In this conclusion to this section of Proust’s classic, we get to understand what he means by ‘budding grove.’ As the summer on the beach winds down, the adolescent Proust is increasingly smitten by the young beauties his age he passes by but never gets to meet... until a well-known painter gives him that very chance. The romantic anticipation, the teasing sensations, the fantasized expectations mixed with the summer sun, the sea breeze... some things never change.
Marcel Proust was a French novelist, best known for his 3000 page masterpiece À la recherche du temps perdu (Remembrance of Things Past or In Search of Lost Time), a pseudo-autobiographical novel told mostly in a stream-of-consciousness style.
Born in the first year of the Third Republic, the young Marcel, like his narrator, was a delicate child from a bourgeois family. He was active in Parisian high society during the 80s and 90s, welcomed in the most fashionable and exclusive salons of his day. However, his position there was also one of an outsider, due to his Jewishness and homosexuality. Towards the end of 1890s Proust began to withdraw more and more from society, and although he was never entirely reclusive, as is sometimes made out, he lapsed more completely into his lifelong tendency to sleep during the day and work at night. He was also plagued with severe asthma, which had troubled him intermittently since childhood, and a terror of his own death, especially in case it should come before his novel had been completed. The first volume, after some difficulty finding a publisher, came out in 1913, and Proust continued to work with an almost inhuman dedication on his masterpiece right up until his death in 1922, at the age of 51.
Today he is widely recognized as one of the greatest authors of the 20th Century, and À la recherche du temps perdu as one of the most dazzling and significant works of literature to be written in modern times.
یکی از بهترین راههای حل مسائل زندگی این است که به چیزها و آدمهایی که از دور زیبا و اسرارآمیز به نظر میرسند آنقدر نزدیک شویم که بفهمیم نه اسرارآمیزند، نه زیبا. این یکی از بهترین دستورهای سلامت است که میتوان در پیش گرفت.
در جلد ششم از مجموعه مصور اقتباس استفان اوئه از در جستجوی زمان از دست رفته پروست، راویداستانش با دخترکانی را تعریف میکند که در پایان مجلد قبلی در بلبک دیده بود و البته در این میانه با الیستر نقاش نیز آشنا میشود ناگاه پی میبرد که او را در روایتی از گذشته میشناخته و از این نظر سرخورده میشود.
این جا هم قلابهایی که راوی را از زمانی به زمانی و از زمانهای به زمانهای پرتاب میکند خط اصلی داستان را به بازی میگیرد و تصاویر زنده استفان اوئه به بازسازی جهان داستان پروست کمکی شایان می کند. به ویژه آن که بلبک از اماکن ویژه داستان اوست و در جلد پیشین با فضاهای بسته بلبک (هتل و رستوران و آدمهای آن) آشنا میشویم و در این جلد به طبیعت بلبک (ساحل، پرتگاهها و ...) میرویم.
این جلد را هم در یک نشست خواندم :)
پیشتر درباره مجموعه نوشتهام:
اقتباسی مصور اما بسیار دقیق از در جستجوی زمان از دست رفته پروست. تا اینجا همین جلد اول را خواندهام اما باید بگویم که به راستی خواندنی و لذتبخش است تا حدی که از خواندن خود اثر چندان کم ندارد. هر که رمان در جستجو را خوانده باشد میداند بیش از آن که ماجرا و داستانی در ان مهم باشد تک تک جملات و توصیفات و رفت و برگشتهای ذهنی و زمانی و درونکاویها و دیگرکاویهای داستان و از همه مهمتر شاید جهان داستان است که آن را به اثری این اندازه به یادماندنی و مهم بدل کرده است. همه اینها به راحتی معنایش این است که اقتباسی از این اثر آن هم در قالب کمیک استریپ، دور از