What do you think?
Rate this book
Den hvide rose
Olgas Ravns anden digtsamling efter debuten i 2012 med Jeg æder mig selv som lyng og romanen Celestine (2015). Den hvide rose er en digtsamling om at være tæt på et menneske med alvorlig sygdom, om at blive på kærlighedens sted, selvom kærligheden er gået i stykker. Og om at skrive poesi i en verden, hvor kærlighedens sprog synes slidt op.
356 pages, Paperback
First published January 1, 2016
9 people are currently reading
270 people want to read
About the author
Olga Ravn
24 books610 followersOlga Sofia Ravn is a Danish poet and novelist. Initially she published poetry which was acclaimed by the critics, as was her first novel Celestine. She is also a translator and has worked as a literary critic for Politiken and several other Danish publications.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 53 reviews
Read
April 2, 2018Har tidigare läst hennes roman Celestine, och även om jag tycker att Ravn gör sig bättre i poesin än i prosan så har jag samma problem med denna som med den förra: båda böcker svämmar över i liknelser och metaforer, jag känner mig proppmätt redan efter några strofer.
August 22, 2018
Jag trodde jag skulle gilla den mer. Och det fanns definitivt strofer som var hjärtkramande vackra. Men för mig blev det för metaformättat. Jag gillade inte heller berättarrösten, även om den är välkonstruerad. Det här var inte i min smak, måhända förstod jag den inte helt och fullt. Men Ravn är verkligen duktig på form.
March 4, 2017
Titel: Den hvide rose. Forfatter: Olga Ravn. Sider: 352. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2016. Anmeldt for: Litfix.dk. ★★★
“Vask mig ikke bort med sygdommen.”
Alle snakker om den. Den nye digtsamling fra Olga Ravn. Den med det lidt billige kitch-agtige look. Den med de hvide horror-lignendende, dryppende bogstaver og de sarte pastelfarver. Og indholdet er da også ligeså forunderligt som omslaget. Min søde kollega gav mig bogen forleden og sagde: “Måske du kan forstå den”. Og det er på trods af, at han nok er en af de skarpeste mennesker jeg kender. Så det var med slet skjult nervøsitet, at jeg åbnede Ravns tunge samling digte.
Jeg forblev forundret. Digtsamlingen tog mig kun 15-20 minutter at læse på trods af sine 352 sider, men tager måske et helt liv at forstå. Den skal i hvert fald lige stadfæste sig i ens bevidsthed, og det vil måske endda være en fordel at læse den et par gange. Som forlagene og diverse online boghandler også skriver, så handler den om det at være tæt på et sygt menneske, og hvordan man bearbejder hjertesorgen der skiller to mennesker ad, især lyrisk, når nu smertesorgen har så slidt et sprog. Olga Ravn forsøger sig med nogle andre metaforer, og de fleste af dem er flydende.
For Ravn er nemlig glad for væsker og fedtethed, ikke kun her men også i sine tidligere værker. Olie og fedt spiller en central rolle i mange af digtene. Ligeså gør roserne/blomsterne, den hvide rose som er symbol på det modsatte af kærligheden og den røde rose. Den er falmet, den røde rose er en kliché og er et symbol så opbrugt og misbrugt, at Ravn forsøger at forklare kærestesorg på en ny og mere ekspirementerende måde. Det er vist sikkert at slå fast, at digtsamlingen er en udfordring og ikke for den almene utålmodige og plotsultne læser.
Den hvide rose består mestendels af digte med en strofe pr. side og næsten alle med 5 verselinjer. Rytmikken i bogen viser sig ved, at nogle digte gentager sig selv fuldstændigt, men næste i rækken kan bryde om med en anderledes sidste versesætning. Derudover står hvert digt meget alene på den store hvide papirside, og dog. For engang imellem står der et digt på venstre side, hvoraf de ellers er forbeholdt den højre. Her overraskes læseren og forundres igen.
Digtene omhandler et jeg og et du, hvor jeg’et forsøger at håndtere et sygt du. Deraf er plejeren også et fast tema i digtsamlingen, og Olga Ravn skriver sig dermed også ind i en tendens vi ser meget i vores samtidslitteratur lige nu; den syge litteratur. Altså litteratur hvori sygdomme, det at være syg, det at være tæt på en syg skildres, og det skal hun have ros for. Det er modigt, vigtigt og en øjenåbner for mange af os, der ikke har oplevet at være syg eller være den pårørende.
Men Den hvide rose får altså kun tre stjerner, fordi det simpelthen er for let og samtidig for svært? Selv for en litteraturstuderende havde rosen problemer med at grave sig rigtig ind under huden på mig. Der er momentvis rigtig smukt og gribende poetisk sprogspil og en legen og ikke mindst eksperimentering med ordsammensætninger, men når jeg sammenligner dem med andre digtsamlinger, der virkelig har rørt mig, så kan Olga Ravn ikke helt være med. Jeg anbefaler den til den modne læser, til andre litteraturstuderende, eller til Olga-fans og generelle lyrikfanatikere. Men jeg er blevet nysgerrig og har lyst til at læse mere af Olga Ravn. Jeg tror dog, at jeg vil springe til en anden genre og gå til hendes roman Celestine.
