What do you think?
Rate this book
Hon är arg
Maja Lee Langvad är arg: arg på sin biologiska mor som följde grannkvinnans råd, arg på sin adoptivmor som trodde sig veta vad som var bäst för henne. Hon är arg på sina vänner för att de ser det som en mänsklig rättighet att skaffa barn, hon är arg på sig själv för att hon är arg på dem. Hon är arg på att hon har sett sig själv som vit. Hon är arg på att hon inte är vit, nu när hon ändå har sett sig själv som vit.
Hon är arg över att få höra att hon ser ut som Yoko Ono.
Hon är arg över att hon är arg.
Hon är arg är ett poetiskt och ursinnigt vittnesmål om upplevelsen att vara adopterad, men också en kritisk granskning av den adoptionsindustri som omsätter 15 miljoner dollar per år enbart i Sydkorea. Här blandas reflektioner kring arv, etnicitet, genus, krig och global jämlikhet med en djupt personlig berättelse från Danmark och Seoul.
Översättning: Johanne Lykke Holm och Kristofer Folkhammar
Hon är arg över att få höra att hon ser ut som Yoko Ono.
Hon är arg över att hon är arg.
Hon är arg är ett poetiskt och ursinnigt vittnesmål om upplevelsen att vara adopterad, men också en kritisk granskning av den adoptionsindustri som omsätter 15 miljoner dollar per år enbart i Sydkorea. Här blandas reflektioner kring arv, etnicitet, genus, krig och global jämlikhet med en djupt personlig berättelse från Danmark och Seoul.
Översättning: Johanne Lykke Holm och Kristofer Folkhammar
240 pages, Hardcover
First published May 30, 2014
10 people are currently reading
251 people want to read
About the author
Maja Lee Langvad
12 books22 followersMaja Lee Langvad er født i 1980. Hun blev uddannet fra Forfatterskolen i 2003 og debuterede i 2006 med den konceptuelle tekstsamling Find Holger Danske. Hun er medredaktør på det nordiske litteraturtidsskrift Kritiker. Hun har oversat Spørgeskemaer af Max Frisch. I en årrække optrådte hun som en kritisk stemme i adoptionsdebatten i Danmark.
Maja Lee Langvad har modtaget flere legater og priser bl.a. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Svend Dahlsgaards Mindelegat, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat og Danske skønlitterære Forfatteres Hæderspris.
Maja Lee Langvad har arbejdet sammen med en lang række kunstnere inden for videokunst, performance, teater, koreografi, film, musik og lydkunst.
Maja Lee Langvad har modtaget flere legater og priser bl.a. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Svend Dahlsgaards Mindelegat, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat og Danske skønlitterære Forfatteres Hæderspris.
Maja Lee Langvad har arbejdet sammen med en lang række kunstnere inden for videokunst, performance, teater, koreografi, film, musik og lydkunst.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 21 of 21 reviews
May 6, 2016
Hun er vred. Det er hun virkelig. Og det er der kommet en stærk bog ud af om transnational adoption.
Men det er ikke bare indholdssiden der er interessant, bogen er så stærk som den er på grund af sin form. Samtlige afsnit starter med "Hun er vred..." i den forstand er det et flere hundrede sider langt prosadigt. Og formen styrer indholdet: Når positionen kun er at hun er vred, så tager hun hele diskussionen på egen banehalvdel: hun er vred over at være en handelsvare, men hun er også vred over at betragte sig selv som handelsvare, og på sin adoptivmor for at købe en Hyundai og ligestille sin koreanske datter og bil. Men hun er også vred over at være vred på sin mor.
Og gennem al denne vrede (der også har et element af humor) og den modsatrettethed bliver udsagnet "hun er vred" en effektiv måde at komme rundt i en utroligt kompliceret sag, hvor elementer som økonomiske interesser, samfundsstrukturer, race og velfærdssystemers indretning spiller ind. Med fodnoter og kildehenvisninger.
Samtidig er det en personlig beretning om (måske) at få PTSD af at opsøge ens ophav, være en banan (gul udenpå, hvid indeni), deale med sin egen og andre adoptanters håndtering af følelser, biologisk familie, adoptivfamilie, barndom og møder med den koreanske familie, kultur, samfund og skam.
