Fra min faders skygge er Sebastian Kleins kærlige og rå fortælling om at vokse op i skyggen af sin berømte fars op- og nedture. En universel historie om en far og en søn.
Sebastian tager læseren med ind i et barndomshjem, som aldrig var helt som andre børns. Han var drengen, der lå og legede under bordet, mens stribevis af kendte danskere holdt møder om nye film, teaterstykker og tv-serier. Blandt andre Kim Larsen, Dan Turèll, Jes Ingerslev og Per Pallesen kom i hjemmet.
Bogen handler om et passioneret ægteskab mellem den sky Jesper Klein og den kulørte Lykke Nielsen. Om skaberkraft, berømmelse, succes og fest. Men også om generthed, fiasko og skandale. Det er historien om at vokse op som enebarn og stå alene med først ansvaret for og siden med tabet af de to forældre. En ærlig og lige dele morsom og tragisk bog spækket med kærlighed til faren, men også præget af tab og forfald.
Sebastian Klein har begået en rørende, autentisk, troværdig og varm biografi om sin kendte far og sit eget forbillede.
“Dertil kom måske det allervigtigste: tabet af mening og sammenhæng i livet. Både i forhold til min fortid, min nutid og min fremtid. Med mine forældre forduftede en verden, kun vi tre kendte til. Livet på Ove Billes Vej 13. Det var en definerende referenceramme, som jeg ikke kunne dele med nogen andre. At skrive om den verden i denne bog er i sig selv et forsøg på at invitere flere indenfor, så det hele lever videre andre steder end i mit eget hoved”.
Fra min faders skygge er en nuanceret fortælling om at vokse op i skyggen af to meget berømte forældre og opleve den berømthed helt tæt på. For mange var Jesper Klein en stor kulturpersonlighed, men for Sebastian var han jo bare far. Når de altså var hjemme. Det bliver nemlig meget hurtigt klart for Sebastian, at hans far er to forskellige personer. En derhjemme og en på scenen. Sebastian forklarer blandt andet: “Når han havde sin maske på, kunne han favne et kæmpepublikum, tale, synge og spille. Når masken var lagt i skuffen, var han sky, blufærdig og stille”. Dermed bliver bogen også en Dirch Passer-lignende historie om, at folk hele tiden forventede, at Jesper Klein skulle være sjov. “Sig noget sjovt”, sagde folk til ham, når de mødte ham på gaden. Men det var han ikke interesseret i. Ofte sneg han sig sky forbi horderne af fans, med Sebastian i hånden, og med fokus rettet direkte mod Grøften i Tivoli, hvor han så kunne gemme sig i fred og ro.
“Hun satte tempoet op, hvor han trak det ned. Hun råbte højt, hvor han talte lavt. Hun viste enhver følelse, hvor han pakkede følelserne væk. Hun forsøgte at sætte sig selv i scene, hvor han helst ville gå i ét med væggen. Det var primadonnaen og træmanden”.
Men med en far, der hedder Jesper Klein lærer Sebastian på den kontante måde, at han ofte var interessant, fordi han var Jesper Kleins søn. Derfor gik han i mange år og holdte det hemmeligt, når han mødte nye mennesker. Fordi han gerne bare ville være sig selv og ikke stå i sin faders skygge. Gennem bogen går det mere og mere op for ikke bare læseren men også for Sebastian, at det er en forlængelse af skyggen, som er målet. Ikke at stå bag ved Jesper Klein, men videreformidle den arv og indflydelse, som han har sat på Danmark, på kulturen og hos sønnen og efterladte venner.
Folk troede, at livet på Billenborg (Klein-familiens villa på Amager) var lutter grin hele tiden. Det kunne da ikke være andet med så humoristisk en far og så smuk og dygtig en mor, men sandheden er, at familien oplevede de samme op- og nedture som i de hjem, hvor mor og far er bankmand, skraldemand eller tandlæge. Og det er det ærlige billede, som Sebastian Klein giver med det lette, fine sprog. Det er fortalt fra hans synspunkt og i et delvist nutids/datids-spor alt efter, hvor langt Sebastian må tilbage i sine erindringer for at mindes og reflektere over begge forældres død, og det at stå tilbage med det hele alene. Og ikke mindst om hans angstanfald, stress og indlæggelse på psykiatrisk. Men også om bearbejdelsen og det at åbne op for at kunne lukke i.