P.S Synes det er lidt synd med alt det papirspild. Håber Gyldendal har en god aftale med Sverige.
“Vask mig ikke bort med sygdommen.”
Alle snakker om den. Den nye digtsamling fra Olga Ravn. Den med det lidt billige kitch-agtige look. Den med de hvide horror-lignendende, dryppende bogstaver og de sarte pastelfarver. Og indholdet er da også ligeså forunderligt som omslaget. Min søde kollega gav mig bogen forleden og sagde: “Måske du kan forstå den”. Og det er på trods af, at han nok er en af de skarpeste mennesker jeg kender. Så det var med slet skjult nervøsitet, at jeg åbnede Ravns tunge samling digte.
Jeg forblev forundret. Digtsamlingen tog mig kun 15-20 minutter at læse på trods af sine 352 sider, men tager måske et helt liv at forstå. Den skal i hvert fald lige stadfæste sig i ens bevidsthed, og det vil måske endda være en fordel at læse den et par gange. Som forlagene og diverse online boghandler også skriver, så handler den om det at være tæt på et sygt menneske, og hvordan man bearbejder hjertesorgen der skiller to mennesker ad, især lyrisk, når nu smertesorgen har så slidt et sprog. Olga Ravn forsøger sig med nogle andre metaforer, og de fleste af dem er flydende.
For Ravn er nemlig glad for væsker og fedtethed, ikke kun her men også i sine tidligere værker. Olie og fedt spiller en central rolle i mange af digtene. Ligeså gør roserne/blomsterne, den hvide rose som er symbol på det modsatte af kærligheden og den røde rose. Den er falmet, den røde rose er en kliché og er et symbol så opbrugt og misbrugt, at Ravn forsøger at forklare kærestesorg på en ny og mere ekspirementerende måde. Det er vist sikkert at slå fast, at digtsamlingen er en udfordring og ikke for den almene utålmodige og plotsultne læser.
Den hvide rose består mestendels af digte med en strofe pr. side og næsten alle med 5 verselinjer. Rytmikken i bogen viser sig ved, at nogle digte gentager sig selv fuldstændigt, men næste i rækken kan bryde om med en anderledes sidste versesætning. Derudover står hvert digt meget alene på den store hvide papirside, og dog. For engang imellem står der et digt på venstre side, hvoraf de ellers er forbeholdt den højre. Her overraskes læseren og forundres igen.
Digtene omhandler et jeg og et du, hvor jeg’et forsøger at håndtere et sygt du. Deraf er plejeren også et fast tema i digtsamlingen, og Olga Ravn skriver sig dermed også ind i en tendens vi ser meget i vores samtidslitteratur lige nu; den syge litteratur. Altså litteratur hvori sygdomme, det at være syg, det at være tæt på en syg skildres, og det skal hun have ros for. Det er modigt, vigtigt og en øjenåbner for mange af os, der ikke har oplevet at være syg eller være den pårørende.
Men Den hvide rose får altså kun tre stjerner, fordi det simpelthen er for let og samtidig for svært? Selv for en litteraturstuderende havde rosen problemer med at grave sig rigtig ind under huden på mig. Der er momentvis rigtig smukt og gribende poetisk sprogspil og en legen og ikke mindst eksperimentering med ordsammensætninger, men når jeg sammenligner dem med andre digtsamlinger, der virkelig har rørt mig, så kan Olga Ravn ikke helt være med. Jeg anbefaler den til den modne læser, til andre litteraturstuderende, eller til Olga-fans og generelle lyrikfanatikere. Men jeg er blevet nysgerrig og har lyst til at læse mere af Olga Ravn. Jeg tror dog, at jeg vil springe til en anden genre og gå til hendes roman Celestine.
P.S Synes det er lidt synd med alt det papirspild. Håber Gyldendal har en god aftale med Sverige.
Read
December 30, 2017jeg er glad for at have lært ordet fnok af kende
jeg er også glad for at have mødt den hvide rose
jeg er også glad for at have mødt den hvide rose
Read
August 26, 2016Der er så meget, jeg ikke forstår. Denne digtsamling er en af de ting.
February 2, 2020
Rytmiskt och vackert. Metodiskt och melodiskt ringlar sig berättelsen framåt genom femradiga strofer, byggs på och tas vid. En fin läsupplevelse.
”Du ska
sova
här i
skuggan
av min hand”
”Du ska
sova
här i
skuggan
av min hand”
April 12, 2025
fangede mig ikke helt. men smuk prosa og et vigtigt emne
February 9, 2020
Den hvide rose af Olga Ravn
Bogen er på 365 sider og indeholder 160 digte.
Digtene er korte og stramme i en 5-vers opsætning, der jævnligt gentager sig enten 100% eller med forskellige variationer. Ligeledes er bogen fyld med tomme sider og digtene skifter også i ny og næ plads, hvilket give læseren en overraskelse og en slags variation.
Digtsamlingen består af et fiktivt jeg, og et fiktivt du, hvor du’et er ramt af sygdom og jeg’er prøver at skrive sig igennem sorgen du’ets sygdom bringer.
Denne sygdom præger jeg’er og skubber det længere og længere ind i sorgen som også ses i de tekster, der bliver mere og mere forvredne, gentagende og skifter i tempo og rytme.