ذهنترین کار ممکن باید باشد. با این همه باید اذعان کرد اقتباس استفان اوئه از در جستجو، توصیفات زیبا، تصاویر داستان، رفت و برگشتهای ذهنی و زمانی و درونکاویها و از همه مهمتر جهان اثر را به راستی منتقل کرده و ستودنی است. ترجمه اثر هم به راستی پاکیزه است و باید بابت انتخاب این اثر و انتشارش از کاوه فولادینسب و مریم کهنسال نودهی و البته از نشر ثالث سپاسگزار بود. دیگر این که کیفیت چاپ هم با توجه به قیمت واقعا به طرز عجیبی مناسب است جلد سخت، صفحات رنگی و چاپ تر و تمیر لذت خواندن کمیکاستریپ در جستجو را برای بزرگسالان دو چندان کرده است. خلاصه که من هنور از ذوق خواندن این کتاب برقی در چشمانم هست که به گمانم در این یادداشتم هم پیدا باشد. علیرغم این که این روز به شدت درگیر خواندن و نوشتن چند کار مختلفم اما به محض بستن کتاب (تمام شدنش)رفتم جلد بعدی را برداشتم :)
Ateniéndome únicamente al trabajo del artista gráfico, reitero que es muy bueno. Sin embargo, a riesgo que me quieran crucificar mis amigos lectores, debo decir que este volumen me resultó en gran parte aburrido, sin orden ni concierto. No he leído la novela original, y quizá el necesario resumen que se hace para esta versión gráfica es el culpable, y entendible, dada la naturaleza exhaustiva de la narración de PROUST.
Anden del af Marcel Prousts andet dobbeltbind, ’À l’ombre des jeunes filles en fleurs’ spaltes i Stéphane Heuets grafiske roman op i to bind, der deler den overordnede titel, og som her bliver anmeldt sammen. De to bind udkom i hhv. 2000 og 2002, og de omfatter begge 48 sider. Marcel Prousts ’À l’ombre’ indledes med en 1. del, der omhandler fru Swann. Denne del har Heuet endnu ikke taget under bearbejdelse, men det kan muligvis stadig ske, jævnfør at der var 15 år mellem første og sidste del af hans udgave af ’Vejen til Swann’.
At afsnittet om fru Swann også har tematiseret Marcels forelskelse i Gilberte, kan vi se af den indledende bemærkning: Angiveligt var han ”arrivé à une presque complète indifférence à l’égard de Gilberte”, da han to år senere skulle til badestedet Balbec for at pleje sin astma. Forsiden til første bind viser en cirka 20-årig Marcel på en lang bro ved Normandiets kyst, mens forsiden til andet bind viser Marcel på besøg i maleren Elstirs atelier, hvor et for ham nyt bekendtskab, Albertine, kigger ind ad vinduet.
Ved afrejsen fra Paris er Marcel optaget af, at hans mor for første (men ikke sidste) gang skal leve sit liv uden ham. For sit eget vedkommende overfører han midlertidigt sin moderkærlighed på bedstemoren, der i stedet ledsager ham: ”Sans toi je ne pourrai pas vivre”. Men da han lærer en masse nye mennesker at kende, bliver det bedstemor, der en aften forgæves efterspørger hans selskab. En slags overgang fra moderbindingen er altså langt om længe på vej i unge Marcels liv.
Via bedstemorens gamle veninde, fru de Villeparisis, introduceres Marcel for hendes nevø Robert de Saint-Loup, en højadelig, smuk verdensmand, der med sin lyse hørhabit er passende påklædt i en badeby. Efter en akavet start bliver Marcel og Saint-Loup venner, og Marcel introduceres for hans onkel, Baron de Charlus, der ligeledes er del af det højere aristokrati i Paris. Marcel er usikker på den lidt odiøse opmærksomhed, som sidstnævnte udviser over for ham, men da baronen låner ham en bog af hans nye yndlingsforfatter, Bergotte, beroliges han. Endelig møder Marcel en af sine gamle venner fra Paris, Albert Bloch, der også er landligger i Balbec sommeren over. Det er ham, der først har præsenteret Marcel for Bergotte.