Præstationen i det her værk er at lede læseren gennem dette virvar af jura, følelser, udredninger og personlige beretninger om løgne og svigt. Og om at finde (eller bevare? Selv eje? Mestre? Have retten til?) sin identitet - når både race, køn, sexualitet, geografisk hjem og familie-tilhørsforhold er i spil og på spil.
Det er en kraftpræstation - (og hvem ved måske en overlevelsesstrategi?) og det lykkes. Det kan godt være forfatteren er stærkt adoptionskritisk, men i modsætning til de fleste debatbøger kræver hun ikke at læseren er enig - hun fortæller jo bare om, hvorfor hun er vred. Og uanset hvor man står, så kan man ikke undgå at få sit syn på transnational adoption nuanceret af dette vidnesbyrd.
Men det er ikke bare indholdssiden der er interessant, bogen er så stærk som den er på grund af sin form. Samtlige afsnit starter med "Hun er vred..." i den forstand er det et flere hundrede sider langt prosadigt. Og formen styrer indholdet: Når positionen kun er at hun er vred, så tager hun hele diskussionen på egen banehalvdel: hun er vred over at være en handelsvare, men hun er også vred over at betragte sig selv som handelsvare, og på sin adoptivmor for at købe en Hyundai og ligestille sin koreanske datter og bil. Men hun er også vred over at være vred på sin mor.
Og gennem al denne vrede (der også har et element af humor) og den modsatrettethed bliver udsagnet "hun er vred" en effektiv måde at komme rundt i en utroligt kompliceret sag, hvor elementer som økonomiske interesser, samfundsstrukturer, race og velfærdssystemers indretning spiller ind. Med fodnoter og kildehenvisninger.
Samtidig er det en personlig beretning om (måske) at få PTSD af at opsøge ens ophav, være en banan (gul udenpå, hvid indeni), deale med sin egen og andre adoptanters håndtering af følelser, biologisk familie, adoptivfamilie, barndom og møder med den koreanske familie, kultur, samfund og skam.
Præstationen i det her værk er at lede læseren gennem dette virvar af jura, følelser, udredninger og personlige beretninger om løgne og svigt. Og om at finde (eller bevare? Selv eje? Mestre? Have retten til?) sin identitet - når både race, køn, sexualitet, geografisk hjem og familie-tilhørsforhold er i spil og på spil.
Det er en kraftpræstation - (og hvem ved måske en overlevelsesstrategi?) og det lykkes. Det kan godt være forfatteren er stærkt adoptionskritisk, men i modsætning til de fleste debatbøger kræver hun ikke at læseren er enig - hun fortæller jo bare om, hvorfor hun er vred. Og uanset hvor man står, så kan man ikke undgå at få sit syn på transnational adoption nuanceret af dette vidnesbyrd.
March 2, 2025
God bog og læseoplevelse. Oplever den til at kunne have været meget stærk læsning da den blev udgivet for lidt over ti år siden - adoptionssnakken i Danmark har rykket sig meget og i dag er det praktisk ikke muligt at adoptere transnationalt (hvilket nok også er sket blandt andet på grund af en bog som denne og den offentlige diskussion som forfatteren Maja Lee Langvad har deltaget i).
Tydeligvis velreasearchet - der er meget at lære for udenforstående som jeg.
Bogens udformning med at skrive 'hun er vred' ved start af alle afsnit blev lidt monotont for mig. Bogen er en bearbejdning af vrede men mange andre følelser simrer også og jeg tror det ville have været spændende at udforske dem også.
Tydeligvis velreasearchet - der er meget at lære for udenforstående som jeg.
Bogens udformning med at skrive 'hun er vred' ved start af alle afsnit blev lidt monotont for mig. Bogen er en bearbejdning af vrede men mange andre følelser simrer også og jeg tror det ville have været spændende at udforske dem også.
