Bogen starter fremragende, men bliver til en mere og mere ukritisk hyldest til Dostojevskij, hvilket især kammer over i kapitlet Var Dostojevskij reaktionær?, hvor næsten alle Dostojevskijs nationalistiske og snæversynede idéer fejes af banen og relativeres. (Hans jødehad forbigås i stilhed.)
Det ville være meget mere interessant at få et godt bud på hvordan en så fordomsfuld og til tider hadsk person som Dostojevskij var i stand til samtidig at være visionær og generøs. Måske er svaret at netop den slavofile ide om et fællesskab med det russiske folk er forudsætningen for den altruisme, han også plæderer for. I Et latterligt menneskes drøm er konklusionen at man skal elske sin næste som sig selv, så vil resten følge. Men måske mener Dostojevskij dermed kun andre russere?
Det meste af bogen er dog virkelig god og kan klart anbefales. Hansen er god til at ridse scener fra bøgerne op så de står levende for en før han begynder sin diskussion, hvilket gør at det nogle gange føles som at læse en opsamling af Dostojevskijs største hits.