Sämtliche Erzählungen: Text und Kommentar

by Heinrich von Kleist, Klaus Müller-Salget (Editor)

Klassiker med forord af Kirsten Thorup

Den tyske forfatter Heinrich von Kleists (1777-1811) samlede fortællinger, bl.a. med fortællingen »Michael Kohlhaas« om hestehandleren, der sætter en grusom borgerkrig i gang. Hovedtemaet i fortællingerne er hævn og gengældelse.

Genres: Fiction, Germany, Short Stories, German Literature

1299 pages, Paperback

Published January 1, 2005

About the author

The dramatist, writer, lyricist, and publicist Heinrich von Kleist was born in Frankfurt an der Oder in 1777. Upon his father's early death in 1788 when he was ten, he was sent to the house of the preacher S. Cartel and attended the French Gymnasium. In 1792, Kleist entered the guard regiment in Potsdam and took part in the Rhein campaign against France in 1796. Kleist voluntarily resigned from army service in 1799 and until 1800 studied philosophy, physics, mathematics, and political science at Viadrina University in Frankfurt an der Oder. He went to Berlin early in the year 1800 and penned his drama "Die Familie Ghonorez". Kleist, who tended to irrationalism and was often tormented by a longing for death, then lit out restlessly through Germany, France, and Switzerland.

After several physical and nervous breakdowns, in which he even burned the manuscript of one of his dramas, Heinrich von Kleist reentered the Prussian army in 1804, working in Berlin and Königsberg. There he wrote "Amphitryon" and "Penthesilea."

After being discharged in 1807, Kleist was apprehended on suspicion of being a spy. After this he went to Dresden, where he edited the art journal "Phoebus" with Adam Müller and completed the comedy "The Broken Pitcher" ("Der zerbrochene Krug") and the folk play "Katchen von Heilbronn" ("Das Käthchen von Heilbronn").

Back in Berlin, the one time Rousseau devotee had become a bitter opponent of Napoleon. In 1811, he finished "Prinz Friedrich von Homburg." Finding himself again in financial and personal difficulties, Heinrich von Kleist, together with his lover, the terminally ill Henriette Vogel, committed suicide near the Wannsee in Berlin in 1811.

[From http://www.heinrich-von-kleist.com/]

Reviews

[Hans Peter Madsen · Rating 2 out of 5]

Umiddelbart burde Heinrich von Kleist være alt, hvad jeg hader. Hvis der er én litteraturhistorisk periode, jeg foretrækker frem for alle andre, er det modernismen - og hvis der er én litteraturhistorisk periode, modernister har tendens til at hade frem for alle andre, er det Romantikken. Kleist var Romantiker for fuld udblæsning og på mange af de værste måder. Tag f.eks. en sætning som denne:

""O Jesus!" råbte Littegarde, idet hun, i den skrækkeligste angst kastede sig ned for ham med ansigtet trykket mod gulvet: "gå ud af mit kammer, min elskede, og forlad mig! Jeg omfavner dine knæ med inderlig glød, jeg vasker dine fødder med mine tårer, jeg bønfalder dig, sammenkrummet foran dig i støvet som en orm, om en eneste forbarmelse: gå, min herre og hersker, gå ud af mit kammer, gå i dette øjeblik og forlad mig!""