July 8, 2024
et virkelig tiltrængt perspektiv i debatten om adoption, netop fra den adopteredes perspektiv. jeg syntes langvad skriver så ærligt om alle aspekterne rundt om adoption. at dele så åbent om alt det der er svært og også det der er selvmodsigende, det syntes jeg er modigt og vigtigt.
August 3, 2015
Hun er vred har gjort stort indtryk på mig. På den ene side bliver jeg skældt, på den anden oplyst. Hun er vred på mig. Hun har tildels efterladt mig vred. Hun har helt hundrede efterladt mig i vild(V)rede. Det er virkelig fint den måde, Hun får vidnesbyrdet til at være så menneskeligt på, ved også at give den irrationelle vrede en plads. (Læs den, alle sammen)
July 21, 2015
Pissegod og flydende tekst. Det fungerer bare og grebet med at indlede alle sætninger med hun er vred gør, at mere kan blive sagt. Alt det forbudte og politisk ukorrekte får pludselig en fin og naturlig og selvironisk plads. Jeg synes det er så fabelagtigt.
August 11, 2024
Langvads HUN ER VRED handler om transnational adoption - det er det ord, som Langvad selv anvender om det, som andre kalder international adoption. Bogens genrebetegnelse er "et vidnesbyrd" - og inde i bogen beskrives denne genre som også kendt fra bøger, der indeholder personlige beretninger om ofre for Holocaust mv. Samtidig lægger Langvads bog dog straks afstand til, at det at skrive om transnational adoption kan sammenlignes 1 til 1 med Holocaust.
Bogen er hverken lyrik, autofiktiv roman eller sagprosa - men lidt en blanding af alle tre genrer. Det lyriske kommer f.eks. til udtryk i formen - at alle tekststykker indledes med "hun er vred" og at alle større afsnit indledes med "HUN ER VRED" med versaler - som om de større afsnits indledninger bliver udsagt med større styrke - og med større vrede.
Det sagprosa-mæssige kommer til udtryk ved den research, som ligger til grund for bogen, og de litteraturhenvisninger og ordforklaringer, der ligger nede i tekstens slutnoter.
Det autofiktive romanmæssige kommer frem ved, at protagonisten i teksten, "hun" i tredje person ental, lever et liv som svarer til det forfatteren Lee Langvad har levet og har den baggrund, som adopteret fra Sydkorea, som er bogens emne.
Bogens greb er at give et vidnesbyrd om transnational adoption ud fra et kritisk perspektiv - ja måske endnu mere præcist fra et personligt indigneret perspektiv, som både skyldes emnets alvor, og den betydning og indflydelse som emnet har på protagonistens (og Langvads) liv. Ambitionen i teksten er at beskrive transnational adoption kritisk - på baggrund af den strukturelle uretfærdighed som transnational adoption i følge Langvad finder sted under og som transnational adoption er et resultat af. Der er i følge Langvad en næsten alt dominerende tendens til, at adoption i medierne behandles udelukkende ud fra et individuelt perspektiv, f.eks. hvor en adopteret er på en rejse for at finde sine biologiske forældre igen, eller hvor man diskuterer, om det enkelte barn / person har haft gavn af at blive adopteret eller ej. Et sådant individuelt perspektiv er i følge Langvad ikke tilstrækkeligt, for man er nødt til at forstå, at transnational adoption er en helt industri med mekanismer og strukturer, der fremmer, at børn sælges som en vare til barnløse par i vesten - og at det land, hvorfra adoptionen finder sted, selv har en interesse i at få børnene sendt/solgt videre - i stedet for at støtte økonomisk og socialt op om forældre/mødre. Langvad viser i bogen, at der i Sydkorea (og i mange andre såkaldt donorlande) ofte et pres fra institutioner (adoptionskontorer, hospitaler og andre institutioner, som er del af økosystemet), kulturelle normer (at enlige kvinder ikke skal forsørge deres børn bl.a. fordi det er skamfuldt at være enlig mor) og regeringerne økonomiske politik (f.eks. incitamenter til at bortadoptere sine børn hvis man er enlig mor) i adoptionslandet. Og på samme måde kan der ligge pres fra modtagerlandene - både økonomiske ift. høje betalinger, men også forestillinger om at man redder børn ud fra fattigdom og manglende fremtid.
