Thomas Ubbesen følger Syriens krigsofre og snesevis af andre skæbner i flygtningestrømmen under de lange rejser fra krigen i Syrien til slutmålene i Nordeuropa.
Vi er på rejse i ”nærområderne” og ved ”de ydre grænser” og følger helt tæt en ældre syrisk far og hans voksne datter, der forlader sult, terror og krig derhjemme og begiver sig ud på den lange vandring mod nord sammen med hundredetusinder af andre – en flugt der foregår med ét ben i cyberspace og ét i den virkelige virkelighed, der hvor krigsherrer og menneskesmuglere hersker almægtigt over liv og død.
Hans fortælling er vigtig. Det er vigtige skildringer af mennesker der har oplevet flygtninge-strømningerne first hand. Men hans skrivestil sætter desværre en stor stopper for denne bogs enorme potentiale. Somme tider er hans "kunstneriske fortællersprog" det der sætter en irriterende stopper for at jeg bliver fuldt ud bliver fanget og læser videre. Man kan sige at det ikke er vigtigt, for det er jo selve historien der betyder noget. Men jeg mener, at hvis han lidt bedre skildrede disse mennesker i et mere sammenhængende og spændende sprog, hvor man ikke skulle stoppe op hver anden side og catche up med fortællingen igen, ville disse menneskers liv og historien blive understreget i højere grad og forstærket. Det er en historie der virkelig skildrer hvor forkælede vi europæere er og det er simpelthen ærgerligt at hans skrivestil sætter en stopper for det. Ærgerligt. Virkelig ærgerligt. Men det kan jo også bare være mig! :)