Bogens komposition er også netop med til at vise at jeg’et er ude af sig selv af sorg og dette gør “Den Hvide Rose” til et ret imponerende stykke lyrik i min optik.
Bogen er læst på kort tid, jeg tror det tog lige knap 20 minutter at læse første gang og 1 time at genlæse, for jeg stod total paf tilbage efter første læsning.
Jeg kunne godt se kvaliteten i visse digte og i selve det hvordan bogens komposition afspejler handlingen. Denne tomhed der bliver fysisk og metafysisk og den måde Ravn leger med tomhed der netop opstår i sorgen og et kommende tab af et andet menneske.
Jeg kan godt se alle de fine ting som mange andre anmeldere og læsere ser. Både hendes (overfor)brug af metaforer, og hvordan hun tager de “klassiske døde” af slagsen og vækker dem til live i en ny udgave. Netop selve den hvide rose, der både repræsenterer uskyld, men også død og genfødsel. Hvor Ravn nærmest er besat af den. Interesant er det også at sorgen mod enden bliver rosenrød.
Men jeg kan bare ikke komme væk fra den nagende følelse af, at der bliver gjort nar af mig som læser. Jeg føler vitterligt jeg er med i en Monty Python sketch, der parodierer poesi, poeter og poesielskere. Jeg føler det lidt som om der står en forfatter i baggrunden og griner af mig mens hun tænker “tænk at de idioter betaler for dette”.
Måske tager jeg fejl. Måske er “Den Hvide Rose” et mesterværk. Jeg kan bare ikke se det.
Det virker bare lidt for nemt.
Og så får jeg det bare dårligt over alt det papirspild.... der er reelt set 205 tomme sider.. det er sateneme mange træer der skulle lade livet der.
Bogen er på 365 sider og indeholder 160 digte.
Digtene er korte og stramme i en 5-vers opsætning, der jævnligt gentager sig enten 100% eller med forskellige variationer. Ligeledes er bogen fyld med tomme sider og digtene skifter også i ny og næ plads, hvilket give læseren en overraskelse og en slags variation.
Digtsamlingen består af et fiktivt jeg, og et fiktivt du, hvor du’et er ramt af sygdom og jeg’er prøver at skrive sig igennem sorgen du’ets sygdom bringer.
Denne sygdom præger jeg’er og skubber det længere og længere ind i sorgen som også ses i de tekster, der bliver mere og mere forvredne, gentagende og skifter i tempo og rytme.
Bogens komposition er også netop med til at vise at jeg’et er ude af sig selv af sorg og dette gør “Den Hvide Rose” til et ret imponerende stykke lyrik i min optik.
Bogen er læst på kort tid, jeg tror det tog lige knap 20 minutter at læse første gang og 1 time at genlæse, for jeg stod total paf tilbage efter første læsning.
Jeg kunne godt se kvaliteten i visse digte og i selve det hvordan bogens komposition afspejler handlingen. Denne tomhed der bliver fysisk og metafysisk og den måde Ravn leger med tomhed der netop opstår i sorgen og et kommende tab af et andet menneske.
Jeg kan godt se alle de fine ting som mange andre anmeldere og læsere ser. Både hendes (overfor)brug af metaforer, og hvordan hun tager de “klassiske døde” af slagsen og vækker dem til live i en ny udgave. Netop selve den hvide rose, der både repræsenterer uskyld, men også død og genfødsel. Hvor Ravn nærmest er besat af den. Interesant er det også at sorgen mod enden bliver rosenrød.
Men jeg kan bare ikke komme væk fra den nagende følelse af, at der bliver gjort nar af mig som læser. Jeg føler vitterligt jeg er med i en Monty Python sketch, der parodierer poesi, poeter og poesielskere. Jeg føler det lidt som om der står en forfatter i baggrunden og griner af mig mens hun tænker “tænk at de idioter betaler for dette”.
Måske tager jeg fejl. Måske er “Den Hvide Rose” et mesterværk. Jeg kan bare ikke se det.
Det virker bare lidt for nemt.
Og så får jeg det bare dårligt over alt det papirspild.... der er reelt set 205 tomme sider.. det er sateneme mange træer der skulle lade livet der.
Read
August 3, 2018Jäderlundskt, välskrivet och väl genomfört. Jag gillar Ravn! Jag är kanske inte riktigt lika entusiastisk som blurbarna dock...
February 25, 2019
Jeg ved ikke om jeg skal forstå det. Jeg ved at jeg ikke forstår det, men måske er det godt nok. Jeg kan godt lide det.
July 27, 2024
okay ikke at jeg er så meget bedre selv men hvordan kan det være at ingen i Danmark skriver digte der fylder mere end en femtedel af en side og jeg er også godt klar over at papir ikke er det mest miljøskadelige produkt at fremstille i verden men er det ikke lidt spild alligevel at de her max-10-ords digte skal have 2-3 sider hver???