Langvad viser, at der strukturelt, diskursivt og institutionelt finder manipulation ved adoptionerne. F.eks. ved at børn bliver postuleret at være hittebørn, selvom de har en navngivne biologiske forældre. At børnene lyves til at være yngre end de reelt er, fordi modtagere i Vesten ofte ønsker så unge børn som muligt. At adoptionskontorer betaler hospitaler for at skaffe adoptionsbørn. At hospitalspersonale får incentives til at overtale forældre til at adoptere mv.
Samtidig er det ambitionen i bogen at bekrive denne strukturelle uretfærdighed ud fra de spor, som de sætter på et individuelt plan - både i det "hun" som er tekstens omdrejningspunkt, og som er Langvads biografiske liv. Og for andre adopterede fra Sydkorea, som Langvad enten selv har mødt eller som er del af den forskningslitteratur om adoption i Sydkorea, som Langvad har studeret. Med denne ambition bliver det muligt for læseren at mærke, hvad det er, der er på spil med transnationale adoptioner.
Det er netop denne spændstighed mellem den strukturelle uretfærdighed og deres konsekvenserne med sporene i de individuelle liv, som Langvads tekst rummer ved den anlagte tilgang med "Hun er vred" som omdrejningspunkt. Det er et personligt perspektiv, men skrevet ud fra 3. person ental, altså med en form for distance, som ikke ville være tilfældet hvis der stod "jeg er vred". Det bliver et mere objektivt og distanceret sted at skrive om indignationen fra.
Vreden bliver en energi i teksten. En indigneret energi, men også ofte en ligefrem absurd og til tider en selvironisk energi, fordi der er så meget, som "hun" er vred over. Læser man de enkelte små tekststykker for sig er det ofte med stor udsagnskraft og relevans, at "hun" er vred. Men det bliver ofte absurd ved, at det, "hun" er vred over, nærmest bliver det hele - både det ene og det andet; eller en vrede uanset om man gør det ene eller det andet. Eller nogle gange er der en vrede over x og y, hvor x og y er gensidigt udelukkende. Det interessante er her, at det ikke betyder, at teksten bliver usaglig eller irrelevant. Men snarere viser teksten, at den transnationale adoption er kompleks og skaber komplekse følelser og situationer, som i sig selv kan virke urimelige på dem, som kommer til at opleve det - og som bliver fanget i en catch22.
"Hun" kommer derfor både til at fremstå uligevægtig med alle disse vredesudbrud og vredeudsagn. Og samtidig er indholdet af det, som hun er vred over, meget rimeligt at være vred over hver for sig.
En anden interessant ting er, at tekststykkerne ofte er udformet stramt som et logisk udsagn eller som et argument - med ord som:
Hun er vred over x. Godt nok er y, men z ...
Eller: Det kan godt være y, men z
Eller: På den måde y, på den anden side z
Denne logiske struktur står så op imod den følelse af vrede, som hvert tekststykke begynder med. Sådan at det emotionelle og det argumenterende står sammen - nogle gange på en måde, hvor det logiske er en analyse af det, som er vredens genstand, men hvor følelsen af vrede stadig består. Andre gange, er det argumenterende helt fraværende - sådan at udsagnet om vreden står alene.
Bogen er hverken lyrik, autofiktiv roman eller sagprosa - men lidt en blanding af alle tre genrer. Det lyriske kommer f.eks. til udtryk i formen - at alle tekststykker indledes med "hun er vred" og at alle større afsnit indledes med "HUN ER VRED" med versaler - som om de større afsnits indledninger bliver udsagt med større styrke - og med større vrede.
Det sagprosa-mæssige kommer til udtryk ved den research, som ligger til grund for bogen, og de litteraturhenvisninger og ordforklaringer, der ligger nede i tekstens slutnoter.
Det autofiktive romanmæssige kommer frem ved, at protagonisten i teksten, "hun" i tredje person ental, lever et liv som svarer til det forfatteren Lee Langvad har levet og har den baggrund, som adopteret fra Sydkorea, som er bogens emne.