Jeg var så heldig at møde Sebastian til denne weekends Bogforum, hvor han ærligt, rørende og humoristisk fortalte et kæmpe publikum og en nysgerrig Cecilie Frøkjær om sin mening med bogen. Den er IKKE udleverende, og IKKE et opgør med faren. Sebastian er oprigtig talt ked af, at aviserne har kørt denne historie og helt misforstået titlen. Den stammer fra en intern og kærlig joke mellem far og søn og bliver forklaret allerede i bogens forord. Sebastian var veloplagt og havde stort overskud til de mange forventningsfulde mennesker, der stod i kø for at få en signering. Jeg havde desværre glemt min bog hjemme, men fik alligevel lige sagt hej til Sebastian og tak for bogen, hvilket jeg kunne se rørte ham. Faktisk stod mange af os med tårer i øjnene, da han fortalte om, hvordan det var at miste begge forældre og stå alene tilbage.
Så derfor anbefaler jeg bogen til alle juleønskesedler. Det er en hjertevarm fortælling, som jeg under alle mennesker. Både de der kendte Jesper Klein, og dem der ikke gjorde. Og til dem som selv har prøvet at elske og miste forældre.
“I dag kender de fleste mennesker under 30 år ham kun som Bertramsen i julekalenderne med Pyrus. I sidste instans er det ligemeget. Det er ikke berømmelsen, man skal efterlade. Man skal efterlade noget af sig selv. Og det gjorde han.”
Denne bog fik ved udgivelsen mange "tæsk"... eller det gjorde Sebastian Klein, for nu udleverede han jo sin far, lad nu de døde hvile i fred osv. Jeg er meget uenig! Sebastian Klein skriver en ærlig bog om sin opvækst med en far, som indeholdt så meget mere end den sjove mand vi andre kender fra tv. Og ja, han indeholdt også "mørke sider", den indre svinehund, alkoholikeren... men gør mange andre ikke også det? For mig blev bogen bare endnu mere ærlig, for Sebastian Klein både elskede og beundrede sin far - både på trods af og på grund af hans komplekse personlighed. En smuk bog, hvor Sebastian ikke lægger fingrene imellem. Han giver noget af sig selv (og sin far) - og jeg siger TAK fordi du delte, Sebastian.
Sebastian Klein har skrevet en rørende, ærlig og vedkommende bog om sine højt elskede forældre, hvor han tager os med helt ind bag hjemmets fire vægge. Sebatian er sig bevidst, at hans far ville have hadet en sådan bog, men som han skriver: ‘jeg gør det i kærlighed og respekt for en mand, som var og stadigvæk er min mentor og mit største forbillede’. Og det er netop dette indtryk, vi efterlades med. Selv om bogen handler om begge forældre, er det primært forholdet til faren, der fylder. Måske fordi Jesper Klein var den roligste og mest stabile af de to forældre, mens der tegnes et billede af Lykke som den udadreagerende og lidt mere koleriske type. I bogen er der også guf for den nyfigne. Sjove anekdoter om datidens kendte (Kim Larsen, Erik Balle, Lise Nørgaard, Per Pallesen, Dan Turéll, Jess Ingerslev, Tom McEvan, Eugen Tajmer m.fl.) hvoraf mange havde deres gang i hjemmet på Amager. I dag kender de fleste under 36 kun Jesper Klein som Bertramsen i Pyrus’ julekalender. Jeg selv husker ham best som den sjoveste i kvartetten Klyderne. I bogen offentliggøres for første gang sandheden om den hidtil velbevarede hemmelighed om balladen mellem Jess Ingerslev og Lykke, der ender med, at den ene må forlade Klyderne. Sjovt. Jesper Klein var ikke partipolitisk, selv om hans gode ven Anker Jørgensen forsøgte at hverve ham til partiet. Men hans politiske ståsted var man ikke i tvivl om. Erhard Jacobsen, der som daværende formand for ‘Aktive lyttere og seereer’, klagede fire gange over Jesper Klein og kaldte ham for én af de røde lejesvende.
Bogen er også en barsk fortælling, hvor forældrenes kontroverser, deres indre dæmoner, alkoholmisbrug og forfald slutter med, at de begge dør fra ham i alt for ung alder. Men livet i den lille familie skildres med så stor kærlighed, at det aldrig opleves som udlevering af hverken Jesper Klein eller Lykke Nielsen.
Sebastian tildelte sig selv som enebarn at skulle være den evige optimist, uanset hvad tilværelsen bød ham. Måske denne rolle også medvirkede til, at han få år efter forældrenes død får en personlig rutsjetur og oplever at tilværelsen for alvor krakelerer.
