Lettipark: Erzählungen

by Judith Hermann

Seit ihrem großen Debüt-Erfolg ›Sommerhaus, später‹ ist Judith Hermann berühmt für ihren unverwechselbaren Ton, die Eleganz und Schönheit ihrer Sprache.
In ihren neuen Erzählungen setzt sie so konzentriert wie leicht die Worte, zwischen denen sich das unfassbare Drama der Existenz zeigt. Was geschieht, wenn wir jemandem begegnen?
Wie nah können wir den Menschen sein, die wir lieben?
Durch einen Blick, eine Berührung entsteht eine plötzliche Nähe, oder Menschen entfernen sich voneinander. Kinder, Exzentriker, ein Vater, der aus der Psychiatrie verschwindet – Menschen kreuzen unseren Lebensweg, begleiten uns, machen uns glücklich und bleiben unfassbar.
Ein Fotograf betrachtet seinen Adoptivsohn, interessiert und distanziert, wie eines seiner Bildmotive, und seine Frau sieht diesen Blick. Vielleicht wird darüber alles zerbrechen.
Ein alter Mann denkt an eine lange Reise nach Nantucket, die viele Jahre zurückliegt, zu Freunden, in ein Haus, das erst in Umrissen existierte. Walter hatte für ihn dieses Haus mit Worten in die Luft gezeichnet. Er glaubt sich an eine Umarmung zu erinnern, zum Abschied.
Judith Hermanns Figuren sind manchmal ganz schutzlos. Umso intensiver sind ihre Begegnungen mit anderen, geliebten, fremden Menschen. Diese Momente geschehen beiläufig, unaufgeregt und entfalten unter der Oberfläche eine existentielle Wucht. In ihren Erzählungen spürt Judith Hermann diesen alles entscheidenden Momenten nach, unserer Einsamkeit und Wut und Sehnsucht.

Genres: Short Stories, German Literature, Contemporary, Germany, Fiction, Literature

192 pages, Hardcover

First published May 25, 2016

About the author

Judith Hermann is a German author.

She holds a Masters degree in German and Philosophy and attended the Berliner Journalistenschule, a highly selective professional academy for journalists. During this training she did an internship with the German language newspaper Aufbau in New York.

Reviews

[Bouquiniste · Rating 5 out of 5]

Zakázala som si čítať viac ako jednu poviedku denne: nech si ich všetky vryjem do pamäti. Potom som si Judith začala dávkovať za odmenu, keď sa mi niečo podarilo. Napokon som Lettipark čítala od apríla až dodnes. Po každej poviedke som plakala. Nik iný, nik! nevie lepšie, citlivejšie, nádhernejšie zachytiť banalitu, živú chvíľu, váhanie, dilemu, vnem, čokoľvek.
Judith Hermann ostáva mojou najmilovanejšou autorkou, panovníčkou všednodennosti, prchavej chvíľe, navždy.

[Mohadese · Rating 3 out of 5]

داستان‌های کوتاهِ یواش

[Jelte · Rating 5 out of 5]

Stel je een raar soort totalitaire toekomst voor waarin er maar één soort schrijven is toegestaan en jij verantwoordelijk zou worden gesteld om uit al die verschillende literaire smaken en stemmen er eentje te kiezen. Een onmogelijke en nachtmerrieachtige opgave natuurlijk, want de literatuur kan mij niet divers genoeg zijn en je kunt mij gerust een eclectische lezer noemen, maar als ik at gunpoint zo’n besluit zou moeten nemen, dan zou ik kiezen voor Judith Hermann. Zó moet je schrijven, denk ik bijna voortdurend als ik haar verhalen lees. Het literaire ligt er niet duimendik bovenop in haar werk, je ziet weinig metaforen en andere stijlbloempjes, en toch zou ik maar weinig schrijvers literairder willen noemen dan Hermann. Dat zit hem — uiteraard, zou ik haast willen zeggen — in alles wat niet gezegd wordt, in de rijke, betekenisvolle, oneindig subtiele kosmos áchter de kleine, haarscherpe, minutieuze verhaalwerelden van Hermann. En dan is er nog het ritme, dat verrukkelijk heldere ritme dat maakt dat deze verhalen altijd ademen, leven, vloeien. Ondanks de literairheid is het nergens gekunsteld, heb je altijd het gevoel dat schoonheid in dienst staat van waarheid en vice versa. Ik hoop dat Judith Herman een keer de Nobelprijs wint en ben er trots op dat iemand uit mijn ‘stal’ van auteurs weleens met haar wordt vergeleken. Terecht ook, als je het mij vraagt. (Degene die raadt om welke schrijver het gaat wint een boek.)

