Vi befinner oss inom en nära framtid i en social och ekologisk katastrof, eller så står vi redan mitt i den. Detta hot utgör materialet för Theis Ørntofts Dikter 2014. Det är det samhälleliga och planetariska sammanbrottet utifrån ett strikt personligt perspektiv – dikt om den enskildes roll i världens undergång. Mästerligt kombinerar Ørntoft mardrömslika fakta med en mörk, varm humor, i ett diktverk som redan rönt klassikerstatus i poetens hemland Danmark.
Theis Ørntoft (født 1984) debuterede i 2009 med den usædvanligt stilsikre digtsamling Yeahsuiten. Debuten indbragte ham Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat. Han har studeret Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og gik i perioden fra 2007 til 2009 på Forfatterskolen. Kort efter han dimitterede fra Forfatterskolen udkom Yeahsuiten på Gyldendal. Kun en enkelt anmelder brokkede sig over den unge digters lidt for smarte og alt for ungdommelige sprogbrug. Men som anmelder på Information Kamilla Löfström skrev i sin gennemgang af årets debutanter: ”Hvad er man da også for en sølle debutant, hvis ikke man kan få ophidset bare én kritiker med sin kække sprogbrug?”. I efterfølgeren Digte 2014, der udkom fem år senere, er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning.
De 4 stjerner kommer ikke af, at disse digte gennemsnitligt ligger til 4 stjerner, men snarere af, at de digte, der ligger til 5 VIRKELIGT ligger til 5, mens der ikke var nogle af digtene, der var så dårlige, at jeg ikke kunne klare det.
For dybest set er samlingen alt for gentagende og udpenslende, og ville have stået langt stærkere og skarpere, var 2/3 af digtene skåret fra. Men nu er den så kort, som den overhovedet kunne være, hvis den skulle udgives selvstændigt, og det skulle den helt sikkert.
For konceptet er virkeligt godt og ambitiøst, og jeg erkender fuldt ud, at det er utroligt svært at skrive en helt samling post-senmoderne, centrallyrisk, post-apokalyptisk, minuskel-knækprosa om miljø og samfundskritik og identitetskrise uden at blive en smule gentagende.
Så 4 stjerner blev det. Jeg vil særligt anbefale "Det er forvirrede tider, jeg skal fortælle om", og i det hele taget, synes jeg at delen, der kaldes "sort frekvens" er bedst.
honorable mentions af vers er: “dj udflåds sunami/dj kommende gærceller på bunden af siloen”, “ved du at et barn bliver født i en kælder af farvestoffer/hver gang nogen bliver skudt i Mexico City”, “en lang ulvepik op i Danmarks skove”, “hver gang jeg ser en partipolitiker/får jeg det fysisk dårligt/så derfor googler jeg the biggest salmon ever caught” og “vodka med min luder”.
Avslutet drog ner det hela, annars typ toppen. Försökte läsa början på danska för att den tydligen skulle vara bättre än översättningen men jag tyckte att den svenska var bra, fattade ju inte alls lika mycket när det var danska (sååå många konstiga ord). Men asså den var väldigt bra. Så en ny spaning.. Är typ all poesi bra? Eller är det bara så att min lärare har god smak. Kanske snarare det andra.
extra credits för att det lyssnades på black metal i en mening (jag har en konpsirationsteori om genier och black metal HMU if you want hear more about it) extra credits för meningen "en stor jävla skullfuckdikt"
Der var nogle digte jeg virkelig godt kunne lide, men som helhed var den ikke "over gennemsnittet". Den var rigtig god, men der var få digte der rigtig slog igennem.
"jeg har ikke længere nogen overordnet plan for livet / ud over at holde mig tæt på folk jeg elsker" må nok være den smukkeste og vigtigste plan for livet
sort frekvens er alt for lang, med ikke kohærente dele. Manglede måske mindre abstrakte dele, nu da den var så lang. Havde dele der var værd at tænke over, mens andre faldt flade, hvor en tankegang af “i’m not like others” banede vejen frem.
bølge havde en virkelig stærk start og slutning, noget sort frekvens manglede. Havde også ‘gode’ dele i midten selvom den igen var for lang og dermed gav plads til dele der ikke kunne hamle op med hinanden. Måske er det meningen tonen hele tiden skifter, og det bare er mig der ikke er fan af sådanne digtningsteknikker.
elephantor samme problemer som de første, men med nogle banger dele.
Helt helt helt helt helt anderledes end 'Yeahsuiten', men ikke på en dårlig måde. Er lidt usikker på bedømmelsen, da jeg ikke følte mig mega hooked, men til gengæld var der nogle helt fantastiske formuleringer og scenarier, som vejede op for det knap så gode.
Sikke en fed samling af lyriske perler, der alle med en blanding af frustration og ironi betragter verden med et eskatologisk blik. Digtene har en skarp, kritisk tone, der forekommer poetisk og særdeles interlektuel, denne interlektuelalitet, kan blandt andet ses ved at kigge på de mange referencer til videnskab, historie og samfundsmæssige problematikker. Læs! Læs! Læs!