På overgangen til bd. 2 møder Marcel imidlertid også en bande på seks livlige unge piger, der skiller sig ud ved deres frækhed. Da han netop har gjort maleren Elstirs bekendtskab, er vejen banet for en introduktion til ’bandemedlemmet’ Albertine, en køn pige med grønne øjne, som jævnligt kigger indenfor i malerens atelier. Ved nærmere bekendtskab viser hun sig at være en sær blanding af gode manerer og påtaget råhed. Hun er selv en fysisk aktiv person, så hun kritiserer Marcel for hans passivitet i forhold til golf, dans, cykling og ridning. Men da han tager initiativ til at kysse hende, falder det ikke heldigt ud. Derefter flirter han lidt med Albertines veninder, men på et tidspunkt tynder det ud i sommergæsterne i Balbec, og hvad angår Albertine, så tager hun hjem til Paris uden at meddele sig til hverken veninder eller Marcel. Selv om Marcel i en vis forstand brugte Elstir som et middel mod målet: Albertine, så kaster hans samtaler med Elstir om kunstens skabende potentiale væsentligere ting af sig end kontakten til Albertine. Elstirs eget eksempel som impressionistisk kunstner samt inspirationen fra forfatteren Bergotte bliver på sigt de første komponenter i Marcels egen (ud)dannelse som forfatter, så man kan godt hævde, at det er en ny Marcel, der vender hjem fra Balbec.
I forbindelse med min igangværende anmeldelse af Heuets første seks bind, har jeg læst dem i den rigtige rækkefølge i forhold til Prousts tekstforlæg. Det sidste af de fire Heuet-bind, der udgjorde ’Vejen til Swann’, havde været 15 år undervejs, hvilket afspejledes i en mærkbart positiv udvikling på den grafiske front, hvorfor dette bind – ’Le Nom’ – fik en begejstret anmeldelse. Nu afslutter jeg min række af anmeldelser med det, der indholdsmæssigt udgør fortsættelsen til ’Le Nom’, nemlig Heuets bearbejdning af Prousts andet dobbeltbind, ’À l’ombre’. Men ak, grundet Heuets mærkværdige omgang med begrebet rækkefølge er disse produceret helt nede i starten af århundredet, faktisk umiddelbart efter det allerførste bind i serien. Tilbage til start, altså!
Stéphane Heuet har angiveligt fra og med 2000 afløst Véronique Dorey som farvelægger. I bd. 1 har han lavet flotte halvsides billedruder fra pragten på Grand Hôtel, men der er ingen helsides billeder i dette bind. Det er der derimod i bd. 2, hvor Marcel fra en klint eftersøger pigebanden på stranden. Hans positur med spredte ben giver svage mindelser om Caspar Davis Friedrichs ’Vandreren over tågehavet’. Heuets tegnestil er ellers fortfarende typisk ’ligne claire’ med enkelte små ruder, hvor alt uvedkommende er bortelimineret, og det egentlige kun groft skitseret. Personfigurerne er gennemgående stiliserede, selv når de optræder på detaljerede baggrunde. Dog har de allerede i bd. 1 slagskygger og i bd. 2 også forsigtige ansatser til egenskygge. Et problem, som disse to bind deler med det indledende ’Combray’, er mængden af tekst. På enkelte opslag er der lige så mange – eller tæt på dobbelt så mange – teksttavler, som der er billedruder; og dette vel at mærke, selv om der også er indlagt talebobler i billedruderne.
OBS: For en introduktion til generelle karakteristika i Heuets omarbejdning af Prousts tekst henvises til min anmeldelse af første bind af serien, ’Combray’.
„Natürlich hatte er in seinem Atelier fast nur hier in Balbec gemalte Seestücke. Ich konnte in ihnen jedoch erkennen, dass der Reiz eines jeden von ihnen in einer Art Metamorphose der dargestellten Dinge bestand, entsprechend derjenigen, die in der Poesie als Metapher bezeichnet wird.“ (Zitat Seite 15)
Inhalt In diesem zweiten Teil beobachtet der junge, schwärmerische Marcel täglich aus der Ferne eine Gruppe von Mädchen und überlegt, wer sie wohl sein mögen und wie er ihre Bekanntschaft machen könnte. Beinahe hätte er deswegen auch die Einladung des Malers Elstir, ihn im Atelier zu besuchen, nicht angenommen, was nicht nur wegen der Gespräche mit dem Künstler schade gewesen wäre, denn dort trifft er völlig überraschend auf Albertine Simonet und macht endlich ihre Bekanntschaft. Dann lernt er auch alle ihre Freundinnen kennen und verbringt nun jeden Tag mit den Mädchen, bis mit Kälte und Nässe der Herbst beginnt und alle Gäste abreisen.
