What do you think?
Rate this book
Hvad mener du med vi
Den svære toer. Uha, man ryster i bukserne bare ved tanken! Men hvad gør Jacob Skyggebjerg? Efter succesen med den autobiografiske Vor tids helt fra 2013? Han griner. Han er frygtløs. Han skriver en kollektivroman om syv kvinder. Syv kvindelige forfattere på skriveophold på en højskole i den fiktive midtjyske provinsby Vikøbing i påskeugen, hvor de arbejder på deres nye værker og hver aften læser de ting, de skriver, op for hinanden.
Men frem for skrivning, er det mere madlavning i køkkenet, kaffe og afslapning på terrassen, der trækker. Og diskussioner. Og diskuteret bliver der. De syv forfattere kommer fra hvert deres hjørne i det danske samfund, og med sig bringer de hver deres opfattelse af verden, hvert deres levede liv og historie, som de inderligt beretter om og debatterer med hinanden.
En undersøgelse af samfundet, og de mennesker, der befolker det. På godt og ondt, og dermed en hyldest til de mennesker. Det kan man sgu da kalde et koncept.
Jacob Skyggebjerg imiterer gennem kvinderne ubesværet en vifte af litterære genrer. En skriver for eksempel science fiction, en anden skriver på en børnebog, og en tredje på en erotisk krimi. Karaktererne fuldendes gennem deres respektive litterære stemmer. Hver med sine særheder og mangler, hver med sin charme.
Væk er forfatterens jeg-fortæller, korsfæstet af karaktererne, for i Hvad mener du med vi, er scenen deres. Skyggebjerg er således blot en flue på væggen, men ikke en hvilken som helst flue, det er – som i Vor tids helt – en minutiøst registrerende en af slagsen. Man fatter ikke, den i en sådan grad kan gå ind i og være hver enkelt karakter; en fuldstændig identifikation.
Jalousi, bagtalelse. Dyb smerte og sorg. Skyggebjerg tør tage fat, hvor det gør allermest ondt. Men ikke for at dyrke smerten, tværtimod: Han er ikke vulgær, men nærmere renfærdig – og med en vanvittig appetit på livet, som er så smittende. Og en humor, der kan give selv den tristeste undertøjsblonde en forsonende tone.
Hvis Vor tids helt var hovedret, hvor der som råvarer i rigt mål doseredes af hovedstolen, af provinshul og stofkultur, er Hvad mener du med vi desserten, sukkersød og cremet, en kæmpedessert på lige over 300 sider. Hvis Vor tids helt stank af mand og sure sokker, dufter Hvad mener du med vi af kvinder.
Først og sidst: Kvinder.
Man kommer til at tænke på værker af folk som Kirsten Thorup og Dorrit Willumsen. Hvis man endelig skal sammenligne med nogen. Tove Ditlevsen.
Men frem for skrivning, er det mere madlavning i køkkenet, kaffe og afslapning på terrassen, der trækker. Og diskussioner. Og diskuteret bliver der. De syv forfattere kommer fra hvert deres hjørne i det danske samfund, og med sig bringer de hver deres opfattelse af verden, hvert deres levede liv og historie, som de inderligt beretter om og debatterer med hinanden.
En undersøgelse af samfundet, og de mennesker, der befolker det. På godt og ondt, og dermed en hyldest til de mennesker. Det kan man sgu da kalde et koncept.
Jacob Skyggebjerg imiterer gennem kvinderne ubesværet en vifte af litterære genrer. En skriver for eksempel science fiction, en anden skriver på en børnebog, og en tredje på en erotisk krimi. Karaktererne fuldendes gennem deres respektive litterære stemmer. Hver med sine særheder og mangler, hver med sin charme.
Væk er forfatterens jeg-fortæller, korsfæstet af karaktererne, for i Hvad mener du med vi, er scenen deres. Skyggebjerg er således blot en flue på væggen, men ikke en hvilken som helst flue, det er – som i Vor tids helt – en minutiøst registrerende en af slagsen. Man fatter ikke, den i en sådan grad kan gå ind i og være hver enkelt karakter; en fuldstændig identifikation.
Jalousi, bagtalelse. Dyb smerte og sorg. Skyggebjerg tør tage fat, hvor det gør allermest ondt. Men ikke for at dyrke smerten, tværtimod: Han er ikke vulgær, men nærmere renfærdig – og med en vanvittig appetit på livet, som er så smittende. Og en humor, der kan give selv den tristeste undertøjsblonde en forsonende tone.
Hvis Vor tids helt var hovedret, hvor der som råvarer i rigt mål doseredes af hovedstolen, af provinshul og stofkultur, er Hvad mener du med vi desserten, sukkersød og cremet, en kæmpedessert på lige over 300 sider. Hvis Vor tids helt stank af mand og sure sokker, dufter Hvad mener du med vi af kvinder.
Først og sidst: Kvinder.
Man kommer til at tænke på værker af folk som Kirsten Thorup og Dorrit Willumsen. Hvis man endelig skal sammenligne med nogen. Tove Ditlevsen.