Bogens greb er at give et vidnesbyrd om transnational adoption ud fra et kritisk perspektiv - ja måske endnu mere præcist fra et personligt indigneret perspektiv, som både skyldes emnets alvor, og den betydning og indflydelse som emnet har på protagonistens (og Langvads) liv. Ambitionen i teksten er at beskrive transnational adoption kritisk - på baggrund af den strukturelle uretfærdighed som transnational adoption i følge Langvad finder sted under og som transnational adoption er et resultat af. Der er i følge Langvad en næsten alt dominerende tendens til, at adoption i medierne behandles udelukkende ud fra et individuelt perspektiv, f.eks. hvor en adopteret er på en rejse for at finde sine biologiske forældre igen, eller hvor man diskuterer, om det enkelte barn / person har haft gavn af at blive adopteret eller ej. Et sådant individuelt perspektiv er i følge Langvad ikke tilstrækkeligt, for man er nødt til at forstå, at transnational adoption er en helt industri med mekanismer og strukturer, der fremmer, at børn sælges som en vare til barnløse par i vesten - og at det land, hvorfra adoptionen finder sted, selv har en interesse i at få børnene sendt/solgt videre - i stedet for at støtte økonomisk og socialt op om forældre/mødre. Langvad viser i bogen, at der i Sydkorea (og i mange andre såkaldt donorlande) ofte et pres fra institutioner (adoptionskontorer, hospitaler og andre institutioner, som er del af økosystemet), kulturelle normer (at enlige kvinder ikke skal forsørge deres børn bl.a. fordi det er skamfuldt at være enlig mor) og regeringerne økonomiske politik (f.eks. incitamenter til at bortadoptere sine børn hvis man er enlig mor) i adoptionslandet. Og på samme måde kan der ligge pres fra modtagerlandene - både økonomiske ift. høje betalinger, men også forestillinger om at man redder børn ud fra fattigdom og manglende fremtid.
Langvad viser, at der strukturelt, diskursivt og institutionelt finder manipulation ved adoptionerne. F.eks. ved at børn bliver postuleret at være hittebørn, selvom de har en navngivne biologiske forældre. At børnene lyves til at være yngre end de reelt er, fordi modtagere i Vesten ofte ønsker så unge børn som muligt. At adoptionskontorer betaler hospitaler for at skaffe adoptionsbørn. At hospitalspersonale får incentives til at overtale forældre til at adoptere mv.
Samtidig er det ambitionen i bogen at bekrive denne strukturelle uretfærdighed ud fra de spor, som de sætter på et individuelt plan - både i det "hun" som er tekstens omdrejningspunkt, og som er Langvads biografiske liv. Og for andre adopterede fra Sydkorea, som Langvad enten selv har mødt eller som er del af den forskningslitteratur om adoption i Sydkorea, som Langvad har studeret. Med denne ambition bliver det muligt for læseren at mærke, hvad det er, der er på spil med transnationale adoptioner.
Det er netop denne spændstighed mellem den strukturelle uretfærdighed og deres konsekvenserne med sporene i de individuelle liv, som Langvads tekst rummer ved den anlagte tilgang med "Hun er vred" som omdrejningspunkt. Det er et personligt perspektiv, men skrevet ud fra 3. person ental, altså med en form for distance, som ikke ville være tilfældet hvis der stod "jeg er vred". Det bliver et mere objektivt og distanceret sted at skrive om indignationen fra.
Vreden bliver en energi i teksten. En indigneret energi, men også ofte en ligefrem absurd og til tider en selvironisk energi, fordi der er så meget, som "hun" er vred over. Læser man de enkelte små tekststykker for sig er det ofte med stor udsagnskraft og relevans, at "hun" er vred. Men det bliver ofte absurd ved, at det, "hun" er vred over, nærmest bliver det hele - både det ene og det andet; eller en vrede uanset om man gør det ene eller det andet. Eller nogle gange er der en vrede over x og y, hvor x og y er gensidigt udelukkende. Det interessante er her, at det ikke betyder, at teksten bliver usaglig eller irrelevant. Men snarere viser teksten, at den transnationale adoption er kompleks og skaber komplekse følelser og situationer, som i sig selv kan virke urimelige på dem, som kommer til at opleve det - og som bliver fanget i en catch22.
