Sommerglæder er Herman Bangs mest humoristiske roman, en en let og bittersød fortælling, der foregår på et enkelt døgn i en lille østjysk by. Rammen er Hotel Brasen, et sommerpensionat, der ejes af hr. og fru Brasen. Rundt om dem er der familiemedlemmer og ansatte. Da historien tager sin begyndelse, er sommergæsterne endnu ikke dukket op, men hotellet står alligevel på den anden ende, for alt skal være parat - og hotelejerne skylder penge overalt i byen. Noget alle ved. Pludselig kommer der 'køretøjer fra sønder', og nyt kaos opstår. Gæsterne får dog deres værelser, men så skal aftensmaden gøres klar. Fru Brasen er i gang febrilsk og nervøs og herser med de ansatte. Det viser sig, at der blandt gæsterne er en kendt sanger, og senere på aftenen underholder han, og der bliver danset. Da fru Brasen endelig kan lægge hovedet på puden, galer hanen i gården. Romanen blev filmatiseret i 1940 med Rasmus Christiansen og Ellen Gottschalch i rollerne som hr. og fru Brasen.
Herman Bang wrote his very first book back in 1880, it was called "Haabløse Slægter".
Herman Joachim Bang (20. april 1857 – 29. januar 1912) var en dansk kritiker, forfatter og journalist. Han blev født i Asserballe på Als i hertugdømmet Slesvig som søn af sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og hustru Thora Elisabeth Salomine Blach (1829-1871) og blev student i 1875 fra Sorø Akademi. Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil. Herman Bang døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturné og er begravet på Vestre Kirkegård i København.
Jeg kan godt lide Herman Bang. Han fortæller en masse med nogle enkle virkemidler. På overfladen er dette kun historien om gæster, der ankommer til et hotel i en lille provinsby omkring århundredeskiftet, men under overfladen er der spændinger og tragedier - fru Brasen slider i det for at gøre værelser, stuer og mad klar til gæsterne, mens hr. Brasen ikke laver noget nyttigt. Vicekonsulen vil gerne være med i generalkonsulens indercirkel, men afvises. Der er en fin lille underspillet kærlighedshistorie. Over-, middel- og arbejderklassen mødes på hotellet i den lille by, der håber at blive som Skagen engang.
Der er noget næsten filmisk over fortællingen, noget enkelt og roligt, men levende og inderligt og samtidig hektisk. Den stille formiddag udvikler sig til fest og dans om aftenen. Og da hanen galer aner man konturerne af de hårde tider, der venter Brasens forude.
Jeg havde ikke ventet, at jeg kunne grine så hjerteligt af sådan en gammel bog. Men Herman Bang kunne virkelig være morsom på den mest ondskabsfulde måde. Hans personbeskrivelser af både høj og lav her i den jyske provinsby, der kortvarigt bliver til badeby for de hovskisnovski Københavnere og Østjyder, er spiddende præcise. Han skriver fx om en ung mand: “Kunst hensatte ham i samme tilstand som skørter”.
Det er egentlig lidt chokerende, at forholdet mellem provins og hovedstad, kendte og ukendte har forandret sig så lidt på mere end 100 år. Men vi mennesker udvikler os nok slet ikke så meget, som vi selv går og tror.
Jeg læste den i en pause under genlæsningen af Buddenbrooks. Tonen i sidstnævnte er selvsagt noget mere dyster, men de spiddende ondskabsfulde personportrætter ligner hinanden meget. Og de to forfattere har også det til fælles, at der ikke rigtigt optræder en sympatisk helt(inde) i fortællingerne. Alle karakterer latterliggøres mere eller mindre.
Jeg er ærligt talt lidt i syv sind efter at have lukket Bangs Sommerglæder. Romanen er et øjebliksbillede - en stemning og et lille meget ægte glimt af et enkelt døgn i en lille by, der normalt ville blive overset. Bang skriver alle karaktererne (og der er mange) levende og runde i en utrættelig dialog, der bærer læserens blik fra person til person, fra værelse til værelse - fra stemning til stemning. Det er en mildest talt forvirrende roman, men forvirringen er en væsentlig pointe og et meget bevidst valg fra Bangs side, og selvom jeg sidder tilbage med en fornemmelse af at have taget for mange ture på en hurtig karussel, har bogen gjort et stort indtryk på mig. Romanen er et interessant skriveteknisk eksperiment, men den stimulerede mere min interesse i litteratur, end den stimulerede mig, og derfor den lidt lunkne vurdering.
Der findes ingen danske forfattere, som når Herman Bang til sokkeholderne, hvad angår sproget. Desværre betyder dette også, at han er næsten uoversættelig. Alt for meget går tabt i en oversættelse. Så Bang vil kun for alvor have stjernestatus her i Danmark, hvor han efter undertegnedes ringe mening ikke overgåes af nogen. Sommerglæder er et mesterværk, ingen tvivl om det. Både komedie og tragedie på én gang. Man griner og man krummer tæer og man bliver forstemt. Og man har så forfærdelig ondt af fru Brasen og hendes gamle mor, mens man bliver vred på hendes dovne og udygtige gemal. Der er et væld af andre finttegnede personer, og Bang får brugt alle farverne på paletten. Der er både de stille eksistenser og de mere løsagtige karakterer. Og en fint antydet kærlighedshistorie er der også blevet plads til. Jo, det er godt - faktisk kan det ikke blive ret meget bedre!
Jeg har set bogen omtalt som "humoristisk", "munter" og "festlig", men den smule humor, jeg opfangede, blev mere end opvejet af, at det faktisk er en ret sørgelig grundhistorie, i og med at livet behandler de centrale personer skidt, hvor bravt de end kæmper. Så jeg forstår (som så ofte med klassisk litteratur) ikke omtalerne. Men miljøet og situationen er ikke helt magen til miljøet og situationen i andre bøger, jeg har læst, så jeg fik da lidt ud af bogen i form af en slags halvnyhedens småinteresse.
Titlen må være hvad Bang oplevede da han skrev dette, for jeg har da aldrig læst en bog som i den grad strutter af fortælleglæde, og så gør det ikke så meget at Bang glemte at fortælle en historie. Har du set en af disse britiske 1800tals-dramaer, hvor de første fem minutter viser travlheden i køkkenet og blandt tjenestefolket? Folk der skynder sig frem og tilbage med suppeterriner og vaser, og en stresset frue der skal holde styr på det hele? Sommerglæder er det, og kun det, med en meget subtil lille romance sneget ind et sted i forvirringen - men pissegodt skrevet.
Et lidt for stort og noget forvirrende persongalleri, som måske havde egnet sig som teaterstykke. Heldigvis er der nogle steder glimt af den fine, Bang'ske menneskebeskrivelse, som trækker læseoplevelsen lidt op.
En finurlig lille roman. Et fint tidsbillede - tænk “Matador” i slutningen af 1800-tallet - med lidt for stort persongalleri. Morsom og afslørende, men også lidt forvirrende. Læs endelig Hakon Stangerups efterskrift først.
Jeg bor og arbejder selv i et område, der hvert år får besøg af en masse turister, og selvom denne bog efterhånden har en del år på bagen, så er det sjovt at se, hvordan nogle af scenerne fra denne bog sagtens kunne foregå her i Vendsyssel i år 2017.