Min fynske Barndom (1927) er den verdenskendte danske komponist Carl Nielsens selvbiografi om barndommen, der var præget af dårlige økonomiske kår for den store søskendeflok. Faderen ernærede sig som daglejer, maler og spillemand, og Carl Nielsen blev tidligt sendt ud for at tjene. Som dreng fik han violinundervisning, i en lokal musikforening stiftede han for første gang bekendtskab med den klassiske orkestermusik. Min fynske barndom er et smukt og klassisk erindringsværk i dansk litteratur og interessant læsning, også selvom man er komplet umusikalsk.
Carl Nielsens fynske barndom er et fint indblik i livet i sidste halvdel af 1800-tallet. Den er skrevet i et lettilgængeligt sprog, hvilket jeg synes er godt. For mig var det en ok bog uden at være nogen stor litterær oplevelse.
En sjov bog at læse om livet i slutningen af 1800-tallet. Når man selv er vokset op på samme egn er det sjovt at kunne genkende stednavne. Det sætter helt andre billeder på nethinden. Det er interessant at høre om livet på landet dengang, under fattige kår. Om traveture til Odense for at handle. Om franske træsko, og deres “status”. Om en 14-årlig militærmusikant, der gik på øvelse og sendte signaler med signalhorn. Spændende førstehåndsberetning om barndom i 1800-tallet.