Aydin Soei er en af Danmarks mest vidende stemmer, når det handler om unge fra etniske minoriteter, social arv og unge i udsatte boligområder. Det er problemstillinger, Soei tidligere har skrevet om i bøger og indlæg i den danske presse. Men med denne nye bog er det hans egen og hans forældres historie, han fortæller.
”Hvis det ikke var for mine forældres rejse til Danmark og den nye eksiltilværelses forgrenede veje, ville drabet ikke have fundet sted. Uden min fars mislykkede liv i eksil som en del af ligningen, giver hans forbitrelse og hans søns forsøg på at forsone sig med hadet og fortiden ingen mening. Hvis mine forældre havde valgt et andet land som deres eksil, ville jeg være et andet menneske.”
Fortællingen veksler mellem beskrivelser af forældrenes flugt fra Iran via Sovjet til den københavnske vestegn. Aydin Soei fortæller om sin opvækst i Avedøre, hans fars tiltagende voldelige adfærd over for sin familie – og det mord, han ender med at begå på en anden iransk mand, hvis søn var forfatterens klassekammerat.
Forsoning er en helt igennem autentisk biografisk-dokumentarisk fortælling. Den giver et billede af en helt særlig periode i Danmarkshistorien set fra et barneperspektiv. Om en barndom i de store flygtningeår i midten af 1980’erne, hvor mange nyankomne drenge som Aydin Soei forsøgte at vinde status på gaden og i skolegården – på godt og ondt. Et hovedtema er forfatterens forsøg på at håndtere den vrede og den skyld, som hans far har givet videre til ham.
Aydin Soei er 33 år og bosat på Nørrebro. Han er bachelor i journalistik, sociolog og har tidligere skrevet de anmelderroste bøger Skyld – historien bag mordet på Antonio Curra og Vrede unge mænd.
Aydin Soei har begået et fortælleteknisk mesterværk i sin mursten af en familiekrønike, der ikke kun skildrer to familiers fælles skæbne, men også giver et indblik i et stykke verdenshistorie krydret med politiske agendaer, fortabte fædre og forslåede drengebørn.
Jeg synes "Forsoning" var en meget interessant bog, omend den af og til føltes lige lang nok. Grundhistorien er allerede blevet gengivet flittigt i medierne, men det er egentlig ikke så vigtigt. Der hvor fortællingen rigtig bliver levende, er i Aydins jagt på sandheden om sin familie. Jeg synes klart bogen var mest spændende, når Aydins fortælling langsomt blandede sig med sin mors, sine familiemedlemmers, med forældrenes venners historie. For hvem var hans far egentlig?
Rent personligt må jeg dog sige, at det var jeg allermest begejstret for, var bogens slutning. Det var den del af bogen, jeg bedst kunne identificere mig med. Der var ingen elegant sløjfe, ingen Hollywood, men bare en virkelighed, jeg i dén grad forstår.
Det fungerer rigtig fint at kapitlerne skifter mellem Aydin og hans mor Farideh som fortæller. Aydins fortælling er desuden delt op i kapitler hvor man følger hans perspektiv fra barndommen og andre kapitler hvor han skriver direkte til sin søn Adam i brevform, om både fortid og nutid.
Historien er særligt fokuseret på hans far Amins deroute, som kulminerer i at han myrder en anden iransk flygtning og bliver idømt en udvisningsdom. Historien går helt tilbage til tiden i Iran hvor Farideh bliver en del af et netværk af medstuderende kommunister, og herigennem finder sammen med Amin. De flygter til Sovjet da Ayatollah Khomeini strammer grebet om magten og går igang med at rense ud blandt de kommunistiske grupper der potentielt kan true ham. Da det formodede paradis i Sovjet ikke viser sig at leve op til sit ry, ender familien ad omveje i Avedøre Stationsby i Danmark.
Amin er i starten af opholdet i Danmark optimistisk, men bliver gradvist mere sortsynet, da det ikke lykkedes ham at lære dansk og da det viser sig, at hans håndværksevner er værdiløse i et dansk system, hvor man ikke kommer nogen vejne uden uddannelsespapirer. Vreden over ydmygelsen håndterer han ved at drikke og hænge ud i periferien af det iranske flygtningemiljø og ved at indføre et rædselsregime i sit eget hjem.
En stor del af fortællingen handler om Aydins forsøg på at bearbejde vreden over hans fars tyranni, skuffelsen over at hans mors svigt og over den skam han har følt ved at være "morderens søn". Frygten for at arve hans fars dårlige sider og for at mislykkes som far fylder også en del, særligt i brevene henvendt til hans søn.
Ud over fortællingen hvor faren spiller en hovedrolle, er det også underholdende og fascinerende at læse om Aydins omgang med rødderne i Avedøre og hans forsøg på af falde til, i de forskellige skoler han går starter i. Det samme er fortællingen fra Faridehs perspektiv, hvor det er svært ikke at beundre hendes fightervilje der ikke er mange forundt