Livet kan ikke altid lige fikses og ordnes. Mødet med liv og død, livsmod og afmagt, glæde og sorg er et uomgængeligt vilkår i vores liv. På trods af tidens selvhjælpsbudskaber om, at vejen til lykken er et quick fix af hurtige trin for trin-råd. Til gengæld kan vi godt tåle at møde afmagten, finde en måde at være i den, en mening i den. At være magtesløs kan det skabe et rum til fordybelse. Der sker noget, når vi står stille et øjeblik - også når vi møder steder i livet, hvor vi bliver konfronteret med bekymringer og sorg. Lotte Blicher Mørk skriver om mødet med livets paradoksale vilkår, om at møde magtesløsheden. Både når livet er sat på spidsen, og når vi “bare” er midt i livet med alt, hvad det byder.
I sidste uge var jeg til forfattermorgen hos Gyldendal for at se Svend Brinkmann og købe hans nye bog. Der var også en anden forfatter, og sandt at sige, så havde jeg aldrig hørt om hende: Lotte Blicher Mørk. Jeg tænkte, pyha, stakkels hende, sådan at komme lige før Brinkmann. Men det var ikke noget problem for hende – hun har været præst på Rigshospitalet i 14 år, og summen af hendes erfaringer indtil nu har hun komprimeret i en lille fin bog, “På en måde skal vi Dø – Fortællinger om Livet”.
Blicher Mørk og Brinkmann har en del pointer til fælles, bl.a. den, at de ikke bryder sig om, at “vi skal finde meningen inden i os selv” eller at vi skal “tackle” tilværelsen og dens afslutning. De leverer dem meget forskelligt og med vidt forskellig baggrund. Brinkmann er jo fx decideret areligiøs, hvor Blicher Mørk taler om Gud hele tiden.
På side 93 kommer hun frem til en yderst væsentlig pointe, nemlig at hun ikke mener, det er døden, der er vor tids største tabu, men fiaskoen. Derfra går hun indlysende videre til sin modvilje mod, at man taler om forholdet til sygdom og døden med en krigsterminologi – ikke mindst i udtrykket “kampen mod kræften” – som man så kan tabe og derved være en fiasko. Her skriver hun også, at “det må være vanskeligt at gå døden i møde uden at tro på andet end sig selv”. Det vil jeg gerne anholde, for jeg er agnostiker og tror altså ikke på Gud. Alligevel tror jeg ikke kun på mig selv. Jeg tror på det iboende gode i mennesket og på at det tjener et formål i sig selv at leve sit liv sådan, at man er sit bedste selv så meget af tiden som muligt.
Denne lille bog gør sig mange fine overvejelser om, hvordan vi møder døden og kommer med fine eksempler fra mennesker, forfatteren har mødt i sin praksis. Den kan være en god gave til alle, som har fået døden lidt tættere på, end vi har til hverdag. Måske også til læger og sygeplejersker der ofte må tage “den svære samtale”. Man kan læse den med stort udbytte, selvom man som jeg ikke tror på Gud.