- GenresFiction
304 pages, Hardcover
Published December 9, 2015
About the author
Jacob Skyggebjerg
14 books6 followersJacob skyggebjerg is a Danish rapper and writer.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 3 of 3 reviews
June 7, 2016
En roman om syv kvindelige forfattere, der mødes i påsken på en jysk højskole i den fiktive by Vikøbing (som til forveksling ligner Viborg, hvor Hald Hovedgaard ligger) for at skrive på deres respektive bøger. De spiser, drikker og knevrer på livet løs: om Kongehuset, om politik, om vejret (selvfølgelig) og om deres næste måltid. Hver aften skiftes de til at læse én af deres tekster op (socialrealisme, børnebog og kortprosa blandt andet), som efterfølgende kommenteres overfladisk af de lyttende, inden de går hver til sit. Ja, mere sker der sådan set ikke i denne roman, som næsten udelukkende består af dialog uden inkvitter, hvorfor det det meste af tiden er læserens opgave at gætte sig til, hvem der siger hvad. Man venter sådan på, der skal ske noget. Det gør der bare ikke. Én stjerne for idéen, én for de gode grin, jeg trods alt fik undervejs (– Stig Rossen skal høres højt. Jeg var engang til en koncert med ham i Tivoli, det var ikke til at holde ud, fordi det var så lavt. Så var han bedre i Vega, der var der knald på). Nul for udførelsen. Knausgård skriver et sted, at man gerne må skrive om det kedelige; men man må ikke skrive kedeligt om det kedelige, og det gør Skyggebjerg.
January 26, 2019
Denne her bog er fuld af tåkrummende dialoger og utroværdige mennesker, som man ikke lærer at kende og som man heller ikke ønsker at lære at kende. Dog skal det retfærdigvis siges, at jeg elskede de passager med højtlæsning af forfatternes skriverier. Og jeg syntes også der var noget litterært spændende i afslutningen, hvor forfatterne går hver til sit og vender hjemad. Men at bogen skulle være en fortælling om kvinder fra hver sit hjørne af samfundet, og at samfundet debatteres livligt, det kan jeg ikke rigtig genkende. Og hvorfor de ryger, drikker og siger sgu i hver sætning, det kan jeg ikke se meningen med. Bidrager det til noget?
July 9, 2019
Ideen er finurlig: En mandlig forfatter skriver en roman om syv kvindelige forfattere (in spe) der er taget på højskole for at sparre om hinandens tekster. Disse tekster får vi selvfølgelig lov at læse undervejs.
Men kan det lade sig gøre i praksis? Måske. I dette tilfælde er det ikke udpræget vellykket.
For at begynde med teksterne i teksten: Ideen med at disse kvinder tematisk set skriver prosa som man ville gætte, var skrevet af mænd, er sjov. For i disse feministiske tider er det da vigtigt at udfordre vores syn på kønnet i alle sammenhænge. Men en historie om en pige der smugler stoffer i sin krop fra Bogotá til Madrid, og som undervejs kun møder (bag)mænd der behandler hende nedværdigende og voldeligt, er nok lige at stramme grebet urealistisk meget - selvom hun får sin hævn.
Selve fortællingen om de syv kvinder volder desværre problemer for læseren. Syv skæbner over 300 sider (heraf ikke frataget fortællingerne som fylder knap halvdelen) er simpelthen for meget. Ingen af de syv kommer under huden på læseren, og de er svære at skelne fra hinanden. Hertil kommer næste problem: at de meget sjældent diskuterer noget relevant (dårligt nok deres egne tekster). Mange situationer og samtaler undervejs handler om den mad de laver og fortærer undervejs. Og dét er måske et uheldigt kønsstereotypt greb?
Skyggebjerg får en ekstra stjerne for det sproglige. I en roman hvor der ikke sker ret meget, er det immervæk godt gået at man faktisk er revet godt med af flowet i sproget. Dette gør også at jeg vil læse hans to andre romaner.
Men kan det lade sig gøre i praksis? Måske. I dette tilfælde er det ikke udpræget vellykket.
For at begynde med teksterne i teksten: Ideen med at disse kvinder tematisk set skriver prosa som man ville gætte, var skrevet af mænd, er sjov. For i disse feministiske tider er det da vigtigt at udfordre vores syn på kønnet i alle sammenhænge. Men en historie om en pige der smugler stoffer i sin krop fra Bogotá til Madrid, og som undervejs kun møder (bag)mænd der behandler hende nedværdigende og voldeligt, er nok lige at stramme grebet urealistisk meget - selvom hun får sin hævn.
Selve fortællingen om de syv kvinder volder desværre problemer for læseren. Syv skæbner over 300 sider (heraf ikke frataget fortællingerne som fylder knap halvdelen) er simpelthen for meget. Ingen af de syv kommer under huden på læseren, og de er svære at skelne fra hinanden. Hertil kommer næste problem: at de meget sjældent diskuterer noget relevant (dårligt nok deres egne tekster). Mange situationer og samtaler undervejs handler om den mad de laver og fortærer undervejs. Og dét er måske et uheldigt kønsstereotypt greb?
Skyggebjerg får en ekstra stjerne for det sproglige. I en roman hvor der ikke sker ret meget, er det immervæk godt gået at man faktisk er revet godt med af flowet i sproget. Dette gør også at jeg vil læse hans to andre romaner.
Displaying 1 - 3 of 3 reviews