"Hun" kommer derfor både til at fremstå uligevægtig med alle disse vredesudbrud og vredeudsagn. Og samtidig er indholdet af det, som hun er vred over, meget rimeligt at være vred over hver for sig.
En anden interessant ting er, at tekststykkerne ofte er udformet stramt som et logisk udsagn eller som et argument - med ord som:
Hun er vred over x. Godt nok er y, men z ...
Eller: Det kan godt være y, men z
Eller: På den måde y, på den anden side z
Denne logiske struktur står så op imod den følelse af vrede, som hvert tekststykke begynder med. Sådan at det emotionelle og det argumenterende står sammen - nogle gange på en måde, hvor det logiske er en analyse af det, som er vredens genstand, men hvor følelsen af vrede stadig består. Andre gange, er det argumenterende helt fraværende - sådan at udsagnet om vreden står alene.
October 23, 2016
Ja, Maja Lee Langvad är verkligen arg. En ögonöppnare om transnationell adoption från Sydkorea - hade t ex ingen aning om till vilken utsträckning adoptionsbyråerna tjänar på adoptionen. Är lite kluven till boken, rent narrativsmässigt. Jag gillade den upprepade "Hon är arg"-stilen, men tyckte att det blev på gränsen till för mycket upprepningar. En del "Hon är arg" hade gott kunnat slopas (inte sagt att hon inte har rätt att vara arg på det, bara att det snarare blev att jag började skumma vissa korta "Hon är arg"-rader).
Förstår att hon är arg. Den psykologiska påverkan efter en adoption måste vara oerhörd och orättvis.
Förstår att hon är arg. Den psykologiska påverkan efter en adoption måste vara oerhörd och orättvis.
December 5, 2020
Det tog tid att uppbåda kraften att läsa, av någon anledning. Den är irriterande, för att den sticker hål på försvar av transnationell adoption. Den innehåller lager på lager som skaver genom sin problematisering. Och ilskan. Ibland är den så extrem att skrattet bubblar upp. Faktiskt av igenkänning men oftast av absurditet. Sedan fastnar skrattet och det blir allvar. Resan mot försoning är krävande. Men Hon är arg är med största sannolikhet för egen del en viktig pusselbit.
August 22, 2016
Ja, hon är riktigt arg. Mest på att internationell (eller transnationell, som hon föredrar att kalla det) adoption är en pengaindustri med syfte att förse västerlänningar med barn istället för ett sätt att rädda föräldralösa barn från ett liv på gatan eller institution (som det var från början). Med rikliga exempel från Sydkorea.
July 17, 2016
Precis alla behöver läsa "Hon är arg", oavsett syn på adoption. Det är det bästa jag läst om ämnet, det är kritiskt och ärligt och komplicerat. Maja Lee Langvald skriver så att en förstår och blir arg med henne, ifrågasätter sig själv och ifrågasätter så mycket annat som behöver ifrågasättas.
April 22, 2025
Längesedan jag läste en så bra bok. Välskriven och vältänkt. Hemskt delar av vad som skildras i boken.
August 14, 2016
Interesting book. I really enjoyed reading this and was struck by so many aspects of adoption that I had never thought of before.
November 25, 2018
En bok alla bör läsa! Omskakande
December 22, 2021
Tvåhundrafemtio sidor malande monoton ilska fördelade mellan adoptionsindustrin som system, och det egna jaget; så förfrämligat i sin adopterade roll att det blir ett “hon”.
Svår bok att läsa tycker jag, grips mest av en sorts allmän förtvivlan, dras med i Lee Langvads malande lågintensiva ilska, repetitionen har en nästan hypnotiserande effekt där man läser sig in i och börjar dela, inte hennes vrede, kanske men hennes melankoli - genom att det är samma ilska, en jämlik ilska, inga förstärkande förled, inga adverb, ingen relativitet. Och man blir arg även på Lee Langvald, vilket iofs kan vara avsiktligt. Också en kärlekslös historia; ingen kärlek till någondera familjerna, föräldrarna, eller till sig själv; vad som sker när ett trauma blir viktigare än allt annat.