Mere overspændt, overdrevet, højtideligt og ufrivilligt morsomt bliver det vist ikke. Men det er da også lidt sjovt. Og det er da også imponerende med den kreativitet, som de fuldstændigt utroværdige følelsesudladninger beskrives med (omend der eddermame er megen vasken af fødder med tårer og griben om knæene i løbet af denne bog). Det er disse to punkter, mine tanker hele tiden kørte imellem under læsningen: er det underholdende eller bare dårligt? 200 års litteraturhistorie skrevet af mænd har besluttet, at det ikke er nogen af delene, men snarere intelligent, følelsesfuldt og smukt, hvilket selvfølgelig er lodret løgn - og hvis Heinrich von Kleist havde været kvinde, kan jeg godt garantere for, at hans tekster snarere var blevet beskrevet som hysteriske og for længst var glemt.
Så er det underholdende eller dårligt? Det veksler lidt fra novelle til novelle. Det dårlige består f.eks. i hovedpersonernes kedsommelighed: de er næsten altid de reneste rene dydsmønstre, for gode til denne verden, og derfor røvkedelige. Men i en enkelt af novellerne kommer der noget sjovt ud af denne kedsommelige personkarakteristik: Michael Kohlhaas er en retfærdig mand uden lige, "Men retsfølelsen gjode ham til røver og morder", som vi får at vide allerede fra starten. Se, det er jo en spændende konflikt. Ikke nok med at de rene idealer er for gode til denne verden - de kan endda føre til det modsatte af intentionen. "Michael Kohlhaas" er da også så langt den bedste af novellerne.
Det mest interessante ved de rene og dydige idealer bliver hurtigt noget, Kleist med garanti ikke selv havde tænkt over: at de ikke er så rene endda. Kleist foregiver hele vejen igennem at være på de undertryktes side, men faktisk er alle novellerne på magthavernes side. Kleist er bare for privilegieblind, racistisk og sexistisk til at opdage det (og hvad andet kunne man forvente af en mand, hvis mellemnavn er "von"?). I "Michael Kohlhaas" foregiver Kleist at kritisere magten - vennetjenesterne, korruptionen osv., der står i vejen for retfærdigheden. Men Kleist tør ikke gå planken ud og beskriver derfor konsekvent den i novellen mest magtfulde mand, kurfyrsten, som retfærdigheden selv. Det er ikke ham, men hans rådgivere og andre nære undersåtter, der er slemme. Som læser spørger man hele tiden sig selv: hvis kurfyrsten er så god, hvorfor gør han så ikke noget? Han er landets mest magtfulde mand, hvorfor bruger han så ikke sin magt i det godes tjeneste? Fordi Kleist gerne vil kritisere de korrupte, men samtidig også gerne vil bevare det racistiske, sexistiske og 'klasseistiske' samfund, der har begunstiget ham. Han kan ikke få sig selv til at kritisere magthaverne uden også lige at nævne, at magthaverne rent faktisk var gode hele tiden alligevel. Det er gennemgående for alle fortællingerne, at hvis der er én magtfuld, ond mand, så er der en endnu mere magtfuld mand, der er god, men underligt nok ikke lige bruger sin magt til at løse konflikten, for så ville vi jo ikke have nogen fortælling.
Tydeligst bliver idealernes faktiske ondskab nok i "Forlovelsen i St. Domingo", hvor Kleist viser sine sande farver og med bulder og brag forsvarer slaveriet. Dette er vel at mærke skrevet på et tidspunkt, hvor slavehandlen allerede var blevet forbudt i flere europæiske lande. Sjovt at en mand, der skriver om de rene idealers godhed, går ind for noget så ondt - og sjovt, at han i denne novelle får vendt det rene og gode på en måde, så det faktisk er slaverne, der er utaknemmelige, når det gør oprør.
Al fokuset på renhed og godhed gør også, at Kleist overser de rigtige ofre. I "Tvekampen" skal en dames ære forsvares: hun anklages for at have ligget i med en mand uden for ægteskabet, men det har hun slet ikke. Faktisk var det hendes tjenestepige, der var gået i seng med ham - han troede bare, det var den fine dame selv. Hun er ren og god, tjenestepigen er besudlet og ond og fortjener straf. Kleist overser her fuldstændig, at den rigtige skurk ikke er tjenestepigen, der handler på sine lyster, men det samfund, der forbyder kvinder at have sex. Problemet med den slags opbyggelig og idealistisk litteratur, Kleist skriver, er, at det hurtigt bliver forældet. Der er jo ikke i sig selv noget galt med, at en 200 år gammel tekst skrevet af en adelsmand forsvarer patriarkatet - selvfølgelig gør den det - men det bliver eddermame irriterende, når den samtidig foregiver at være på det "godes" side og hele tiden er belærende og klamt dydig.
Det var så det dårlige. Men underholdende er det altså også. Man bliver optændt af samme retfærdighedsfølelse som Michael Kohlhaas, når domstolen er imod ham, selvom han åbenlyst bør have retten på sin side. Og man underholdes da af forviklingerne og forsøgene på plottwists, også selvom de altid er kedeligt forudsigelige, fordi det er kedeligt forudsigeligt, at de dydige er og forbliver dydige og ideelle.
Og så var jeg personligt ret begejstret for samlingens sidste, lille novelle, "Om marionetteatret". Det er en af de korteste af novellerne, og til forskel fra de andre forsøger den ikke rigtigt at fortælle en god historie. I stedet er det en slags lignelse om, at den rigtige kunst kommer fra de naturlige drifter, fra den nærmest mekaniske inspiration, fra det dyrisk ureflekterede. Novellen her er skrevet helt anderledes end de andre, med kortere sætninger og afsnit, og med en på én gang mere fokuseret og mere springende fortællerstemme. Selvom budskabet om den naturlige inspiration som kunstens kilde er ret Romantisk i udgangspunktet, er denne novelle helt klart den mindst kedeligt Romantiske i samlingen, idet der er en villighed til at lege og prøve noget nyt. Det blev også Kleists sidste novelle, og måske lover den, at han, hvis han havde levet lidt længere, ville have været i stand til at skrive noget, der for alvor var nyskabende og inspireret. For det er da ret sjovt at den Romantiske idé om guddommelig inspiration har en tendens til, som hos Kleist, at resultere i stærkt konstruerede og klassisk kedelige fortællinger. Men som altså også, må jeg jo i sidste ende indrømme, har en vis underholdningsværdi.

