Det er sommer, og solen går aldrig ned. Det præger indbyggerne, der søvnløst famler rundt i lyset og lever, drømmer og dør, mens krigen raser nede i Europa.
De søvnløse er en stafetroman, hvor synsvinklen snor sig fra person til person, og hvor centrum er byens sygehus.
Dette er Leines tredje "hospitalsroman" - en genre han vel nærmest har opfundet og åbenbart vender tilbage til som en slags comfortzone. "Kalak" (2007) er et mesterværk - i "Tunu" (2009) og senest "De Søvnløse" (2016) bruger Leine tebrevet for anden og tredje gang. Der er kun en afsmag tilbage - slet ikke på niveau med debuten.
Der er som altid gode takter hos Kim Leine - især sprogligt. Hovedplottet med den skizofrene patient der er på flugt i fjeldet, og overlægen der er på jagt efter denne, er en tand for fjollet til at bære en hel bog. De mange sideskæbnehistorier på kryds og tværs prøver at kompensere for dette, men der er alt for mange til en bog på kun 200 sider. Ingen af personerne får man helt ind under huden. Scenen med ansatte og patienter, der pludselig pulser løs på cigaretter overalt på hospitalet, er et humoristisk højdepunkt. Sidehistorien med at tredje verdenskrig er udbrudt, forbliver et uforløst moment, synes jeg. Den udspiller sig åbenbart mestendels i Europa og har faktisk ikke den store direkte indvirkning på historien eller personernes liv. Sproligt irritationsmoment: Det hedder rettelig "vi skal ud AT spise." Leine bruger konsekvent "og" i disse infinitivtilfælde. Det skal du vist til at rette fremover, korrekturlæser.
Leine light er bedre end så meget andet, men jeg håber inderligt, at han brygger noget nyt, og at denne bog bliver hans sidste om det grønlandske bygdmiljø med sygehuset som omdrejningspunkt. Ikke at han ligefrem skal søge ud i fjeldet som en anden QIVITOQ ... på den anden side ville det måske ikke skade!?
Min første bok av Leine etter den fantastiske Grønlandstrilogien. Dette var en kort gjesp. Fikk ikke helt grepet om de trøtte menneskene som surrer rundt her.
'De Søvnløse' er mit første møde med Leine – og det bliver ikke det sidste. Denne fortælling er en vidunderlig indbydelse til et formidabelt (formodeligt) forfatterskab. Selvom denne korte stafetroman ikke er top-notch, kan jeg stadig mærke forfatterens styrker. Der er to.
1. Skrivestilen Leine skriver i en ny og moderne stil, der uden at opfinde den dybe tallerken sammenblander to dele af dansk litteratur. På overfladen er den typiske (1990-nu) "minimalistiske" stativskrivestil, som Pia Juul og Dorthe Nors bruger så glimrende. I grobunden mærkes den stærke danske kanon-skrivestil, som stadfæstede sig i 1900-1910 (jeg tænker især på en slags sammenblanding af Bang og Pontoppidan)
2. Temaerne I denne kortroman er kontrasten mellem kaos og idyl det store tema. I baggrunden raser kaos (Europa i krig), i forgrunden raser idéen om det idylliske Grønland, der er urørt af krigen. Men mange af personerne i romanen er søvnløse, for solen skinner uafbrudt. Er der alligevel en kaos i personerne? Ja, men et intern kaos (Ja, noget med at være syg af kræft og være utro osv.). Når der alligevel sker ekstern kaos, når en af de psykiske syge patienter stikker af, siger en hospitalsmedarbejder meget rammende: "Ja, gid en sprøjte kunne stoppe krigen." Der er dermed en følelse af sælsomhed i romanen.
Leine er ihvertfald dejlig, også selvom denne roman ikke er fuldt potentiale.
Stilfærdig og uprætentiøs. Kim Leine skriver om sit yndlingsemne: Menneskene på de grønlandske hospitaler. Vinklen og stemningen er helt anderledes end tidligere. Virkelig god. Jeg vil tro at Kim kan skrive bog efter bog om Grønland uden at gentage sig selv eller skuffe sine læsere.
Vildt demotiverende at der ikke var nogen form for indikation om hvornår nogen snakkede, og at der heller ikke var nogle kapitler. En meget forvirrende bog med alt for stort persongalleri til så få sider - anelse svært at følge med. Ingen dybde i karakterene og heller ingen mening i, at en 3. Verdenskrig raser, når den ingen effekt har på beboerne i byen har. En bog hvor man sidder med en “meh”-følelse tilsidst.