Thema 1998 begann der französische Autor und Zeichner Stéphane Heuet, fasziniert vom Originalwerk von Marcel Proust, an einer Comic-Adaption zu arbeiten. Inzwischen liegen acht Bücher auch in einer deutschen Ausgabe vor.
Umsetzung Diese Graphic Novel orientiert sich an Band 2 „Im Schatten junger Mädchenblüte“ des Werkes „Auf der Suche nach der verlorenen Zeit“ von Marcel Proust. Es ist das siebente bisher in deutscher Sprache erschienene Buch der Graphic Novel Serie und Stéphane Heuet entwirft in seiner malerischen Umsetzung der sorgfältig ausgewählten Szenen ein großartiges Bild dieser Zeit. Das Leben in den Seebädern, die vielfältigen gesellschaftlichen Vergnügungen, Sport, Spiele, Ausflüge werden in den Zeichnungen lebendig. Der Besuch im Atelier des Malers Elstir schildert die Entstehung bekannter Gemälde des Impressionismus. Auch die Textpassagen schwelgen poetisch wie das Originalwerk.
Fazit Dieser achte Band der Graphic Novel nach „Auf der Suche nach der verlorenen Zeit“ von Marcel Proust führt uns mit seinen Illustrationen und Textausschnitten direkt in den lebhaften, unbeschwerten Sommer des gesellschaftlichen Strandlebens am Meer, mit kulturellen Veranstaltungen, Einladungen, Ausflügen, und wir sehen den jungen, verliebten Marcel inmitten einer Gruppe von fröhlichen Mädchen.
Jag fortsätter att läsa serieadaptionen av "På spaning..." parallellt med böckerna och gillar dem mer och mer. Att det här är den sista delen som översatts till svenska känns därför väldigt trist (agerings bokförlag gick om jag fattat saken rätt i konkurs innan de hunnit längre än så här).
På engelska finns det fler delar, men en stor del av behållningen för mig har varit att få återuppleva direkta citat från Gunnel Vallqvists svenska översättning och förflyttas tillbaka till läsningen av romanen (lite som en språklig Madeleine-kaka). Kanske kan man hoppas att något annat förlag plockar upp stafettpinnen förr eller senare?
(Tidigare publicerad på Instagram utan betyg, sätter därför inget såhär i efterhand.)
This gets better as he ages- some things he says are very profound and personally thought provoking!
But one thing I still don't like are the dotted eyes. I know that's a regionally respected style but it takes away the eye details of one's face which molds emotions and forms who a character is in general. The worst part is that he's pretty good at doing them without the dots because the painter gets to be the exception and his look great! That makes me feel that he is either lazy from picking just one recipient of eye entirety or that he places too much importance on that person beyond the others- especially the main character.
Çizgi roman merakım beni bu kez Proust ile buluşturdu. Edebiyat ile çizgi roman eşleşmesini seviyorum... Elbette kitap vazgeçilmez ama okuduklarımıza bir kez de çizgi ile dönmek keyifli oluyor...
….et c'est en somme une façon comme une autre de résoudre le problème de l'existance, qu'approcher suffisamment les choses et les personnes qui nous ont paru belles et mystérieuses, pour nous rendre compte qu'elles sont sans mystère et sans beauté; c'est une des hygiènes entre lesquelles on peut opter, une hygiëne qui n'est peut-être pas très recommandable, mais elle nous donne une certain calme pour passer la vie,...
D'à la recherche du temps perdu, j'ai juste lu le premier volume. Je dois avouer que la bd me donne envie de lire le vrai livre. Une jour quand ma pile de lecture sera devenue d'une taille acceptable!
Utterly brilliant and hugely insightful, but a largely boring, at times seemingly plot-less book. Hard not to recognize the genius of its incredibly human, relatable meditations however.