Egentlig er det anden gang, jeg læser “Godhavn” af Iben Mondrup - men første gang siden jeg er begyndt at bruge Goodreads. Denne gang læste jeg den, fordi jeg havde valgt den til min læsekreds på baggrund af den aktuelle debat om Grønland og Danmarks rolle der. Bogen har ikke et fremadskridende plot, den er snarere de tre børns oplevelse af at være i verden. De tre søskende, Bjørk, Knut og Hilde bor med deres danske forældre i Godhavn, den eneste egentlige by på Diskoøen cirka midtvejs ved vestkysten af Grønland, hvortil man kun kan komme med skib om sommeren og ellers med helikopter fra fastlandet. Moren er lærer på byens skole, mens faren arbejder på rådhuset.
Bogen er i 3 dele, hvor hver enkelt barn har synsvinklen. Og lige netop det mestrer Iben Mondrup i den grad: at skrive, så man mærker, at nu skal vi opleve verden med en 6-årigs øjne eller med en 15-årigs. Det betyder, at selv om de tre afsnit foregår næsten samtidig, så får vi kun det at vide, som hovedpersonen opfatter og forstår.
I første del er det Bjørk på 6 år, vi følger. Hun er et totalt uspoleret barn, fuld af appetit på det hele, hun tuller rundt men tromler også sine kammerater ned og bestemmer over dem. Hun får ikke øje på så meget hos sine forældre, de er bare den trygge base. Til gengæld undrer hun sig over, hvad klassekammeraten Cecilie og hendes mor, sygeplejersken, fortæller - og hvordan de bor så forskelligt fra hendes egen familie, hvor man har tilpasset sig det grønlandske ved at dyrke jagt og fiskeri og spise meget lokalt. Bjørk har gang i nogle lidt besynderlige nøgenlege med sine kammerater oppe på værelset, som hun deler med Knut.
Knut er 11-12 år og en meget følsom dreng, han mister sin bedste og nære ven, René, da denne rejser tilbage til Danmark. Derefter er han meget alene, søger som den eneste tilflugt i skolebiblioteket, hvor han læser alt om naturvidenskab. Knut vil helst ikke med på jagt og fiskeri, og ‘heldigvis’ får han tit hovedpine af det skarpe lys. Knut er nervøs for alle former for smitte og gennemsøger jævnligt sin krop for sygdomstegn foran spejlet i badeværelset. Knut forelsker sig i Bjørks klassekammerat, Maren, og da hun skal overnatte, onanerer han i badeværelset.
Hilde på 14-15 får sin første menstruation på vej tilbage fra sommerferie i Danmark, og derefter er hun mere end optaget af at udforske, hvad denne ‘nye’ krop kan. Da Johannes, der er født af en grønlandsk mor men har en dansk (fraværende) far, komme rind i Hildes klasse, bliver hun forelsket i ham og opsøger ham, hvor hun kan. Det er forældrene dog meget imod, da der er noget med Johannes, som ikke siges højt. Hans mor er død, og han bor hos sin onkel, men der er sket noget…. Hilde er meget optaget af at gå på jagt og er ofte afsted med faren. Hun er farens øjesten - og måske mere? Under en fest sidder han temmelig beruset på hendes værelse og erklærer hende sin kærlighed. Ved en anden fest har Hilde om natten set noget i forældrenes soveværelse, som hun ikke helt kan placere.
Det er et noget klaustrofobisk samfund, der skrives frem. Alle kender alle, og man kender alle hinandens hemmeligheder. Og er der hemmeligheder, kendes de i hvert fald af lærerne, af sygeplejersken og af folk i kommunen!
Der kommer en del frem mellem linjerne om forholdet mellem danskerne og grønlænderne men også om forholdet mellem Danmark og Grønland. Fx går de danske børn i hhv Første danske og Anden danske. Kun Johannes skifter fra den almindelige grønlandske klasse til Anden danske, fordi han er dygtig. Fagligheden er åbenbart højere i danske-klasserne. Men for Johannes kommer skiftet til at betyde, at han straks i frikvartererne opsøger sine grønlandske kammerater for ikke at komme i interessekonflikt.
Der er mange eksempler på druk, ikke bare hos grønlænderne men også blandt danskerne, bl.a. nogle inkompetente danske lærere. Men der er gennem hele bogen en undertone af, at der ikke er så mange grænser - eller snarere at grænserne er skredet, især er der noget lurende med forkert udlevelse af seksualitet!
På den ene side tager forældrene sig af deres børn - dog slet ikke efter nutidig målestok, og på den anden side har børnene stor frihed, og deres aktionsradius er bare byen som helhed. De har fra små lært at undgå hundene. At Hilde er sent ude om natten, tilskriver jeg, at der om sommeren er lyst hele døgnet, så alle mister tidsfornemmelsen.
Jeg synes, det er en rigtig god bog, og at Iben Mondrup er rigtig god til at skrive, så vi fornemmer, hvordan børnene opfatter verden ud fra deres udviklingstrin. Og så lærer man rigtig meget om det grønlandske samfund.