March 4, 2019
Bildrikt och rytmiskt, suggestivt och skickligt. Liv och död och sjukdom och vita rosor, typ 160 korta femradingar
March 14, 2021
Metaforextravaganza! Blev nyfiken av den hyllningskör som höjer Olga Ravn dom ett danskt poesiunder. Efter att nyligen bekantat mig med en annan dansk poet, Yahya Hassan, som jag tyckte var fullkomligt briljant hade jag en mycket positiv grundinställning. Men jag kan konstatera att systemdiktning nog inte är min grej. Den här gav mig verkligen ingenting.
Jag skulle tycka det var jätteintressant att höra någon som tycker precis tvärtom resonera. Jag vill fatta storheten, jag bara gör det inte.
Jag skulle tycka det var jätteintressant att höra någon som tycker precis tvärtom resonera. Jag vill fatta storheten, jag bara gör det inte.
November 27, 2021
Jag förstår att det här ska vara något enastående, och visst är ord som sol och ros vackra, visst är en del av dikterna fina bilder, men det är också tjockt av liknelser jag inte förstår, jag känner mig oförstående och störs ständigt i min läsning av frågor som vad menas nu? Varför detta ordval? Varför denna mening? Varför är denna mening bra? Varför är denna dikt fantastisk? Vad missar jag?
September 13, 2016
Also posted on Eva Lucias blog
Læs interview med Olga Ravn her
Anmeldt for Gyldendal
Poesi er til for at røre os, få os til at skælve og mærke livet omkring os gennem de ord, som vi bevæger os finger henover på papiret. Olga Ravn har med sin tredje digtsamling (tidligere udgivelser: ”Jeg æder mig selv som lyng” og ”Mean Girl”) skabt en spændende og brutal fremstilling af hvordan kærlighed kan gøre ondt. Digtsamlingen handler om et forhold, der er ved at gå i stykker. Selv kalder Olga Ravn ”Den hvide rose” for sin ”heartbreak”-bog, hvor metaforer skarpt fanger essensen af ensomhed og dét at føle sig hjerteknust.
”64:
Jeg kunne ikke beholde dig
Som min rose
Alle mine skibe er forliste
Jeg ligger her i vandet
Som et blad”
”62: Huden
Hvad er der at sige om den
Et midlertidigt
Værelse
Som kærlighed”
Digtsamlingen består af 160 digte, som er skrevet som 5-linjers digte. Ofte præges de af messen og gentagelser, som samtidig kan være symbol på denne langvarighed periode af kærlighedssorg og de mange skridt, som man kan igennem for at være ude på den anden side. Med klassiske symboler for kærlighed, blandt andet rosen, blomster, vand, samt den klassiske Ofelia-figur (kendt fra ”Hamlet”) bringer Olga Ravn tradition og nutidig poesi sammen.
Det er helt utroligt hvilke stemningsbilleder, forfatteren formår at frembringe i læserens hoved. Samtidig med at vi ser med fra et ydre perspektiv, så befinder vi os helt inde i den narrative fortællers personligste følelser og tanker. Det er muligt at mærke smerten, hjertesorgen og afmagten, som der er på spil.
”18:
Du ønsker
At udslette
Dig selv i mig
Roserne blomstrer
I natten”
”47:
Roserne blomstrer
I natten jeg går
Mod dit alter
Med mørket
Mod mit ansigt”
Desuden var jeg ret imponeret over hvordan naturen bruges som udtryksform, e.g. vandet, havet, blomsterne og mange flere. Alle disse beskriver de konkrete stemninger, følelser og og temaer, som digtsamlingen beskæftiger sig med.
Alt i alt er Olga Ravns digtsamling ”Den hvide rose” enkel, men samtidig dyb og rammende. Den formår at frembringe følelser fra læserens erindring og sætte billeder i spil, så samtidig med at vi er vidne til hjertesorgen på papirform, så genoplever vi vores egne break-ups og bliver konfronteret med de følelser, som vi ellers havde forsøgt at fortrænge.
Hjertesorgen og afmagten skriger ligefrem i tavshed, imens jeg vender bogens sidste side og ånder lettet op.
Blog ~ Facebook ~ Instagram ~ Youtube ~ Spotify
Læs interview med Olga Ravn her
Anmeldt for Gyldendal
Poesi er til for at røre os, få os til at skælve og mærke livet omkring os gennem de ord, som vi bevæger os finger henover på papiret. Olga Ravn har med sin tredje digtsamling (tidligere udgivelser: ”Jeg æder mig selv som lyng” og ”Mean Girl”) skabt en spændende og brutal fremstilling af hvordan kærlighed kan gøre ondt. Digtsamlingen handler om et forhold, der er ved at gå i stykker. Selv kalder Olga Ravn ”Den hvide rose” for sin ”heartbreak”-bog, hvor metaforer skarpt fanger essensen af ensomhed og dét at føle sig hjerteknust.
”64:
Jeg kunne ikke beholde dig
Som min rose
Alle mine skibe er forliste
Jeg ligger her i vandet
Som et blad”
”62: Huden
Hvad er der at sige om den
Et midlertidigt
Værelse
Som kærlighed”
Digtsamlingen består af 160 digte, som er skrevet som 5-linjers digte. Ofte præges de af messen og gentagelser, som samtidig kan være symbol på denne langvarighed periode af kærlighedssorg og de mange skridt, som man kan igennem for at være ude på den anden side. Med klassiske symboler for kærlighed, blandt andet rosen, blomster, vand, samt den klassiske Ofelia-figur (kendt fra ”Hamlet”) bringer Olga Ravn tradition og nutidig poesi sammen.