Veldig bra overganger og man blir veldig nysgjerrig på tiden boka er satt i. Men, det var noen deler i boken som jeg syntes var litt lange og jeg skulle ønske forfatteren gikk mer i dybden på noen av karakterene. wee
3.5 Jeg er vild med den måde de forskellige karakters historier fletter sammen og billedet der bliver tegnet af den lille by i Grøndland, men desværre ikke nok til at blive medrivet. Udmærket bog og glæder mig til at læse nogen af Kim Leines mere kendte værker som Rød Mand/Sort Mand snart.
Som lydbog synes jeg Karsten Pharao gjorde det rigtig fint til læsningen af gamle klamme mænd. Jeg ville dog have ønsket de havde redigeret de små mundlyde ud, for det kommer lidt for tæt på i en lydbog.
En udemaerket roman af Kim Leine, men ikke een af hans bedste. Jeg er dog stadig imponeret af hans evne til at formidle det groenlandske samfund, saa man bliver helt betaget, og det er ogsaa fantastisk at han kan springe rundt i saa stort et persongalleri uden at man nogensinde bliver forvirret over hvem der er hvem. De mange personer goer det dog ogsaa svaert at blive helt fortrolig med nogen af figurerne. Den mest roerende og realistiske skildring er af Carina, der er kraeftsyg og doeende og hendes mand Ejnar.
Er vildt imponeret over, hvor flydende denne kollektiv roman er - hvordan man springer fra bevidsthed til bevidsthed på på så elegant vis. Romanen var ellers fin, og beskriver et samfund i Grønland i en fremtid, hvor Europa er i krig. Selve krigen og dens formål er jeg ikke helt klar over - den fyldte nok til at man blev nysgerrig, men også for lidt til at skabe helt forståelse for intentionen med den.
God bog, der foregår inden for et døgns tid i den lyse sommertid i Tassiilaq i år 2025 på og omkring hospitalet der. Mens der raser en krig nede i Europa, kører livet videre med alle sine begivenheder på det lille hospital og i byen Tassiilaq.
En bog man desværre nok hurtigt glemmer igen. Livet for patienter og personale på et østgrønlandsk sygehus beskrives fint, men det med krigen i Europa giver slet ingen mening. Det optræder kun sjældent i historien og har ikke megen relevans for karaktererne.
Jeg synes Kim Leine er god med ord. Selv om det er en roman, også litt fremtidsrettet en, så føler jeg at jeg får litt innblikk i hvordan det kan være å leve på Grønland. Jeg liker godt hvordan flere kulturelle dilemmaer blir tatt inn i historien. Jeg liker særlig slutten, hvor håpefull den er.
En typisk Kim Leine som beskriver det grønlandske samfund blandet op med danskere. En god beskrivelse af hospitalsmiljø - natur - og gode personbeskrivelser…
I appreciated the fact that Kim Leine's recent novel (read in Danish) was set in Greenland in 2025, allowing us to share in his imagined image of Greenland in the future. The nights are still endlessly light, leading to the sleeplessness in the book's title, but Greenland is more cut off than ever from Denmark and the rest of Europe, where wars are constantly raging. Despite this schism, the doctors and nurses in the small hospital where this novel is set still come to Greenland from Denmark, and the push/pull of the relationship between Danes and Greenlanders is undoubtedly based on Leine's own experience rather than any futuristic vision. I found the plot a bit confusing at first because of the number of characters (despite the novel's short length), but it all got sorted out and made for a very satisfying read.
Please note that I don't use the star rating system, so this review should not be viewed as a zero.
A book set in a few years in the future. There are war in Europe, something leading to Greenland to seek independence from Danmark who is occupaid by the ongoing war in hole of Europe. A very nice book with a slow pace, but a warm storie
Det er måske en lidt gavmild karakter, men jeg er ret vild med Leines Grønland. Der er fine skildringer i denne lille bog, som føles som en lille tankestreg blandt de store fortællinger, som Leine ellers begiver sig ud i.
Hyggelig og nemt læst bog om en række interessante personer på et sygehus i Grønland. Der er ikke noget plot, men der sker alligevel tilpas meget til, at den ikke bliver kedelig. At den skulle forestille at foregå i 2025 mærker man nærmest ikke. Det er personskildringen, der er i centrum.