"Hon är arg över att hon blev född"
"Hon är arg för att hon är arg"
Också: är det inte en väldigt privilegierad och medelklassig idé att tro att man kan och har rätt att bearbeta sin egen sorg genom att skapa ett normalt förhållande till sina föräldrar trots att dessa finns i ett helt annat land, i en helt annan kultur och att du aldrig träffat dom. Det visar sig att det går, eftersom dom också är medelklass, men det kunde förstås varit på ett helt annat sätt, dom kunde varit fruktansvärda; alkoholister, brottslingar, rasister, misogynister.
Att en förutsättning bortom den delade identiteten, känslan av att vara i två världar eller i fel värld, också är den trygga medelklassuppväxten som ger utrymme för och inbjuder till identitetsintrospektion. (På samma sätt som det enbart är medelklassen som går i psykoanalys.)
Svår bok att läsa tycker jag, grips mest av en sorts allmän förtvivlan, dras med i Lee Langvads malande lågintensiva ilska, repetitionen har en nästan hypnotiserande effekt där man läser sig in i och börjar dela, inte hennes vrede, kanske men hennes melankoli - genom att det är samma ilska, en jämlik ilska, inga förstärkande förled, inga adverb, ingen relativitet. Och man blir arg även på Lee Langvald, vilket iofs kan vara avsiktligt. Också en kärlekslös historia; ingen kärlek till någondera familjerna, föräldrarna, eller till sig själv; vad som sker när ett trauma blir viktigare än allt annat.
"Hon är arg över att hon blev född"
"Hon är arg för att hon är arg"
Också: är det inte en väldigt privilegierad och medelklassig idé att tro att man kan och har rätt att bearbeta sin egen sorg genom att skapa ett normalt förhållande till sina föräldrar trots att dessa finns i ett helt annat land, i en helt annan kultur och att du aldrig träffat dom. Det visar sig att det går, eftersom dom också är medelklass, men det kunde förstås varit på ett helt annat sätt, dom kunde varit fruktansvärda; alkoholister, brottslingar, rasister, misogynister.
Att en förutsättning bortom den delade identiteten, känslan av att vara i två världar eller i fel värld, också är den trygga medelklassuppväxten som ger utrymme för och inbjuder till identitetsintrospektion. (På samma sätt som det enbart är medelklassen som går i psykoanalys.)
September 12, 2019
3,5 snarare. Stark, arg läsning. Slås av omfattningen, att ilskan som beskrivs kammar igenom alla lager, alla motsatser, och att det liksom måste vara så. En storslagen rannsakning av de egna känslorna kring transnationell adoption och hur de påverkat henne själv och andra, på alla nivåer. Inte en försoning, riktigt, för att det på något sätt inte går, som jag uppfattar det. Men det gör något då man plockar fram alla känslor i ljuset.
Något om formen, som jag både uppskattar och stör mig på. Upprepningen av det inledande "Hon är arg..." för varje stycke skapar en rytm och en form, men mycket innehåll upprepades och tuggades på ett sätt som blev lite tradigt. Förstod inte heller uppdelningen helt, när "kapitel" byttes, ibland bara något enstaka stycke på någon sida. Kanske strukturskelettet av en dagbok, varje kapitel en dag? Men såg inte någon sammanhängande struktur kring den indelningen.
Något om formen, som jag både uppskattar och stör mig på. Upprepningen av det inledande "Hon är arg..." för varje stycke skapar en rytm och en form, men mycket innehåll upprepades och tuggades på ett sätt som blev lite tradigt. Förstod inte heller uppdelningen helt, när "kapitel" byttes, ibland bara något enstaka stycke på någon sida. Kanske strukturskelettet av en dagbok, varje kapitel en dag? Men såg inte någon sammanhängande struktur kring den indelningen.