[Michael Bohli · Rating 2 out of 5]

Es bestätigt sich wieder einmal, dass mich Kurzgeschichten selten wirklich mitreissen oder überzeugen. Oft fehlt mir einfach die Tiefe, um mich mit den Geschehnissen zu beschäftigen. So ist auch die Sammlung "Lettipark" von Judith Hermann ein Buch, das mich eher kalt liess. Zwar sind ihre kurzen Erzählungen weder abgehoben nicht zu kryptisch, sondern eher alltägliche Schilderungen zwischenmenschlicher Melancholie.

Dennoch konnte ich mich selten für die Charaktere oder deren Probleme wirklich begeistern. Oft hatte ich gar das Gefühl, die Konflikte und Unstimmigkeiten in den Geschichten betreffen Gesellschaftsschichten, die mir so nicht zusagen (ergo eher die wohlhabenden Bürger) und darum auch nicht betreffen. Sprachlich macht Hermann aber nichts falsch, bleibt mit ihren Sätzen auf guter Distanz, tanzt vielleicht aber etwas zu oft um die eigentliche Aussage herum.

[Alena · Rating 4 out of 5]

Sigh. I'm not sure what it is about this author's brand of melancholy that charms me so completely. Prose as sparse and non-flowery as always she collects short fiction in this book centering on meeting people. How some drift in and out of our lives, how some are only part of it for a second.

Lovely, just lovely.

[Lalagè · Rating 4 out of 5]

Judith Hermann weet met een paar zinnen een sfeer te schetsen. Maarten Elzinga heeft het goed vertaald uit het Duits. Ondanks de lengte van de verhalen, van zes tot twaalf bladzijden, is er ruimte voor details. Bij de tweede lezing voel ik de emotie onder de droge stijl beter.

https://lalageleest.nl/2023/04/23/let...

[Menno van Winden · Rating 5 out of 5]

"Ze zegt, soms zou ik alles nog eens helemaal uit elkaar willen halen, en het dan weer in elkaar zetten. Niet opnieuw beginnen, dat bedoel ik niet. Maar van wat je hebt iets anders maken? Nou ja, dat gaat dus niet."

[Lori · Rating 2 out of 5]

Jako - píše skvěle, plynule, ráda bych si přečetla větší kusy textů. Ale toto nejsou ani povídky, jenom takové zlomky, kde vůbec není pointa nebo tam třeba je, ale mimo moje rozlišovací schopnosti

[Jules · Rating 3 out of 5]

3.5

[Michal Tallo · Rating 5 out of 5]

Judith H. naďalej nie je schopná omylu. Aj v Lettiparku je každá poviedka paralýzou, ktorá prichádza nebadane, spoza slov a bez nutnosti explicitného dopovedania významov. Celý svet tu horí v nehybnosti. Každá pointa zatrasie tým najkrehkejším v nás.

"Selma se někdy ve vzpomínkách vrací k oné noci a topolovému pylu. Vrací se ke slovu samovznícení, k tomuto odbornému výrazu. Myslí si, láska by mohla být jako samovznícení, ale ani u téhle myšlenky dlouho nevydrží a zase ji zavrhne."

[K's Bognoter · Rating 5 out of 5]

Jeg blev slået bagover i benovelse over disse sublime fortællinger. Dét her, det er novellekunst, når den er allerbedst. Læs min anmeldelse på K’s bognoter: https://bognoter.dk/2019/08/07/judith...

[Sophie · Rating 4 out of 5]

Rezension folgt am 25. Mai. (3.5-4 Sterne) :)

[Gust P · Rating 3 out of 5]

3,5*

[Johanna · Rating 5 out of 5]

Eine nachklingende Sammlung wunderschöner kleiner Einblicke. Eine Handvoll Leben, durch die die Leserin gleitet wie eine stille Beobachterin, immer getragen von der Melancholie dessen, was vorüber ist. Der leise Nachhall ist grundsätzlich für Judith Hermanns bescheidene und wehmütige Prosa: Reduziert, aber scharf in der Beobachtung und mit einem feinen Seismographen für die Schwingungen menschlicher Sehnsucht lässt sie uns teilhaben an einer Kette von Momenten, nie mit dem Anspruch, ein ganzes Leben erzählen zu wollen, erzählen zu können. Miniaturen, die man lange nachspürt, als würde man aus einem Traum von Früher erwachen.

