Bídné roky

Uår #1-2

by Knut Faldbakken

Autor nás zavádí do blízké budoucnosti, do osmimiliónového velkoměsta Seetwateru. Na trhu se vzhledem ke katastrofálnímu nedostatku surovin objevuje stále více náhražkových potravin, služby fungují špatně nebo vůbec ne, ponížení, hrubost a surovost jsou pro obyvatele běžnou součástí života, všeobecná krize vrcholí. Bývalý architekt Allan Ung, jeho osmnáctiletá žena Lisa a pětiletý syn Boy odcházejí z města a usazují se ve starém přívěsu na obrovité skládce městských odpadků, stávají se robinsony na ostrově nakupeném ze zbytků umírající civilizace. Brzy nacházejí i přátele, stejné dobrovolné vyděděnce, jako jsou oni sami: bývalého doktora Fischera, který žije ve staré polorozpadlé vile na břehu zálivu, zamořeného chemickými odpady, obětavou a živočišnou děvku Mary Diamondovou a jejího příživnického ochránce Smileyho a nakonec i tajemnou dvojici „zahraničních dělníků“, Felixe a jeho němého bratra Run-Runa. Vytváří se svérázné společenství, řídící se vlastními nepsanými zákony, dokud i k nim nedorazí z umírajícího města zákony džungle.

526 pages, Hardcover

Published January 1, 1981

About the author

Faldbakken studied psychology at Oslo University, and then worked as a journalist. He visited a number of countries, working variously as a bookkeeper, sailor, and factory worker, and began writing books in 1967 while living in Paris.

Reviews

[Stine · Rating 3 out of 5]

Annen bok «Sweetwater» er betydelig mye mer spennende og interessant enn første bok «Aftenlandet». Synes «Aftenlandet» brukte lang tid på å komme i gang og jeg klarte heller aldri sympatisere ordentlig med noen i persongalleriet; både Allan og Lisa er lite tiltalende og vekker lite medlidenhet, spesielt med tanke på at de selv valgte å flytte til fyllinga. Dette er den største logiske bristen i romanen etter min mening: at Allan skulle si opp arkitektjobben og flytte ut med hele familien på en søppeldynge fordi han følte livet i byen var lite tilfredsstillende. Det ville vært mye mer troverdig om han ble oppsagt på grunn av økonomisk nedgang eller noe liknende, og deretter måtte ta seg jobb på bensinstasjonen som følge av dette og deretter flytte ut av byen.
Selv om romanen er relativt forut for sin tid, er den også noe preget av sin tid: selv om familien bor på en søppelfylling er det Lisa som vasker og steller «hjemme», mens Allan drar ut «på jobb» hver dag for å finne skrapmetall og annet. Allan er familiens ubestridte overhode og tar seg til rette på alle måter han finner fordelaktig for seg selv.

Tross i at Lisa riktignok bare er 18 år gammel, blir hun ofte framstilt som et lite barn, uten impulskontroll og med et enkelt og barnslig sinn: «Hun hadde et barns utålmodige krav til øyeblikkelig tilfredsstillelse av de behov hun kunne fornemme så plutselig, så sterkt.»
Alle behandler henne som om hun er en småunge som aldri vet sitt eget beste; til og med Doc snakker til henne som om hun er et barn mens han undersøker henne etter at hun er blitt gravid, «han ga henne ofte små ting, noe godt å spise, en liten presang, og de snakket et intimt barnespråk sammen.»
Det at Allan behandler Lisa som en gjenstand som kun har verdi når hun kan gi ham noe er også et problem. I romanen kalles Allans sexlyst «livskraften» hans og at han tvinger seg på Lisa selv om hun unngår ham, sier nei, gråter hver gang han «tar initiativ», bagatelliseres som mannens natur og en slags urkraft Allan bare må må utløp for når han selv ønsker det. Lisa blir likevel ved å bli kaldt barnslig og småpikeaktig.
Når Allan og Mary Diamond innleder et seksuelt forhold er lettelse det eneste Lisa uttrykker. Allan ender likevel opp med å voldta Mary også, men av en eller annen grunn virker det som om Mary også ser på dette som mannens natur og hun forlater ham ikke. Selv etter at Lisa har født sitt og Allans barn, er det eneste Allan tenker på når han kan ha seg med Mary neste gang.
Om det er meningen at vi skal heie på Allan og håpe han klarer seg gjennom katastrofen som følger i annen bok har Faldbakken gjort det vanskelig å gjøre nettopp dette.
Det at han ender opp med å selge Lisa for en pistol, og at de andre mot slutten av siste bok prøver å selge ham Lisa tilbake mot at de får tak over hodet hos ham er et stort irritasjonsmoment for mitt vedkommende. Så mye var altså kona hans verdt. Når hun ikke lenger er til nytte for ham, verken seksuelt eller som hushjelp velger han å etterlate henne til en nesten sikker død på en søppelfylling.

Romanens sterkeste element er utvilsomt språket. Personlig synes jeg «Aftenlandet» kom sakte i gang og nærmest sneglet seg videre etterpå. «Sweetwater» kom mye dypere inn i et menneskesinn preget av katastrofe, krig, sult og overlevelsesinsinkt. Selv om handlingen kun foregår i en bygård og dens nærmeste gater er den overlegen både handlingsmessig og språkmessig den første boka. Når det er sagt mener jeg likevel at «Sweetwater» aldri vil være like god uten først å ha lest «Aftenlandet». Alt som er bygget opp i den første boka får man igjen for i den andre, uansett hvor treig «Aftenlandet» kan virke.

[Mountbatten · Rating 3 out of 5]

jedno dávnější postapo, v něčem působí motivy vůči dnešním PA zastarale, přitom však mnoho z nich je ve skutečnosti dost možných. Kniha je složená z dvou knih, kdy je značný rozpor mezi literárním stylem prvního a druhého dílu. první díl je příběhem vyděděnců žijících na skládce - každá postava je až přehnaně bizarní a život není peříčko, ale nebýt občasných narážek na nechvalný stav města, tak tam není nic postapokalyptického, je to příběh bezdomovců. Druhý díl se vyznačuje větším literárním ponorem do nitra postav i větších charakteristik a navíc svět mimo Smetiště se prolne, již je vidět progres apokalypsy. Vlastně bych to nenazvala PA, ale apokalyptickým příběhem. Jen ten konec, Nové Společenství, které bude Lepší, popsané bez ironie, mi přišel jako moc hepáč.

[Terka Juchelková · Rating 4 out of 5]

Syrové, kruté a chvílemi až neuvěřitelné. Sice jsem to četla nadvakrát, ale stejně mě knížka hluboce znepokojila. Není to žádná "novodobá katastrofická romance", a přece mi přijde ten příběh napsán před 40 lety až příliš skutečný a proveditelný.
Nádherně zachycuje lidské zoufalství, touhu přežít a odhaluje i ty nejskrytější části osobnosti, které se všichni snažíme úhledně tutlat.