Der er noget der roder for mig, som handler om de mange betydningsmættede skildringer af det nonverbale, kropssproget, hos bogens personligheder og alt det tunge de slås med. Sammen med Scavenius' parallelle tankespor der løber mellem de enorme politiske vanskeligheder, han står i som en énmandshær, og konflikterne i hans kærlighedsliv. Som sætter min læsning lidt i stå, kræver opstandsning og næsten afprøvning af at slikke sig over fortænderne, lægge hovedet til kravebenet, tømme sine ansigtstræk og se nedad sig selv, for helt at forstå, hvad der sker indeni og i det sociale kraftfelt. Birgithe Kosovic er virkelig god til historisk at skildre statslederens komplekse indenrigs- og udenrigspolitiske balancegang under besættelsen.