"Det opleves som en foræring, hver gang bøger tvinger én til at læse lidt anderledes, ja, måske ligefrem har en særlig måde at bevæge sproget på. Lone Hørslev Rasmussens debut tilbyder denne mulighed, simpelthen fordi hun som lyriker står på egne ben og går præcis som det nu passer hende. (...) Tilbage er der kun at sige pænt TAK for denne flotte debut. Tak for de skæve rytmer, for den uskønne gang, for overraskelserne og alle de mærkværdige glimt." - Erik Skyum Nielsen, Information
"Man bliver glad og sært livsbekræftet af en tur i TAKs univers." - Mai Misfeldt, Berlingske Tidende
"Først og fremmest rummer TAK en stribe syrlige og højintense digte, fulde af avanceret ironi, sensibilitet og sproglig kunnen. (...) Lone Hørslev Rasmussen har her fået en lovende debut. - Peter Nielsen, Fyens Stiftstidende
"en vægtig debut" - Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad
Lone Hørslev (f. 1974). Debut 2001 med digtsamlingen ”TAK” på Gyldendal. Bachelor i dansk litt. fra RUC, 2001. Forfatterskolen 2001-03. Udgav i september 2014 den historiske roman ”Dyrets år – en roman om Marie Grubbe” på forlaget C&K, og har hermed i alt udgivet fem digtsamlinger og fire romaner.
Modtaget Strunge-prisen 2004, Statens treårige arbejdslegat 2006. Jytte Borbergprisen for romanen ”Naturlige fjender”, 2009 og Autorernes hæderspris for forfatterskabet, 2013. Det Danske Akademis Beatricepris, 2014.