[Paul Hoehn · Rating 4 out of 5]

A reread—I was puzzled by this book when I first read it, although I enjoyed it. This time more of the stories made sense to me. Small forms—so hot on the German academic scene of the past decade—abound here. And this collection explores the smallness of the short story, making this volume a little like a photo album. Stills rather than movies. Hermann’s calm, precise, style is amazingly suited to this approach to the short story. One has the feeling of being lead through a meticulously cared for collection of precious objects.

[Kate O'Shea · Rating 3 out of 5]

Originally published in 2016, Letti Park is a collection of unusual short stories that see strangers wandering into ordinary lives to change them in some profound way.

I'm afraid the very short stories didn't particularly move me or speak to me in any way. They felt more like chapters from longer novels taken out of context than short stories. But I am sure this is merely personal taste. The ones that I did like were Intersection and Brain, which felt more like short stories than the others.

I wish I could have done the great writing justice with my review.

Thankyou to Netgalley and Farrar Strauss and Giroux for the advance review copy.

[Nora Žáková · Rating 4 out of 5]

Krátke poviedky, na prvý pohľad bez pointy, melancholická nálada a veľa myšlienok po dočítaní...

[Stephaan Margodt · Rating 5 out of 5]

Uitgebeend, suggestief proza: elk verhaal een parel...

[Henny · Rating 3 out of 5]

Judith Hermann kann Kurzgeschichten schreiben, die mich berühren. Dennoch: Im direkten Vergleich zu ihren anderen Geschichtensammlungen, ist Lettipark sicher nicht die Beste.
Die Geschichten"Gehirn" und "Osten" haben mich durchaus bewegt, aber keinen bleibenden Eindruck hinterlassen, wie etwa "Sonja" oder "Sommerhaus,später" aus dem gleichnamigen Band.
Darum 3/5 Sternen.

[Jakub Kratochvil · Rating 4 out of 5]

Niektoré poviedky sú veľmi pekné, napríklad Papírová Vlaštovka, alebo Uhlí. A niektoré len pekné. Pár z nich je hm...

[Agnes · Rating 5 out of 5]

In vertaling gelezen. Spannend leeswerk, ik had nog veel meer van deze intrigerende, vragen oproepende verhalen willen lezen. Wat een schrijver!

[Ali Amiri · Rating 2 out of 5]

از یودیت هرمان داستان‌های بهتری خونده بودم. بااینکه هرمان در این کتاب هم توانایی قلمش رو نشون می‌ده (همون اندوه آشنا و ایجاز حیرت‌انگیز)، اما این داستان‌ها برای من زیادی مبهم و خام بودن، شخصیت‌ها هم اغلب به‌خوبی پرداخت نشده بودن و چیزی رو منتقل نمی‌کردن.

البته این احتمال رو هم می‌دم که خیلی از ابهامات به‌خاطر سانسور و ترجمۀ ضعیف باشه.

[Lewerentz · Rating 2 out of 5]

Disons 2.5*
Intéressant mais je n'ai pas trop vu où l'auteur veut en venir. Format très court (dizaine de pages par nouvelle), à la fois bien mais quand même restée trop souvent sur ma faim.

[Lenya · Rating 2 out of 5]

Schade Schokolade. Kurzgeschichten sind vermutlich einfach nichts für mich. Ein paar Geschichten und einige Sätze sind jedoch sehr schön.

[Helena · Rating 2 out of 5]

Ehrlicherweise hat mich keine einzige der Geschichten innerlich mitgerissen, ich habe es dennoch nicht ungern gelesen.

[Sanam · Rating 2 out of 5]

Meh...

[Hans Peter Madsen · Rating 2 out of 5]

