går forud. Samtidig oplever han noget grænseoverskridende mellem liv og død, idet han en helt almindelig hverdag mellem dagligdagsrutiner pludselig bliver vidne til en mystisk hændelse, som han ikke kan forklare rationelt. Og som bekræfter ham i, at Florenskij måske har fat i noget omkring det flydende mellem liv og død.

Joar opdagede Florenskij som tænker ved at støde på hans navn i et forord i en bog af Nabokov. Joar bliver i den forbindelse opmærksom på, at både Nabokov og Rilke gjorde sig forestillinger om en gråzone imellem de levende og de døde. Og det underlige ved, at alle kulturer forholder sig til dødes genkomst – og nogle labile grænseflader mellem det levende og det døde.

Joar bliver i forbindelse med et besøg på et Vikingemuseum opmærksom på det underlige ved, at vikingerne brugte utroligt lang tid på at gøre deres døde klar til deres sidste ceremoni, men når de så endelig skulle afslutte ceremonien, så gik det hele meget hurtigt, og alt blev kylet ned i den afdødes båd. Som om man frygtede et eller andet, når der blev åbnet til dødsriget, og derfor skyndte sig efter ellers nøje planlægning.

Joar forsøger at dykke længere ned i grænsefladen mellem de døde og de levende. Han bliver opmærksom på, at et matematisk geni, Goossen, er forsvundet og i første omgang frygtes død (måske selvmord), men at matematikerens bror på særegen vis begynder at lægge kapitler op på matematikerens hjemmeside, skrevet af Goossen selv. Kapitler, som også følger de samme tematikker som Florenskij – med et ekstra fokus på bevidsthedens uløste gåder, som måske er det, der binder grænselandene sammen.

Romanen tager nogle ordentlige sving undervejs. Vi kommer forbi Joars og Syverts halvsøster i Moskva, som først Syvert besøgte (som vi hørte om i bind 2), men som Joar nu også besøger for at få adgang til nogle af Florenskijs mere perifere skrifter, som den russisk-ortodokse kirke ikke har villet anerkende. Her hjælper halvsøsterens litterære veninde, som vi også mødte i bind 2, med at fortælle Joar om indholdet af disse skrifter.

Romanen ender med lidt af et genreskifte. Det havde jeg ikke lige set komme. Det i sig selv er lidt af en bedrift, men det er også med til at trække helhedsindtrykket for mig lidt ned.