Digterne

by Pejk Malinovski

DIGTERNE er klog og finurlig poesi om digtere - de store og de små. Om digteren, der holder øje med myrernes stier gennem køkkenet. Om digteren, der aldrig ved, om han skal spise den lidt gulnede streng mellem bananen og skrællen, eller om han skal pille den af. Om sufidigteren og selvindsdigteren. Om digteren, der lever sig ind i wienerbrød og forestiller sig, hvad spandaueren kan se af Værnedamsvej fra sin plads på bagerens hylde. Om digteren, der er kortere om aftenen end om morgenen på grund af tyngdekraftens pres på rygsøjlen – men det gælder egentlig også ikke-digtere. Og sådan er det måske hele vejen igennem med Pejk Malinovskis DIGTERNE.

104 pages, Paperback

Published March 22, 2016

Reviews

[Anders Holbæk · Rating 4 out of 5]

Pejk Malinovskis Digterne er, i sin essens, en 650-700 udsagn om 'digtere'.

Enkeltvis har disse humor, skønhed og melankoli, se f.eks. (taget fra tilfældige nedslag):

"Digterens elegi til sin afdøde far er det nærmeste, de kom hinanden.

Digterens afsmag for logik og konklusioner.

Digterens følelse af at blive suget og pustet igennem et bøjet sugerør af en tørstig gud med dårlig ånde resulterer i en bog med selvhjælpsdigte."

Eller f.eks.:

"Digteren ser kampen mellem venstre og højre, mellem den gamle verden og den nye, mellem land og by, som den samme kamp; kampen mellem den del af os, der tror på, at verden kan reddes, og den del af os, der tror, at den er fortabt.

Arbejderklassedigteren oplever, at mennesker fra den øvre middelklasse bliver chokerede, når hun siger sin ærlige mening om dem eller påpeger en eller anden form for hykleri, i en grad så de bliver vrede og bærer nag på en helt anden måde, end hun er vant til i sine relationer i arbejderklassen, hvor man kan være ærlig overfor hinanden og have et skænderi, men straks efter blive gode venner igen.

Middelklassedigteren køber altid den mest visne, lidende plante i gartneriet (noget arbejdsklassedigteren aldrig kunne finde på).

Middelklassedigteren romantiserer proletariatet.

Den klasseløse digter i rød bikini ryster sand ud af Kafkas Processen."

Enkeltvise, løjerlige, dybfølte, fjollede, er de mange udsagn poetiske og tankevækkende, ligeså i små vignetter som disse med klasseperspektivet ovenfor, men der, hvor Digterne virkelig skinner, er akkumulativt, når udsagnene begynder at smelte sammen til en stor, 360-graders belysning af det skrivende, skabende, nysgerrige, neurotiske individ.

Hvad har digteren, der "kaster op på et lokum i et fremmed land, hvor ingen taler hans sprog.", digteren, der "forsøger sig med en cost-benefit analyse:", digteren, der "sætter sig ned i skumringen og venter på, at revolutionen griber hende.", og digteren, der er stolt af "sit grukagtige bogstavrim." til fælles? Måske bare det at være opmærksomme på verdenen omkring dem eller behovet for at formidle/besynge/analysere/kommunikere den på den eller den anden måde. Jeg ved det ikke. Men det tror jeg, at Pejk Malinovski gør. Og hvad end slægtskabet er, får han skrevet det poetisk og dybdegående frem i Digterne.

[Maria · Rating 5 out of 5]

Skikkelig, skikkelig bra. God diktning ispedd god satire.