Det er helt utroligt hvilke stemningsbilleder, forfatteren formår at frembringe i læserens hoved. Samtidig med at vi ser med fra et ydre perspektiv, så befinder vi os helt inde i den narrative fortællers personligste følelser og tanker. Det er muligt at mærke smerten, hjertesorgen og afmagten, som der er på spil.
”18:
Du ønsker
At udslette
Dig selv i mig
Roserne blomstrer
I natten”
”47:
Roserne blomstrer
I natten jeg går
Mod dit alter
Med mørket
Mod mit ansigt”
Desuden var jeg ret imponeret over hvordan naturen bruges som udtryksform, e.g. vandet, havet, blomsterne og mange flere. Alle disse beskriver de konkrete stemninger, følelser og og temaer, som digtsamlingen beskæftiger sig med.
Alt i alt er Olga Ravns digtsamling ”Den hvide rose” enkel, men samtidig dyb og rammende. Den formår at frembringe følelser fra læserens erindring og sætte billeder i spil, så samtidig med at vi er vidne til hjertesorgen på papirform, så genoplever vi vores egne break-ups og bliver konfronteret med de følelser, som vi ellers havde forsøgt at fortrænge.
Hjertesorgen og afmagten skriger ligefrem i tavshed, imens jeg vender bogens sidste side og ånder lettet op.
Blog ~ Facebook ~ Instagram ~ Youtube ~ Spotify
April 15, 2018
1/16/49/89/99/116
Read
June 21, 2019Olga Ravns Den hvide rose består fortrinsvis af en mængde symboler, der hverken er tomme eller klart betydende: Der er den hvide rose, olie, græs, klud, fedt, hav, handske m.v.; alle er de ting, der går igen og som tydeligvis betyder noget, men hvad, det betyder, er svært at sige — måske mange ting på samme tid.
Bogen består af 160 nummererede digte, der alle er 5 linjer lange (når et digt er mindre end 5 linjer, fyldes de sidste linjer ud med "x"). De fleste står på bogens højresider og lader venstresiderne stå tomme, men nogle gange er et helt opslag tomt, mens et digt andre gange flytter over på venstre side. Det giver bogen en fornemmelse af at være inddelt i dele, selvom det ikke er ekspliciteret. Og det, at de fleste digte står på højre side med samme længde og tom venstreside gør (måske, måske ikke med vilje), at man (eller i hvert fald jeg) bliver fristet til at læse på horisontalt i stedet for vertikalt; at f.eks. lade femte linje i hvert digte henover en af bogens dele tilsammen blive et digt. Hvis man gør det lyder bogens første dels femtelinjedigt således:
"blomstrer / blomstrer / blomstrer / som døden / blomstrer / at dø / som en cigaret / som et nedslidt spørgsmål / som en vrængen / rådden / en uset blomstring / det ønsker at prostituere sig / den hvide rose"
Ja, okay, det er nok ikke meningen, at bogen skal læses sådan — men der opstår altså nogle ret fede digte af det! At der på grund af bogens højst mærkværdige form med kun 160 femlinjersdigte spredt ud over 356 sider opstår en helt anden måde at læse på — både den ovenstående, men også ved en mere "rigtig" læsning opstår der en langsommere og i hvert fald anderledes tilgang til digtlæsningen — er det, jeg er mest utvetydigt begejstret for ved Den hvide rose. Formen er nyskabende, vild og helt sin egen. Indholdet, derimod, ved jeg ikke, hvad jeg skal synes om. Og med det mener jeg ikke, at jeg ikke kan lide det — jeg mener bogstaveligt talt, at jeg ikke ved, hvad jeg synes.
Digtene følger et jeg og et du. Umiddelbart læser man bogen som, at duet samtidig er "den syge", mens jeget er "plejeren" og "hjælperen", men hvis man ville, kunne man vel egentlig lade "den syge", "plejeren" og "hjælperen" være tre helt andre karakterer. Men i hvert fald: jeget plejer det syge du, og med sygdommen synes kærligheden også at svinde, fordi selve det at pleje den syge gør relation til et spørgsmål om pligt og lydighed frem for lyst og kærlighed. En lignende tematik kendes fra Amalie Smiths eminente I civil, hvor et forhold også bukker under for sygdommen.
Men det narrative forløb er på grund af, at alting er symbolsk uden tydelig mening, ikke helt til at få hold på. Hvordan hænger det f.eks. sammen med det hele, når digt nr. 34 lyder: "I havens mørke / fremstår haven / som et øje / roserne danner / en handske" eller digt 35: "Blomsten bøjer sig / mod gruset / den ønsker at mørknes / at blive klud / at svøbe hånden i en dødlignende søvn"? Det virker som om, at hånden og handsken burde være symboler, og at kendskabet til deres betydning ville gøre digtet klart, men det synes ikke muligt at tydeligt få dette kendskab. Sådan fungerer det meste af digtsamlingen: som små, kryptiske gåder uden løsning. Er det godt? Som sagt ved jeg det ikke. Jeg kan, uden mulighed for rigtigt at forklare hvorfor, synes, at digt nr. 51 ("Natvandet bærer et øje / i sit dyb / en hvid rose / jeg ser det er dig / du sænker mig fra broen") er lidt trælst, mens billedet i digt nr. 43 er ret vildt og sprogligt frodigt: "Mit øje er en blomst / en kjole af nælder / se! ud af den / våde blodige åbning / kommer en blomme".