Judith Hermanns debut fra 1998, Sommerhus, senere, indeholder adskillige små mesterværker. Siden da har hun skrevet tre novellesamlinger og en roman. Til min skuffelse levede ingen af novellerne i hendes nyeste samling, Lettipark, op til det høje niveau fra debuten. Siden 1998 er Hermanns noveller blevet mere formfuldendte, gennemarbejdede, kunstneriske og derfor - kedelige. Hvor jeg virkelig troede på personerne i Sommerhus, senere, virker novellerne i Lettipark bange for for alvor at engagere sig i sine personer; for bevidste om deres egen form og deres egen fiktionalitet. Judith Hermann er blevet indhentet af postmodernismen, men desværre bruger hun den ikke til noget fornuftigt.
Næsten alle novellerne i Lettipark har den nogenlunde samme opbygning. De er alle meget korte, ca. 10 sider (novellerne i Sommerhus, senere var omkring 20 sider), og de 10 sider fordeler sig således: 6-7 siders build-up, hvor vi lærer personerne at kende, så 2 siders ret vildt klimaks, dernæst 1 side, der handler om, at alt det foregående var meningsløst, og at du var dum, hvis du nogensinde interesserede dig for det. Lad mig give et eksempel: I "Visse erindringer" er Maude flyttet ind hos en gammel dame, Greta. Vi hører om den lidt underlige samtale, de havde, første gang de mødtes, og om de andre mennesker, der tidligere har boet hos Greta. Vi hører også lidt om, hvem de hver især er - Maudes arbejde og hashvaner, Gretas læsevaner og at Maude nu snart skal af sted på ferie. Så kommer det ret vilde klimaks: Greta husker pludselig, at hun engang har været på ferie der, hvor Maude nu skal hen, Lago d'Iseo. På stranden overværede Greta et barn langsomt blive taget af strømmen og flyde væk, og at barnets forældre ikke lagde mærke til det. Men Greta sagde intet, og det endte med, at både barnet og barnets far druknede, da han for sent svømmede ud for at redde det. Fed novelle! Men Hermann stopper ikke her. Hun skal lige have med, at læseren er dum:

"Maude ser på Greta, hun har et spørgsmål på læberne.
Kendte du ham? Den atletiske mand, der svømmede ud efter båden, den lille drengs far. Kendte I hinanden? Hvorfor sagde du ingenting da du så båden drive bort.
Men hun spørger ikke. Nej, hun spørger ikke."

De spørgsmål sidder læseren nok også med selv, og det er klart, at det, at de er ubesvarede, gør novellen bedre. Men Hermann kan ikke nære sig for at pege på spørgsmålene, gøre nar af læseren for overhovedet at have lyst til at vide noget om disse fiktive personer. Hermann er nødt til lige at slå fast, at ingenting har betydning, at livet er fuldt af ubesvarede spørgsmål, og at langt det meste er uforståeligt for os.
Det er der i sig selv ikke noget galt i. Jeg elsker Lars von Triers film, bl.a. fordi de ofte ender med at sige, at seeren er dum for nogensinde at have ladet sig rive med af den manipulerende film, og at det hele var betydningsløst. Men der er nogle vigtige forskelle: For det første lykkes det von Trier at få seeren revet med, hans film er virkeligt rørende, så man har fortjent at blive kaldt dum for at være blevet manipuleret med. Og for det andet kan den manipulation lykkes, fordi der går nogle år mellem hver film, så man er klar til at blive snydt på ny hver gang (og også fordi filmene hen ad vejen benytter sig af forskellige former for verfremdungseffekt, f.eks. ved at lade en computer stå for at klippe filmen i Direktøren for det hele, så man er lissom advaret om, at man er dum, hvis man lader sig rive med - hvilket man jo så gør alligevel). Men Hermanns noveller har ikke gjort sig fortjent til at kalde læseren dum på samme måde som von Triers film. For det første er de så korte, at man knap nok når at blive revet med - hvis man da overhovedet gør det. For det andet har vi at gøre med 17 noveller i træk, der næsten allesammen slutter med samme bank i hovedet på læseren, så man bliver vant til det og forventer twistet og når såmænd at blive irriteret over det, allerede inden det kommer. Selvom novellerne handler om mange forskellige ting, ender de med at blive usigeligt ensformige på grund af denne insisteren på at have det samme budskab til slut.
Men det mest irriterende er, at mange af novellerne kunne være ganske gode uden det sidste afsnit. I "Veje krydses" er der flyttet en underklassefamilie ind over for Patricia og Vito. De roder og larmer og lukker ikke vinduerne, når de skændes, og det kulminerer med, at underklassesønnen bryder ind hos Patricia og Vito og begår hærværk. Skal de anmelde indbruddet? Det ville måske ødelægge den unge mands liv endnu mere, end det allerede er ødelagt, at komme i fængsel. Måske kan der rettes op på hans liv med lidt kærlighed og accept. Og da Patricia og Vito får tilbuddet om at købe underklassefamiliens hus og dermed smide dem ud, strammes dilemmaet. Den slags mennesker skal jo bo ét eller andet sted. Bare helst ikke lige over for Patricia og Vito. Det er et spændende dilemma og interessant at skrive en novelle om. Det er også spændende, at det er Patricia, der har disse tanker om dilemmaet, mens Vito bestemmer, at de skal købe huset. Men så kommer det sidste afsnit:

"Patricia siger ingenting. Hun ser forbi Vito ud gennem rummet, linoleumsgulvet glinser som vand, solen er steget op over træerne nu, lyset falder skråt ned i karnappen, på bordet i karnappen, på blomsterne i vasen på bordet; Gud viser sig bag Vitos ryg, tavs og fyndig, i hyacinternes dybe blå."

