Her er fortællekunst! Ikke noget under, at Selma Lagerlöf fik Nobelprisen i litteratur.
“Dunungen” og “Tøsen fra Stormyrhuset” er to korte fortællinger, og handlingen er i og for sig ret enkel, men måden at beskrive personernes ydre sammen med deres indre følelsesliv, spekulationer og holdninger er helt eminent.
“Dunungen”, som er en bagerdatter, der skal giftes med Mauritz, der i hendes øjne er så storartet, men som hun alligevel må tage afstand fra, da det uetiske i at lægge hele sit liv an på forventningen om, at den rige onkel skal sørge for et arbejde og en løn til ham, går op for hende - og “Tøsen fra Stormyrhuset”, der først trækker sin tidligere arbejdsgiver i retten for at opnå alimentationsbidrag til sit uægte barn men alligevel vælger at trække sit krav, fordi hun ikke kan lade det komme over sit hjerte, at han vil sværge falsk. Kun Gudmund - der har overværet sagen - og hans familie på gården nær Stormyr, er så storsindede, at de tager hende i huset, hvor alle bliver glade for hende. Da Gudmund skal giftes med den krævende stormandsdatter og selv bliver ræd for at have dræbt en i fuldskab, træder igen tøsen til for at redde det aflyste bryllup.
Begge disse to hovedpersoner er “små” piger, som ingen regner med, de er begge fra små eller endog dybt fattige kår. Men alligevel overgår deres høje moral og etik alle andres i historien.
Bogen er den 4. i rækken af “8 klassikere på 8 uger”, Gyldendals sommerudfordring.