Første verdenskrig blev en katastrofe i Europas og verdens historie. Den bestående orden brød sammen - fire imperier sank i grus, og på deres ruiner rejste der sig nye stater og styreformer som 20 år senere sendte Europa og verden ud i en ny verdenskrig. Den store krig handler om krigens årsager og konsekvenser i storpolitikkens verden, men også om hvordan krigen greb dramatisk ind og satte dybe spor i almindelige menneskers liv. Den handler om hvorfor vinderne vandt og taberne tabte, om hvad der skete på de store slagmarker på krigens mange fronter og om hvordan krigen førte til store forandringer i samfundet og hverdagslivet langt fra fronterne. Den handler ikke mindst om hvordan krigen så ud for soldaterne og deres familier og hvordan den blev husket da den var overstået.