Nu er det endelig sket. Frem med Othellolagkagen! Min mor er blevet førtidspensionist (…) Jeg lider, derfor er jeg. Der er identitet i lidelse, og det er der mange, der glemmer. I hvert fald er min mor glad for sin nye titel, og hun fortæller det til alle, som gider
Helt ude i hampen er Karina Pedersens personlige rapport fra den danske ghetto-underklasse – der, hvor alle har det til fælles, at de iflg. forfatteren skal bruge en erfaren slægtsforsker for at finde frem til et familiemedlem, der har haft et almindeligt lønarbejde.
Forfatteren skåner ingen, heller ikke sin egen dysfunktionelle familie. Hun skriver om brødrenes endeløse fiaskoer, den pillemisbrugende mor og den fraværende far. En fortælling, hvor det eneste mønster, der brydes, er underklassens evne til at synke dybere, end den burde, fordi de mennesker, vi møder, vælger at gøre sig afhængige af ydelser fra det offentlige, og kun ser sig selv som ofre for tilfældigheder. Skrevet så råt og så sjovt, at man ikke aner, om man skal græde eller grine.
Når man har læst de tre første “breve”, har man læst dem alle. Der er ingen udvikling eller pointe. Det er en skam, for det kunne der sagtens have været.
gennem meget af denne bog undskyldte jeg forfatterens komplet kolde og kyniske væsen med hendes barndom. klart at man har lyst til en form for hævn når ens opvækst har været fuld af vold og forsømmelse og kan godt forstå hendes had til hendes mor. MEN kan simpelhen ikke undskylde alt det andet gift hun spyder ud. i denne bog som tager ca to timer at læse vil du finde: - racisme - nedtaling af sexworkers - negativt billede af sex bla bliver det nævnt at folk som går i swingerclubber eller har orgier er kriminelle - et fuldstændig forvrænget og usympatisk syn af psykisk syge - fatshaming - så nævner hun selvfølgelig at hun ikke forstår hvorfor folk ikke kan forlade deres voldelige partnere selvom hun aldrig selv har kunnet forlade eller afbryde forholdet til hendes mor. det er interessant at hun kan have så ondt af sig selv når hun absolut ingen empati har for andre.
Hvis nu forfatter have skrevet en social realistisk fiktiv bog og stået ved det, havde jeg nok ikke haft den holdning jeg har. Men det er svært ikke at være farvet af hele hendes scam, løgne og selv forherligelse. Det at komme fra samfundets bund burde ikke være noget at lukrere på, for middelklasse unger som forfatter. Med det samt er formen sjov, og inspirerede mig ordbog at skrive noget. Men det er vist også det pæneste jeg kan sige. Lån den på biblioteket eller stream den fra en ebogs service, fordi forfatter skal ikke ha lov at tjene faktiske penge på hendes medie stunt.
Hjerteskærende og provokerende på flere planer. Ikke stor litteratur. Let at læse. Forståeligt at den er blevet et indlæg i samfundsdebattten. Minder mig om Synnøve Søes bog "Fars" - som jeg også husker som opgør med barndom mere end som litteratur.
Sjov men også skræmmende. Om en mor der forhutlet sig gennem livet med misbrug og løgne. Beskrevet af datteren der lever et normalt liv, men hele tiden bliver ringet op af moderen.