Så fik jeg læst Erindring om kærligheden. Det blev aldrig det store litterære sus. Jeg kæmpede mig stædigt igennem den. Stort plus for det sproglige, men selve historien greb mig aldrig. Beskrivelsen af relationen mellem mor og datter var et klaustrofobisk kammerspil. Side op og side ned med beskrivelser af længsel, fjendskab, misforståelser, afvisning og forsøg på tilnærmelser mellem de to. Selve fortællerstemmen, en tredje personsfortæller, irriterede mig, som holdt personerne ude i strakt arm. Jeg kom aldrig rigtig ind under huden på personerne, den sårbare mor, der svigter sin datter, og den kunstnerisk ambitiøse, selvoptagede datter. Der er sikkert meget mænd ikke forstår. Jeg har i hvert fald svært ved at øje på, at bogen har samme kvalitet som nogle af de foregående års vindere af Nordisk Råds Litteraturpris som f.eks. Leine og Westo.