August 17, 2019
Tyckte boken gott och väl kunde ha kortats ned. Hennes ilska lyser igenom , det har hon lyckats med och allas blandade känslor för hennes föräldrar. Jag ville verkligen tycka om boken men den var inget för mig. Jag var nyfiken på hennes åsikter och är lite besviken. Det kändes som att hon hoppade fram och tillbaka mellan alla ämnen. Kanske boken kunde haft olika delar, hennes ilska var överallt och det blev lite stökigt.
February 25, 2025
Jeg er vred på at jeg ikke har lest denne tidligere. Jeg er vred på at jeg ikke har fått inn dette perspektivet tidligere. Det er en råbra bok. Den er skrevet på en finurlig og fantastisk måte.
November 17, 2023
Før jeg læste denne her bog, havde jeg aldrig tænkt på adoption som noget andet end godt. Det var utroligt spændende men også skræmmende at læse ”Hun er vred”. Den er smukt og godt skrevet, og både utroligt følelsesladet og godt argumenteret. Den får næsten én til at skamme sig over, at man ikke har tænkt over problemstillingen noget før. Debatten om transnational adoption er ikke nem. Maja Lee Langvad gør et forsøg på at præsentere alle de uendelige mange nuancer ved problemstillingen, både psykologisk for den individuelle adopterede samt politisk og faktuelt. Men det er stadigvæk utroligt svært at forholde sig til. Måske er pointen heller ikke at overtale alle om, at transnational adoption er et ondt foretagende på alle punkter: måske er pointen bare at sætte fokus på problemstillingen og få folk til at tænke over det. Og den fik i dén grad mig til at tænke.
Bogen er et dybt personligt og samtidig stærkt politisk værk med forfatteren Maja Lee Langvad som fortæller, der både bearbejder sine egne følelser om det at være adopteret og argumenterer imod idéen om transnational adoption som et humanitært og godt foretagende, og i stedet præsenterer det som en industri, der er baseret på ulige magtforhold mellem afgiver- og modtagerlande. Romanen forholder sig kritisk til transnational adoption ved hjælp af en blanding af egne og andres oplevelser samt dybdegående research, alt sammen skrevet i smukt prosa og med en god sjat humor. Langvad kommer rundt om emnet på alle måder – hun taler om adoption, men også om sprogbarrierer, patriarkatet, seksualitet og heteronormativitet – og sætter også spørgsmålstegn ved sine egne udtalelser. Hun er vred, men hun er ikke blændet af følelser. Hun bruger derimod sine følelser konstruktivt – og tvinger andre til at lytte og forstå, hvorfor hun føler, som hun gør.
Bogen er et dybt personligt og samtidig stærkt politisk værk med forfatteren Maja Lee Langvad som fortæller, der både bearbejder sine egne følelser om det at være adopteret og argumenterer imod idéen om transnational adoption som et humanitært og godt foretagende, og i stedet præsenterer det som en industri, der er baseret på ulige magtforhold mellem afgiver- og modtagerlande. Romanen forholder sig kritisk til transnational adoption ved hjælp af en blanding af egne og andres oplevelser samt dybdegående research, alt sammen skrevet i smukt prosa og med en god sjat humor. Langvad kommer rundt om emnet på alle måder – hun taler om adoption, men også om sprogbarrierer, patriarkatet, seksualitet og heteronormativitet – og sætter også spørgsmålstegn ved sine egne udtalelser. Hun er vred, men hun er ikke blændet af følelser. Hun bruger derimod sine følelser konstruktivt – og tvinger andre til at lytte og forstå, hvorfor hun føler, som hun gør.
July 17, 2014
sjovt nok. tankevækkende i forhold til adoption. handler ekstremt meget om identitet og det morads, som ligger deri med selvmodsigelser mm.
sproget er rigidt, præcist, temmeligt kedeligt. men det er vel meningen. det ville dog være bedre uden gentagelser og med mere stramhed i emnerne
sproget er rigidt, præcist, temmeligt kedeligt. men det er vel meningen. det ville dog være bedre uden gentagelser og med mere stramhed i emnerne
July 19, 2014
Fantastisk!
Displaying 1 - 21 of 21 reviews