Livets fantastiske og ubønhørlige øjeblikke viser sig i alle familier uanset hvad man måtte tro og mene. Men sjældent har jeg oplevet det så naturligt og rørende beskrevet. Og så denne ærlighed. Hvor er det ligefrem befriende, hvor kendisbørn i disse år står frem på stribe og totalt benægter nepotisme, på trods af egen, og til tider uforståelige, kometkarriere. Denne nepobaby-position er Sebastian Klein sig yderst bevidst og indrømmer oven i købet blankt. For pokker da - en helt igennem fantastisk bog, der ikke kan udløse andet end ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Virkelig spændende fortælling om både Jesper og Sebastian Kleins liv! Stortudedende til sidst - helt klart en bog der vækkede nogle relaterbare følelser i mig.
"Jeg forsøger ikke at træde ud af skyggen. Jeg forsøger at forlænge den. I det store og hele er jeg nået til et punkt, hvor jeg kan læne mig tilbage i skyggen og sige:"Tænk engang, at han var min far..." - Sådan slutter Sebastian Klein sin kærlighedserklæring af en bog om sin far Jesper Klein, og sådan rammer han, i hvert fald for mig, ind i en hel essentiel erfaring af, hvordan det er at miste sin far, mens man stadig er ung. Også savnet giver han ord, som jeg kan genkende mig selv i: Savnet af anerkendelse og ikke mindst rådgivning: "Den fornemmelse af rygdækning, det gav at efterprøve mine tanker med ham, fyldte mig med en ro i alle beslutninger. Med ham borte føles arbejdet fra tid til anden som at plaske forvildet rundt uden en redningskrans i sigte." Derudover er det selvfølgelig også "bare" en erindringsbog, men den er virkelig velskrevet, hjertevarm og beskriver Jesper Klein som menneske og far. At Sebastian Klein skulle udlevere sin far, som han fik kritik for ved udgivelsen, synes jeg er et helt forfejlet syn på bogen og Sebastians anliggende.
Synes det var spændende at høre om Jesper Kleins liv, set ud fra hans søn Sebastian Kleins synspunkt.
Jeg lyttede til bogen og må indrømme, at selve oplæseren ikke var den bedste fra min synsvinkel. Dette er naturligvis et personligt synspunkt.
Man får selvfølgelig en masse af vide om hans skuespiller- og instruktørkarriere, men også en del om hans privatliv med kone, børn og til sidst, et alkoholmisbrug.
Jo længere jeg kom hen i bogen, blev jeg dog fanget mere og mere, så det er kun positivt. Og har man en interesse for Jesper Klein og/eller danske skuespillere generelt, vil jeg stadig anbefale den.
En selvbiografisk og ærlig bog af Sebastian Klein, i samarbejde med Danni Travn, som jeg er nødt til at reklamere lidt for. Med denne bog bevæger Sebastian sig fra det vante og sjove emne, dyrene, ned i hans private livshistorie, som er alt andet end kedelig. En barndom fyldt med kærlighed, kendte mennesker, fest, alkohol, og forældrenes konstante stræben efter næste succes. Det kræver mod at lukke os læsere indenfor. Læs min fulde anmeldelse her - http://anettesbookshelf.dk/fra-min-fa...
Sebastian Klein fortæller hudløst ærligt den meget rørende fortælling om forholdet til sine meget forskellige forældre med de op- og nedture, som livet nu byder på. Til tider tung at komme igennem, men med en tilpas mængde humor og ironi tilsat til, at det alligevel lader sig gøre, med både smil på læben og antydningen af tårer på vej.
En rigtig fin bog, som jeg dog oplevede som lidt tung i opstarten.
Den første del af bogen oplevede jeg som meget rapporterende, helt bestemt et livsvidne-beretning, men dog lidt for lidt reflekterende. Men derefter tager han dog revanche.
Det bliver en rørende fortælling, der virkelig går i dybden med livets kompleksiteter.
En rørende og åben fortælling om en kendt families liv på godt og ond - men ikke den store litteratur. Så den skal læses fordi Man gerne vil tættere på Jesper Klein, ikke fordi man vil have en fantastisk bogoplevelse.
Jeg hørte den som lydbog med udmærkede efterligninger af Jesper Klein
En utrolig rørende, velskrevet og smuk fortælling om Sebastians liv, som både har sat tanker og følelser i gang hos mig. Den var hurtigt læst, svær at lægge fra sig, lod mig fælde et par tårer undervejs og har af den uden tvivl fortjent alle 5 stjerner.
Den fineste, smukkeste bog. Jeg har både grint og grædt til Sebastians smukke historie som hans far. Der er ikke meget andet at sige, end at den helt sikkert er et læs værdig! Sebastian kan virkelig fortælle så billederne står på række i hovedet på én!
Dejlig bog, hvor jeg blev taget med ind i hvordan Sebastian oplevede sine forældre og sin barndom Og hvordan det harbpåvirket hans liv idag Sjov og kærlig bog