De mange metaforer og symboler bliver på den ene side alt, alt for meget — men på den anden side er de digtenes grundlæggende motor og sættes ofte ret skønt sammen. Hvad skal jeg mene om helheden? Jeg ved det ikke. Det kan jeg egentlig godt lide.
https://endnuenbogblog.blogspot.com/
Bogen består af 160 nummererede digte, der alle er 5 linjer lange (når et digt er mindre end 5 linjer, fyldes de sidste linjer ud med "x"). De fleste står på bogens højresider og lader venstresiderne stå tomme, men nogle gange er et helt opslag tomt, mens et digt andre gange flytter over på venstre side. Det giver bogen en fornemmelse af at være inddelt i dele, selvom det ikke er ekspliciteret. Og det, at de fleste digte står på højre side med samme længde og tom venstreside gør (måske, måske ikke med vilje), at man (eller i hvert fald jeg) bliver fristet til at læse på horisontalt i stedet for vertikalt; at f.eks. lade femte linje i hvert digte henover en af bogens dele tilsammen blive et digt. Hvis man gør det lyder bogens første dels femtelinjedigt således:
"blomstrer / blomstrer / blomstrer / som døden / blomstrer / at dø / som en cigaret / som et nedslidt spørgsmål / som en vrængen / rådden / en uset blomstring / det ønsker at prostituere sig / den hvide rose"
Ja, okay, det er nok ikke meningen, at bogen skal læses sådan — men der opstår altså nogle ret fede digte af det! At der på grund af bogens højst mærkværdige form med kun 160 femlinjersdigte spredt ud over 356 sider opstår en helt anden måde at læse på — både den ovenstående, men også ved en mere "rigtig" læsning opstår der en langsommere og i hvert fald anderledes tilgang til digtlæsningen — er det, jeg er mest utvetydigt begejstret for ved Den hvide rose. Formen er nyskabende, vild og helt sin egen. Indholdet, derimod, ved jeg ikke, hvad jeg skal synes om. Og med det mener jeg ikke, at jeg ikke kan lide det — jeg mener bogstaveligt talt, at jeg ikke ved, hvad jeg synes.
Digtene følger et jeg og et du. Umiddelbart læser man bogen som, at duet samtidig er "den syge", mens jeget er "plejeren" og "hjælperen", men hvis man ville, kunne man vel egentlig lade "den syge", "plejeren" og "hjælperen" være tre helt andre karakterer. Men i hvert fald: jeget plejer det syge du, og med sygdommen synes kærligheden også at svinde, fordi selve det at pleje den syge gør relation til et spørgsmål om pligt og lydighed frem for lyst og kærlighed. En lignende tematik kendes fra Amalie Smiths eminente I civil, hvor et forhold også bukker under for sygdommen.
Men det narrative forløb er på grund af, at alting er symbolsk uden tydelig mening, ikke helt til at få hold på. Hvordan hænger det f.eks. sammen med det hele, når digt nr. 34 lyder: "I havens mørke / fremstår haven / som et øje / roserne danner / en handske" eller digt 35: "Blomsten bøjer sig / mod gruset / den ønsker at mørknes / at blive klud / at svøbe hånden i en dødlignende søvn"? Det virker som om, at hånden og handsken burde være symboler, og at kendskabet til deres betydning ville gøre digtet klart, men det synes ikke muligt at tydeligt få dette kendskab. Sådan fungerer det meste af digtsamlingen: som små, kryptiske gåder uden løsning. Er det godt? Som sagt ved jeg det ikke. Jeg kan, uden mulighed for rigtigt at forklare hvorfor, synes, at digt nr. 51 ("Natvandet bærer et øje / i sit dyb / en hvid rose / jeg ser det er dig / du sænker mig fra broen") er lidt trælst, mens billedet i digt nr. 43 er ret vildt og sprogligt frodigt: "Mit øje er en blomst / en kjole af nælder / se! ud af den / våde blodige åbning / kommer en blomme".
De mange metaforer og symboler bliver på den ene side alt, alt for meget — men på den anden side er de digtenes grundlæggende motor og sættes ofte ret skønt sammen. Hvad skal jeg mene om helheden? Jeg ved det ikke. Det kan jeg egentlig godt lide.
https://endnuenbogblog.blogspot.com/
April 14, 2019
Olga Ravns anden digtsamling "Den hvide rose" er en glimrende samling af lyrik. Formen er helt anderledes end i hendes debutsamling "Jeg æder mig selv som lyng", idet den er fuldkommen (ja, næsten helt rigidt) regelmæssig. Der er 160 digte, som hver består af fem linjer, og desuden er der nogle blanker sider imellem dem. Denne stramme, minimalistiske struktur understøtter tematikken, som er sygdom, sorg og at miste nogen man elsker. Det bliver nemlig helt sterilt og koldt at læse, og det fungerer simpelthen så godt, for læseren kan virkelig forestille sig eksempelvis den hvide hospitalsstue og sygdommen hos den syge.