http://endnuenbogblog.blogspot.com/

[Jørgen · Rating 5 out of 5]

Læst Rhodos udgaven i det brune bind med det klassiske præg af en lanserytter fra 1982, og med efterskrift af Villy Sørensen, loyalt oversat af Niels Brunse, hvor han bevarer tonefaldet fra den tyske udgave, som udmærker sig ved at genoprette Kleists oprindelige tegnsætning, der snarere angiver sætningernes rytmiske end deres grammatiske inddeling, i en jagende, ligesom stakåndet tegnsætning med mange indskudte sætninger i indskudte sætninger, af mange fundet krukket og besværlig, og noget der skulle være faldet senere udgivere for brystet.

[Leo sosa · Rating 2 out of 5]

si salvano giusto due tre racconti

[Klaus Mattes · Rating 5 out of 5]

Kleists erzählende Prosa besteht aus ungeheuerlichen Texten, die von einem Autor kommen, der offensichtlich genau das sein wollte: ungeheuerlich, unerhört, nie dagewesen. Schon allein darum darf man sich keine leichte Lektüre erwarten. Dann kommen die sprachlich sehr edlen, höchst kunstvoll gebauten und einfach nie enden wollenden Sätze dazu. Daran kann man die Ehrfurcht vor gut geschriebenem Deutsch lernen. Es ist aber natürlich das Gegenteil von Kopfkino, Serienfernsehen und Feel-Good-Geschichten. Obwohl er inhaltlich von heutigen Kinoplots nicht weit weg ist. Kleist war sich darüber im Klaren, dass man Leser am besten anleint, wenn man ihnen Sex, Tod, Feuer, Krieg, Gewalt, Liebe und grausame Familien gibt.

Goethe mochte ihn nicht und ließ ihn in Weimar mit kalter Höflichkeit abfahren. Dennoch wird er der Klassik, nicht der zeitgleichen Romantik zugeordnet. (Das hat aber wohl eher mit seinen nach klassischen Vorbildern geschriebenen Theaterstücken zu tun, von denen das eine oder andere zu seinen kurzen Lebzeiten auch aufgeführt wurde, ohne nachhaltigen Erfolg.) Kleist hat sich am Berliner Wannsee erschossen, „weil mir auf Erden nicht zu helfen war“, mit einer älteren, krebskranken Frau zusammen. Denn eine wirklich dauerhafte Liebe zu einer Frau bekam er sein Leben lang nie zustande. Heute wird er von den Kennern als Schwuler ohne Coming-out gehandelt und die Unterhaltungen gehen darüber, ob er sich dessen selbst überhaupt bewusst gewesen ist – oder ob er lebenslang darunter litt, als Kadett, also für die Offizierslaufbahn bestimmter Zögling des preußischen Militärs, in der Kaserne vergewaltigt worden zu sein.