Hvad skal denne pludselige ekstreme skønhed og oven i købet religiøsitet til for? Det er svært at tage seriøst, og det tror jeg heller ikke, man skal. Enten har vi at gøre med Hermann, der tager sig selv for højtideligt, eller også har vi at gøre med Hermann, der vrænger af sin egen ellers gode novelle (hvilket jo egentlig også er selvhøjtideligt og arrogant). Begge dele er irriterende og unødvendigt. Og sådan er næsten alle novellerne, desværre.
Det mest øretæveindbydende enerverende eksempel på dette, synes jeg, er slutningen på titelnovellen, "Lettipark":

"Bag hende går skydedørene op og i igen, og Paul kommer ud og siger, hvad venter du egentlig på, Rose.
Inderen gasser op med en beslutsomhed der grænser til foragt. Rose tager et skridt frem, løfter hånden. Hvad venter hun på?"

Hvor meget mere nederen og se-mig-jeg-er-uforståelig-og-pointeløs kan man lige blive? Det er en seriøst Hollywoodnem måde at tage hånd om problemet med manglen på endelig forståelse af en tekst, når Hermann lader Pauls hverdagsspørgsmål blive til et (insisterende ubesvaret, eller rettere insisterende-på-sin-egen-ubesvarethed) eksistentialistisk spørgsmål, som novellen vel at mærke på ingen måde har lagt op til, men som bare skulle med for at give novellen en dybde, den ikke har og ikke har fortjent at få. Men det er vigtigt at huske på, at Hermann gør det med vilje; det skyldes ikke inkompetence, kun dårlig smag. I "Drømme" lærer hovedpersonen, "at der bag enhver erkendelse jo alligevel dukker en ny uklarhed op", og den indsigt i manglen på indsigt skal vi så have banket ind i hovedet i hver eneste novelle med en hoverende attitude - i stedet for bare at få serveret novellen med uklarheder bag enhver erkendelse, skal de gudhjælpemig alle som én tatovere "bag enhver erkendelse en ny uklarhed" i panden på læseren.
Det er en skam, for Hermann kan jo skrive. I den bedste af novellerne, "Brev", får vi denne herlige samtale, hvor jeget besøger sin ven Walter:


"Da jeg besøgte ham og hans kone Edna i Boston, talte vi om huset på Nantucket, og jeg sagde, at hvis jeg kom tilbage en anden gang, ville jeg gerne se det.
Og han sagde, skal vi køre derud i morgen?
Han sagde, skal vi køre derud i morgen, som om han gik ud fra at jeg ikke ville komme tilbage en anden gang, eller som om han gik ud fra at han ikke længere ville være der når jeg kom tilbage.
Han spurgte Edna.
Han sagde, Edna, skal vi køre til Nantucket i morgen alle tre? Tage på en lille udflugt. Hvad synes du. /
Edna er 86 år gammel. Hun er en stilfærdig kvinde med en lidenskab for vilde planter, hun må have et rigt og originalt indre liv, og hun sidder for det meste bøjet over gådefulde notater som jeg meget hellere ville læse end Walters romaner. Da Walter spurgte hende om vi skulle køre til Nantucket, så hun tavst på os, så lukkede hun det botaniske opslagsværk hun netop havde siddet og kigget i for at finde den kvist hun havde hjembragt fra sin daglige spadseretur; hun rejste sig og begyndte at pakke sin rygsæk."

Hvorfor kan den slags perler ikke bare stå alene uden at skulle undergraves af ligegyldig poseren?

http://endnuenbogblog.blogspot.com/

[Esther · Rating 3 out of 5]

Die Erzählungen waren schön. Die von den Erzählungen ermittelten Bilder, Gefühle, Atmosphären, Eindrücke waren ergreifend und "on point". Trotzdem fand ich sie manchmal ein wenig zu kurz.
Ich erreichte das Ende bevor ich die Charaktere richtig fassen/lokalisieren konnte und bevor sie und ihre Geschichten sich entfalten/zeigen konnten. Hermann teilt eher Ideen, als dass sie Kurzgeschichten geschrieben hat.

Schön zum Lesen, aber einige Geschichten verdienten mehr Exposition, Länge und Tiefe.

[Michaela · Rating 5 out of 5]

Najkrajsie poviedky, ake som za poslednu dobu citala. V jednoduchosti je schovana krasa. Graficky tiez za 5 hviezd.

[Hanneke · Rating 4 out of 5]

Greta. Gletsjermelk.