Der er enormt meget billedsprog og mange metaforer, bl.a. den hvide rose. Det er meget bevægende at læse, men det kan også have en lille tendens til at kamme over med alle metaforerne og symbolikken. Men Ravns gentagelser virker godt, for det vidner netop om, at fortælleren er ved at gå ud af sit gode skin af sorg.
Ravn har også et stort fokus på væsker og kroppe i sine digtsamlinger, og "Den hvide rose" er ingen undtagelse. Det er nærmest et kendetegn for hendes skrivestil og ordvalg, og det er meget interessant at læse. Det er som om, at hendes fortællere rummer så meget indeni deres kroppe, at de ender med at eksplodere med alt dette. Man kan også se det på forsiden, hvor titlen står med disse dryppende bogstaver, som er et tegn på en krop i opløsning, på død, på at smelte væk, på at livet går sin gang.
Der er enormt meget billedsprog og mange metaforer, bl.a. den hvide rose. Det er meget bevægende at læse, men det kan også have en lille tendens til at kamme over med alle metaforerne og symbolikken. Men Ravns gentagelser virker godt, for det vidner netop om, at fortælleren er ved at gå ud af sit gode skin af sorg.
Ravn har også et stort fokus på væsker og kroppe i sine digtsamlinger, og "Den hvide rose" er ingen undtagelse. Det er nærmest et kendetegn for hendes skrivestil og ordvalg, og det er meget interessant at læse. Det er som om, at hendes fortællere rummer så meget indeni deres kroppe, at de ender med at eksplodere med alt dette. Man kan også se det på forsiden, hvor titlen står med disse dryppende bogstaver, som er et tegn på en krop i opløsning, på død, på at smelte væk, på at livet går sin gang.
Read
December 27, 2024I dikta, som aller mest handlar om tap, høyrer vi sakte og gjentakande, nesten som som ein bøn, om sjukdom og blomer. Det er mest rose, og dei er kvite. Det er blodblomar, nesler. Frå dikt til dikt er mange ord dei same, men det er gjort små endringar. Effekten er at det lyd som messing, og det er ein veldig sakte prosess mot død. Det er eit «eg» som definerar seg som mykje forskjellig. Som «krema oske nede i graset» (82), «gras av solbrende kvistar» (83), «kula av papir som skvulpar i brenninga» (84).
Det er mange bilde, variasjonar over blomer, natur og kropp.
Alle dikta er på fem linjer og er omgitt av mykje luft. Boka har rosa omslag med kvite bokstavar som liksom renn omtrent som (98) «Den sjuke har vendt // andletet mot graset // eg ser det ikkje // hjelpa spreier blomen sin // den tynne gule safta.»
Diktsamlinga er lett og god å lese. Men ho er vanskeleg å forklare.
21
Eg vil mesa lenge
til du legg deg
til rette
her i skuggen
av handa mi
Det er mange bilde, variasjonar over blomer, natur og kropp.
Alle dikta er på fem linjer og er omgitt av mykje luft. Boka har rosa omslag med kvite bokstavar som liksom renn omtrent som (98) «Den sjuke har vendt // andletet mot graset // eg ser det ikkje // hjelpa spreier blomen sin // den tynne gule safta.»
Diktsamlinga er lett og god å lese. Men ho er vanskeleg å forklare.
21
Eg vil mesa lenge
til du legg deg
til rette
her i skuggen
av handa mi
June 20, 2022
Det är skirt och vackert, det här verket. Den strama rytmen som skapas - alla dikterna är fem rader (även om vissa rader bara är ett "x"), de står för sig självt på onumrerade sidor, endast numrerade efter sin egen ordning - tänker jag kan irritera vissa, men det finns något yttre att hänga upp dikten på.
Den vita rosen förefaller vara någon som är döende, eller redan död. Det finns en drabbande klarhet som de flesta som haft någon nära sig som varit mycket sjuk kan känna igen sig i:
Rader upprepas, vävs in tillsammans med andra för att skapa nya sammanhang. Det slås an direkt när dikt 1, 2 och 5 är exakt samma dikt, som en besvärjelse, ett försök att intala sig själv att det här är som det är.
Den vita rosen förefaller vara någon som är döende, eller redan död. Det finns en drabbande klarhet som de flesta som haft någon nära sig som varit mycket sjuk kan känna igen sig i:
Du faller
in i sjukdom
som en blomma
jag vill inte
vara mig själv
Rader upprepas, vävs in tillsammans med andra för att skapa nya sammanhang. Det slås an direkt när dikt 1, 2 och 5 är exakt samma dikt, som en besvärjelse, ett försök att intala sig själv att det här är som det är.
