Digtsamlingen OG TIDEN I VILD TILSTAND MOD MIN HUD er som Marianne Larsens forrige udgivelser præcise portrætter af øjeblikke i virkeligheden – altid forankret i det konkrete, men med et let og ubesværet svæv. Det er et forsøg på at vise virkeligheden, som den virkelig helt uudgrundelig.
Jeg er ny ud i poesi-genren, og det er selvfølgelig synd, at det skal gå ud over Marianne Larsens forfatterskab.
Tidligere har jeg læst Inger Christensen ‘det’, som jeg havde svært ved at forstå så meget af. Det jeg særligt tog med derfra var hendes evne til at beskrive et stemningsbillede, en følelse, et skrøbeligt moment, som man vidste ville være borte om bare et sekund, og gennem hendes ord kunne man smage hvad der var på spil.
I “og tiden i vild tilstand mod min hud” mangler jeg de stemningsbilleder, følelsen af at mærke, hvad der er på spil. Oven i hatten, så forstår jeg faktisk ikke de fleste af digtene. Jeg kan ikke se, hvor hun vil have mig hen. Jeg læser et digt, forstår ordene, hvert eneste af ordene, men når jeg sætter dem sammen efterlader de mig med en hvid side.
Efter at have læst digtsamlingen sad jeg med den tanke, at det kunne være rart med en læse guide (for dummies), men det slog mig, at tanken med poesi måske netop er den åbne mulighed for at tolke indholdet. Måske man kunne lave små kasser under digte med inspirationsord eller tematikker, som kunne sætte ens tankerække i gang. I hvert fald fornemmer jeg at Larsen er en dygtig digter, jeg forstår det bare ikke.