Vergewaltigt wird bekanntlich die Marquise von O., welche absolut nichts mit der bekannten französischen SM-Dame zu tun hat, jene kommt ohne den Punkt hinter dem Buchstaben aus, nämlich von einem Besatzersoldaten im Krieg, auf ihrem Landgut, während sie besinnungslos ist, es also nicht mitkriegt, aber hinterher die daraus entstehende Schwangerschaft natürlich. Da haben wir es übrigens mit einer der wenigen Geschichten dieses Bandes zu tun, die gut ausgehen und nicht rabenschwarz oder irgendwie zynisch. Und, was Germanisten zu betonen nicht müde werden, mit einem exemplarischen Beispiel von Kleists Lieblingsidee, der gegen sämtliche guten Ratschläge und Sachzwänge erbarmungslos bis ans Ende durchgesetzten Richtigkeit des innersten Gefühls. Wahlweise wird das späte Empfindsamkeit oder frühe Romantik genannt. Dass der seinen adligen Gegnern an Macht und gesellschaftlicher Anerkennung weit unterlegene Michael Kohlhaas auf ähnlich radikale Art die Gerechtigkeit gegenüber den Adligen durchsetzt, die seine Pferde zu Tode geschunden haben, dürfte ebenfalls halbwegs bekannt sein. Jedenfalls mehrfach und international verfilmt.

Im normalen Leben und zu seiner Zeit, die eine ganz blutige war, Napoleon demütigte Preußen und wollte Europa erobern, glückte dem jungen Herrn Kleist (Tod mit 34) leider fast gar nichts. In Frankfurt an der Oder wurde er in ein altes Adelsgeschlecht hinein geboren, das Prominente und militärische Helden hervorgebracht hatte. Von Kind auf zum Soldaten bestimmt, schmiss er irgendwann hin und studierte Nationalökonomie und Physik, brach aber nach drei Semestern schon ab und wollte vom Journalismus und von neuen Zeitungen und Zeitschriften leben, die er selbst gründete. Das ging auch nie lange gut, ist aber der Grund dafür, dass er solche „Räuberpistolen“ und witzige Anekdoten (die eher beklemmend als komisch sind) geschrieben hat.

Bekannt ist, dass er für einen medizinischen Eingriff eine mysteriöse Reise nach Würzburg unternommen hat, nach welcher er schrieb, jetzt wäre er für die Ehe parat. Man geht davon aus, dass es sich um eine Phimosenoperation, also eine wegen Vorhautverengung, gehandelt hat, weiß aber nichts genaues. Die Ehe kam nicht zustande. Zwischendurch wechselte er noch in die Schweiz, auf eine Insel bei Thun, um Bauer zu werden. Idyllisches, unschuldiges, ehrliches Landleben war im Schwange, für ihn aber wohl nicht das Richtige.

Jedenfalls war von Kleist ein Mensch, der an sich selbst die höchsten Erwartungen stellte und moralischten Idealen dienen wollte. Er stresste sich und wäre kaum besonders alt geworden, wenn er so ein Dasein ohne Pistole weitergeführt hätte. Und, wie gesagt, die brandschatzenden, mordenden, vergewaltigenden Heere zogen damals durch Europa, erst her und danach wieder hin. Das Heilige Römische Reich Deutscher Nation, das Erste Reich also, vielen wird das Dritte was sagen, ging gerade unter. Somit die letzte Verbindung zum Mittelalter, zum nicht gespaltenen Christentum, an das er unbedingt weiter glauben wollte. (Obwohl er faktisch Gott nicht mehr für voll nahm, seit er Kant gelesen hatte.) Mit dem Katholischen hat er geflirtet, besonders in der, ebenfalls brutalen Geschichte von der Heiligen Cäcilie, der (katholischen) Schutzheiligen der Musik, die in seiner Geschichte den Ungläubigen zeigt, was eine Harke ist.

Weiterhin gibt es etwas mit Zwillingen und einem Zweikampf und dann jene ziemlich groteske Sache mit dem Bürgerkrieg auf der Karibikinsel Haiti und einem auch noch Congo Hoango getauften „Neger“, der einem das Blut in den Adern gefrieren lässt, eine politisch unkorrekte Sache. Also, lieblich geht anders, aber monumental ist es!

[Alec]

#3
Donna Elvire, Don Fernandos Gemahlin, welche schwer an den Füßen verwundet auf der Erde lag, zog Josephen, da sie ihren abgehärmten Knaben an der Brust derselben sah, mit vieler Freundlichkeit zu sich nieder. Auch Don Pedro, sein Schwiegervater, der an der Schulter verwundet war, nickte ihr liebreich mit dem Haupte zu.