Jag förstår inte danska så kanske inte den lättaste läsupplevelsen jag haft - reflekteras också i min subjektiva rating. Men fanns mycket fint av det jag förstod!
Jeg er simpelthen ikke så god til digte. De her ændrede ikke på det. Der er selvfølgelig en mening med det hele, men noget af tiden føles det som de famøse aber med skrivemaskiner for mig.
Alle ord kan sættes sammen og så kan vi lige smide et ord som 'skullfuck' ind for at gøre det hele lidt edgy. Det er for goldt og for intellektuelt til mig.
jeg synes virkelig denne bog slugte mig og spyttede mig ud igen. det var ret vildt, og jeg var ret optaget af de sproglige finesser blandet sammen med hverdagens klichéer. så flotte billeder kom frem i mit hovede, stærke billeder, billeder der virkelig beskriver en generation synes jeg. men den skal nok læses igen, bare for at den kan dyrkes, og så man kan holde sig mere samlet omkring dens sprogbrug og nuancer.
Theis Ørntoft (f.1984) er fucking træt af breaking news, der ikke breaker andet end fordummende, forskelsløse ligegyldigheder. Han er vred og desillusioneret på de menneskelige samfunds vegne. Men ikke nødvendigvis på planetens og naturens.
“For mig er samfundene døde. / Jeg tror ikke længere / det er et spørgsmål om forfinelse / men om afvikling.”
Medan där definitivt fanns ett par som jag gillade, så var jag väldigt nära att ge upp efter första halvan. Men, som kurslitteratur (samtida ekolitteratur på Lunds universitet) så hade jag inte riktigt den lyxen.
Jag läser gärna poesi, men första halvan kändes mer som en tonåring som var frustrerad på världen, och det var verkligen inte på något sätt texter som fångade mig. Andra halvan föll definitivt mer på min planhalva, men i slutändan var jag mest glad över att det var över.
"mina barn ska då inte växa upp, säger jag de ska växa bort, långt bort, vågrätt in genom översvämmade koordinatsystem och ut över subjektivitetens gränser"
En forfatter med språket i sin makt. Kreative og sterke språklige bilder som perler på en snor med et godt driv. Forfatteren blander det hverdagslige, konkrete med det abstrakte og intellektuelle (eks. referanser til vitenskap). Opplevde imidlertid tekstene som utilgjengelige og fremmede nettopp fordi bildebruken er motsetningsfull og svært tettpakket, nærmest pompøs og pretensiøs.
Jeg kan vel si at jeg satt igjen med følelser av ubehag og undring over blant annet klima, forbruk, livsstil, samt en dæsj fremtidsbekymring etter å ha lest diktene - og at boka fikk meg til å tenke. Så kanskje den er vellykket ut ifra sitt prosjekt og jeg må lese den igjen for å forstå bedre? Personlig er jeg tilhenger av lyrikk som kommuniserer tydelig(ere) med sin leser enn jeg opplevde her.
En bog med skarp samfundskritik, fokus på klimadebatten og ind imellem var der nogle rigtig fine vendinger.
Den rørte mig dog ikke – måske manglede noget følelsesmæssig dybde. At den kun tog 20-30 minutter er jo ikke unormalt for en bog af få ord, men det er alligevel en indikator for mit vedkommende.
Var jeg blevet rørt af den, fanget af den, eller havde den sat tanker i gang, havde det også taget mere tid, og den havde gjort et større indtryk. Men Theis Ørntoft har vundet flere priser, så læs endelig hans værker.
nu begynder det at regne, nu stopper det med at regne igen
Det er muligvis ikke planen, at jeg skal more mig så meget over Digte 2014 som jeg gør. Men den læser som den koffeindunkende og selvoptagede digtsamling jeg drømte om at skrive i 1989… men som jeg selvfølgelig ikke havde talent til at skrive.
Den er fuld af apokalypse og besynderlighed…, der alt sammen løber gennem et jeg, der kommer til at fylde mere end det nok var meningen.
Og der er reelt rørende! Jeg har lyst til at give unge Ørntoft - og mig selv som 19-årig - et kram og en varm portion gryderet.
Läst igenom en gång. Det rinner genom tankarna, det gillar jag. Det är galenskaper fyllt av symboler, det gillar jag. Det känns som ett gytter av samhällsanalys, självbiografi, fantasi, dystopi, det gillar jag. På något plan känns det kanske lite för enkelt, lite för rinnande, lite för galet, som att det inte är alltför genomtänkt. Flödesskrift. Jag kan uppskatta det, men hänger inte med hela vägen.
Å lese "Digte" etter "Jordisk" var en fornøyelse. Man ser tydelig at temaene Ørntoft tar opp i Jordisk allerede har begynt å spire. Undertonene i Digte er imidlertid mørkere og preget av mer forvirring. Den er både klaustrofobisk og kosmisk. I Jordisk, derimot, finnes et mulig svar og en mulig vei videre.