Udviklingen af den slavebaserede produktionsmåde på bedste marxistisk vis: Fra lænker til livegenskab
Med en klar marxistisk linse beskriver Perry Anderson overgangen fra antikkens slavebaserede produktionsmåde til feudalisme i Europa. Bogen står som et centralt værk inden for marxistisk historieskrivning, men efterlader spørgsmål om overbygningens og menneskelige aktørers betydning.
Perry Andersons bog ’Fra antikken til feudalismen’ (Passages from Antiguity to Feudalism) er stykke historisk håndværk, der viser sig som et pragteksemplar på, hvordan marxistiske historieskrivning ser ud. På mindre end 300 sider, og med hjælp fra et utal af kilder, fungerer bogen efter hensigten: den forklarer hvordan Antikken blev til Feudalismen i Europa. Det er en tidsperiode, der omfavner mere end 2000 år – og Anderson skriver med en sådan tyngde, at man er overbevist om, at han er om han er ekspert i hver og én ’mindre’ periode derimellem.
I forordet kommer han kritikken i forløbet: han udelader detaljer og nuancer og skriver historien ’fra toppen’, men det er netop styrken ved den historiske materialisme, som Anderson behersker så eminent. Han er marxist af politiske holdning, redaktør og stifter af en række venstreorienterede videnskabelige tidsskrifter i anden halvdel af 1900-tallet. Professor, underviser og tilsyneladende en fremragende formidler på skrift.
Bogen beskriver udviklingen af den europæiske historie med afsæt i forholdet mellem produktivkræfter og produktionsforhold (base og overbygning, base and superstructure). Den starter ved den slavebaserede produktionsmåde som kendetegnede Antikken. Her tilegner hele ikke-producenten sig hele produktet (herunder og merproduktet), men skal altså selv sørge for at tilegne de ting, der er nødvendige for produktionen, og det er arbejdsmidler (redskaber, fx hammer), arbejdsgenstand (det, der skal forarbejdes fx stål) og producenter (arbejdskraft, fx slaver).
Slaven er således en betingelse nødvendig for produktionen i Antikken, og de skaffes primært ved at tage krigsfanger, og ofte overgår antallet af slaver i høj grad antallet af frie mennesker i de forskellige områder. Anderson beskriver dette med flere eksempler og viser herefter viser, hvordan denne produktionsmåde bliver erstattet af den feudale produktionsmåde, gradvist, startende fra 1000-tallet, ikke fordi filosoffer tænkte sig til et mere ’humant’ menneskesyn, eller fordi kongen fik en fiks ide, men fordi der, i overensstemmelse med den historiske materialisme, opstod en konflikt mellem produktivkræfter og produktionsforhold.
Det skal ikke forstås således, at slaverne vågnede fra deres ’falske bevidsthed’ eller blev opildnet til oprør, men i stedet, hvordan den slavebaserede produktionsmåde med tiden blev nødt til at forholde sig til sine egne modsætninger og begrænsninger.
I takt med, at befolkningstallet steg og det blev vanskeligere at skaffe slaver, fordi mulighederne for at erobre og ekspandere for de antikke samfund blev færre og færre for hver gang man overtog et nyt territorie, nåede produktiviteten en øvre grænse, der umuligt lod sig løse internt i den slavebaserede produktionsmåde (s. 92). For Marx ville en sådan situation kunne fikses med opfindelsen eller implementeringen af produktivitetsøgende teknologi, men som Anderson skriver: ”den slavebaserede produktionsmåde rummede et meget begrænset objektivt incitament til teknologiske fremskridt, da arbejdskraftannekterende form for vækst udgjorde et strukturelt felt, som i sidste instans modvirkede tekniske nyskabelser…” (s. 79).
Den slavebaserede produktionsmåde førte altså til økonomiske stagnation (s. 128): selvom både vandmøllen og hjulmøllen havde været opfundet i lang tid, er der ringe bevis for dens ibrugtagen i store perioder af den antikke periode. Anderson understreger, at teknolog i sig selv netop ikke kan drive historien frem. Den er nødt til at eksistere samtidigt med samfundsmæssige relationer, der kan aktivisere dem som en kollektiv teknologi. Og disse to sideløbende udviklinger falder ikke altid sammen.
Argumentet er altså, at overgangen til feudale produktionsrelationer i Europa sker ved en syntese (Marx’ termer) af to teser: den slavebaserede produktionsmåde og den stammebaserede produktionsmåde i stammefællesskaber, baseret på primitivt landbrug (kaldes også slægtskabsproduktionsmåde) (s. 201, 17).
Anderson skriv midt i den intellektuelle marxisme genopblomstring; bogen er udgivet i 1974 og Anderson befinder sig på højden af sin karriere. Bogen er den første af sin slags og det et måske netop grunden til, at han kan slippe af sted med generaliseringer og analytiske pointer, der til tider ignorerer den enkelte producents eget initiativ, handlingsparathed og selvrefleksivitet. Ikke meget er overladt til de menneskelige aktører, som Anderson reducerer til tandhjul i det marxistiske historie-perspektiv, hvis drivkraft er det materielle, herunder det økonomiske fundament, som alle samfund består af.
Det har altid været den historiske materialismens største kæphest, og selvom Anderson forsøger at gøre opmærksom på begrænsningerne og den implicitte determination (dette var den eneste mulige udvikling af historien), der lurer under Andersons konklusioner, så forbi går den britiske filosof og historiker diskussioner af perspektiver, der anskuer historien ”from below” og ”micro-history”. Størst kritik burde dog rettes mod Anderson negligering af overbygningens karakter på forskellige tidspunkter af historien. Kirken, åndslivet og intellektualitet og ideologi er afgørende for at forstå de særlige nuancer, der for eksempel adskilte Vesteuropas feudalisme fra Østeuropas mangel på samme.