March 5, 2024
“4
Warum sind wir nicht
eine Zigarette die einer Kugel
aus pinkem Papier begegnet
drück dich in mir aus
wie der Tod
12
Weiße Rosen tragen
die Nacht in ihren Handschuhen
wie Wäsche
mein Herz ist ein Lumpen
der sich prostituieren will
14
Die Rose
lässt sich
fallen
in den Abgrund
deiner Hand
33
Ich will
dich zerdrücken
ganz hinein
in mein eigenes
Bild
64
Ich konnte dich nicht halten
wie meine Rose
all meine Schiffe sind untergegangen
ich liege hier im Wasser
wie ein Blatt
81
Welche Sonne ist es
die dein Gesicht trägt
wie eine Rose aus Sonne und Licht
dein Gesicht
es will nicht mehr
87
Was kann es schaden
dass der Schuh
seine Ordnung
ins Gras tritt
und in des Grases luftige Samen
89
Die Nacht kann sich
nicht selbst ersetzen
denn sie ist nur Nacht
ich will sterben
ich will sterben
96
Ich weiß nicht wen ich lieben soll
es ist eine Wahl
wir wohnen auf der Insel
mit dem Garten und die Rosen
besitzen uns
141
Was du
fühlst
ist nicht
der Tod
der Liebe”
Warum sind wir nicht
eine Zigarette die einer Kugel
aus pinkem Papier begegnet
drück dich in mir aus
wie der Tod
12
Weiße Rosen tragen
die Nacht in ihren Handschuhen
wie Wäsche
mein Herz ist ein Lumpen
der sich prostituieren will
14
Die Rose
lässt sich
fallen
in den Abgrund
deiner Hand
33
Ich will
dich zerdrücken
ganz hinein
in mein eigenes
Bild
64
Ich konnte dich nicht halten
wie meine Rose
all meine Schiffe sind untergegangen
ich liege hier im Wasser
wie ein Blatt
81
Welche Sonne ist es
die dein Gesicht trägt
wie eine Rose aus Sonne und Licht
dein Gesicht
es will nicht mehr
87
Was kann es schaden
dass der Schuh
seine Ordnung
ins Gras tritt
und in des Grases luftige Samen
89
Die Nacht kann sich
nicht selbst ersetzen
denn sie ist nur Nacht
ich will sterben
ich will sterben
96
Ich weiß nicht wen ich lieben soll
es ist eine Wahl
wir wohnen auf der Insel
mit dem Garten und die Rosen
besitzen uns
141
Was du
fühlst
ist nicht
der Tod
der Liebe”
October 10, 2023
Jeg tror ikke jeg forstår (endnu). Jeg ved ikke om jeg skal, men jeg har lyst til at vide hvem den syge og plejeren er, hvad er rosen?
/ 95
Den syge
leder efter
beviser
på sig selv
x /
/ 107
Bag hjælpens grænse
afskeden
x
x
x /
/ 122
Plejerens hænder
over morgenbakken
osten kaffen ægget
alle disse navne
med duft i sig /
/ 126
Det lydige
gnider sig
tyndere
mod det hjælpsomme
kaffen osten ægget /
_______________________
/ 1
Alt
hvad jeg
har gjort for at
beholde dig
blomstrer /
/ 95
Den syge
leder efter
beviser
på sig selv
x /
/ 107
Bag hjælpens grænse
afskeden
x
x
x /
/ 122
Plejerens hænder
over morgenbakken
osten kaffen ægget
alle disse navne
med duft i sig /
/ 126
Det lydige
gnider sig
tyndere
mod det hjælpsomme
kaffen osten ægget /
_______________________
/ 1
Alt
hvad jeg
har gjort for at
beholde dig
blomstrer /
January 27, 2022
Disse diktene framstår som minimalistiske på grensen til det maskinelle. Tankene går i retning litteraturteoretisk pensum og Vilde Heggems roman Kan han si: bli. Selv forstår jeg ikke alltid repetisjonene i diktene, men de minner om et lappeteppe som utvides. Det var få dikt som traff meg følelsesmessig, men jeg satte pris på de tankene jeg hadde.
December 14, 2025
Ikke min kop te. Den kunne sikkert være sjov at dissekere med noget analyse, opgøre antallet af gentagelser og hvad fedt & roser betyder... Men ikke nogen fornøjelse ved at læse det. Der er sikkert andre der ikke vil finde det prætenciøst og lidt for 'villet' - jeg overlader det til dem og konstaterer at jeg har givet Ravn en chance.
December 17, 2021
Jeg håbede at jeg ville elske denne som Olga Ravns andre værker, men den ramte lidt henover hovedet på mig. Først i sidste del af bogen begyndte jeg at føle noget. En følelse dukkede op, men forståelsen udeblev langt hen ad vejen.
January 8, 2024
nummer 2 bog i 24 og ligeså i tvivl som jeg var med bog nummer 1. Rigtig mange af digtene holdte jeg meget af, men også mange som ikke sagde mig det store. Derfor ender jeg nok på 3,75 stjerner. Da de gode digte virkelig fik mig til at føle.
February 11, 2025
Jeg kan godt blive utålmodig af at læse digte, så jeg strøg gennem den hvide rose🌹Kort, simpel og alligevel virkelig svær? Mange fine linjer, men også en bog til genlæsning på grund af alle de lag. Hvad vil Olga Ravn med olien for eksempel?
December 9, 2017
Det er lige der i udkanten af det, jeg forstår, og så nok slet ikke alligevel, men det hele syder så fint, næsten hvidglødende sammen til sidst.
Displaying 1 - 30 of 53 reviews